Der er en grund til, at talemåden »man kan ikke lære en gammel hund nye kunster« findes på mange sprog og i mange udgaver. Når vi mennesker når en vis alder, bliver vi nemlig dårlige til at lære nyt og omstille os.
Tag nu Vladimir Putin. Da han kom helt til tops i Kreml, var han 48 år. Godt to årtier senere har magten for længst korrumperet ham og er steget ham til hovedet, men hans stærke og svage personlighedssider er de samme som dengang.
Således er han tilsyneladende ikke blevet bedre til krisehåndtering, siden atomubåden Kursk sank i august 2000, og der var brug for, at Ruslands præsident agerede hurtigt og tog ansvaret for at redde russiske liv. I stedet forholdt han sig passivt og meldte sig nærmest ud af situationen.
Det samme skete under gidseltagningerne i et teater i Moskva (2002) og i en skole i Beslan (2004) samt mange år senere under den første fase af covid-pandemien (2020). Derfor bør det ikke overraske, at Putin igen valgte passivitet, da han blev konfronteret med sit hidtil mest markante nederlag i krigen i Ukraine.
Mens russiske tropper blev overrumplet af en særdeles vellykket ukrainsk modoffensiv i Kharkiv-regionen, lod Kremls såkaldte stærke mand som ingenting, da han i lørdags fejrede Moskvas fødselsdag ved at indvie et 140 meter højt pariserhjul.
»I Europa har de ikke nogen, der er lige så høje,« lød Putins sølle bidrag til kampen mod Vesten, som han hævder at være i krig mod.
Festlighederne i Moskva blev afsluttet med et fyrværkeri, som mange russiske krigskorrespondenter og debattører rasede over på sociale medier.
»I Ukraine har vi noteret os den store harme over Putin, som siges at have bragt skam over den russiske hær,« fortæller den ukrainske kommentator Mikhail Dubinjanskij.
»Vi har fulgt meget godt med i det, fordi disse russiske imperialister har været vores primære nyhedskilde under modoffensiven. De officielle ukrainske kilder som forsvarsministeriet leverer kun sparsomme oplysninger. Det var først senere, at de bekræftede informationerne fra de russiske imperialister, som løbende havde beskrevet de russiske styrkers katastrofale nederlag.«
Ukrainsk styrke
I begyndelsen af sidste uge angreb ukrainerne russiske styrker omkring byen Balaklija sydøst fra Kharkiv. Derfra rykkede de cirka 35 kilometer nordøst og yderligere 30 kilometer østpå til byen Kupjansk, en vigtig færdselsåre, som russerne ellers havde gjort til deres midlertidige hovedstad i Kharkiv-regionen.
»Rusland er her for evigt,« lød sommerens løfte fra Andrej Turtjak, da han som næstformand for det russiske overhus, Føderationsrådet, besøgte byen.
Men løftet var ikke meget værd, for Kupjansk blev lynhurtigt generobret. Derefter drejede offensiven sydpå langs floden Oskil og fortsatte i cirka 60 kilometer mod byen Izjum, som de mange udstationerede russiske tropper skyndte sig at forlade for ikke at blive omringet.
På få dage befriede ukrainerne et område på omkring 3.000 kvadratkilometer, svarende til Fyns areal. Det fik den konsekvens, at russerne tog benene på nakken og rømmede yderligere 3.000 kvadratkilometer nord og øst for Kharkiv, som det ikke længere gav mening at forsvare. Det samlede nygenerobrede territorium i regionen er næsten lige så stort som Sjælland.
I skrivende stund kontrollerer russiske besættere kun den mindre østlige del af Kharkiv-regionen øst for Oskil-floden. Dermed har de stort set trukket sig fra fire ukrainske regioner siden starten af storkrigen: Kyiv, Tjernihiv og Sumy i foråret samt nu også Kharkiv.
De sidder stadig på hele eller store dele af fem andre regioner, men tre af dem – Krim, Donetsk og Luhansk – havde allerede været under russisk kontrol siden 2014, hvor Rusland erobrede en tredjedel af Donetsk/Luhansk-regionerne. Reelt har russerne kun fået få sejre i forhold til de mål, de havde sat sig, mens ukrainerne med den sidste storoffensiv har tvunget Rusland i defensiven i en storkrig, hvor de ellers ikke blev spået mange chancer, da Vladimir Putin blæste til angreb:
»De våben, som vi i første omgang fik fra Vesten, var især egnede til partisankrig, fordi man arbejdede med et scenarium, hvor Ukraine blev besat,« pointerer Mikhail Dubinjanskij.
»Det havde derfor afgørende betydning, at Volodymyr Zelenskyj blev i Kyiv. Han signalerede til det internationale samfund, at Ukraine ikke blot var et land, som man kunne vise medfølelse for, men også en stat, som kunne stå imod aggressionen.«
Både den ukrainske ledelse og det ukrainske folk er kun blevet mere beslutsomme og selvsikre med tiden:
»I fredags var jeg med til en lukket konference, hvor såvel Zelenskyj som forsvarsministeren, Oleksij Reznikov, slog fast, at Ukraines mål ikke længere er at vende tilbage til grænserne før 24. februar. Nu er målet at gendanne grænserne fra før 2014, og den udmelding svarer godt til den forandring, der er sket i den ukrainske folkestemning.«
Social kontrakt
Helt anderledes er den aktuelle stemning i Rusland, hvor man efterhånden kun sjældent gentager Vladimir Putins oprindelige mål om at afmilitarisere og afnazificere hele Ukraine.
I stedet udtrykker russiske korrespondenter og debattører frygt for, at de mobile ukrainske styrker kan bygge videre på den veludførte generobring i Kharkiv ved at angribe enten i Luhansk-, Donetsk- eller i Zaporizjzja-regionen. I den sydlige Kherson-region er en ukrainsk modoffensiv for længst i gang, og her er der allerede meldinger om, at 500 kvadratkilometer er blevet befriet.
Selv i de populære debatprogrammer på de store statskontrollerede russiske tv-kanaler er man nu begyndt at give mere plads til kritik af Ruslands »særlige militæroperation«:
»Nederlaget i Kharkiv-regionen har dog ikke været deres tophistorie,« bemærker BBC-journalist Francis Scarr, der er ansat til at holde øje med russiske medier.
»Værterne holdt stadig fast i det russiske forsvarsministeriums officielle udmelding om, at det var en vellykket omgruppering for at redde de russiske soldaters liv, og at de i øvrigt dræbte 4.000 ukrainske soldater og vestlige lejesoldater undervejs,« fortæller Francis Scarr.
»Især på det sociale medie Telegram er der til gengæld mange analyser om, at Vladimir Putin skal mobilisere befolkningen, hvis han vil vinde krigen. Og man er også begyndt at tale mere om det på tv.«
I Ukraine har Volodymyr Zelenskyj for længst mobiliseret de kampdygtige mænd og forbudt dem at forlade landet. I Rusland har Vladimir Putin trods propagandisternes opfordringer afholdt sig fra at gøre det samme, og han kan få ualmindeligt svært ved at lave om på det.
Det lader nemlig til, at russerne har indgået en ny social kontrakt med deres diktator: De skal nok støtte hans krig eller i hvert fald lade være med at være imod den, hvis bare det ikke går ud over dem og deres nærmeste:
»Det vigtigste er, at der ikke sker noget med vores drenge,« lyder en typisk overvejelse, som jeg for nylig hørte fra en ældre kvindelig bekendt fra Moskva.
»Hvis Putin mobiliserer befolkningen, vil han bryde kontrakten, og han kan få alvorlige problemer,« vurderer Francis Scarr.
»Jeg forventer derfor, at hvis krigen fortsætter med at gå dårligt for Rusland, vil man fortælle mindre om den på tv og fokusere mere på andre fronter som for eksempel energikrisen i Europa.«
Putins muligheder
Men selv hvis Putin løber risikoen og dekreterer generalmobilisering, vil det ikke umiddelbart hjælpe i den kommende tid:
»Efter reformerne eksisterer det russiske militær ikke længere som mobiliseringsforsvar. Der er rigtig mange mænd i Rusland, men det vil tage måneder, før man vil kunne uddanne dem som soldater. Det vil nok først give nævneværdig effekt på slagmarken i 2023,« vurderer Carsten Rasmussen, brigadegeneral og indtil for nylig forsvarsattaché på den danske ambassade i Moskva.
»Derfor er Putin nødt til at finde på andre måder at ramme ukrainerne på,« fastslår Rasmussen.
Hvis Ruslands leder ikke gør det, risikerer han, at den ukrainske angrebslavine ruller videre:
»Dels er ukrainerne kommet foran russerne i beslutningsprocessen. Og dels skal man ikke undervurdere den psykologiske effekt af offensiven i Kharkiv, der er med til at booste ukrainernes kampmoral og har en negativ effekt på russernes,« konstaterer brigadegeneralen.
I lørdags skrev han på Twitter, at han forventede en dramatisk »vertikal eskalation« fra Ruslands præsident. Den kom dagen efter, da russerne begyndte at bombe kraftværker og højspændingsinstallationer i Østukraine. Flere regioner meldte om nedbrud af strøm og vandforsyning:
»På kortere sigt har den slags angreb ikke nogen nævneværdig effekt. Men de kan måske få en langsigtet effekt, hvis russerne mere konsekvent ødelægger og slider på Ukraines civile infrastruktur,« forklarer Carsten Rasmussen.
Onsdag gik det ud over en dæmning og anden infrastruktur ved byen Kryvyi Rih nord for Kherson-regionen, hvor russiske missiler forårsagede en oversvømmelse. Til den slags formål kan Putin også anvende større strategiske fly, og han kan i det hele taget intensivere luftkampagnen mod både militære og civile mål. Desuden kan han iværksætte et angreb fra Belarus med en kombineret russisk-belarusisk styrke:
»Det vil næppe få afgørende betydning, men kan tvinge ukrainerne til at sprede deres kræfter,« siger Rasmussen og nævner den mulighed, som han anser for at være Putins sidste:
»Den ultimative vertikale eskalation: taktiske atomvåben.«
