Siden Rusland indledte sin invasion af Ukraine 24. februar, er stemningen blandt observatører bølget frem og tilbage. Først var den præget af en udbredt fatalisme, hvor mange anså al modstand for håbløs. Da ukrainerne vandt Slaget om Kyiv, blev den afløst af en udbredt optimisme, hvor flere nærmest anså en ukrainsk sejr for at være garanteret. Så kom der en lang periode domineret af en nedslidningskrig i Donbas, hvor russerne indtog små stykker land, og der blev skrevet bekymrede avisledere om, at de var ved at vinde krigen. Og nu, efter at Ukraine har fået implementeret det amerikanske HIMARS og indtaget Slangeøen i Sortehavet, synes stemningen igen at være skiftet til ukrainsk fordel.
Alle disse stemningsskift har været præget af den samme tendens: Man har ud fra et flygtigt øjebliksbillede af slagmarken draget konklusioner om krigens udfald langt ude i fremtiden. Men dette er ikke en kort krig, og ingen ved endnu, hvordan den vil ende. Både den ukrainske og den russiske hær har hver især en række styrker og svagheder, der vil kunne påvirke udfaldet. Lad os forsøge at se nærmere på dem.
Tungt artilleri
Hvis vi starter med russerne, har de én meget tydelig fordel, der har gjort livet svært for Ukraine i de sidste tre måneder. Russerne er berygtede for deres artilleri og for at anvende en primitiv og destruktiv, men ofte virkningsfuld taktik, hvor de med massive bombardementer lægger store byområder i ruiner, inden de sender deres væsentligt mindre frygtindgydende infanteri ind. Dette har været deres foretrukne metode til at indtage de geografisk set beskedne områder, de har sat sig på i Donbas efter tilbagetrækningen fra Kyiv.
I juni måned var russerne ifølge The Guardian i stand til at affyre 20.000 artillerigranater om dagen, mens Ukraine højst kunne præstere 6.000. Dette har været den faktor, der mere end nogen anden har givet russerne en fordel i den nedslidningskrig, der er foregået i Østukraine.
Der har været en tendens til at fokusere på de geografiske områder, russerne har overtaget. Særligt byerne Sjevjerodonetsk og Lysytjansk. Men den afgørende strategiske betydning her handler kun sekundært om geografi. I en nedslidningskrig er det afgørende ikke, hvilke stykker land man på et givent tidspunkt har sat sig på, men de to hæres relative styrke. Dette kan på lang sigt afgøre, om stykkerne med land kan beholdes eller må afgives.
I Slaget om Kyiv kom russernes artilleri aldrig rigtig i brug, mens de i Donbas har kunnet udnytte jernbanenettet til at transportere deres artillerigranater tæt til frontlinjen, hvor de har opbevaret dem i store depoter, der kunne forsyne frontlinjen. Dette har gjort det muligt for russerne at lade det regne ned over de ukrainske styrker, der har været tvunget til at sende nye soldater til fronten.
Selvom Ukraine i modsætning til Rusland har talrige højt motiverede frivillige, har beskyttelsen af denne frontlinje konstant krævet nye mænd. Her har Ukraine ifølge The New York Times mistet mellem 100 til 200 mænd om dagen. Dette har hindret dem i at samle tilstrækkelig styrke til at udføre effektive modoffensiver.
Teknologisk forførelse
Den russiske fordel har dog en indbygget svaghed, som er blevet blotlagt den seneste uge, hvor Ukraine fik implementeret det amerikanske HIMARS, der er et langtrækkende mobilt missilsystem med høj præcision. Det har man brugt til systematisk at angribe de store russiske ammunitionsdepoter tæt ved jernbanenettet samt en række kommandoposter. Ifølge Ukraine har de ramt over 20 sådanne depoter.
Det har tilsyneladende allerede haft en mærkbar effekt på den russiske offensiv, hvor man har set et kraftigt fald i antallet af artilleriangreb. Ifølge Rusland skyldes den faldende aktivitet, at man holder en operativ pause, men det er næppe hele sandheden. Som en rapport fra den britiske tænketank RUSI fastslog i forrige uge, er målrettede angreb på russisk logistik ukrainernes bedste chance for at udligne det artillerimæssige styrkeforhold. Ukrainerne kan næppe matche russerne her rent kvantitativt, men de kan svække dem ved at bruge deres eget artilleri mere effektivt og præcist.
Der er dog grund til at være varsom med at se HIMARS som ukrainernes redningskrans. Generelt er der en tendens i forsvarsmiljøer til at lade sig forføre af ny teknologi. Det er set talrige gange, at man har troet på, at et nyt stykke våben ville redde dagen. Men i sidste ende er det typisk de kedelige, traditionelle ting, der afgør de fleste krige: Veltrænede soldater med det rette udstyr under kompetent ledelse, der er forsynet med store lagre af ganske almindelig ammunition. For at et nyt stykke isenkram skal kunne afgøre noget, skal hæren i forvejen være velfungerende.
Når det er sagt, så lader russerne til at være hårdt medtaget af den seneste udvikling. Diverse indflydelsesrige profiler på det sociale medie Telegram, som den amerikanske militæranalytiker Rob Lee har delt på Twitter, viser en panisk stemning. Primært fordi de russiske luftværn ikke har noget effektivt forsvar mod angrebene. Den næste tid vil vise, om russerne er i stand til at ændre deres meget forudsigelige jernbanebaserede logistik, sprede deres ammunitionsdepoter og camouflere dem bedre eller finde en anden måde at værne sig mod HIMARS-angrebene på. Er de ikke i stand til dette, vil HIMARS kunne have en langvarig skadevirkning på deres artilleristyrke og potentielt ændre styrkeforholdet mellem de to hære.
Russernes fokus i de kommende måneder vil med al sandsynlighed være på at indtage de to tungt befæstede byer Slavjansk og Kramatorsk i Donetsk Oblast. Dette vil kræve en overlegenhed i artilleristyrke. Det vil blive interessant at se, om de er i stand til at gentage deres tidligere destruktive succeser i Donbas.
Et tveægget sværd
Ukraines to største fordele i denne krig er deres allierede og deres motivation. Hvor russerne er på jagt efter nye soldater i de russiske fængsler, indkalder reserver omkring pensionsalderen og forsøger at lokke nye lykkeriddere til med lukrative lønninger, står der ukrainere i kø for at slås for deres land. Samtidig har Ukraine i NATO de bedste allierede, man kan ønske sig i en konventionel krig.
Men dermed er lykken ikke gjort for den ukrainske krigsindsats. Der er store flaskehalsproblemer ved træningen af nye rekrutter og reserver. Krigen i Donbas har gjort, at man har måttet sende soldater mod fronten, der ikke har færdiggjort deres træning. Dette kan virke på kort sigt, hvis man ønsker at forsvare sig. Men det er aldeles utilstrækkeligt, hvis man har planer om at udføre større offensive kampagner. Til det kræves, at man opbygger en tilstrækkelig styrke, hvilket nedslidningskrigen i Donbas har forhindret. Problemet kan løses, hvis landets allierede påtager sig en del af ansvaret for at træne de ukrainske soldater – noget, Storbritannien er begyndt på.
Ukraine er i det hele taget helt afhængig af sine allierede. Men selvom man har verdens største forsvarsalliance i ryggen, er det ikke problemfrit. De mange donationer af artillerisystemer fra forskellige NATO-lande er et regulært logistisk mareridt for den ukrainske hær, der nu har et virvar af forskellige systemer, man skal uddanne soldater til. Dette har gjort en i forvejen kompleks logistisk opgave endnu mere kompliceret.
Som den britiske professor i militære studier Lawrence Freedman skrev for to uger siden, befinder begge hære sig i en transformativ fase. Hvor den russiske hær er ved at udvikle sig til en hær fra det 20. århundrede, er den ukrainske ved at blive en hær fra det 21. århundrede. Tiden er med andre ord på ukrainsk side i det lange løb. Men dermed er intet afgjort endnu.
I de kommende måneder vil Ukraines fokus med stor sandsynlighed være på fronten i syd, særligt omkring byen Kherson, hvor man har positioneret sig til en kommende storoffensiv. Og der er meget på spil. Hvis ukrainerne indleder en kampagne præmaturt og taber slaget om Kherson, kan det gøre stor skade på deres allieredes tro på den ukrainske hærs offensive kompetencer. Omvendt vil en ukrainsk befrielse af Kherson være en enorm strategisk sejr, der vil kunne minimere risikoen for en fremtidig russisk invasion af den del af Ukraine, der ligger vest for Dnepr-floden.
