Glæden var ikke til at tage fejl af, da en gruppe lokale borgere fra Lysytjansk tog imod russiske tropper, der for nylig erobrede denne mellemstore by som den sidste i Luhansk-regionen i Østukraine.
»Vi er så glade for at se jer! Vi har sådan ventet på jer!« – lød det igen og igen på videoen, der ligger frit tilgængelig på YouTube.
Både der og på andre sociale medier kan man se en række optagelser fra de besatte ukrainske regioner, som russiske propagandister bruger til at bekræfte Vladimir Putins verdensbillede. Tag nu Melitopol i Zaporizjzja-regionen. Her stod flere hundrede mennesker på et tidspunkt i kø for at få russiske pas. Og i Kherson, hovedstaden i regionen af samme navn, hamstrer indbyggerne tilsyneladende »nødhjælp« – daglige fornødenheder fra russiske soldater.
Der er mange af den slags happenings, og det er bestemt ikke dem alle, der er fake news. Men det er proportionerne, der i den grad mangler i den russiske mediedækning, forklarer Serhij Hajdaj, den officielle ukrainske leder af Luhansk-regionen, som Ukraine ikke længere kontrollerer:
»Hvis vi tager en by som Sjevjerodonetsk, så havde den omkring 120.000 indbyggere inden krigen. Nu er der, så vidt jeg ved, kun cirka 8.000 tilbage,« fortæller Hajdaj over en telefonforbindelse fra Luhansks naboregion Donetsk.
»De få tilbageværende kan deles op i et par grupper. Nogle af dem er ældre mennesker, som ikke kan overskue at forlade deres hjem. Andre er folk, der rigtignok har ventet på at blive en del af den såkaldte russiske verden,« erkender Serhij Hajdaj.
Han henviser til begrebet russkij mir, der ifølge russiske imperialister bør omfatte alle de lande og territorier, hvor der findes et betydningsfuldt antal etniske russere, og/eller hvor der bliver talt russisk. I øjeblikket har russerne travlt med at forvandle de besatte ukrainske regioner til fuldbyrdede russkij mir-medlemmer:
»De forsøger at true vores lærere til at skifte til det russiske skoleprogram. De fleste af lærerne er imod det, fordi både de og forældrene forstår, at eleverne ikke vil kunne bruge den slags eksamensbeviser til at komme ind på hverken ukrainske universiteter, universiteter i andre lande eller noget som helst andet,« forklarer Serhij Hajdaj.
»De stiller billboards op med den helt idiotiske tekst: ‘Vær ikke bange for at tale russisk!’ Og det er altså i Luhansk-regionen (som er overvejende russisktalende, red.), hvor folk altid har kunnet tale russisk frit. Det er jo ikke russisk, men ukrainsk, der er under pres. Jeg har informationer om, at de fjerner ukrainsksprogede bøger og bøger om Ukraines historie fra regionens biblioteker,« fortsætter regionslederen.
»De er også ved at ændre Luhansk-regionens mobilnetværk til Lugakom, som allerede bruges i den del af regionen, der har været besat siden 2014. På samme måde er de ved at koble internettrafikken over på deres egen forbindelse.«
Undertrykkelse og tvang
Akkurat det samme foregår i den sydlige ukrainske Kherson-region, der som den eneste har været besat nærmest siden krigens udbrud:
»Den 30. maj slukkede de for den ukrainske mobil- og internetforbindelse, og i et par dage måtte vi leve i et informationsvakuum. Folk var meget bekymrede, fordi de ikke kunne få fat i deres familiemedlemmer og venner,« fortæller Olena Vanina, tv-journalist fra Kherson.
»Det endte med, at lokale internetudbydere måtte koble sig på internetforbindelsen fra Krim (som Kherson-regionen grænser op til, red.). Krims internetforbindelse er jo reelt russisk, så alle de hjemmesider, der er blokeret i Rusland, er nu også blokeret i Kherson. Både de mange ukrainske nyhedssider og sociale medier som for eksempel Facebook. Nu kan man kun tilgå disse sider med en VPN-forbindelse,« konstaterer Vanina, der forlod Kherson 8. juni som en af de sidste journalister.
Egentlig ligger storbyen Mykolajiv, som Ukraine har haft held med at forsvare, kun cirka 70 kilometer vest for Kherson. Men der foregår kamphandlinger langs den vej, og derfor går flugtvejen nordøstpå langs Dnipro-floden, først over det meste af Kherson- og så over en god del af Zaporizjzja-regionen. Olena Vanina og hendes familie var undervejs i to dage, inden de nåede den ukrainskkontrollerede del af landet, og hun turde stå frem og berette om sine oplevelser i Kherson:
»Lige nu tvinger de folk til at få russisk statsborgerskab. På en af de få stadig fungerende fabrikker har de ansatte for eksempel fået at vide, at de ikke vil få udbetalt deres løn, medmindre de tager imod russiske pas. Så når folk går med til det, er det ikke, fordi de støtter Rusland, men fordi de forsøger at overleve,« forklarer Olena Vanina, der vurderer, at godt halvdelen af Kherson-byens indbyggere er flygtet.
»Der har været rigtig meget undertrykkelse. Først gik russerne efter medlemmerne af vores territorialforsvar og veteranerne fra krigen i Østukraine (der brød ud i 2014, red.). Så begyndte de at anholde aktivisterne, som deltog i demonstrationerne mod besættelsen, og senere gik de over til at anholde nærmest hvem som helst. Den ene dag kan det være dramateatrets direktør. Den anden dag er det pludselig forskeren fra landbrugsuniversitetet,« siger Vanina med et suk.
»Økonomisk er det nærmest umuligt at klare sig, fordi de fleste arbejdspladser er blevet lukket, og det er så godt som umuligt at hæve penge, fordi bankerne også er lukkede.«
I stedet for at fikse problemet har russerne beriget ukrainerne med en ny valuta. Foreløbig bliver den russiske rubel brugt på lige fod med den ukrainske hryvnia, men på mellemlang sigt skal den være Kherson-regionens eneste betalingsmiddel.
Og så er der Lenin-monumentet. Mens den ukrainske regering har travlt med at vælte gamle statuer fra sovjettiden, har russerne besluttet at genopstille en sovjetisk statue af Vladimir Lenin i havnebyen Henitsjesk:
»De fandt en eller anden væltet statue, men ikke den, som havde stået der før,« fortæller Olena Vanina.
»Jeg ved ikke, hvor den er fra, måske fra et sovjetisk kollektivt landbrug. Det her giver jo slet ikke mening.«
Forventer folkeafstemninger
Da Vladimir Putin i februar kastede Rusland ind i en storkrig mod nabolandet, argumenterede han for, at det nuværende Ukraine er Vladimir Lenins opfindelse. At Sovjetunionens grundlægger tog fejl, da han placerede de mange russisktalende regioner fra Kharkiv i nordøst til Odesa i sydvest i Den Ukrainske Sovjetiske Republik – i stedet for i Den Russiske. Tiden var kommet til at rette op på Lenins fejltagelse og »afkommunisere« Ukraine, proklamerede Putin.
Med den logik er det svært at forstå, hvorfor russerne så igen tager Lenin og andre gamle sovjetiske symboler i brug i netop disse regioner. Men sandsynligvis skal det ses som en slags straf til ukrainerne og en påmindelse om, at de to lande hørte sammen i sovjettiden. Som ofte i Vladimir Putins Rusland skal der en del dobbelttænkning til for at kunne rumme de modstridende ord og handlinger.
I sidste uge holdt den russiske præsident møde med sin forsvarsminister, Sergej Sjojgu, for at markere »befrielsen« af hele Luhansk-regionen, selvom russerne i skrivende stund stadig mangler at erobre en sidste landsby ved grænsen til naboregionen Donetsk. De fleste iagttagere forventer dog, at det snart kommer til at ske.
Et mere åbent spørgsmål er, hvilke politiske skridt russerne kommer til at tage i de erobrede områder. Gennem flere måneder har de flirtet med tanken om at afholde folkeafstemninger om indlemmelse i Rusland i de fire besatte regioner Luhansk, Donetsk, Zaporizjzja og Kherson. Men deres problem er, at det kun er Kherson i Sydukraine og nu Luhansk i Østukraine, som de kontrollerer så godt som helt.
I Donetsk sidder russiske styrker fortsat kun på godt halvdelen af regionen, og den vil Putin formentlig helst have »befriet«, inden han eventuelt annekterer mere ukrainsk jord. Med eller uden Donetsk bliver det dog snart Luhansks skæbne, spår regionens ukrainske leder, Serhij Hajdaj:
»De vil forsøge at indlemme regionen i Den Russiske Føderation ret hurtigt. De er nemlig bange for, at den vestlige våbenhjælp til Ukraine begynder at få mere betydning, og at vi på et tidspunkt stopper russernes fremrykning og vil være i stand til at sætte gang i en modoffensiv for at generobre de besatte territorier,« siger Hajdaj.
»I Kreml er der folk, der mener, at det i så fald vil være en fordel, hvis Luhansk og de andre regioner er indlemmet i Rusland. For så vil Putin kunne påstå, at det er et angreb mod Rusland, og han vil have bedre betingelser for at beordre mobilisering af befolkningen.«
Ingen ved dog med sikkerhed, hvad den russiske præsident har tænkt sig at gøre. Ikke engang Kreml-insidere.
Putin holder som altid kortene tæt ind til kroppen, og med hans velkendte tradition for at satse på langhårede løsninger (uanset om det handler om krig eller for eksempel forfatningsændringer) er det ikke sikkert, at han tager den mest oplagte taktiske beslutning. Men strategien er der ikke meget tvivl om, fastslår den kendte russiske udenrigspolitiske kommentator Fjodor Lukjanov:
»Uanset hvad vil man integrere de tilsluttede territorier i Den Russiske Føderation.«
Lukjanov mener således ikke, at eventuelle folkeafstemninger eller fravalg af disse vil ændre retningen i Vladimir Putins krigspolitiske kurs:
»Som jeg ser det, har de enkelte mellemskridt ikke den store betydning.«
