Sanktioner. Den russiske olie strømmer til lande som Kina og Indien, og Rusland har nu større olieindtægter end før Ukraine-krigen. Vesten og allierede søger nye veje til at ramme russerne på pengepungen.

Putins krigskasse bugner

Ram den russiske olieproduktion, der står for en tredjedel af landets indtægter, og Putins midler til at føre krig i Ukraine vil hurtigt tørre ind.

Det var filosofien bag de sanktioner mod den russiske olieeksport, som USA, Canada, EU og ligesindede lande indførte – helt eller delvist, straks eller gradvist – efter den russiske invasion af Ukraine 24. februar.

Nu over fire måneder senere kan flere analyseinstitutter dokumentere, at det er gået lige modsat. Nok er den russiske olieeksport faldet noget – med otte procent, siden krigen begyndte. Men de russiske indtægter fra olieeksporten var i maj 50 procent større, end de var ved årsskiftet, og udgør nu 20 milliarder dollar (140 milliarder kroner) om måneden, ifølge Det Internationale Energi Agentur (IEA). Og det selvom russerne må give en klækkelig rabat på olien, 30-40 dollar pr. tønde, til deres bedste kunder, Kina og Indien.

Det er der to årsager til: De stærkt stigende oliepriser, som sanktionerne har været med til at pumpe ekstra i vejret, til nu omkring 120 dollar pr. tønde. De betyder, at russerne trods rabatten tjener mere på en tønde olie, end de gjorde i månederne inden invasionen. Samt at lande som Kina, Indien, Tyrkiet og en lang række ulande har valgt at se stort på sanktionerne og har forøget deres indkøb af russisk olie markant.

Alene i maj steg den kinesiske import af russisk olie med hele 28 procent sammenlignet med april, og Rusland overtog dermed Saudi-Arabiens rolle som Kinas største olieleverandør. Og Indien, der før nærmest ikke importerede russisk olie, aftager nu 760.000 tønder om dagen, cirka 18 procent af den russiske olieeksport, ifølge markedsanalysefirmaet Kpler.

Hvad Indien angår, er der yderligere den krølle på historien, at »en væsentlig del« af den indkøbte russiske råolie forarbejdes på indiske raffinaderier til diesel og benzin og sælges videre til langt højere priser til forbrugere i USA, Storbritannien, Frankrig og Italien, fremgår det af en rapport fra det finsk-baserede Center for Research on Energy and Clean Air. Når først olien er forarbejdet, kan ingen spore, hvor den kom fra.

»Asien har reddet Ruslands produktion af råolie,« siger Viktor Katona, analytiker ved Kpler, til The New York Times. »I stedet for at falde yderligere er Rusland tæt på produktionsniveauet fra før pandemien.«

Alene i maj steg den kinesiske import af russisk olie med hele 28 procent sammenlignet med april, og Rusland overtog dermed Saudi-Arabiens rolle som Kinas største olieleverandør.

De forøgede olieindtægter er stærkt medvirkende til, at den russiske økonomi – i alt fald her og nu – ikke er så medtaget, som det var ventet, af den spærreild af sanktioner, der ramte landet efter invasionen af Ukraine. Den russiske rubel, hvis værdi styrtdykkede umiddelbart efter indførelsen af sanktioner, er nu stærkere end før invasionen – vekselkursen er 53 rubler for en dollar mod før 80. Hvilket har dæmpet den almindelige russers bekymring over et forestående økonomisk kollaps.

Mens de stigende oliepriser – og den spiral af prisstigninger, de giver anledning til –  omvendt fører til modløshed og vrede blandt forbrugere og vælgere i Vesten.

Amerikansk panik

Det var på den baggrund, at de politiske ledere fra G7-landene – USA, Storbritannien, Tyskland, Frankrig, Italien, Japan og Canada – i denne uge mødtes i Schloss Elmau i de bayerske alper for at drøfte, hvordan presset på Putins Rusland kunne øges. Blandt flere tiltag – hvoraf det vigtigste var en udelukkelse af Rusland fra det internationale guldmarked – kom et forslag på bordet fra USA om at indføre et prisloft på den russiske olie.

Forslaget, der er udarbejdet af den amerikanske finansminister Janet Yellen, har til formål at reducere Ruslands olieindtægter mest muligt, samtidig med at oliepriserne på det internationale marked holdes i ro eller måske ligefrem falder.

Det går ud på at samle de lande, der fortsat køber russisk olie, i et kartel, der stiller Moskva over for et ultimatum: Sælg olien til en pris, der er væsentlig mindre end den nuværende verdensmarkedspris, men akkurat stor nok til, at Moskva alligevel finder det værd at sælge. Eller imødese, at vestlige rederier ikke vil transportere olien, forsikringsselskaber vil ikke forsikre lasten, og finansinstitutter vil ikke finansiere handlen. Dette er en væsentlig trussel: For eksempel er 95 procent af verdens flåde af olietankskibe forsikret i selskaber med hovedkvarter i London.

Forslaget om et prisloft fik høflig, verbal opbakning fra G7-landenes topledere, selvom Olaf Scholz, den tyske forbundskansler, kaldte planen »meget ambitiøs og krævende«. Dens detaljer og praktiske udmøntning skal nu udformes under en række møder mellem G7-landenes finansministre og i forhandlinger med repræsentanter for køberlande og de implicerede erhverv.

Blandt de eksperter, Weekendavisen har talt med, er modtagelsen af forslaget blandet.

Lauri Myllyvirta, analytiker ved finske Center for Research on Energy and Clean Air, kalder det »et nødvendigt, midlertidigt tiltag«, som også skal gælde for de EU-lande, der køber olie af Rusland, indtil de europæiske oliesanktioner sættes i værk i december. Han mener, at det er realistisk at tvinge såvel Rusland som Kina med i ordningen.

»Kina køber allerede næsten al den olie, Rusland er i stand til at afskibe fra sine stillehavshavne, så al yderligere eksport skal gå via østersø- eller sortehavshavnene, hvilket betyder meget lange fragttider. Dette kræver en langt større tankskibskapacitet, som kun europæiske rederier har. Hvis EU forbyder brug af europæisk-ejede tankskibe, medmindre Rusland går med til et prisloft, har russerne ikke meget manøvrerum.«

Claudio Galimberti, olieanalytiker ved det norske analyseinstitut Rystad Energy, skriver i en e-mail, at »et prisloft helt sikkert er værd at overveje«, men tilføjer, at »der er mange forhindringer, der kan komme i vejen for planen«.

»Den mest indlysende er, at Rusland ikke vil sælge sin olie til den foreslåede pris, især hvis prisloftet er sat meget lavt og tæt på produktionsomkostningerne. Putin har allerede vist sin vilje til at tilbageholde forsyninger af naturgas til EU-lande. At tilbageholde olieeksporten vil dog være væsentligt mere skadeligt for den russiske økonomi. Den næste sandsynlige forhindring er Kina, der kan beslutte af geopolitiske grunde at støtte Rusland.«

Jacob Funk Kirkegaard, seniorforsker ved såvel German Marshall Fund som Peterson Institute for International Economics i Bruxelles, er helt afvisende over for forslaget om et prisloft.

»Det har ingen gang på jorden. Forslaget er et udtryk for, at Biden-administrationen er desperat. Den bekymrer sig mest om sure vælgere foran benzinstationerne her forud for midtvejsvalget i november. Og fordi planen er vigtig for Biden, nikker europæerne høfligt og siger pæne ord. Men læser du slutkommunikeet fra G7-topmødet, siger det kun, at der nu skal ske ‘konsultationer’, og at processen vil fortsætte. Hvilket er det samme som at sige, at man ikke kunne blive enige.«

Lad kineserne presse prisen

– Men hvad skal man så stille op med det faktum, at Rusland i dag har større olieindtægter end før krigen i Ukraine og sanktionerne?

»Det kan vi reelt ikke gøre så meget ved. Hvis vi satte hårdt mod hårdt og satte os for at forhindre al russisk eksport af olie, ville olieprisen på det globale marked fordobles til 250 dollar pr. tønde. Du kan ikke lave energisanktioner mod en af verdens største eksportører af olie og gas, medmindre du er villig til at acceptere væsentligt højere priser. Og det er Joe Biden og europæerne ikke villige til.«

»I virkeligheden ville det være fedt, hvis kineserne købte al russisk olie,« fortsætter Kirkegaard. »Jeg er 100 procent sikker på, at der er ingen, der presser prisen på russisk olie hårdere end kineserne. Og den rabat, kineserne får, de der 30-40 dollar pr. tønde, er jo lige akkurat den reduktion af Putins indtægter, vi gerne vil have. Det er penge, der så ikke går til at føre krig i Ukraine. Mere kan vi altså ikke forvente at opnå, heller ikke med et prisloft.«

Det er – efter Kirkegaards mening – ikke udtryk for, at sanktionspolitikken som sådan er forkert. »Vi skal blive ved at gøre det, vi gør. Vi skal sænke efterspørgslen på russisk energi ved at omstille vores samfund til andre energiformer. Og så skal vi sørge for, at russerne ikke kan bruge de penge, de tjener på olien, på noget fornuftigt – og slet ikke til at udvikle deres krigsmaskine. Det er allerede i dag en kendsgerning, at de ikke længere kan lave højteknologiske våben på grund af mangel på vestlig teknologi.«

En undersøgelse, som Kirkegaards arbejdsgiver, Peterson Institute, har lavet, viser, at eksporten til Rusland fra lande, der har indført sanktioner, var faldet 60 procent allerede to måneder efter invasionen. Måske mere overraskende er det, at eksporten til Rusland fra lande, der ikke officielt har indført sanktioner, er faldet med hele 40 procent. Kinas eksport til Rusland ligger for eksempel nu langt under, hvad den var før krigen.

»Frygten for, at Kina ville stå på spring for at udfylde hullerne efter de vestlige virksomheder på det russiske marked, har vist sig ubegrundet,« siger Jacob Kirkegaard. »Det kommer heller ikke til at ske. En kinesisk virksomhed er stillet over for valget: Vil du risikere din markedsadgang til OECD-landene, eller vil du være stor på det russiske marked? Det spørgsmål kender jeg svaret på for 95 procent af kinesiske selskabers vedkommende. Rusland er et for lille marked.«

I det hele taget skal vi i Vesten bevare koldblodigheden og se sanktioner som et langsigtet middel, mener Kirkegaard. »Ideen om, at sanktioner på kort sigt kan ændre de politiske kalkuler hos autoritære regeringer, holder ikke. Men sanktionerne svækker helt sikkert Rusland på længere sigt.