Så længe Italien har været Italien, og Alperne har ligget, hvor de ligger, har der eksisteret specialuddannede soldater til at overvåge den nordlige sne- og isklædte grænse og holde fjenderne ude.
I det gamle Romerrige hed de cohorte montanorum romana, og det var vel dem, der var forlægget for »The Night's Watch« i streamingserien Game of Thrones. Meget senere blev de til Alpejægerne. Efter Italiens samling dannedes i 1872 et nyt korps af bjergtropper, Corpo degli Alpini, i daglig tale Gli Alpini, »De Alpine«. Nemme at kende er de på en buet ravnefjer, der stikker ud fra de meniges hatte, mens underofficererne bærer ørnefjer og længere oppe i hierarkiet skiftes der til gås. Selvom korpsets grundopgave er veldefineret, er bjergkorpset blevet sat til alt muligt gennem tiden, fra kolonikrige i Afrikas hede til – senest – guerillakrig i Afghanistan. De Alpine rykker også ud ved jordskælv og andre naturkatastrofer, og når mafiaen truer freden på hjemmefronten. I det sidste par år har de hjulpet til under coronapandemien.
Bjergsoldaterne er med andre ord nogle, man kan regne med, og de regner også med sig selv, med en veteranforening med over 100 afdelinger og et blad, der udkommer til 330.000 abonnenter. Men det gode ry har nu lidt et alvorligt knæk, efter at det er kommet frem, at kvinder i årevis er blevet udsat for befamlinger, tilråb og anden sexchikane i forbindelse med korpsets årlige veterantræf.
Det er en flerdages traditionsrig begivenhed, der som regel udspiller sig i skiftende norditalienske byer. Når der er træf, oversvømmes den udvalgte by i bogstavelig forstand af tusinder og atter tusinder af fjerprydede veteraner i alle aldre, som slår sig løs i muntert lag til taler og hornmusik og også store mængder alkoholiske drikke, selvom veteranforeningen officielt opfordrer til ædruelighed med ord som »fuldskab er en af menneskets værste laster, der fornedrer individet og kompromitterer værdigheden«. I starten af maj var turen kommet til badebyen Rimini og den tilstødende lilleputstat San Marino. Det var første gang siden pandemien, og det gik ifølge beretningerne hårdt ud over især det kvindelige personale på serveringssteder, restauranter og hoteller, men også mange andre kvinder, som tilfældigvis kom i centrum for de omvandrende veteraners opmærksomhed.
Ret til chikane
Allerede på førstedagen, 5. maj, indløb de første protester til den italienske kvindeorganisation Non una di meno. Organisationen fornemmede, at det måske bare var toppen af isbjerget, og opfordrede på de sociale medier kvinder, der havde været udsat for chikane, til at give sig til kende. På to timer var tallet oppe på tredive. En uge senere, da træffet for længst var forbi, var der 150, og ved sidste optælling var der over 500 vidnesbyrd.
En af de første beretninger kom fra Nicoletta, som arbejder på en bar i Rimini. Pludselig blev rummet fyldt af berusede bjergsoldater, hvoraf nogle begyndte at blive nærgående i deres kommentarer. I starten lod hun som ingenting, »for jeg vidste på forhånd, at det bare blev værre, hvis jeg reagerede, men til sidst kunne jeg ikke lade være med at svare tilbage«. Til sidst fortrak hun til køkkenet for at være i fred. Det blev ikke taget pænt af klientellet. »De sagde, at der var noget i vejen med mig, at jeg var frigid. En fyr i 20erne begyndte at slå på vitrinen, mens han råbte: 'Hey, det er dig, jeg taler til, og du må hellere lytte efter, for vi er bjergsoldater.'« Ifølge Nicoletta var det, som om deres tilhørsforhold til en gruppe gav dem en følelse af at have ret til at chikanere hende, hvilket måske var det, der skræmte hende mest.
En anden beretning er fra den følgende dag, hvor en anden kvinde møder en flok veteraner. Én af dem stikker sin telefon op i hovedet på hende og spørger, om han må tage et billede af hende. Da hun skynder sig videre, råber han efter hende: »Vi fik et billede af din røv alligevel.«
Mange beretninger, omkring 70, fortæller også om chikane, der bliver til fysiske overgreb. En særligt udsat gruppe er hotel- og serveringspersonale, der bliver befamlet og klappet bagi af de opstemte veteraner. Og i de tilfælde, hvor kvinderne efterfølgende har klaget til deres arbejdsgiver, har de ofte fået at vide, at »kunder er kunder«, også når de går over grænsen, og at det er bedst at lade som ingenting. Derfor måtte en kvinde, der arbejder på et hotel, bede sin kæreste om at være på arbejde med hende, så han kunne beskytte hende. »Der har været sager med personer, der opfordrede til at gå med op på værelserne og tage et bad med dem,« lyder en anden beretning. Samme person erklærede sig udmattet efter de fire dages veterantræf, »men godt tilfreds med, at alt dette er blevet kendt«.
Det er ikke første gang, at kvinder chikaneres i forbindelse med bjergsoldaternes årlige træf, men første gang, at der for alvor er gået hul på bylden.
Der er også beretninger fra tidligere træf som det i Milano i 2019, Trento i 2018 og det i l’Aquila i 2015. I Milano gik det blandt andet ud over en mor med en nyfødt på armen, der blev udsat for kommentarer om amning. I L’Aquila endte det med en straffesag, da to veteraner ved byretten blev idømt fire års fængsel for at drikke en 15-årig pige fuld og derefter forgribe sig på hende. Dommen er appelleret og endnu ikke retsgyldig. Helt tilbage til 1980erne er det indtil videre lykkedes at finde eksempler på chikane, og når man tænker på, at det første veterantræf blev afholdt i 1920, tyder meget på, at dette måske bare er en adfærd, som tidligere i et vidt omfang blev tolereret. For bjergsoldater er bjergsoldater. De lægger gode penge i de byer, de mødes i. Der er kamp om at få dem til byen.
Salvini i spinaten
Holdningen er da også forsonlig hos Riminis kvindelige viceborgmester, socialdemokraten Chiara Bellini, som midt under træffet erklærede, at hun havde bedt veteranforeningen stramme sig an, men afholdt sig fra kritik af bjergsoldaterne som kategori.
»Man må aldrig anklage en hel gruppe eller en kategori af personer for noget, bare fordi nogle af dem er skidte personer, forbrydere og chikanører.« »Lad os alle more os sammen,« lød opfordringen fra viceborgmesteren.
Om hun ville have udtrykt sig anderledes, hvis hun havde vist, hvad der var under opsejling, må stå hen i det uvisse.
Det samme kan man ikke sige for Matteo Salvini, lederen af partiet Lega, der historisk er lige så funderet i Norditalien som det alpine korps. På træffets sidste dag henviste han til en avisoverskrift om »sexistiske handlinger mod hundredvis af kvinder« og kommenterede selv: »Bjergsoldaterne længe leve, de er stærkere end alt og alle!« Salvini fremførte også argumentet, at der indtil videre ikke var foretaget nogen egentlige politianmeldelser, og antydede dermed, at der bare var tale om snak. Men knap havde han sagt dette, før den første anmeldelse blev foretaget af en 26-årig kvinde. Og andre fulgte.
For en mand og et parti, der i forvejen befinder sig i en tilstand af kraftigt dalende popularitet i meningsmålingerne, virkede det som et skridt nærmere afgrunden. Men Salvini har altid haft en svaghed for uniformer. I sin tid som indenrigsminister lod han sig fotografere i talrige af slagsen, også bjergsoldaternes, hvilket lige pludselig ikke er så heldigt længere. Salvini bærer med sin enerådige, impulsive fremfærd en del af ansvaret for, at Lega for længst er blevet overhalet af den politisk mere habile Giorgia Meloni og hendes Fratelli d’Italia, »Italienske Brødre«, som mere klogt på den ene side har erklæret sin støtte til korpset som sådan, men på den anden side har udtrykt ønske om, at »der bliver kastet lys på alt det, der er foregået«.
Italiens feminister er ikke imponerede. De har iværksat en underskriftsindsamling om et midlertidigt stop for de årlige træf på mindst to år. Sidste opdatering lyder på 22.000 underskrifter. Ikke prangende. Samtidig har veteranerne iværksat deres egen støtte-underskriftsindsamling, som endnu færre, omkring 6.000, indtil videre har bakket op om.
Veteranernes forening undskylder naturligvis medlemmernes opførsel. I et interview med dagbladet Corriere della Sera udtrykker præsidenten, Sebastiano Favero, sin glæde over, at der nu langt om længe ligger nogle politianmeldelser, så der er noget »konkret« at forholde sig til. »Vi vil sammen med myndighederne gøre alt, hvad vi kan, for at finde frem til de ansvarlige. Og hvis de viser sig at være medlemmer af vores forening, så vil konsekvenserne være alvorlige. Stillet over for det faktum, at Rimini langtfra var første gang, svarer veteranernes leder: »Vi havde allerede taget initiativer for at forhindre sådanne hændelser. Men det var åbenlyst ikke tilstrækkeligt, og nu må vi gøre noget mere, også hvad angår mere kontrol.« Præsidenten understreger dog samtidig, at hændelserne ikke har fundet sted under de officielle arrangementer, men i pauserne. »Ikke for at skyde ansvaret over på andre, men det er svært for os at holde øje med, hvad der sker i de sammenhænge, det må først og fremmest være ordensmagtens opgave,« siger han.
Hvad der sker nu, og om der overhovedet sker mere, er det store spørgsmål.
Træffet næste år bliver efter alt at dømme næppe aflyst, men vil formentlig løbe af stablen som planlagt i den norditalienske by Udine næste forår. Helt sikkert med mere kontrol. Men appelsinfrit bliver det næppe heller denne gang. Og sprut og forstand har som bekendt svært ved at opholde sig i samme rum. Og så er Italien, når alt kommer til alt, et af de gamle EU-lande, hvor kvinderne i forvejen har det sværest, ifølge det europæiske ligestillingsindeks. Italien er en mandeverden, som kun langsomt forandrer sig, og hvis man spørger gamle feminister, hvad der gik galt, lyder svaret ofte, at slaget om ligestilling blev tabt, da Silvio Berlusconis tv for lidt over 30 år siden begyndte at sende landsdækkende med tv-shows, hvor kvinden skulle ses, men ikke høres, og det berlusconianske horisontale kvindesyn kom til at dominere den folkelige underholdning. Samme Berlusconi, som i en alder af 85 for nogle få dage siden af en statsanklager i retten i Milano blev beskyldt for at »forsøde sine aftener ved at være vært for grupper af haremskvinder, betalte sexslaver«, mens han var landets premierminister.
