Verdens rigeste mand er sikker på, at hele vores virkelighed er en computersimulation. En virtual reality-verden skabt langt ude i fremtiden, et enormt The Matrix, der omslutter hele menneskeheden.
»Sandsynligheden for, at vi lever i basisvirkeligheden, er en til en milliard,« som Elon Musk sagde på en konference for nogle år siden.
Teorien stammer fra den svenske filosof Nick Bostrom: For 50 år siden var computerspil todimensionelle bipbip-ting i sort-hvid, nu er de enorme 3D-verdener, hvor millioner af mennesker kan mødes, og de bliver hele tiden mere livagtige. Så hvordan kan et computerspil ikke se ud om 8.000 år? Hvis menneskeheden stadig findes til den tid, har vi helt sikkert udviklet simulationer, der er så virkelighedstro, at de ikke kan adskilles fra »basisvirkeligheden«. Som et kort, der er lige så detaljeret som det landskab, det repræsenterer. Og hvordan kan vi så vide, at vi ikke lever i en simulation af 2021-virkeligheden skabt i år 8.000?
Allerede her bør vi måske stoppe op, for hvad er det for en forretningsmand, der siger sådan noget? Ikke direktøren for Mærsk eller Toyota i hvert fald, og det er netop pointen: Elon Musk sælger ikke bare elbiler og solceller, han sælger først og fremmest en idé. En stor fortælling om en vild og åben fremtid. Hvor vi ikke bare cykler hjem fra kontoret i kold eftermiddagsregn for at se Netflix og spise slik. Hvor menneskeheden koloniserer Mars, indsætter computerchips i vores hjerner og løser klimakrisen, ikke ved at købe genbrug og kål, men med litiumbatterier og vakuumbanetog. Hvor vi måske lever i en computersimulation. Elon Musk genfortryller verden – og det har gjort ham til verdens rigeste mand.
2021 HAR VÆRET Elon Musks år. I september var Teslas Model 3 den bedst sælgende bil i Europa – det kan man jo godt fornemme, når man går rundt i København – og selvom Tesla kun tegner sig for knap to procent af alle nye biler i verden, er firmaets markedsværdi nu højere end Toyotas. Tesla-aktierne steg så meget, at Elon Musk nu er verdens rigeste mand, foran Bezos og Gates, 2.000 milliarder kroner er han god for, langt det meste skyldes Tesla-aktier.
I april vandt Musks anden store virksomhed, SpaceX, en kontrakt med NASA om at flyve amerikanske astronauter til månen for første gang siden 1972, og i december kårede både TIME og Financial Times Musk til årets person.
Elon Reeve Musk voksede op i Pretoria i 1970erne under apartheid. Mor var diætist og tidligere model, far var ingeniør og opførte beboelsesejendomme. Han var et genialt og introvert barn »med tilbøjelighed til tavshed og hurtiglæsning af encyklopædien«, som TIME skriver. Han blev mobbet i skolen, men efter en rejse til USA købte faderen, Errol Musk, en Commodore 64 til lille Elon, og da han var 12 år, havde han kodet sit første computerspil, Blastar, som blev solgt for 500 dollar.
Forældrene blev skilt, Musk flyttede ind hos sin far, en »ond« mand, som han grædende har fortalt til Rolling Stone. Det er uklart, hvad det betyder, men vi ved, at Errol Musk har fået et barn med sin 42 år yngre steddatter, og at han har skudt og dræbt tre bevæbnede røvere, der brød ind i hans hus.
Som 17-årig stak Elon Musk af til Canada – væk fra faderen og væk fra værnepligten.
»Jeg ankom til Nordamerika som 17-årig med 2.000 dollar, en rygsæk og en kuffert fuld af bøger,« har han selv skrevet på Twitter, hvor han har 68 millioner følgere. »Jeg betalte selv for college. Droppede ud af Stanfords ingeniør/fysik-program med 110.000 dollar i gæld. Skabte internetstartup med min bror.«
Det er Elon Musk-folkloren: risikovillig, genial, modstandsdygtig.
»Den generte sydafrikaner med Aspergers, som undslap en brutal barndom, overvandt personlig tragedie og nu har magt over regeringer og industrier,« som TIME uden ironi skriver. Det er i hvert fald fortællingen.
Jean Baudrillard sagde engang, at »Golfkrigen aldrig har fundet sted«, for verden så aldrig krigen – vi så kun den amerikanske propaganda. Vi oplevede kun fortællingen, ikke virkeligheden. Sådan har man det også med Elon Musk. Måske har Elon Musk aldrig fundet sted. Fortællingen findes, det er klart, den er overalt, fylder det hele, fortryller journalister, forbrugere og investorer. Men realiteten fortaber sig. Computerspillet er blevet mere virkeligt end virkeligheden. Det perfekte simulacrum.
Fortællinger er hans metier, kunne man sige. Elon Musk er serieiværksætter, som det hedder: Han bygger et firma, sælger det og bruger pengene til at bygge noget nyt. Hver gang skal man opbygge en ny fortælling. Investorerne har ikke tal for omsætning og profit, de køber en fortælling om verden. Og det er det, Elon Musk kan. Tesla bruger ingen penge på reklamer. Ingen. Musk er kommunikationsstrategien for verdens mest værdifulde bilproducent. Genidrengen fra Pretoria, »Fremtidsarkitekten«, som Rolling Stone har kaldt ham.
I DEN FORSTAND er Elon Musk fortællingen om en tidsalder – og om dens afslutning. I årtier har man i Vesten levet med fornemmelsen af, at fremtiden ikke var, hvad den har været. Da vi var børn, lå verden åben og vild foran os som en lysende sci-fi-film, hvor alt var muligt – tidsrejser og teleportering. Og hvad fik vi? Som Musks tidligere samarbejdspartner, Peter Thiel, har sagt: »Vi ville have flyvende biler, i stedet fik vi 140 tegn.«
Jo, vi sætter da ting sammen på nye måder – kamera, GPS, telefon, computer og dankort bliver til ét i en smartphone, men de revolutionerende opdagelsers tid var forbi. Hvor var ækvivalenten til elektricitet, vaskemaskiner eller computere?
Økonomen Tyler Cowen gav fornemmelsen et navn i sin bog fra 2011: The Great Stagnation. En æra med lav produktivitet, som begyndte i 1973. Mennesket holdt op med at bygge nye, fede ting – så kom Elon Musk.
»Fremtiden bliver stor,« som han sagde på scenen, da han for nogle år siden fremlagde sin vision om at gøre menneskeheden »interplanetær«. Om få år kan vi ifølge Musk tage plads i en raket og flyve den gennem galaksen med seks kilometer i sekundet til en ny Mars-koloni. Mars’ atmosfære er godt nok giftig, men det kan løses, siger Musk, ved at kaste atombomber ved polerne.
»Målet er at gøre livet multiplanetarisk og at gøre det muligt for menneskeheden at blive en rumfarende civilisation,« som han siger.
Han vil lave raketter, der kan flyve os fra London til New York på 29 minutter. Og hans firma, Neuralink, laver »brain-computer-interfaces« – computerchips i hjernen.
Musk sælger ikke ord og digitale løsninger, han sælger fysiske ting: biler, raketter, chips. Og han sælger først og fremmest drømmen om fremtiden. Imponerende al den stund, hans primære vare, elbilen, blev opfundet i midten af 1800-tallet.
Tesla har skabt »et historisk skift i den globale bilindustri«, som Financial Times skrev for nylig. De har gjort elbiler cool, og gjort Volkswagen og Toyota så bange, at de nu også satser alt på elektricitet.
Tyler Cowen mener i øvrigt, at Den Store Stagnation nu muligvis er slut. At selvkørende elbiler og mRNA-vacciner, kunstig intelligens og blockchain igen kan få vores verden til at udvikle sig hurtigt. Måske.
NÅ, men 17-årige Musk ankom altså til Nordamerika. Han studerede først på universitetet i Ontario og læste siden økonomi og fysik på University of Pennsylvania. Han mødte sin kone, Justine, de fik en lille dreng, Nevada, men da drengen var ti uger gammel, fandt de ham livløs i sin seng. Musk ville ikke tale om det, har Justine fortalt, de begyndte i fertilitetsbehandling, og kort tid efter fødte Justine tvillinger og derefter trillinger – alle drenge.
Musk ankom til Silicon Valley i 1994 ved dot.com-æraens begyndelse. Han fik nogle praktikpladser, og karrieren begyndte for alvor med Zip2, en primitiv udgave af Google Maps for butikker, som Musk byggede med sin lillebror, Kimbal Musk. På billeder fra dengang ligner han ikke en rockstjerne med cowboystøvler og undercut-hår, som han nu har tillagt sig, han lignede det, han var: en computernørd fra 90erne.
Compaq købte firmaet i 1999, Musk tjente 22 millioner dollar, som han brugte på at starte en digital betalingstjeneste, der blev til PayPal. I 2002 blev PayPal solgt til Ebay for 1,5 milliarder dollar. Musk var 31 år gammel og stod med 180 millioner i hænderne, som han groft sagt investerede i tre nye virksomheder: Han brugte 100 millioner på at grundlægge rumraketfirmaet SpaceX. Han købte sig ind i det nystartede elbilfirma Tesla med 70 millioner. Og han investerede ti millioner i solcellevirksomheden Solar City.
Livet var godt.
»Vi havde fem tjenestefolk,« har Justine Musk skrevet i et essay om Musk-parrets liv i rigmandskvarteret Bel Air Hills.
»Vi gik til fundraisers i kjole og hvidt, vi fik de bedste borde på de dyreste natklubber i Hollywood, Paris Hilton og Leonardo DiCaprio festede ved siden af os. Da Googles medstifter Larry Page blev gift på Richard Bransons private caribiske ø, var vi med og hang ud i en villa med John Cusack og så på Bono, der poserede med en flok tilbedende kvinder uden for receptionsteltet. Når vi rejste, kørte vi ud på landingsbanen til Elons privatjet, hvor en privat stewardesse rakte os champagne.«
Elon og Justine blev skilt i 2008, seks uger senere var Elon kærester med den britiske skuespillerinde Talulah Riley, som han giftede sig med, blev skilt fra, giftede sig med igen og igen blev skilt fra i 2016. Siden har han fået en dreng med musikeren Grimes, som har fået navnet X Æ A-Xii – udtales »X«.
Det er blevet en del af fortællingen, for hvem fanden kalder sin søn sådan noget? Jo, det gør »virkelighedens Tony Stark«, som Rolling Stone skrev på forsiden for nogle år siden: »Elon Musk aka Tony Stark Wants to Save the World.«
Tony Stark er den geniale og excentriske milliardær i Marvel-tegneserien om Iron Man, der udkom første gang i 1963 som et antikommunistisk indlæg under Vietnamkrigen, og i 2008 kom den første af en række storsælgende film med Robert Downey Jr. i hovedrollen. Op til den første film kunne instruktøren Jon Favreau ikke finde en troværdig måde at portrættere Tony Stark på, »jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre«, har han fortalt, »og så sagde Robert Downey Jr: ‘Vi er nødt til at tage en snak med Elon Musk’.«
Så det gjorde de. Musk inspirerede Stark-karakteren, filmen udkom samtidig med den første Tesla-bil, Jon Favreau købte en Tesla, Musk fik en cameo i en af filmene. Det blev en totalfortælling. Men ikke hele historien.
DA DEN FØRSTE Iron Man-film udkom i 2008, var Tesla tæt på konkurs. I januar 2009 fik firmaet et lån på 465 millioner dollar af den amerikanske stat, og der blev indført et skattefradrag på 7.500 dollar til alle, der købte en elbil.
Musk er ikke bare sin egen lykkes smed. Los Angeles Times er i 2015 nået frem til, at alle Musks selskaber tilsammen har modtaget 4,9 milliarder dollar i statslige subsidier. Og som den italienske økonom Mariana Mazzucato har beskrevet i sin bog Entreprenørstaten, er hele techrevolutionen vokset frem på grund af statslige investeringer. Alt det, som gør en smartphone intelligent – internettet, GPS, touchscreen – er opfundet af militæret. Det krævede en kold krig at få en mand på månen og en verdenskrig at lave en atombombe. Og Pentagon bruger stadig dobbelt så mange penge om året på research and development som Google, Microsoft og Apple tilsammen.
Sådan ser Elon Musk ikke på det. Politik handler om »allokering af kapital«, som han sagde til Wall Street Journal i efteråret. »Regeringen er simpelthen bare den største virksomhed – med voldsmonopol.«
Som resten af Silicon Valley tror Musk grundlæggende ikke på små beskidte kompromiser. På interesser, der bøjes mod hinanden, på inkrementelle fremskridt. Altså på politik. For Musk er fremskridt drevet af geniale individer, der får geniale ideer, som sætter det fede team sammen og får de rigtige investorer med. Så kan vi bo på Mars.
Forfatteren Evgeny Morozov har kaldt det »solutionism«: forestillingen om, at alle problemer kan løses, hvis bare man har de rigtige data, algoritmer og kapital. Og hvis bare staten og de dumme masser ville fjerne sig.
Elon Musk symboliserer det bedste ved kapitalismen: det frie marked for ideer og kapital, som hele tiden gør mennesket lidt bedre og klogere. Og det værste: ulighed og skatteunddragelse. Musk betalte ingenting i indkomstskat i 2018 og kun ganske lidt i 2017 og 2019, og det er sigende for den globaliserede kapitalisme, at Musk er blevet verdens rigeste mand, fordi aktiekursen på ét selskab er steget – han ejer 20 procent af Tesla.
I marts skrev Bernie Sanders på Twitter: »Vi lever i et øjeblik i amerikansk historie, hvor to mænd, Elon Musk og Jeff Bezos, ejer mere end de nederste 40 procent af befolkningen i dette land.«
Og Elon Musk svarede: »Jeg akkumulerer ressourcer for at gøre livet multiplanetært og ekspanderer bevidsthedens lys til stjernerne.«
I længden kommer hans rigdom alle til gode, må man forstå. Og hvis man ser sådan på det, kan man jo tillade sig lidt af hvert. Musk har antydet, at arbejderne på Teslas fabrikker kan miste en del af deres indtægt, hvis de melder sig ind i en fagforening. Han har nægtet at lukke fabrikkerne under pandemien, »FREE AMERICA NOW«, tweetede han i april 2020. Og han har flere gange rost den kinesiske regering, »China rocks«, som han siger – omkring halvdelen af Teslas biler produceres i Kina.
Og så er der jo det med Mars.
ELON MUSK har mange gange fortalt den samme historie, om dengang han gik ind på NASAs hjemmeside for at se, hvornår de ville kolonisere Mars, og om skuffelse, da det gik op for ham, at der ikke var nogen planer om den slags. Så nu gør han det selv. I februar 2018, på en klar dag i Florida, affyrede SpaceX den kraftigste rumraket i verden lige nu. Planen er, at ubemandede raketter skal nå Mars i 2024, og at de første mennesker skal lande i 2026 for at etablere en koloni.
»Jeg vil gerne dø på Mars,« har Musk sagt.
SpaceX kan opsende rumraketter og lande dem igen. De genbruger raketterne, og det reducerer prisen på rumrejser. Tidligere på året vandt SpaceX en kontrakt med NASA om at fragte astronauter til og fra Den Internationale Rumstation.
Det virker bizart. Mens klimabevægelsen råber »There is no planet B«, kappes tre af verdens rigeste mænd bogstavelig talt om at være den første til at undslippe planeten. Jeff Bezos har grundlagt Blue Origin for at »skabe en fremtid, hvor millioner af mennesker lever og arbejder i rummet«. Richard Branson har lavet Virgin Galactic. Og Mark Zuckerberg bygger en ny virtuel virkelighed, der hedder Meta.
Musk har forsvaret sine planer moralsk: Vi har et ansvar for fremtidige generationers lykke og overlevelse. For menneskehedens overlevelse.
Det er også en radikal utilitaristisk moralfilosofi. Hvor målet om at maksimere menneskers lykke og velvære også rækker ind i fremtiden. For hvis man kan sikre artens overlevelse, så har man vel reddet milliarder af menneskeliv, og er det ikke vigtigere end at gøre livet lidt bedre for konkrete mennesker i dag? Det er logikken. Det er sådan, Bezos og Musk forsvarer deres rumrejser.
Men den slags utilitaristiske kalkuler har et indbygget problem. Som den britiske filosof Derek Parfit har bemærket: Hvis ens mål er at maksimere den samlede lykke i verden, bør man jo foretrække en verden, hvor et meget stort antal mennesker lever liv, som kun lige præcis er værd at leve, frem for en verden, hvor et lille antal mennesker er meget glade. Altså, hellere et univers med 1.000 milliarder frysende og udsultede mennesker end én jordklode med ti milliarder sunde og glade mennesker. Parfit kalder det »the repugnant conclusion«, den frastødende konklusion. Sådan går det, hvis man fjerner sig for meget fra den konkrete virkelighed. Og så er vi tilbage ved verden som en computersimulation.
I Musks fortælling er fremtiden ikke kun storslået – den er også frygtindgydende. I årevis har Musk advaret om kunstig intelligens. Det kan løbe løbsk. De kan blive klogere end os. Det kan føre til menneskehedens undergang og Tredje Verdenskrig. Som han siger: »Klimaforandringer er menneskehedens største trussel i dette århundrede – bortset fra kunstig intelligens.«
Fremtiden kan tippe begge veje. Teknologi kan redde os fra undergangen, men teknologi kan også være undergangen.
I den forstand er muskisme »en ekstravagant og ekstrem kapitalisme«, som Harvard-professor Jill Lepore har sagt. »En overjordisk kapitalisme.« Musk er makro – menneskehedens udviklingshistorie, universet, geologien. Og mikro – computerchips og algoritmer. Men intet derimellem. Der er ingen plads til det rum, hvor politik foregår. Det rum, hvor alle vi andre lever. Altså, hvis vi ikke lever i en stor computersimulation fra fremtiden.
