I WA #7 bidrog Lone Frank med en vigtig vinkel på covid-19-pandemien og regeringens nedlukning. I artiklen fortæller forskere om de store skjulte omkostninger ved samfundets ensidige fokus på covid-19. Forstå mig ret. Covid-19-pandemien er et kæmpe problem, der kræver stor opmærksomhed. Men det er ikke vores eneste problem. Og det fik forskerne fortalt på glimrende vis.
Der er fx næppe tvivl om, at faldet på 33 procent i antallet af nyopdagede kræfttilfælde i foråret 2020 vil få fatale konsekvenser for mange borgere. Og her taler vi ikke kun om borgere, der er i livets absolutte efterår. I 2018 var 454 ud af de i alt 15.342 danskere, der døde af kræft, yngre end 50, mens 4800 var yngre end 70 år. Til sammenligning er kun 13 danskere ud af de 2365 personer, der dags dato er døde af covid-19, yngre end 50 år. Og kun 256 yngre end 70 år.
Udviklingen på kræftområdet kan altså hurtigt blive værre – opgjort i antal døde, men i særdeleshed i antal tabte leveår – end den samlede covid-19-pandemi. Og det skal vi tage ekstremt alvorligt. Der er i forvejen bred enighed blandt sundhedsøkonomerne, herunder blandt andre Jes Søgaard fra regeringens ekspertgruppe, om, at vi med nedlukningerne betaler en pris per vundet leveår, der overstiger, hvad vi normalt er villige til at betale for at redde andre patientgrupper.
Man kan til gengæld godt kritisere Franks artikel for at være for nøgtern, når hun alene fokuserer på det, der findes tal for. For langtfra alle nedlukningens omkostninger kan gøres op kvantitativt. Et glimrende eksempel på dette beskrev ledende overlæge på Psykiatrisk Akutmodtagelse Inger Ros i en kronik i Berlingske den 22. februar. Her skrev hun blandt andet om en patient, der ikke havde været i bad i to til tre måneder, fordi hjemmeplejen på grund af corona var foregået over Skype. Og om, hvordan »en hilsen eller en kort bemærkning ved indkøb eller i opgangen er den sociale kontakt, de [ensomme] lever af«. En kontakt, der på grund af vores ensidige fokus på covid-19 er reduceret af afstand og masker.
Regeringen har nu endelig løftet enkelte restriktioner, men der er fortsat store grupper, der på grund af et ekstremt forsigtighedsprincip holdes isoleret. Børnene i 5.-8. klasse – hvoraf mange mistrives – var fx ikke en del af ét eneste af de scenarier, ekspertgruppen regnede på. Covid-19-pandemien er yderst alvorlig. Men hvis vi fokuserer ensidigt på smittetal uden at have øje for de mange skadelige konsekvenser af nedlukningen, ender vi let med at gøre mere skade end gavn.
Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribentens holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk
Læs også Lone Franks artikel »Dræber nedlukningen flere end den redder?«
