MAGA. Donald Trump forbereder et comeback i 2022. Med en upopulær modstander i Det Hvide Hus og dødvande i eget parti kunne han ikke ønske sig et bedre udgangspunkt.

Trump lever og har det godt

Trump lever og har det godt Af Markus Bernsen

WASHINGTON – Der er ventetid på Trump International Hotel.

I baren sidder forretningsfolk og venter på deres kyllingenuggets med barbecuesovs til 165 kroner. I receptionen venter de ansatte på, at deres nye arbejdsgiver, Hilton-kæden, overtager hotellet med den strategiske placering mellem Det Hvide Hus og kongresbygningen. Her venter man også. Mest på Donald Trumps pressekonference 6. januar, i anledning af årsdagen for stormen på Kongressen. Den begivenhed deler stadig Det Republikanske Parti, og som sædvanlig er det nok kun Trump, der ved, hvad han vil sige.

Man behøver stadig ikke bære maske på hotellet. »Det dér bliver ikke nødvendigt,« siger dørmanden med et opmuntrende smil, når man står og fumler med stropperne ved indgangen. Resten af Washington er besat af masker, men Trumps ejendom er et helle.

Lige før jul sprang ekspræsidenten ellers ud som vaccineentusiast. På sin foredragsturné med Bill O’Reilly, den forhenværende tv-vært fra Fox News, fortalte Trump, at han havde fået sin boosterindsprøjtning, og at vaccinen mod covid-19 var »en af menneskehedens største bedrifter« – et udsagn, der fik flere til buhe af ekspræsidenten.

Turneen var i det hele taget ikke nogen succes. Arrangørerne havde svært ved at sælge billetter til de store arenaer i Florida og Texas, hvor The History Tour foregik. Til gengæld lancerede Trump et slogan, som kunne blive kampråbet for hans næste kampagne: Make America Great Again, Again.

Den udmelding venter man stadig på – den helt store: at Trump vil stille op til præsidentvalget i 2024. Efter sigende havde han tænkt sig at annoncere det i august i år, mens Joe Biden svedte over tilbagetrækningen fra Afghanistan, men har nu besluttet sig for at vente til efter midtvejsvalget næste år. Skulle hans eget parti mod forventning klare sig skidt til valget, vil han på den måde ikke få skylden.

På trods af buhråb, skuffende billetsalg og manglende løfter sidder Trump stadig tungt på Det Republikanske Parti. Hvordan og hvorfor diskuteres ivrigt af hovedstadens spinatfugle, men måske kan klientellet på Trump International Hotel også give et praj.

Da hotellets ejer indtog i Det Hvide Hus, blev lobbyen, med dens lysekroner og seksliters champagneflasker med Den Gule Enke (kendt som en »Metusalem«), det uofficielle centrum for den frie verden.

Den blå velour på stolene blev slidt tynd og strid af alverdens lobbyist-røve, og Saudi-Arabien skyndte sig at booke 500 værelser som et udtryk for sine allerbedste hensigter. I dag er hotellet ikke længere samlingspunkt for byens politiske spillere, men mere for noget, man kunne kalde Trump-turister, som igen kan forklare ejerens lange politiske holdbarhed.

»Det er ikke et politisk hotspot længere,« siger en midaldrende stamgæst i ternet jakkesæt, der arbejder i forsvarsindustrien og ikke vil have sit navn i avisen.

»Nu er det mere et sted for folk, der er vilde med Trump, men som ikke nødvendigvis har forbindelser til ham. Som du måske har bemærket, så er der en særlig stil på hotellet, der tiltrækker et bestemt klientel.«

Stil og klientel er måske alt rigeligt ved indgangen til 2022, hvor Joe Bidens popularitet er nede og skrabe bunden. Præsidenten er ikke lykkedes med ret meget i 2021 og får nu også – måske ikke helt rimeligt – skylden for landets stigende inflation og en kriminalitetsbølge i flere større byer.

»Tro mig, Det Republikanske Parti er i god stand,« siger Harlan Hill, mens han nipper til en tyktflydende cocktail. Hill er i byen med sin bror, og blandt kærestepar og basketballspillere lader han denne aften til at være en af de eneste gæster med en forbindelse til Trump. Han har arbejdet for hans kampagne som pr-konsulent og er nu involveret i »republikanske startups,« som han formulerer det.

»Personligt elsker jeg Trump, og uanset hvad man mener om ham, må man have respekt for det, han har fået ud af situationen,« siger han. Hans bror stemmer i:

»Det er helt rigtigt. Bare vent og se – nu kommer den røde bølge!«

Hvilken opstand?

Nøjagtig hvor på bølgen Trump kommer til at befinde sig, er det store profetquizspørgsmål for 2022. Efter et år, der begyndte med en opstand og døde og sårede på Capitol Hill, er manden voldsomt upopulær i store dele af sit eget parti. Men i de seneste måneder er en lang række kandidater alligevel valfartet til Mar-a-Lago for at sikre sig hans velsignelse til det kommende valgår, og flere af hans kritikere har givet op på forhånd.

Oppositionspartiet slipper som regel bedst fra midtvejsvalg, og næste år får Trump mulighed for at installere sine støtter på mange niveauer. På valg 8. november er samtlige 435 pladser i Repræsentanternes Hus og 34 af Senatets 100 pladser. Derudover skal der findes guvernører, borgmestre og offentlige anklagere, som Trump også er i færd med at håndplukke. Han har masser af penge at føre valgkamp for: 100 millioner dollar eller mere har han samlet ind – et langt større beløb end andre republikanere har til rådighed.

Meningsmålinger viser også, at Trump er den republikanske kandidat, som de fleste amerikanere ville stemme på til et præsidentvalg. Der mangler ikke kvalificerede konkurrenter, men både Floridas guvernør, Ron DeSantis, den tidligere forsvarsminister Mike Pompeo og Texas-guvernør Greg Abbott og Texas-senator Ted Cruz har mindre opbakning. Alle lister de ind i det nye år, lægger skinner til deres egne kampagner og forsøger at lade være med at træde Trump-folket over tæerne.

»Det hele er højst usædvanligt,« siger Alan Abramowitz, der er valgforsker ved Emory University i Atlanta.

»En besejret præsidentkandidat bliver normalt ikke ved med at have så stor magt over sit parti. Det bliver selvfølgelig forstærket af, at de fleste af hans støtter ikke alene mener, at Trump gjorde det godt som præsident, men at han blev snydt for valgsejren i 2020. I Kongressen er der stadig republikanske politikere, som er loyale over for Trump, fordi de oprigtigt synes om hans politik og hans stil og måske endda prøver at efterligne ham. Men der er også en større gruppe, som helst vil slippe af med ham og er bekymrede for hans magt i partiet. Men de tør ikke sige det, fordi de kan se, at mange af deres egne vælgere stadig holder meget af ham.«

Republikanerne har mange gode grunde til at være trætte af Trump. Hans evindelige snak om valgsvindel skygger for det, som mange mener burde være republikanernes mærkesager lige nu: værdikampen i skolerne og Bidens uansvarlige økonomiske politik. Oplagte sejre, som de mener, at Trump-fløjen snyder partiet for.

En anden grund er hans valg af dubiøse kandidater til forskellige poster. I Georgia, som tegner til at blive midtvejsvalgets store gyser, støtter han ivrigt den forhenværende footballspiller Herschel Walker, som har en voldelig fortid og stadig er anklaget for at true flere kvinder på livet, herunder en ekskone.

Men frygten for at støde Trump-vælgerne fra sig vejer stadig tungere end andre hensyn, forklarer Abramovitz:

»Lige efter stormen på Kongressen var en masse republikanere meget vrede, og de var ikke bange for at sige det. Men i løbet af få dage skiftede de mening, fordi det blev konsensus i partiet at bakke op om Trump. Så var angrebet ikke så slemt alligevel. ‘Hvilken opstand?’ spurgte de. ‘Jeg så ikke nogen opstand – gjorde du?’ De besluttede meget hurtigt, at det ikke var det værd. Men utilfredsheden er jo ikke forsvundet, og uanset hvad der end sker op til midtvejsvalget i november, er det svært at forestille sig, at de to grupper ikke skulle støde mere voldsomt sammen i 2022.«

Valg og vold

Der er også en anden grund til, at flere republikanere holder igen eller ligefrem giver op på forhånd, mener Alan Abramovitz: De er oprigtigt bange for at lægge sig ud med de mest hårdnakkede trumpister.

På det seneste har Trump indledt en jagt på partifæller, som ikke følger hans linje. Før nøjedes han med at angribe republikanere, der stemte for at stille ham for en rigsret, eller som ville indlede en uvildig undersøgelse af begivenhederne 6. januar. Men nu tæller selv en stemme for Bidens infrastrukturpakke som forræderi.

I Det Republikanske Parti har konservative og reaktionære fløje ofte talt med store bogstaver til hinanden, men efterårets udvekslinger har været usædvanligt voldsomme. Flere af de 13 republikanere, der havde dristet sig til at stemme for Bidens nye broer og veje, fik bagefter dødstrusler, fordi den Trump-loyale Marjorie Taylor Greene havde lagt deres telefonnumre ud på Twitter.

Flere erfarne kandidater har peget på Trump-fløjen som forklaring på, at de ikke stiller op til midtvejsvalget. Faktisk ser de bramfri Trump-kritikere mere ensomme og heltemodige ud, for hver dag der går. Der er efterhånden ikke mange som Liz Cheney, der stiller op mod en Trump-støttet kandidat i Wyoming uden at ryste på hænderne.

Jeg tror faktisk, at det er ved at gå op for Trump, at han har sluppet noget løs, som ikke engang han kan kontrollere. Det er blevet større end ham

Christine Todd Whitman, tidligere republikansk guvernør i New Jersey i Clinton-æraen

»De er ikke kun bange for valg, men også for vold,« siger Abramovitz. »Det er helt klart med til at øge splittelsen i partiet. Lige nu er der en meget reel frygt for, hvad de mest ekstreme blandt Trumps støtter kan finde på.«

Ingen ved nøjagtig, hvor stort hans bagland er i dag. Ikke stort nok til at vinde et præsidentvalg. Særligt ikke, når mange republikanske vælgere siger, at de aldrig vil stemme på manden på grund af hans personlighed.

Men trumpisterne har til gengæld vist sig at have en vedholdenhed, som man ikke ser andre steder i amerikansk politik.

»Det særlige ved MAGA-bevægelsen er, at den er helt utroligt aktiv i alt, der har med politik at gøre,« siger Rachel Blum, der forsker i politiske vælgergrupperinger på University of Oklahoma og er ved at lægge sidste hånd på en bog om bevægelsen. Blum har studeret Trumps vælgere siden 2016, blandt andet gennem store spørgeskemaundersøgelser.

»Trump-støtter er mere tilbøjelige til at deltage i demonstrationer, de er mere tilbøjelige til at lægge pres på politikerne, til at diskutere politik med deres venner og til at forsøge at overbevise andre om, at de skal stemme til valgene. De er også bedre til at modarbejde kandidater, som de er uenige med. Alt det her betyder, at de har en indflydelse, som er større, end deres antal giver udtryk for.«

MAGA-folket er typisk ældre, kristne hvide amerikanere, som hverken er så fattige eller dårligt uddannede, som deres kritikere nogle gange gør dem til; en betydelig del af dem har en fireårig universitetsuddannelse eller lignende. Og noget tyder på, at de ikke engang har brug for Trump som iøjnefaldende og højrøstet samlingspunkt, forklarer Rachel Blum.

»Vi regnede med, at noget havde ændret sig efter Trumps nederlag i 2020, så man ville se en afmatning i deres engagement, men det er ikke sket. MAGA begyndte heller ikke med Trump. Det er nemt at se det som hans bedrift, fordi bevægelsen er blevet mere synlig og er blevet omfavnet af størstedelen af partiet, men i virkeligheden er det en fortsættelse af reaktionære amerikanske bevægelser, som har eksisteret siden Borgerkrigen. Derfor vil MAGA formentlig også kunne overleve Trump, fordi bevægelsen har så dybe rødder.«

Ukontrollable kræfter

Først gælder det midtvejsvalget: Vinder Trumps kandidater i stater som Georgia, Arizona og Nevada, vil de tage hans mærkesager med til Senatet og gøde jorden for en præsidentkampagne i 2024.

Klarer Trumps kandidater sig derimod skidt til midtvejsvalget, vil hans allerede indebrændte partifæller omvendt have endnu større behov for at skille sig af med ham.

I efteråret tegnede der sig ellers noget, der kunne ligne en forening af partiets to fløje. Til guvernørvalget i Virginia havde forretningsmanden Glenn Youngkin held med at trække Trump-stemmer til uden at skræmme de midtersøgende vælgere væk. Han sikrede sig Trumps opbakning, men ved hjælp af blink og hemmelige håndtegn, så han slap for at efterplapre anklagerne om valgsvindel og sværge evigt troskab for rullende kameraer.

Rundt om så hans partifæller til med stor interesse, mens Youngkin førte en vellykket værdipolitisk valgkamp. Kunne det samme lade sig gøre i andre stater?

Der findes masser af forstadsvælgere, som er trætte af politisk korrekthed og LGBT+-bøger i børnenes skoler. I det hele taget ville mange midtervælgere gerne stemme republikansk, hvis de ikke skulle være bekymrede for, at det samtidig var en stemme på konspirationsteorier og borgermilitser.

Det er især de vælgere, der skal fiskes næste år: de hvide i forstæderne og latinovælgerne, som stemte på Biden i 2020, men som under de rette omstændigheder sagtens kunne finde på at stemme republikansk, måske også til et præsidentvalg i 2024.

Virginia lignede et signal om, at Trump ville træde i baggrunden. En stor del af partiet har håbet, at han med tiden ville indtage en »guldur-status,« som New York Times har formuleret det – at han ville tage til takke med et håndtryk og en fin gave for sin tro tjeneste, men i øvrigt blande sig uden om.

Sådan gik det ikke. Siden har Trump skruet op for antallet af vælgermøder og udpeget endnu flere kontroversielle kandidater til næste års valg. Resultatet er et parti, hvor man stort set ikke diskuterer politik, men Trump.

»Der er slet ikke noget republikansk parti lige nu, der er kun en Trump-kult,« siger Christine Todd Whitman, der var republikansk guvernør i New Jersey i Clinton-æraen.

»Ved det seneste republikanske konvent forsøgte de ikke engang at blive enige om en politisk platform, de sagde bare, at uanset hvad Trump mener, så går vi ind for det. Det er ikke til at få øje på kerneværdierne længere, jeg kan i hvert fald ikke se dem. Jeg er stadig registreret som republikaner, men ja, det bekymrer mig oprigtigt, om Trump vil vise sig at blive enden på partiet i det lange løb.«

Alligevel ser Whitman også grund til at være optimist. I de seneste måneder har hun set flere svaghedstegn i Trump-lejren.

De vedholdende buhråb, når han fortæller om sin vaccine eller udtrykker sympati for Barack Obama. Trumpisternes hadefulde beskeder til de etablerede konservative republikanere, som Trump får brug for, hvis han vil stille op til præsidentvalget i 2024.

»Jeg tror faktisk, at det er ved at gå op for Trump, at han har sluppet noget løs, som ikke engang han kan kontrollere. Det er blevet større end ham,« siger Whitman, der i organisationen United States Democracy Center holder øje med ændringer af valglovene i stater som Pennsylvania, Wisconsin, Michigan, Arizona og Florida. Det burde være det vigtigste emne i den kommende valgkamp, mener hun:

»Jeg forstår jo godt, hvad folk ser i Trump: Han taler til en bekymring, som mange amerikanere deler, nemlig at de bliver flået af demokraterne og etablissementet i Washington, hvilket de også har al mulig grund til at tro. Kongressen har længe været dysfunktionel, og der er en masse ting i vores politiske system, som slet ikke fungerer.

Men de fleste amerikanere har indset, at valget i 2020 var fair og ordentligt, og de gider ikke høre på, at Trump og hans støtter bliver ved med at udfordre det. Det, som de er i gang med nu, er en nøje udtænkt plan for at underminere vores tillid til valgsystemet. De er i færd med at lave lovgivning, som i praksis giver mulighed for at underkende et valgresultat, som man ikke er enig i, og det er meget bekymrede. Men jeg tror også, at det er den slags overdrevne tiltag, som er ved at få en del af befolkningen til at vågne op og sige: ‘Nu er det nok.’ Jeg tror, at man er begyndt at se, hvor farlig en fraktion, der er tale om, og tage afstand fra den.«