Da ansatte ved den kinesiske ambassade i Hellerup i slutningen af oktober ad to omgange – efter alt at dømme – fjernede Kina-kritiske valgplakater for den radikale regionsrådskandidat Thomas Rohden, var det ikke en isoleret handling. Overalt ses stadig flere eksempler på, at magthaverne i Beijing ikke længere stiller sig tilfreds med at kontrollere og forme meningsdannelsen i selve folkerepublikken og blandt de mange kinesere, der er bosat rundtomkring i verden. Nu er det vores alle sammens opfattelse af Kina, der skal påvirkes og ledes i en for det kommunistiske regime gunstig retning.
I Tyskland debatteres for øjeblikket heftigt, hvorvidt de kinesiske Confucius-institutter, som der er hele 19 af i forbundsrepublikken, fortsat skal være en integreret del af tyske læreanstalter. Det sker, efter at planlagte arrangementer med to prominente tyske pressefolk, Der Spiegel-redaktøren Stefan Aust og den mangeårige Kina-korrespondent for ugemagasinet Stern Adrian Geiges, blev aflyst efter pres fra Kina. Aust og Geiges skulle have præsenteret deres nye biografi om den kinesiske leder, Xi Jinping: Den mest magtfulde mand i verden, men indbydelserne blev i sidste øjeblik trukket tilbage.
Aust fortæller til dagbladet Die Welt, at han havde fået den besked fra kineserne, at »man ikke kan tale om Xi Jinping som om en normal person, han er nu urørlig og unævnelig«.
»Denne episode skulle gøre det klart for enhver tysk universitetsledelse, at Confucius-institutterne ikke hører hjemme på noget tysk universitet eller nogen anden institution, der er forpligtet på akademisk frihed,« som Thorsten Benner, direktør for Berlin-tænketanken Global Public Policy Institute, udtrykker det.
Der er andre nylige eksempler. I sidste uge lukkede Beijing ned for enhver dækning på tv eller streamingtjenester af den amerikanske basketballklub Boston Celtics' kampe. Det skete, efter at en prominent spiller fra klubben, Enes Kanter, havde givet udtryk for støtte til et frit Tibet og modstand mod arbejdslejre for Kinas uighurske mindretal. Et tidligere tweet fra en manager for klubben Houston Rockets, Daryl Morey, til fordel for Hongkongs frihed, blev fordømt af USAs nationale basketballsammenslutning. Det følte man var nødvendigt for at bevare de store indtægter fra et stærkt voksende kinesisk marked af basketballentusiaster.
Filmproducenterne i Hollywood har allerede længe indrettet sig efter den kendsgerning, at actionfilm med kinesiske helte og uproblematiske plots sælger langt bedre på verdens største filmmarked end kontroversielle film som Syv år i Tibet.
»Kina udøver nu sin magt til at gennemtvinge censur, både af den hårde og den bløde variant, langt ud over sine egne grænser. Kinas diktater berører sportsverdenen, Hollywood, forlagene, medierne, de højere uddannelser, de sociale medier og meget mere,« skriver Suzanne Nossel, leder af den amerikanske afdeling af PEN, den globale sammenslutning af journalister og forfattere, i netmagasinet Foreign Policy.
Stadig flere ord på Kinas sorte liste
»Vi har tidligere set den opførsel fra Kina, for eksempel når kinesiske ledere skulle besøge europæiske lande, og de kinesiske ambassader gjorde alt for at sikre sig, at der ikke var demonstranter langs ruten, der viftede med for eksempel tibetanske flag. Men nu oplever vi Kinas pres i meget større omfang,« siger Luke Patey, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), ekspert i Kinas udenrigs- og sikkerhedspolitik og forfatter til bogen How China Loses.
»Listen over emner, som den kinesiske ledelse ikke vil have, at vi diskuterer åbent, udvides hele tiden: Tibet, Hongkong, Taiwan, behandlingen af uighurerne, den kinesiske techgigant Huaweis relation til magthaverne, Kinas fremfærd i Det Sydkinesiske Hav. Kina forsøger i stadig større omfang at bruge sin økonomiske vægt til at presse andre lande til at føre en udenrigs- og sikkerhedspolitik, Beijing synes om, og til at påvirke den indenlandske diskussion om Kina. Og hvis der ikke kommer en passende respons, vil de kinesiske magthavere få held til at normalisere den form for opførsel,« siger Patey.
»Den enkelte handling kan forekomme latterlig eller kontraproduktiv, set med vores øjne,« fortsætter Patey. »Men hvis du er kinesisk ambassadør i Danmark, og en eller anden hænger skilte op uden for dit vindue, der opfordrer til at afslutte relationerne til Kina og viser Tibets flag, så vil det kun skade din karriere, hvis du lader det passere. At reagere for kraftigt er ikke nogen risiko under Xi Jinpings form for diplomati. De såkaldte ulvekriger-diplomater (wolf warrior, red.), der fører sig voldsomt frem, bliver forfremmet i Xis Kina.«
Samtidig foregår i folkerepublikken for øjeblikket en kampagne mod vestlig indflydelse. Mandlige vestlige eller koreanske popsangere med en alt for »feminiseret« fremtoning – eyeliner, øreringe, udfordrende tøj – udrenses fra tv-shows og streamingtjenester, udenlandske computerspil og apps, der menes at fremme »ukorrekte værdier«, fjernes, den kinesiske filmsammenslutning har bedt producenterne om at skabe mere »patriotiske« film og fremme »Xi Jinping-tænkningen«, og i et nyt dekret fra myndighederne hedder det, at børn under 18 fremover kun må spille videospil en time om dagen og kun i weekenden.
Forskernes dilemma
Luke Patey tør ikke sige, om der er en direkte sammenhæng mellem den indre kampagne mod vestlig påvirkning og den mere aggressive fremfærd på globalt plan. For en af bivirkningerne af det koldere forhold mellem Kina og Vesten er, at Vestens Kina-forskere har langt ringere muligheder for at opfange og vurdere nye tendenser i folkerepublikken end tidligere. I foråret reagerede de kommunistiske magthavere i Beijing markant på nogle relativt lempelige EU-sanktioner og sortlistede en række europæiske lovgivere, institutter og Kina-forskere, som nu alle er forhindret i at rejse ind i Kina.
»For øjeblikket vil de fleste Kina-forskere ikke rejse til landet alene på grund af covid-restriktionerne, der kræver to-tre uger i karantæne ved indrejse,« siger Luke Patey. »Når vi kommer ud af covid, er spørgsmålet, hvilket politisk klima vi som forskere må håndtere, hvis vi ønsker at lave feltarbejde og mødes med vores kinesiske kolleger. Først og fremmest er der risikoen for at blive tilbageholdt, hvis vores forskning skulle komme ind på følsomme emner – og ikke kun for mig som forsker, men også for mine lokale samarbejdspartnere. Og selv hvis du driver forskning helt uden politiske overtoner, er der, hvis man befinder sig på det forkerte sted det forkerte tidspunkt, risiko for at blive taget som gidsel i en bilateral konflikt mellem ens eget land og Kina. Det skete for to canadiere, der lige er blevet løsladt efter næsten tre år i fængsel under vanskelige forhold. Så ja, ens personlige sikkerhed er med i overvejelserne, når man tænker på at rejse til Kina,« siger Patey.
»Det betyder,« fortsætter Patey, »at vi fremover må beskæftige os med dette vigtige land med øjne og ører delvist lukket. Vi vil ikke i samme omfang som tidligere vide, hvad der faktisk foregår i Kina, hvilket kan føre til, at vi enten overreagerer eller underreagerer over for de forandringer, der finder sted. Og det samme gælder selvfølgelig for den kinesiske side. Det kan potentielt skabe en masse misforståelser om hinandens hensigter.«
Litauisk enegang
Et europæisk land, der har oplevet, hvad det indebærer at gå imod Beijings interesser, er den baltiske republik Litauen. I foråret meldte landet sig ud af det såkaldte 16+1-samarbejde mellem en række øst- og centraleuropæiske lande og Kina.
I september gav litauerne så tilladelse til, at Taiwan kunne åbne et repræsentationskontor i hovedstaden Vilnius – under navnet Taiwan, hvilket altid ophidser kineserne, der betragter østaten som en del af Kina. Beijing svarede igen ved at hjemkalde sin ambassadør, begrænse handlen og suspendere jernbanetransporten til og igennem Litauen. Siden har det litauiske forsvarsministerium opfordret alle litauere til at droppe kinesiskproducerede mobiltelefoner – efter angiveligt at have fundet ud af, at de kinesiske smartphones har indbygget en censurmekanisme, der kan aktiveres til at slette ord og vendinger som »frit Tibet«, »Taiwans selvstændighed« etc.
I Danmark afventer man Nordsjællands Politis igangværende efterforskning af, hvem der ulovligt har pillet den radikale lokalpolitikers Kina-kritiske plakater ned – på trods af at en ambassadeansat er filmet in flagranti. Og vi venter på en udenrigsminister Jeppe Kofod, der igen afventer politiets konklusioner.
DIIS-forsker Luke Patey kalder episoden »en prøvesag for regeringen«.
»Når man husker, hvad der skete i 2012 (da politiet medvirkede til at skjule demonstranter og fjerne Tibet-flag for en besøgende kinesisk præsident, red.), må myndighedernes respons denne gang have ekstra opmærksomhed. Og hvis der ikke kommer nogen respons, selvom beviserne synes at være tydelige, er der så stadig tale om, at Danmark, sammen med andre vestlige lande, overvurderer, i hvilken grad vi er afhængige af Kina? Hvis man ikke ønsker, at sådanne episoder bliver gentaget af Kina – eller af andre, hvis Kina slipper af sted med det – så skal der komme en meget tydelig reaktion fra regeringens side.«
