Destrueret . Thomas Rohden (Radikale Venstre) plastrede Kina-kritiske valgplakater op foran den kinesiske ambassade i Hellerup. Plakaterne blev revet ned, og politikeren meldte derfor ambassaden til politiet. Men bør han bare være glad for opmærksomheden?

Kinamandens chance

Sagen kort: Søndag eftermiddag tog den unge radikale kandidat til Region Hovedstaden og formand for Dansk Kina-Kritisk Selskab Thomas Rohden ud og hængte ti valgplakater op foran den kinesiske ambassade i Hellerup. På plakaterne var der, ud over et billede af Thomas Rohden selv, et Tibet-flag og teksten »Stop samarbejdet med Kina«, som er en henvisning til hovedstadsregionens samarbejde med den kinesiske provins Jiangsu. Få timer efter var plakaterne blevet revet ned igen, og Thomas Rohden mistænker, at ambassadens folk står bag.

– Hej Thomas Rohden. Kunne du ikke godt have regnet ud, at dine valgplakater ville blive revet ned med det samme, nu når du hænger Tibet-flag lige foran den kinesiske ambassade?

»Det kan godt være, jeg har været naiv. Jeg tænkte faktisk, at de ville være så kloge, at de ikke ville gå ind og blande sig i et dansk valg. Så ved de godt, at der bliver ballade, hvilket der jo også er kommet nu, hvor flere udenrigsordførere på Christiansborg har bedt udenrigsminister Jeppe Kofod om at få en forklaring fra den kinesiske ambassade. Jeg havde en forventning om, at folkene på ambassaden ville være trætte af plakaterne, men at de ville lade dem hænge, fordi man ikke diplomatisk kan tillade sig at blande sig i en fremmed nations valg på den måde. Det har de gjort her.«

– Vi er helt oppe på de høje nagler, når du siger, at de blander sig i et dansk valg. Man kan vel også sige, at de ti valgplakater ikke kommer til at gøre den store forskel i sidste ende?

»De ti plakater er selvfølgelig ikke det mest interessante. Det interessante er, at de har en forståelse af, at de som stor magtfuld nation bare kan gå ud og pille plakater ned, hvis de ikke bryder sig om dem. Det er problematisk.«

– Hvordan kan du være sikker på, at det er folk på ambassaden, der har pillet dem ned?

»Jeg synes ikke, der er nogen grund til at gøre os selv dummere, end vi er. Jeg har svært ved at se, hvem der ellers skulle have lyst til at gå ud med en stige for at pille de plakater ned så hurtigt. Tirsdag morgen tog mediet Den Uafhængige ud med nogle kopier af mine valgplakater og hængte dem op foran ambassaden. Der kunne mediet så observere, at en vagt fra ambassaden kom ud og pillede dem ned med det samme. Så der er for mig ingen tvivl om, at det er folk på ambassaden, der også har taget mine plakater ned søndag aften. Det er også derfor, jeg har meldt det til politiet, og jeg er glad for, at de har fortalt mig, at de nu behandler sagen.«

– Inde på ambassaden vil de jo nok sige, at de bare prøver at passe deres arbejde, og så kommer du og provokerer dem med en masse kritiske valgplakater. Kan du ikke forstå, hvis de synes, det er lidt træls?

»Det er mennesker, der arbejder for en forbryderstat, der står bag et folkedrab på det religiøse mindretal uighurerne. Jeg synes ikke, det er særlig synd for dem, at de skal kigge lidt på nogle Tibet-flag.«

– Thomas Rohden, er du egentlig ikke glad for, at det her er sket? Du tager ud for at provokere – og ambassaden hopper i med begge ben og river dine plakater ned. Hvis de bare havde ladet dine plakater hænge, havde ingen jo hørt om det her.

»Nej, jeg havde i hvert fald ikke fået lige så mange likes på Twitter, hvis de var blevet hængende.«

– Så er du ikke glad for, at det er sket?

Det ved jeg ikke, det er et besynderligt spørgsmål. Men jeg kan da sige så meget, at jeg selvfølgelig er glad for, at der er kommet fokus på min mærkesag. Jeg håber, at folk får øjnene op for den samarbejdsaftale, som Region Hovedstaden har med Kina. Det er positivt, hvis den her historie om de nedrevne plakater kan pege i den retning.«

– Så lad os gå i den retning. Region Hovedstaden indgik for få år siden en aftale med Jiangsu-provinsen i Kina, hvor der bor over 70 millioner mennesker. Hvorfor er den samarbejdsaftale så problematisk, at du går til valg på at afskaffe den?

»Den samarbejdsaftale handler blandt andet om samarbejde og vidensdeling i hospitalsvæsenet. Region Hovedstaden omtaler på hjemmesiden Jiangsu-provinsen som en ‘internationalt orienteret metropol’ med en ‘velstående befolkning’. Det synes jeg er en mærkelig måde at se det på. Jiangsu-regionen høster, ligesom mange andre regioner i Kina, organer fra mennesker, der tilhører religiøse mindretal, som styret ikke kan lide. Så slår styret dem ihjel for at tage deres organer, som de så kan bruge til at redde menneskeliv på de mennesker, de godt kan lide. Der er intet velfungerende system for organdonorer i Kina, så derfor gør de det på den her måde. Det er meget veldokumenteret. Når Region Hovedstaden har et samarbejde med Jiangsu, er vi i Danmark med til at blåstemple den her uhyrlige praksis.«

– Tror du virkelig, at organhøsten vil stoppe, bare fordi Region Hovedstaden afbryder et samarbejde med dem?

»Jeg er tit i kontakt med folk i Kina, der arbejder med menneskerettigheder. Når jeg spørger, hvordan jeg kan hjælpe dem, så svarer de, at Danmark skal stoppe de her samarbejdsaftaler og dermed lægge pres på det kinesiske styre. For det kinesiske styre synes ikke, det er sjovt at blive udskammet for at høste organer. Så ja, jeg tror, at vi kan hjælpe de undertrykte i Kina, men jeg ved godt, at det her ikke kommer til at gøre det alene.«

– Thomas, du er kun 25 år gammel, men det her er ikke første gang, du trækker overskrifter i forhold til Kina. I 2019 demonstrerede du med Tibet-flag i hænderne, da Københavns Zoo modtog to pandaer fra Kina. Der blev du smidt væk af politiet. Sidste år var du med til at hjælpe demokratiforkæmperen Ted Hui ud af Hongkong og til Danmark, fordi han var truet på livet. Den sidste sag har fået PET til advare dig om, at du nok ikke skal rejse til Kina fremover. Hvor kommer din besættelse af Kina fra?

»Lige siden jeg var elevrådsformand i folkeskolen, har jeg haft let ved at blive indigneret over ting, der ikke er i orden. Da Tibet-sagen begyndte at rulle for år tilbage, fulgte jeg meget med i den, fordi jeg syntes, det var utroligt, at fredelige demonstranter i Danmark ikke måtte have lov til at stå og flage. Så det startede for mig som en kamp for ytringsfrihed i Danmark. Men nu handler det lige så meget om kampen for de mange mennesker, som det kinesiske styre undertrykker og slår ihjel. Jeg ved godt, at man ikke bare kan redde alle de her mennesker. Men vi kan fra det officielle Danmark i det mindste lade være med at legitimere Kina ved at samarbejde med dem, som vi gør nu.«

Læs Weekendavisens interviews om aktuel kultur-debat i serien Spurgt.