Rio Grande. Grænsebyen Laredo tiltrækker mexicanske indvandrere, fordi her er ro og orden. Derfor bor alle narkokartelbosser også på den amerikanske side af grænsen.

Et lys længere nede ad floden

<p>Foto: René Gummer</p> Foto: <p>Foto: René Gummer</p> Foto:
Foto: René Gummer
Et lys længere nede ad floden Af René Gummer

LAREDO, TEXAS – Interstate 35 begynder få gader efter, man har krydset Juarez-Lincoln International Bridge og står i Laredo på den amerikanske side af USAs grænse mod Mexico. Og den ender først over 2.500 kilometer længere mod nord i Bob Dylans fødeby Duluth, tæt på den canadiske grænse.

Byen Laredo er en af den vestlige halvkugles største toldsteder for lastbiler, hvilket gør I-35 til en af de vigtigste og mest trafikerede landtransportveje i USA. Trafikken kommer hovedsageligt fra Laredos fire internationale grænseovergange fra Mexico. En femte overgang er på tegnebrættet, for trafikken i byen er legendarisk for en næsten parodisk sneglende og langsommelig myldretid døgnet rundt.

Jeg står på San Dario Avenue tæt ved Juarez-Lincoln-broen og venter på en legende. Nede på politistationen spærrede vagthavende øjnene op og så ærefrygtig ud, da jeg fortalte, jeg skulle mødes med ham. Ved første øjekast ser han dog ikke særlig imponerende ud, da han tumler ud af sin flatbed truck. Tony Winteroff er en lille mand. Pilskaldet med sørgmodige øjne og et vissent skipperskæg.

Han er 68 år gammel og har været politimand i næsten 45 af dem. Gennem syv år var han leder af Laredos politiskole. Han arbejder stadig for byen Laredos politistyrke, men nu som konsulent i våbenbrug og nærkampsteknik. Desuden laver han uafhængige undersøgelser af forbrydelser for både anklager og forsvarer til brug i retssalen. Tony nikker goddag, det er coronatider, og han skal ikke nyde noget af at trykke hånd, siger han. Vi står lidt og kigger på trafikken. Så slår han ud med hånden mod I-35, der begynder i lyskrydset foran os.

»Det her stykke vej er en af de vigtigste territorier for narkokartellerne. Når der har været bandekrige i Laredo, har det altid haft noget med I-35 at gøre på den ene eller anden måde. For det er faktisk ikke så svært at få dine varer herover fra Mexico. Men hvad gør man så? De skal jo sælges. Hvis du kontrollerer adgangen til I-35, kan du distribuere til hele landet – og samtidig tage betaling for, at andre kriminelle bruger den adgang.«

En blomst på møddingen

Det er narkotika, der først og fremmest er Laredos akilleshæl. Narko og menneskesmugling. Vi har sat os ved et bord i en lokal cantina i den anden ende af byen. Tony fandt smutveje gennem myldretiden på kun ti minutter. Nu serveres der migas og tacos, Tony smasker velbehageligt i sine bønner, min taco får mig næsten til at tude af glæde, og den hjemmelavede salsa er som at »kysse en engel bagi«, som min salig farfar sagde, når der var noget, han syntes var lækkert.

Før maden kom på bordet, spurgte jeg Tony, om politiet i Laredo har udfordringer, der er anderledes end andre steder i USA. Da gaflen er lagt, stanger han tænder og giver hver finger et svuppende sut, før han tørrer hånden i en serviet og svarer.

»Man skal gøre sig klart, at området her, ja, langs hele grænsen ikke er den sydligste del af USA. Det er snarere den nordligste del af Mexico. Kig dig omkring. Over 90 procent af indbyggerne i Laredo er mexicanere eller af mexicansk afstamning. Kulturen er mexicansk. Alle taler spansk. Maden er mexicansk, måden man omgås hinanden, fester, bor og kommunikerer, selv vejret er det samme i Mexico. Den eneste forskel er sådan set, at her gælder et andet sæt regler – i hvert fald formelt set. Det er ikke, fordi der ikke er regler i Mexico, de bliver bare ikke håndhævet. Politiet er underbetalt og stort set uden undtagelse korrupte. De er ikke onde, men det er den eneste måde, de kan overleve på. Her er det anderledes. Regler og love skal overholdes, og politiet får en god løn for at udføre deres arbejde.«

Det, mener Tony, er præcis, hvad de fleste mennesker dybest set ønsker sig: ro og orden.

»Det er derfor, der bor så mange mexicanere netop her. Her er et klima, en kultur og et sprog, de kender, og så er her ro og orden. Alle kartelbosserne bor da også på denne side af grænsen. Ingen mennesker gider lovløshed. Og derfor er det faktisk også ret let at være politimand i Laredo. Indbyggerne er helt overordnet meget positive over for politiets opgaver.«

Men blomsten vokser på en mødding, for under den positive imødekommenhed politiet møder, har kartellerne deres egen dagsorden.

»Der er så uforståeligt mange penge i at sælge narkotika. Og tro mig: De her karteller har ingen skrupler, ingen overhovedet. Narkoen ødelægger bogstavelig talt vores unge mennesker. Ikke blot dem, der tager stofferne, men her i byen især dem, der bliver forblændet af penge og prestige og begynder at arbejde for kartellerne.«

Pengenes sump

Vi bestiller kaffe. Tony taler flydende spansk med bløde d’er og læspende s’er. Han fortæller, at han er halvt mexicansk på mødrene side. Det ses ingenlunde i hans pigmentering: Tony er akkurat så mælkehvid, som var han kommet til verden i Vejle.

»De unge, der vælger den vej, har desværre ikke nogen særlig god prognose. Der er to måder, din kriminelle karriere kan ende på. Enten bruger du størstedelen af dit liv i fængsel, eller også er du død. Så enkelt er det. Ingen slipper ud af det med livet i behold,« fortæller Tony.

»Det er helt enkelt. Lad mig forklare, hvordan det foregår i ni ud af ti sager: Du transporterer narkotika for mig, og jeg betaler dig en hyre for selve transporten. Oveni lægger jeg en procentdel for, at du ikke sladrer og ikke napper nogen af varerne. Du bliver bedre og bedre til arbejdet og koster derfor mere og mere. Lige indtil det punkt, hvor du koster så meget og ved ting om mig, der kan sælges eller gives videre til politiet, at det ikke kan betale sig for mig at have dig længere. Det er lettere og billigere at få dig dræbt. Det er kun et lille moralskred fra, hvordan det almindelige arbejdsmarked fungerer – der nøjes man med blot at fyre folk – men konceptet er det samme. Det drejer sig om penge. Problemet er, at penge ikke kan købe dig frihed. Du tror det måske, når du kører rundt i en åben sportsvogn og har en villa med pool, men jo flere penge du bruger, jo mere sidder du fast i en sump, som du ikke kan komme ud af.«

Og der er masser af arbejde til de unge, der har lyst – eller som ikke har andre muligheder.

»Der er jo mange mennesker, der er her illegalt,« fortæller Tony. »De kan ikke bare gå hen og finde sig et arbejde i et stormagasin. Men de skal jo leve og bo et sted, og så er det selvfølgelig fristende at kunne tjene en månedsløn om dagen på at transportere eller sælge narkotika.«

Alligevel er der et støt stigende antal unge, der søger ind på politiskolen. Flere end der kan optages, fortæller Tony. Så man er i en situation, hvor man kan vælge de bedst egnede ud.

»Mange af de unge, der søger ind til politiet i dag, gør det, fordi de ikke gider at finde sig i at få deres liv defineret af kartellerne. De vil selv bestemme, og de vil have en ordentlig fremtid. Og de ved udmærket, at selv om man får en mindre løn i politiet, så er chancerne for at slippe ud af det med livet i behold meget bedre end for dem, der arbejder på den forkerte side af loven.«

Grænseløs overgang

Sergio er en stolt mand. Rank holdning, buskede øjenbryn over milde, brune øjne, ansigtet delt i to af en hvidtekost af et overskæg. Rød denimskjorte, Wrangler Bootcuts stukket ned i et par knæhøje slangeskindsstøvler, bæltespænde, der kan ses på 500 meters afstand. Sergio er hestehvisker, nej, mere end det; han er en kunstner, der får sine dyr til at yde deres ypperste og mest imponerende krumspring, blot med kommandoråb og knips med fingrene.

Han har levet på den lille farm i Candelaria, siden han vadede over Rio Grande for 35 år siden fra San Antonio del Bravo, Candelarias søsterby på den mexicanske side af grænsen.

Han fandt farmen forladt og øde og gik i gang med at sætte den i stand og træne vilde dyr. Da fem venner fra Austin for ti år siden slog sig sammen om at købe en farm, de troede var en forladt ruin, fandt de Sergio i gang med at sætte et udhus i stand.

De ansatte ham som forvalter, og det er sådan, det fungerer i dag. De fem venner har stuehuset, som de hver især besøger en uge eller to om året. Resten af farmen er Sergios domæne. Her dyrker og høster han, her træner han sine dyr, her lever han, over 70 år gammel, uden hjælp og uden at have haft en egentlig skolegang.

Han har aldrig gjort sig ulejligheden at lære amerikansk, hvorfor skulle han det, og da jeg blot kan et enkelt spansk ord, bruger vi en del tid på, at han kalder mig »mi amigo«, og jeg svarer »si si«. Det går lidt bedre, da der bliver tolket gennem skindhandlerens datter, der bor et par kilometer nede ad vejen.

Farmen ligger et stenkast fra Rio Grande, vi spadserer derned. Her står et skilt om, hvilke fortrædeligheder der møder den, der passerer floden ulovligt. Det er fuldt af skudhuller. Sergio hilser på en familie på den anden side af floden.

De bader i vandet og samles om, hvad der synes at være mexicanernes favoritaktivitet: at spise. Pludselig står en af dem ved siden af. Så en til. Så kommer et par af kvinderne ud af en busk lidt længere nede ad floden. Snart står hele familien ved siden af Sergio og knævrer løs.

De er tilsyneladende i familie med ham. Bag ved busken viser det sig, at der er spændt to stålwirer hen over floden. Her kan man gå i håndgang over vandet og komme fra side til side uden at få våde fødder.

Et par dage senere i San Ygnacio møder jeg en betjent fra grænsepatruljen, der sidder med nedrullet vindue i sin patruljevogn og spejder ud over floden. Han kigger efter ulovlig aktivitet, menneskesmuglere, der krydser grænsen.

»Hele grænseområdet er fyldt til randen af kameraer, alarmsystemer, overflyvninger og forhindringer af enhver art,« fortæller han. »Vi er her mest for synlighedens skyld, for alle de andre ting kan man i sagens natur ikke få øje på, det er jo skjult.«

Jeg fortæller, at jeg har hørt om et sted, man kan gå i håndgang over vandet og passere grænsen, når det passer én. Han kigger sløvt på mig hen over solbrillerne.

»Det kan man hundredvis af steder. Vi lader det passere, for det er blot familier, der besøger hinanden, mange hundrede kilometer fra den nærmeste grænseovergang. Måske kommer der en flygtning med over i ny og næ, men det er altså ikke dér, problemerne ligger begravet. De mennesker holder også en fin selvjustits, for de ved godt, vi lukker det hele ned, hvis det bliver misbrugt.«

Moses’ forældre

Blot i marts måned i år blev mere end 170.000 mennesker taget i forvaring af den amerikanske grænsepatrulje efter ulovligt at have krydset grænsen mellem USA og Mexico. De, der blev spurgt af medierne, svarede uden undtagelse, at de var kommet for at prøve lykken på grund af Joe Bidens langt mindre restriktive immigrationspolitik.

Under Trump var parolen, at der skulle ansøges om asyl fra det sidste land, man var rejst igennem – altså Mexico. Derfor fik meget få sat så meget som en fod i USA.

I dag kommer de fleste over grænsen, men langt størstedelen af immigranterne bliver sendt retur til Mexico efter en kort afhøring. Biden-regeringen satser på, at problemerne med det store antal immigranter på længere sigt kan løses ved at stimulere fred og stabilitet i de områder i Central- og Sydamerika, hvor flygtningene hovedsageligt kommer fra. En god strategi på den lange bane, men ikke noget, der kan holde strømmen af flygtninge væk lige nu og her.

Det mest delikate for grænsepolitiet er at håndtere det stigende antal af uledsagede børn og unge, der krydser grænsen.

Tony Winteroff arbejder ofte med grænsebetjentene. Mange af dem forstår ikke, hvordan man kan sende sine børn alene ud på sådan en dødsensfarlig rejse. Så forklarer han betjentene, at de mennesker er i en umulig situation:

»På et tidspunkt indser de, at der kun er en håbløs fremtid for deres barn, hvor de kan vælge mellem en korrupt regering eller et narkokartel, hvis de vil tjene penge – eller fattigdom og småkriminalitet. De gør som Moses’ forældre. Lægger deres barn i en kurv, sender den ned ad Nilen og beder til Gud om, at barnet bliver samlet op af en farao og ikke bare synker til bunds eller bliver ædt af en alligator. Alt er mørkt derhjemme, men der er et enkelt lille lysglimt længere nede ad floden. Derfor gør de forældre det utænkelige.«

Serie

Dette er den femte artikel i en serie, der går tæt på USAs politistyrke i dens forskellige varianter.

Side 10