USA. Når politiet ikke har tid eller råd, kæmper amerikanerne gerne selv for lov og orden – for statuer, monumenter og forfatningens ord.

Vestens hårde halse

Vestens hårde halse Af René Gummer

SAN ANTONIO, TEXAS. Det er et generelt problem: Politiet kan ikke være alle steder, og desuden fattes etaten penge. Derfor opfatter mange texanere det som både deres pligt og ret at hjælpe til med at opretholde lov og orden i gaderne.

Hvad enten det drejer sig om naboovervågning, et direkte samarbejde med det lokale politi om at spotte og udpege misdædere eller overvågning og beskyttelse af offentlig ejendom, er civile amerikanere på pletten. Og for at vise, det er alvor, benytter de sig gerne af deres ret til at bære våben synligt. En ret, der fra 1. september bliver udvidet betragteligt i staten Texas.

I et pænt villakvarter i Seguin, en forstad til San Antonio, har bekymrede naboer arrangeret beboervagter, der patruljerer området, når natten falder på. Der er ganske vist aldrig hændt noget mere alvorligt end et par indbrud i nabolaget, men man ved jo aldrig, vel?

Tiderne er usikre, og der er blevet spottet suspekte typer i nærheden, fortæller en beboer mig.

»Du ved, dem, der ikke ser ud som os,« siger hun og sender et indforstået blik. Hun mener de farvede. Jeg vil gerne med ud og patruljere nabolaget, men får pænt at vide, at jeg er nødt til at tage et kursus først.

Skyd svinet

Til tirsdagens undervisning i at eje og håndtere skydevåben er vi kun tre elever i Jim Fergusons skydeskole: Sandra, en lidt trind husmodertype med pagehår i begyndelsen af 40erne, hendes søn, lille Ron på 13 år, der er optaget af at nulre sit spirende overskæg og kigge på skosnuder, og så Deres udsendte, der kæmper med at finde en værdig stilling i Fergusons sofa, der trods sin imposante størrelse kun har en siddehøjde på 20 centimeter.

Jim er veteran fra militæret; han var som ung mand med i Vietnamkrigen, siden blev han politimand og specialiserede sig i træning med håndskydevåben. I slutningen af karrieren arbejdede han som våbenkonsulent for FBI, og her i sit jobmæssigt sene efterår er han så begyndt at afholde skydekurser for private.

De første tre timer er gået med en gennemgang af håndskydevåbnets historie; for- og bagdele ved de forskellige typer og modeller, billeder af skudsår forårsaget af samme typer og modeller, og slutteligt Fergusons syn på kriminelle, og hvilke typer og modeller han finder bedst egnet til at ombringe dem med.

Sandra og lille Ron har pistoler med hjemmefra. Hendes er en ældre model, der har ligget i skuffen nogle år, sønnens er sammen med Fergusons undervisning en fødselsdagsgave fra mor og far. Han skal have mulighed for at forsvare sig selv. Begge sidder i sofaen overfor med våbnene liggende – synes jeg – noget skødesløst i skødet. Ferguson spotter det.

»Man skal altid passe på, hvor løbet peger hen,« siger han og understreger advarslen med et makabert billede fra en vådeskudsulykke. »Sådan en 32er kan gøre en masse skade.«

Jeg har ikke nogen pistol, men Ferguson rækker mig en gul attrap af træ. Før vi skal ud og plaffe rigtig løs i baghaven, får vi praktisk undervisning i at holde våbnet korrekt, i at sigte, og hvilken stilling man skyder bedst fra.

»Det drejer sig om at gøre sig selv så lille som muligt, samtidig med at man har et godt fodfæste,« forklarer Jim Ferguson. Vi øver forskellige stillinger.

Til sidst lidt rollespil til at slutte øvelserne af med, hvor Ferguson gennemspiller et af scenarierne: »Her er situationen. Du hører en lyd fra stuen og går ind for at tjekke, hvad der sker.« Ferguson lader, som om han kommer ind ad døren, standser brat op og sætter hånden op til det ene øre som en lyttetragt. »En mand står og roder i dine skuffer, går gennem din kones smykker. Du kan se, havedøren står åben, og kan høre en motor udenfor – er der mon én til derude? Du ved det ikke. Så vender manden sig om og får øje på dig. Hvad gør du?« siger han og peger på mig.

»Øh, løber?« svarer jeg desorienteret. Ferguson kigger på mig, som om jeg er fra månen.

»Skyder svinet,« siger Sandra fra den anden sofa.

Så er det alvor. Jeg får udleveret en Sig Sauer-pistol og 200 skarpe skud. Vi har fået gule beskyttelsesbriller og høreværn på og begynder med blå, menneskeformede skydeskiver i naturlig størrelse på tre meters afstand.

»Sigt efter den største masse, brystkassen,« råber Ferguson.

Skuddene kan mærkes i brystet på samme måde som stortrommen på et diskotek. På trods af at den blå papmand synes at være lige foran mig, har jeg misset totalt og ikke ramt skiven.

»Klassisk fejl,« siger Ferguson. »Du lukker øjnene, når du skyder. Det er meget naturligt, hvis du ikke er vant til at have med skydevåben at gøre.«

Vi korrigerer de forskellige delkomponenter i træningen, og en lille time og cirka 150 skarpe skud senere er jeg nu i stand til at trække pistolen fra bæltet med den korrekte fingerstilling, gå i skydestilling, sigte og ramme en mand i brystet på tre meters afstand.

Nye regler, mere frihed

I juni 2021 underskrev Texas’ guvernør, Greg Abbott, lovforslag 1927 og gjorde Jim Ferguson og hans kollegers fremtid som undervisere i våbenhåndtering en anelse mere usikker.

For fra 1. september i år er det ikke længere obligatorisk at få undervisning, når man køber en skyder i Texas. I stedet tilbyder staten et gratis onlinekursus, der fokuserer på sikkerhed for våbenejere.

Væk er desuden kravet om at få taget finger­aftryk, når man køber et våben, samt nok så vigtigt at tage et kursus i våbenhåndtering med efterfølgende skriftlig eksamen samt fire-seks timers praktisk skydetræning, der afsluttes med en færdighedstest.

Der kræves således ikke længere tilladelse til at bære skydevåben i staten, hvis blot man opfylder de føderale krav om en alder på 21 år, en ren straffeattest, at man ikke bruger ulovlige stoffer, ikke har en psykisk sygdom og ikke er blevet smidt ud af militæret, er på flugt fra loven, har frasagt sig sit statsborgerskab, opholder sig ulovligt i USA eller har fået et tilhold af politiet.

Et våben skal stadig registreres i køberens navn, hvis det erhverves gennem en forretning. Hvis man handler privat, kræves ingen identifikation.

Med Abbotts underskrift på lovforslag 1927 er det tilladt texanere at promenere med deres våben offentligt uden andre forudsætninger end at være texanere. Der er dog enkelte steder, hvor det stadig er forbudt at bære våben: på bar, i fængsel, i forlystelsesparker, i lufthavne, i retssale, på væddeløbsbaner og i stemmelokaler ved valg.

»Det er et skridt i den rigtige retning,« siger Ramon G. og sætter sig lettere forpustet ved træbordet foran Rudy’s Country Store and Barbeque i den nordlige del af San Antonio og bestiller en forfriskning hos tjeneren.

Ramon arbejder som Outreach Director, hvilket på godt gammel dansk nok bedst kan forstås som presseansvarlig, for This Is Texas Freedom Force – forkortet TITFF – en organisation, der efter eget udsagn er sat i verden for at hjælpe med at beskytte Texas’ historie og monumenter mod vandaler. I den kamp er retten til at bære våben helt grundlæggende.

Organisationen understreger, at den ingen politisk tilknytning har. »Vores loyalitet er mod Texas, frihed, forfatningen og vore gudgivne rettigheder,« står der på hjemmesiden, hvor man også kan høre og se organisationens egen countryslagsang, der hedder, nåja, This Is Texas Freedom Force. Her kaldes medlemmerne for hell-bent hellraisers, hvilket rimes med liberty chasers. Patos kulminerer i B-stykket:

There comes a time to take a stand

You can’t put your freedom in another man’s hands

I think Patrick Henry said it best:

Give me freedom or give me death

Patrick Henry var Virginias guvernør i slutningen af 1700-tallet og anses nu om dage for at være en af de mænd, der var med til at definere, hvilke værdier USA skulle bygges på. En founding father.

En på tuden

Ramon G.s fremtoning er befriende blottet for sangens og hjemmesidens højtsvungne retorik. En afdæmpet mand, der taler næsten uamerikansk sagte. Hans pointer er så meget desto klarere.

»Vi støtter politiet og afstemmer vores demonstrationer og rallies (arrangementer, red.) med dem. Det drejer sig om at hjælpe med for eksempel at stå vagt om vores historie. Det har politiet ikke altid ressourcer til. Texanerne holder af deres historie, og vi har oplevet en enorm tilstrømning af medlemmer de seneste år. Folk melder sig ind, fordi vi grundlæggende tror på forfatningen og på lov og orden.«

– Det lyder noget abstrakt. Hvad er det helt konkret, I laver?

»Det er for eksempel at stille os op foran The Cenotaph (på dansk ’kenotafet’, red.) ved The Alamo, når demonstranter vil forsøge at rive den ned. Vi står der blot med revolvere i bæltet og viser demonstranterne, at vi vil værne om vores historie, at den betyder noget – uanset om man synes, statuerne ikke passer ind i nutiden.«

Slaget om The Alamo i foråret 1836 hænger uløseligt sammen med texanerne og Texas’ selvforståelse. For dér i en lille, lerklinet missionsbygning, i hjertet af det, der i dag er San Antonio, slagtede en hær på 1.500 mexicanere en styrke på godt og vel 100 texanske revolutionære, der kæmpede for Texas’ uafhængighed. Blandt de døde var senere legender som Davy Crockett.

Slaget banede vej for, at Texas løsrev sig fra Mexico og var en selvstændig nation i små ti år, før staten meldte sig ind i unionen som den 28. stat. The Cenotaph er mindesmærket for de slagtede texanske frihedskæmpere.

På YouTube kan findes optagelser af TITFFs arrangementer ved The Alamo, i en af dem tilmed en sekvens, hvor Ramon får en ordentlig én på tuden af en demonstrant.

»Vi kæmper ikke imod, når vi bliver overfaldet af demonstranterne. Det er vigtigt, at vi er passive under den slags optøjer. Passive, men stålsatte. Vi bliver stående, til politiet beder os om at gå. Vi kan og skal ikke gå ud og optræde aggressivt eller offensivt, selvom det er svært at lade være, når de begynder at rive vores mindesmærker ned.«

For Ramon og TITFF drejer den konkrete kamp sig om nogle helt basale principielle værdier.

»Forfatningen er i fare, fordi vi har nogle politikere, der ikke forstår, at den er fundamentet for al anden lovgivning. Hvis du skærer ind til benet, er det præcis sagens kerne. Det er den samme konflikt, der ligger indbygget i vore to politiske partier, det er USAs store skisma: Skal vi stå ved de værdier, landet er grundlagt på, som de står nedfældet i forfatningen, eller skal vi forsøge at indskrænke eller tilpasse dem et andet USA?«

Serie

Det er den tredje artikel i en serie, der går tæt på USAs politistyrke i dens forskellige varianter.

Side 9