Mens vi diskuterer, om vi skal spise frokosten oppe ved den brede bar eller nede ved et af de dugede borde, bekendtgør Christopher Arzrouni, at han altså overvejer at referere en smule fra et internt Venstre-møde under interviewet. Intet problem, forsikrer jeg, det finder vi sagtens ud af; det fidele er en ikke ubetydelig komponent i journalistikkens væsen. Nu ser vi, svarer Arzrouni.
Med denne lille cliffhanger går det nok an at lægge blødt ud. Christopher Arzrouni har i årevis haft første parket til det borgerlige Danmark, især som ansat i Venstre. Særlig rådgiver for først Eva Kjer Hansen, senere for Kristian Jensen, og før det ansat i partiets sekretariat på Christiansborg. Indimellem ude, hvor pengene tjenes, i Dansk Industri, flere år på Børsen, færre på Weekendavisen, nu igen i det private erhvervsliv.
Så altså, blødt udlæg, inden den 53-årige liberale mand giver sin analyse af, hvad der er galt med det borgerlige Danmark: Hvilken udenlandsk bog er den vigtigste for ham? Jeg venter, han vil sige Ayn Rands Atlas Shrugged, men tager fejl.
»The Constitution of Liberty af Hayek. Den forklarer, hvorfor frihed er vigtig, selv for den, som ikke selv går ind for frihed. Jeg kunne måske også have valgt Poppers The Open Society,« siger Christopher Arzrouni, da vi er bænket ved det bord, vi valgte på den fancy bars bekostning. Her er plads til både tallerken og notesblok.
Vigtigste danske bog? Jeg tænker, han vil sige Henning Fonsmarks Historien om den danske utopi, men det er også et fejlskud. Arzrouni peger på Politiske ideologier fra Platon til Mao af Mogens Blegvad.
»Jeg overvejede Bettina Heltbergs Hvor der handles, selvom jeg ikke kan lide hende, fordi hun har skrevet grimme ting om mig og andre. Men det er en virkelig god bog, på en gang en hudløs udlevering og et kærligt portræt af politik som et personligt projekt. Både Rands og Fonsmarks bøger er i øvrigt gode.«
Sådan er Christopher Arzrouni, belæst, principiel og politisk, og det høres i hans indkredsning af det blå Danmarks sygdom, som han i en sms forud for interviewet har stemplet som »20 års dovenskab mht idéudvikling«.
»Da jeg var ung VUer i 80erne, skrev Venstre-folk bøger og kronikker. Der var en sammenhæng mellem holdninger, samfundsanalyse og policyforslag. Tag Haarder eller Brixtofte. Eller Anders Fogh, han skrev masser af kronikker. Dengang kunne en borgerlig politiker blive vækket midt om natten og redegøre for sit politiske synspunkt. I dag er det teknokratiske policyforslag det hele, der er intet overordnet kompas,« siger han.
Eksempel?
»Venstre har analyseret sig frem til, at alle skal have adgang til gratis fertilitetsbehandling. Nå. Hvorfor det? Fordi man har den holdning, at det danske folk skal reproduceres mere og hurtigere? Næh, fordi man har analyseret sig frem til, at det kan tiltrække en bestemt type vælgere. Der er en gruppe kvinder og svingvælgere, man gerne vil have fat i, og så stiller man det forslag.«
Foghs ugengældte kærlighed
Christopher Arzrouni spiser som en fugl, en klejn fiskefilet og en kartoffelmad, så jeg nøjes også selv med stegt sild og kartoflen. Hertil vand, snapsen forbliver ensom i sit mørke skab, det er arbejdsdag jo. Han er klædt som hver og hveranden: mørk bomuldsbuks, hvide sneakers og en gråblå t-shirt. Jeg kalder den Marlboro, han retter med forundret indignation til Ralph Lauren og siger så:
»For en som mig, der har været involveret i partiaffærerne, er det vanskeligt at identificere, hvornår syndefaldet satte ind. Fogh var aldrig i tvivl om, hvad han mente. Han var god til at analysere, hvor de politiske kræfter alligevel var på vej hen, og så lagde han sig på den mest liberale position i mulighedsfeltet. Tag tilbagetrækningsspørgsmålet. Fogh ville gerne have afskaffet efterlønnen, men var klar over, at han nok ikke kunne få en bred opbakning. Så landede man på tilbagetrækningsreformen i 2006. Det var noget af det gode ved ham, han kunne dansk økonomi forfra og bagfra, mestrede hele det politisk-økonomiske instrumentarium, han kunne tænke i helheder.«
Foghs lille tragedie var, mener Arzrouni, at han led af ugengældt kærlighed til kunstnerne. Dengang han var statsminister, kunne han ikke forstå, hvorfor kunstnerne ikke kunne indse, at de da burde være liberale.
»Hvis man genlæser Minimalstatsbogen, er der kapitler, hvor han fabulerer over kunsten. Det var hans ugengældte kærlighed og sorg.«
Vi taler lidt om Eva Kjer Hansen-sagen. Fogh afklapsede sin socialminister, da hun tilskyndet af Arzrouni sagde det for en liberal selvfølgelige, at det ikke gør noget, at uligheden stiger, når blot alle bliver rigere. Arzrouni er jo inhabil her, så vi nøjes med hans generelle lære af den sag, som han ser den:
»Foghs temperament var enerådigt. Når han havde regnet ud, hvad der kunne lade sig gøre, gad han ikke høre på mere fnidder. Det kan være en udmærket måde at lede en virksomhed på, det er sværere i et parti, det kommer med omkostninger. Tag Søren Pinds ti teser, som blev kylet langt pokker i vold, selvom de fleste rummede tanker, Fogh selv havde overvejet. I stedet for at sige pyt, slog han nærmest Pind ihjel, selvom han slet ikke udgjorde en reel trussel. Fogh benyttede Pind som nyttig idiot til at håndhæve sin autoritet i Venstre, i stedet for at lægge armen om ham som en god dreng pandede han ham ned med stor fornøjelse.«
Christopher Arzrouni understreger, at Anders Fogh Rasmussen ikke stillede sig ganske i vejen for diskussion. Han satte arbejde i gang, som førte frem til Venstres nye principprogram, og han var ikke bleg for at høre nye ideer, »bare det var ham, der bestemte«.
Syndefaldet
Christopher Arzrouni svarer ja til, at han ved, hvor han vil sætte sit kryds næste gang, men han vil ikke sige hvor. Det er måske i sig selv lidt foruroligende, at han ikke bare siger det selvfølgelige, når man tænker på hans mange år i Venstres tjeneste. Men han vil gerne fortælle, hvordan han ser sig selv som liberal. Det gør han, da jeg påstår, at liberale risikerer at ende som individuelle systemkritikere, fordi den folkelige forankring er på spil under den krise, Venstre gennemlever.
»Jeg er forstadsliberal. Når man taler om det folkelige Venstre, ser mange for sig landmanden, højskolen og gymnastikforeningen. Jeg er vokset op i forstaden. Der bor folk, der renoverer deres huse, opdrager deres børn, arbejder hårdt og gerne vil beholde lidt mere til sig selv af det, de tjener. Folk, som gerne vil have mere ferie, går i aftenskole uden at overveje, om det er AOF eller FOF, der står bag. Folk, som gerne vil have en bedre bil, folk med honette ambitioner, småborgerliberale. Mine børn skal ikke gå i en woke skole og lære FNs 17 verdensmål i stedet for at lære at regne.«
Så er det på plads. Nu flytter denne forstadsliberale, honette småborger fokus fra Fogh til efterfølgeren, Lars Løkke Rasmussen.
»Ja, så kom tragedien. Løkke er på alle måder en tragisk figur. En Aladdin, i hvis turban alle appelsiner landede. Det har han forvaltet så dårligt.«
Egentlig kunne Løkke godt lide ideer, godt lide at diskutere. Og hans første regering, den, han arvede fra Fogh i 2009, fungerede som politisk dynamo fint, understreger Arzrouni. Løkke havde ambitioner om, at der skulle ske noget, gik og forberedte sin store tale om efterlønnens afskaffelse gennem mere end et halvt år. Hans stjernestund var den første regering, som arbejdede under svære kår under og efter finanskrisen, selvom Arzrouni også her kan finde knaster, for eksempel i genopretningspolitikken, som indebar betydelige skattestigninger.
»Hans anden regering blev en teknokratregering. Allerede da han tabte valget i 2011, talte han om, at han hellere ville holde fri. Hvis det havde været Fogh, ville han straks have spurgt, hvorfor tabte vi, hvad skal vi gøre anderledes, hvordan mobiliserer vi. Men Løkke havde stor opbakning i meningsmålingerne på det tidspunkt, så han gjorde ingenting. Så kom alle sagerne, og han blev en bitter mand.«
Da Løkke så blev statsminister igen i 2015 med sin smalle regering, var det »i og for sig på baggrund af en fiasko«, fordi embedet blev erobret efter tilbagegang til Venstre og med Dansk Folkeparti pludselig som det største blå parti.
»Vi fik en regering, som Dansk Folkeparti aldrig på nogen måde følte sig forpligtet på. Løkke forberedte sin store økonomiske plan, som alle i dag har glemt, fordi han åbenbart ikke mente det alvorligt. Dér manifesterede syndefaldet sig. Hvis planen var alvor, ville han analysere, hvordan han så i stedet kunne få den igennem, og ikke bare droppe den. Løkke var som Groucho Marx, som fastslog, at disse er mine principper, og kan De ikke lide dem, har jeg nogle andre. Hvorfor? Fordi han var uvillig til at tage et valg på noget som helst. Ikke, da Konservative væltede Eva Kjer, ikke, da Dansk Folkeparti gjorde sig umulige, ikke, da Liberal Alliance gjorde det samme.«
Christopher Arzrouni husker, at Hans Engell var på besøg hos udenrigsminister Kristian Jensen, da Løkkes store plan blev fremlagt. Engell sagde imponeret, at det var stort, og enten blev det gennemført, eller også skulle Danmark til valg.
»Så spurgte jeg Engell, om han havde overvejet den middelmådige udgang på sagen? At der ikke skete noget.«
Jeg indvender, at Arzrouni er urimelig mod Løkke. Det var hans parlamentariske grundlag, der var umuligt, og det var Kristian Thulesen Dahl, der ikke ville i regering.
»Givet et blåt flertal, hvor Venstre ikke er størst, må man da tage bestik af situationen. Ret beset havde Thulesen Dahl førstefødselsretten til Statsministeriet, men Løkke tog det ikke alvorligt. Han kunne have presset længere, spurgt, hvad de ville, i stedet sweet talkede han Anders Samuelsen.«
Mødet på Hotel Koldingfjord
Ny indvending: Arzrouni siger, Løkke ikke ville magten for alvor, men hele hans gerning – også nu – handler om at holde fast i den.
»Men det hele handler om Løkke selv. Om han har sovet godt eller er sløj eller forkølet. Derfor er Befrielsens øjeblik en eksistentiel bog, den handler ikke om politik, men om at Løkke er ved at være træt af alle de dumme gæs, der prøver at trampe ham ihjel. Det var ikke bare Nye Borgerlige eller Rasmus Paludan, det var alle. I den forstand er det også en meget woke bog. Jeg frigør mig for ethvert ansvar for andre, jeg har været forfulgt gennem hele min tilværelse af folk, som aldrig har gjort noget for mig. Befrielse? Han skulle have været befriet til andet arbejde.«
Christopher Arzrouni fastslår det, som også valgforskerne nu dokumenterer i bogen Klimavalget af Kasper Møller Hansen og Rune Stubager; at det ikke var Løkkes appel om samarbejde hen over midten, som gav Venstre så fremragende et valg.
»Venstre vandt, fordi de andre kollapsede. Fordi Dansk Folkeparti og Liberal Alliance imploderede.«
Det er så nu, Christopher Arzrouni beslutter sig for at referere fra et lukket Venstre-møde, fordi det irriterer ham, at Løkke og andre bliver ved med at påstå, at man kunne se meningsmålingerne flytte sig efter Befrielsens øjeblik. Ifølge Arzrouni er påstanden om det politiske potentiale i Løkkes midterprojekt et fatamorgana.
»Vi holdt et lukket møde på Hotel Koldingfjord en aften kort før europaparlamentsvalget. Løkke, Claus Hjort, Kristian Jensen, Troels Lund Poulsen, Løkkes rådgiver Jacob Bruun, partisekretæren, reklamebureauet og så mig som det tynde øl. Løkke sagde, det var en alvorlig situation, vi var ved at køre ind i en mur, tabe valget. Nu skulle alle tale frit fra leveren.«
Under mødet anglede Løkke igen og igen efter nogle tal, meningsmålinger, som kunne vise tendenser til, at hans bog havde fået vælgerne til at reagere positivt.
»Der var intet. Intet. Man anede ikke sine levende råd. Man skal tilbage til Christian 2. for at finde en mere storslået tragisk figur end Løkke, i hvert fald i Johannes V. Jensens forstand.«
– Den sammenligning plejede vi på Weekendavisen at bruge om Kristian Jensen.
»Kristian har jo ikke noget stockholmsk blodbad i sin historie. På hans gravsten skal stå, at han døde af mangel på egoisme.«
Revolutionen i firserne
Afslutningsvis tilbyder jeg Christopher Arzrouni den analyse, at det borgerlige Danmark egentlig tabte kampen i 1960, da man opgav modstanden mod formynderstaten. Siden har man fået regeringer, som var afhængige af falske lodder for at få flertallet til at se balanceret ud. Under Schlüter, hvor udlændingepolitikken fyldte for lidt, og efter årtusindskiftet, hvor den kom til at fylde for meget.
Den analyse finder Arzrouni ikke dækkende. Han understreger for det første, at Jakob Ellemann har potentialet til at blive statsminister – »han har potentialet på sigt«, som Arzrouni formulerer det.
»Som forstadsliberal synes jeg, han har en svaghed i den økonomiske politik. Jeg vil høre, hvad han mener, han kan gøre for mig og mine nærmeste, så vi kan have flere ressourcer og leve vores eget liv. Det appellerer ikke, at vi skal have et succesrigt erhvervsliv, som han hele tiden siger. Erhvervslivet skal nok klare sig, profitten finder altid en vej, det er den enkelte dansker, Ellemann skal bekymre sig for.«
For det andet skal man som borgerlig være opmærksom på det nærmest revolutionerende potentiale i de arbejdsmarkedspensioner, som blev vedtaget i slutningen af 1980erne.
»Pensionerne er opsparingsbaserede, i stedet for at staten skal have pengene klar til udbetaling. Og der er igen kommet forskel på, hvor meget folk modtager. Det er et gigantisk principielt skred, som også har en udlændingepolitisk dimension. Danskerne er hverken racister eller xenofobe, men de kan ikke lide at forsørge andre, de ikke har så meget tilfælles med. Man kan ikke nasse sig til et liv på første klasse i velfærdsstaten.«
Ifølge Christopher Arzrouni kan tankegangen uden videre overføres på ældreservicen. Flere pensionskasser er interesseret i at komme ind på området, så man kan erstatte en stor del af det offentlige forbrug med folks egen opsparing, og så slipper man for at skulle diskutere med kommunen, hvilken service man ønsker. Den slags kunne Løkke have sat sig i spidsen for, da han lancerede Sophie Løhdes moderniseringsministerium, mener Arzrouni. Men han tabte interessen og vågnede først op igen, da han ville gennemføre en teknokratisk reform af regionerne.
Det lyder smart, men er der et blåt Danmark, som kan stå sammen om en ny måde at skabe velfærd på, baseret på opsparing? Kan de blå partier overhovedet samle sig om magtambitionen i fællesskab? Christopher Arzrouni affærdiger spørgsmålet.
»Det var Løkke, som var optaget af, hvad der ikke kunne lade sig gøre. Man skal starte med at finde ud af, hvad man vil.«
