Da skolelærer Samuel Paty 16. oktober 2020 fik skåret hovedet af på åben gade i Paris, tog den islamistiske censur af den sekulære oplysning i Europa en ny drejning.
Nu var det ikke længere »kun« bladtegnere, journalister og publicister, nå ja, og filmfolk, forfattere, kunstnere, politikere og fritænkende frafaldne, som på europæisk jord henrettes, trues på livet og må leve hemmeligt uden overarbejdende sikkerhedspoliti bare for at have udøvet satire, anden magtkritik og iltmættet fritænkning i fuld overensstemmelse med demokratiets frihedsrettigheder. Siden 16. oktober er islamismens søgelys også rettet mod undervisere på folkeskoler og højere læreanstalter.
Patys brøde bestod alene i, at han passede sit arbejde uden at diskriminere. Omsorgsfuldt oplyste han alle elever uanset herkomst om basale værdier og principper i demokratiske samfund med pædagogisk brug af Muhammedtegninger.
Det samme gjorde den nu suspenderede lærer på Batley Grammar School i Yorkshire, som p.t. lever under jorden grundet dødstrusler. Han har stadig sit hoved, men man kan ikke just påstå, at hans chef har hans ryg. Det er grusomt at bevidne Batley-rektorens jammerlige appeasement og beredvillige ofring af denne lærer med sin uforbeholdne undskyldning til den vrede hob af islamister ved skolens låge. Mellem Westminsters fjerne bud om metodefrihed og den lokale rektors totale defaitisme støder islamismen sig uhindret ind i demokratiets bløde bug.
Hvad sker der for dig, Europa? Alt tyder jo på, at dette kun er starten på islamistisk »metodefrihed«: Hovedafhugning af, dødstrusler mod eller bare krav om fyring af lærere for at passe deres oplysningsarbejde. Plus jævn hverdagscensur af undervisning forklædt som multikulturelle hensyn. Forskellige metoder, nuvel, men med samme mål: islamisering af sekulære demokratiske oplysningssamfund.
Åndsberedskabet til at modstå islamistisk censur er bekymrende svagt også i Danmark. Der holdes principielle skåltaler for den sekulære oplysning, men alle konkrete udfordringer ved dens praktisering er udliciteret til oplysningssamfundets udsatte frontpersonale: lærerne.
Så hvem har lærernes ryg? Ingen. Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil går i ly bag deres decentrale metodefrihed. Lærernes formand, Gordon Ørskov Madsen, mener, de selv må vurdere, om det er »hensigtsmæssigt« at bruge Muhammedtegninger; personligt finder han dem »hverken interessante eller gode«. Skoleledernes formand, Claus Hjortdal, mener ikke, det er skolernes opgave at »provokere« eller gøre visse elever »kede af det«.
Imens er en anonym dansk lektor truet på livet for sin »metodefrihed« af herboende muslimer. Hun er sjældent heldig med sin rektor, Stefan Hermanns, støtte. Juralektor Jakob Holtermann har gribende ærligt netop redegjort for egen stigende selvcensur i Politiken; hans rektor på Københavns Universitet synes at bekymre sig mere om krænkelser.
Med mutationen af voldssanktioneret censur til nu også at omfatte undervisning står vi reelt i en muhammedkrise 2.0. Den hårdt vundne sekulære oplysning af Europa dæmpes gradvist.
