Leder. Den franske lærer Samuel Paty, der blev myrdet sidste uge, bør hædres ikke for sin heroisme, men for sin selvfølgelige fornuft. Han har vist, hvor kuede vi er blevet, når tegningernes relevans stadig drages i tvivl. Også herhjemme.

Et forbillede

Et forbillede Af Klaus Wivel

KUN få medier genoptrykker Muhammed-tegningerne. Sådan har det været i mange år, grundene behøver ikke gentages andet end at konstatere, at trusler og vold virker. Dog ikke på alle: I sidste uge blev den franske lærer Samuel Paty myrdet og halshugget, fordi han tillod sig at trodse denne selvcensur ved at vise sine elever de tegninger, som kostede adskillige livet på satirebladet Charlie Hebdo. Det gjorde han næppe for at provokere. Han gjorde det, fordi han opfattede det som væsentligt. Paty underviste i det obligatoriske fag »instruction moral et civique«, som indfører eleverne i republikkens fundamentale principper, heriblandt ytringsfrihed og demokrati.

EN indlysende idé er det jo konkret at vise, hvad kampen for det verdslige samfund står om. I gamle dage var det kirken, som kaldte kritik og forhånelse af kristendommen blasfemi, der skulle forbydes. I dag lyder disse krav fra muslimske samfund, hvor faretruende mange bifalder ekstrem vold for at sikre global censur. Det er svært at forestille sig en vigtigere lektion i denne tid end at påpege denne hæslige tendens. En god lærer kunne sammensætte et helt undervisningsforløb med de sidste 30 års fatwa-ramte, forfulgte, truede, sårede eller myrdede forfattere, instruktører, kunstnere, journalister og tegnere. Paty var ovenikøbet hensynsfuld nok til at advare eleverne om, hvad han ville vise dem, skønt det nok især var dem, der gik uden for døren, holdt sig for øjnene eller klagede til forældrene, der havde mest brug for at lære, hvorfor ingen ideer eller religioner er hævet over kritik.

ER danske elever derfor undskyldt, hvis de aldrig nogensinde har set bataljens egentlige genstande, skyldes det, at pressen har forsømt dem. Her har man ladet det være op til andre at gøre arbejdet – eksempelvis Patys danske kolleger. Mindst en lærer er for nylig blevet truet på livet, da hun annoncerede, at hun i sin undervisning ville bruge de tegninger, som skabte så massiv en krise i Danmark.

SAMUEL Paty fortjener derfor at blive betragtet som et forbillede, ikke fordi han gjorde noget ekstraordinært heroisk, men fordi han gjorde noget selvfølgeligt. Han bør hædres for sin samvittighedsfulde omtanke for sine elevers sekulære opdragelse. Men han bør også være en påmindelse om, hvor beskæmmende et kompromis med fundamentale værdier mange andre har indgået. Også i ledende undervisningskredse herhjemme. Eksempelvis ser Claus Hjortdal, formand for Skolelederforeningen, ingen grund til, at eleverne skal se de tegninger. Man skal nødig »træde på andre menneskers overbevisning«, forklarer han. Også Gordon Ørskov Madsen, formand for Danmarks Lærerforening, mener, at tegningerne kun har ganske lidt at gøre med at give eleverne »et kendskab til demokrati og ytringsfrihed«. Man må håbe, at foreningernes medlemmer er kloge nok til at se bort fra deres egne lederes tågetale og mangel på dømmekraft. Det er indlysende, at tegningerne bør være en obligatorisk del af undervisningen. Der er kun en ærlig grund til ikke at vise dem: at man frygter for konsekvenserne.

PATY viser således, hvor kuede vi er blevet, når tegningernes relevans stadig overhovedet drages i tvivl. Lidt håb er der dog. Politiken – et dagblad, der læses flittigt på lærerværelserne – skrev forleden en leder, hvis sympatiske overskrift lød: »Vi er alle lærere«. Bladet, der som bekendt undskyldte over for profetens angivelige efterfølgere, solidariserede sig tillige med sloganet: »Je suis Samuel Paty.« Det ser vi frem til.

Side 14



Skribenternes avis

Leny Malacinski

Arne Hardis

Marta Sørensen

Skribenternes avis

Anna Libak

Klaus Rothstein

Magnus Boding

Morten Beiter