I himlens navn. En 79-årig dame er truet af tvangsauktion, efter at hun har meldt sig ud af samfundet. Hun vil hverken have folkepension eller betale ejendomsskat.

Gud vs. Odsherred

De ved det ikke endnu, men den lille delegation, der stiger ud af hver sin bil, træder ind på Guds grund i Odsherred Kommune. De er: en betjent fra Midt- og Vestsjællands Politi, en låsesmed, en skorstensfejer og et par medarbejdere fra socialpsykiatrien. De Ti Bud står brændt ind i stolperne, da de går igennem porten, og over dem står: »Jesus Kristus er kongernes konge og herrernes herre.«

Da de når frem til det rødmalede sommerhus, kommer den 79-årige beboer oprevet ud i sin natkjole.

»Jeg siger til dem, at vi ikke skal have fejet skorsten, for det gør min datter. Jeg siger også til betjenten, at det tiende bud skal overholdes. Du må ikke eftertragte din næstes hus og ejendom. Betjenten siger, at hvis jeg ikke flytter mig, er han nødt til at tage fat i mig,« fortæller Annie Hansen.

Kommunen har pligt til at sørge for skorstensfejning, men da Annie Hansen ikke anerkender autoriteter af ikkehimmelsk herkomst, er politiet tilkaldt som såkaldt assistance for andre myndigheder.

Annie Hansen flytter sig ikke for betjenten. Til sidst flytter han hende fysisk og vrider ifølge Annie Hansen hendes fingre bagover, indtil hun skriger og giver slip på dørhåndtaget til sit allerhelligste. Hendes voksne datter Marianne, der er inde i huset, låser i skræk døren indefra og ser igennem ruden låsesmeden bore låsen ud af deres dør. Indtrængningen eksekveres. Skorstensfejeren gennemfører sin fejning, mens betjenten holder Annie Hansen tilbage. Hendes hånd hæver og bliver blå.

»Jeg viste dem min hånd og råbte: ’Jeg vil have, at I ser, at der er øvet vold mod et menneske. Hvor er jeres samvittighed?’«

Skorstensfejeren gør sig færdig og siger, der ikke var noget at komme efter. Skorstenen er ren. Medarbejderne fra socialpsykiatrien ønsker en fortsat god dag, og hoveddøren har ikke været låst siden, for kommunen har ikke erstattet låsen, og Annie Hansen har ikke selv råd til en ny. Hun opsagde sit medlemskab af samfundet for 14 år siden og har hverken betalt eller modtaget en krone fra det offentlige siden.

Nu har Odsherred Kommune varslet en tvangsauktion på grund af ubetalt ejendomsskat på 4.082,89 kroner.

Foto: Niels Christensen
Foto: Niels Christensen

Menneske mod system

Hvad stiller et system op med et menneske, der ikke vil være en del af det? I et håndskrevet brev dateret den 21. februar 2007 meddelte Annie Hansen Odsherred Kommune, at hun meldte sig ud af samfundet. Hun lukkede sin bankkonto, så hun ikke kunne modtage folkepension, og hun har hverken benyttet sig af lægehjælp eller andre ydelser siden.

I sommerhuset har hun hverken telefon, mail eller elektricitet, kun vand, høns, bistader og de grøntsager, hun dyrker med sin datter; blandt andet grønkål, kartofler og gulerødder.

De tjener lidt ved at sælge æg og honning, men ellers lever de af jorden og udsalgstilbud. På toilettet, der er et tørkloset, står i omegnen af 20 pakker toiletpapir stablet op ad væggen. De laver mad på et gammelt støbejernskomfur med brænde.

Huset er rent med trævægge, blomstrede duge, gamle kaffedåser af loppemarkedsslagsen, broderier af fugle, indrammede skolefotos af hendes børn og blå keramikplatter. På hver ledig flade ligger stakkevis af bøger, blandt andet om den selvforsynende have og professor i retshistorie Ditlev Tamms bøger om retsopgøret efter Besættelsen.

På bordet står en transistorradio med kassettebånd, hvorfra Annie Hansen følger med i verden udenfor via P1. De sidste otte år har hun ikke kunnet bevæge sig længere væk fra huset end en tur op og ned ad vejen. Datteren Marianne på 37 år fortæller, at hun samler pantflasker og cykler til stranden efter tang til hønsene.

»Vi lever af naturen og Guds nåde. Jeg lærte mig selv at dyrke jorden, længe inden Bonderøven blev populær.«

Datteren har en blufærdig karakter og røde kinder efter en kold morgen i drivhuset. Da hun var tre år, blev deres sommerhus pludselig forvandlet til deres faste hjem efter en begivenhed, begge kvinderne beskriver som »kaos«. De vil ikke fortælle, hvad der skete, men man fornemmer, at det har at gøre med faren.

Deres anklageskrift mod systemet er langt og begyndte tilsyneladende for 30 år siden, da moren blev indlagt med helvedesild, og lægerne mente, at hun var rask nok til at komme i arbejdsprøvning, selvom hun ikke kunne stå ud af sengen. Hun fik tilkendt førtidspension, men da hun senere skulle have folkepension, havde hun fået nok og besluttede sig for at kappe alle bånd.

»Alle andre foreninger eller forsikringsselskaber accepterer en udmeldelse, men det gælder ikke for det offentlige. Efter jeg havde meldt mig ud, kom der nogle herud fra socialpsykiatrien. De ville give mig genbrugstøj og ugeblade, der går på omgang. Ugeblade, der går på omgang? Jeg sagde, at de godt kunne gå igen. En person, der melder sig ud, må åbenbart være psykisk syg, men det her er min private ejendom. Det er min jord. Jeg har købt den og bygget huset sammen med min mand. Jeg er ikke til gene for nogen. Jeg laver ikke demonstrationer eller ødelægger noget for andre mennesker. Jeg vil bare have lov at gøre, som jeg selv vil.«

Foto: Niels Christensen
Foto: Niels Christensen

Juridiske fiksfakserier

Embedsmændene i Odsherred Kommune har igennem flere år måttet læse sig igennem tætskrevne breve i sirlig skråskrift fra Annie Hansen. De forsøgte oprindeligt at hjælpe hende ved at oprette et skyggeregnskab inde i kommunen. Uden at hun vidste det, tildelte embedsmændene hende et tillæg, hvorfra de betalte hendes ejendomsskat. Dermed sikrede kommunen igennem flere år, at hun kunne blive boende i sit sommerhus, selvom hun ikke ville have noget at gøre med det offentlige.

Ved en gennemgang i 2019 fik nogle jurister øje på ordningen og konkluderede, at det er ulovligt at særbehandle en borger. Desuden kan det pågældende tillæg kun udbetales, hvis modtageren selv har ansøgt om det, og modtageren vil have pengene. Ingen af delene var tilfældet med Annie Hansen. Da kommunen efterfølgende tilbød hende at skrive under på en ansøgning og dermed lovliggøre tillægget, nægtede hun.

»Jeg vil ikke finde mig i fiksfakserier i mit navn,« siger hun.

Nu ophober ejendomsskatten sig, og derfor fik hun sidste måned besked fra kommunen om, at hendes hus er på vej på tvangsauktion.

I et sidste forsøg på at forebygge netop en tvangsauktion forsøgte kommunen i januar i år at umyndiggøre Annie Hansen. I stakken af papirer fra kommunen finder hendes datter den lægeerklæring, der skulle vurdere, om hun kan tage vare på sig selv. Kommunen sendte en læge ud til sommerhuset, men samtalen måtte føres igennem et vindue på klem, da Annie Hansen var bekymret for coronasmitte:

»Man føler sig hensat til et amishsamfund, når man befinder sig på matriklen,« noterede lægen blandt andet.

Det går dog hurtigt op for lægen, at der ikke er noget at diagnosticere. Her følger et udpluk af vurderingerne:

»Hun fremstår ikke dement eller psykotisk på nogen måde.«

»Hun er velformuleret, men fremstår noget rigid, garderet, stædig og principfast i næsten patologisk grad.«

»Har klaret sig imponerende uden indtægt på nøjsomhed og hårdt arbejde sammen med sin datter i gammelt sommerhus uden elektricitet eller centralvarme.«

»Er meget religiøs og tjener, som hun selv siger, Herren og ikke mammon.«

»Man får klart det indtryk, at hun vil skulle fjernes med magt fra sin ejendom.«

Slutteligt svinger lægen sig op til en helhedsvurdering. Annie Hansen fremstår som en »speciel kvinde, der føler sig svigtet af samfundet, og hvis overbevisning og levevis ikke kan koeksistere med samfundets gældende love og regler om kontrol«.

Damen er med andre ord ved sine fulde fem og kan ikke umyndiggøres. Hun opfører sig bare fuldstændig vanvittigt.

»Principfast i næsten patologisk grad« er en mild beskrivelse. Annie Hansen lod sig ikke engang indlægge, da hun for otte år siden faldt i haven og slog begge ben. Hendes datter strakte i stedet sin mors ben ud, lagde en kraftig forbinding og lagde en madras oven på sofaen i stuen.

»Så lå jeg der et halvt år. Jeg er jo meldt ud af samfundet, så jeg har ikke ret til lægehjælp. Har man sagt a, må man også sige b.«

– Er det ikke kynisk?

»Kynisk? Gud er min hjælper. ’Jeg er jeres læge,’ siger han i Det Gamle Testamente.«

– Men dit fysiske velbefindende havde været bedre i dag, hvis du var taget på hospitalet.

»Det kan jeg love dig for, det ikke var. Så havde de fjernet mit ben og givet mig et kunstigt knæ. Jeg er altså noget levende materiale, og et kunstigt knæ er dødt. De to kan ikke samarbejde.«

– Vil du så hellere leve med gener end at få behandling?

»Gud tager de smerter.«

Datteren nikker.

»Jeg synger for hende fra Salmernes Bog. Så bliver hun helt rolig, og smerterne går væk.«

Bibelen som grundlov

Annie Hansen kalder ikke sig selv kristen. Hun er troende på Guds ord og fortæller detaljeret om Jakobs 12 sønner, der blev til Israels 12 stammer, som hun efter en længere udredning mener at tilhøre.

»Jeg er israelit. Jeg er fra Dans stamme,« siger hun.

Datteren Marianne lytter forlegent.

»Det er lige meget, mor, det er ikke derfor, hun er kommet.«

»Man skal rette sig efter de love, de laver i samfundet, men jeg vil rette mig efter Guds love,« insisterer Annie Hansen.

Datteren nikker.

»Guds ord taler sandhed.«

– Men hvorfor betyder det så meget for dig at være fri?

»Fordi den private selvbestemmelsesret bliver taget fra en. Der står i Grundloven, at den private ejendomsret er ukrænkelig, men endnu vigtigere, jeg tror på Gud, Skaberen af himmel og jord, og Han siger, at du ikke må overtræde det tiende bud. De Ti Bud skal overholdes for mig. Det er loven for mig, men de love, der laves på Christiansborg, er sat op af mennesker. Forstår du det?« spørger hun.

Hun slår op i sin bibel, der er fuld af understregninger, og læser det fulde tiende bud højt:

»Du må ikke begære din næstes hustru. Du må ikke eftertragte din næstes hus eller mark, hans træl eller trælkvinde, hans okse eller æsel eller noget som helst af din næstes ejendom.«

Foto: Niels Christensen
Foto: Niels Christensen

Hun ser op med barberblade i øjnene.

»Så faktisk er ejendomsskat ulovligt. De håner og spotter Gud ved at sige, at de er stærkere end Gud. De skal passe på, skal de.«

Den samme tro betyder, at Annie Hansen aldrig har brugt menneskeskabte regler til at klage over betjenten, der ifølge hende vred hendes fingre om.

»Jeg bruger ikke systemet mod systemet.«

Borgmester på overarbejde

Weekendavisen har bedt Midt- og Vestsjællands Politi bekræfte Annie Hansens udlægning. Politiet kan ikke oplyse, om hendes fingre blev vredet om, men bekræfter, at skorstensfejningen blev gennemført med politisikring.

»Betjenten måtte undervejs holde en af beboerne på afstand i cirka 5 minutter for at give skorstensfejeren arbejdsro til at udføre sit arbejde. Efterfølgende klagede pågældende beboer over ømhed i hånden, men personen ønskede ikke at lade sig tilse af en læge, som politiet tilbød at tilkalde.«

Lokalavisen Nordvestnyt, der først skrev om sagen, har interviewet flere jurister om muligheden for en løsning, der både er menneskelig og lovlig. Professor Frederik Waage udtalte, at det sådan set er »ret enkelt. Man kan ikke melde sig ud af samfundet«. Professor Kirsten Ketscher udtalte til gengæld, at en kreativ løsning er mulig, så længe den ikke får andre borgere til at undslå sig ejendomsskatten:

»Man er med andre ord nødt til at lave en slags lex Annie og Marianne Hansen,« sagde hun.

Borgmester Thomas Adelskov fortæller til Weekend­avisen, at hans folk arbejder på højtryk og blandt andet gennemgår gamle afgørelser fra Ankestyrelsen for at finde en flig af præcedens.

»Vi bukker begge ender sammen på os selv for at undgå, at hun og hendes datter sættes på gaden. Det har vi ingen interesse i. Der er tale om en konsekvent dame, der ved, hvad hun gør, og jeg forstår hendes filosofi om, at de vil være i fred og være uafhængige af andre. Men jeg er borgmester. Jeg skal sørge for, at loven overholdes,« siger han.

Han peger på, at ejendomsskatten ikke kan vælges fra ud fra personlige overbevisninger, uanset om man er millionær eller selvforsynende.

»Det har Folketinget vedtaget. Vi er nødt til at have noget firkantet lovgivning for at sikre, at alle følger de samme regler, men det er så den firkantede lovgivning, vi støder på her. Damen vil ikke skrive under på tillægget, så vi kan betale skatten for hende, og i øjeblikket findes der ikke en lov, der giver mig plads til at hjælpe hende med at eksistere. Det ønsker jeg virkelig at gøre.«

Læs også om manden, der ikke kan begraves. For halvandet år siden trådte en mand ud foran et tog. Politiet ved stadig ikke, hvem han er.