Personpåkørsel. For halvandet år siden trådte en mand ud foran et tog. Politiet ved stadig ikke, hvem han er.

Manden, der ikke kan begraves

Manden, der ikke kan begraves Af Leny Malacinski

Et IC3-tog er på vej. Det kommer fra København, og lokomotivføreren er som sædvanlig begyndt at sænke hastigheden, da toget nærmer sig Sorø. Pendlere venter på perronen. Pludselig ser lokomotivføreren en mand komme ud fra træerne. Han ser ham træde op på skinnerne og hugger bremsen i, men da er det allerede for sent. Klokken 16.53 slår nogen alarm.

»Personpåkørsel,« lyder den melding, der indløber hos brandvæsenets indsatsleder Louise Kristensen.

Hun er den første på stedet sammen med ambulanceredderne. Et par civilbetjente og en læge fra Rigshospitalet, der tilfældigvis er om bord på toget, tilbyder deres hjælp, og i samlet flok begiver de sig ned langs skinnerne. Cirka 500 meter fra perronen finder de et menneske. Ubevægelig, afklædt.

»Fra den side jeg kom, lignede det bare, at der lå en mand i græsset. Det så nærmest fredeligt ud,« siger indsatsleder Louise Kristensen.

Det er hendes første personpåkørsel, og hun havde forventet værre. Toget har efter alt at dømme slynget manden ud til siden, så han ikke er blevet kørt over, og ud over læsionerne i baghovedet og skader på den ene hånd og fod er han stort set intakt. Lægen erklærer ham død på stedet. Procedurer går i gang:

DSB tweeter, at togene holder stille mellem Korsør og Ringsted. Lokomotivføreren forlader toget, da man ifølge reglerne ikke må køre videre efter en påkørsel, ikke engang for at bakke og lade eftersøgningen komme til. Politiet undersøger området for spor. Ambulanceredderne løfter manden op på en båre og kører afsted. En hundepatrulje foretager den afsluttende eftersøgning, og civilbetjentene og lægen drager hver til sit. Kørestrømmen, der blev slået fra, mens redningspersonalet gik på skinnerne, slås til igen, og klokken 19.26 kan DSB give pendlerne en længe ventet besked:

»Så kan vi igen begynde at køre mellem Ringsted og Slagelse.«

Et liv er ophørt, og på to en halv time har hullet lukket sig over det.

Død, men ikke savnet

Hvem dør uden at blive savnet? Journalen ligger opslået som et ubesvaret spørgmål på skrivebordet på politistationen i Slagelse. Ulykken skete den 11. marts 2019, og politiet ved stadig ikke, hvem manden er. Ingen ekskæreste eller barndomsven har læst om ulykken og lagt to og to sammen. Ingen udlejer har anmeldt en beboer for at stikke af fra huslejen. Ingen forældre har ringet til politiet i frygt for, at deres værste mareridt er blevet virkelighed.

For nylig blev sagen henlagt, da der ikke er udsigt til opklaring efter så lang tid, men i juni skete der pludselig en teknisk fejl, der fik politiets IT-system til at genudsende gamle efterlysninger på de sociale medier.

»Så begyndte pressen at ringe, det gjorde du jo også. Vi kan håbe, at det giver noget,« siger politikommissær Tom Stysiek fra Sydsjælland og Lolland-Falsters politi.

Normalt omtaler politiet ikke selvmord, da det betragtes som en dybt privat omstændighed, men denne sag er anderledes. Især ældre kan dø alene, uden at pårørende henvender sig, men der ved politiet i det mindste, hvem den afdøde er.

»Det er sjældent, at vi har en afdød, vi ikke kan identificere, så essensen for os er at finde ud af, hvem han er. Det er en ulykkelig historie om en mand, der af ukendte årsager har valgt at tage sit eget liv. Det ser ud, som om han har forberedt det ved først at tage sit tøj af og så gå ud foran toget. Vi har nogle hjemløse, der lever i skovene, det er der også veteraner, der gør, men vi har søgt på lokalområdet, og ingen er meldt savnet. Vi havde ellers håbet, at tatoveringerne ville gøre det.«

Stysiek giver sig til at lede efter et dokument i journalen.

»Der er ikke nogen dødsattest,« siger han og bladrer det hele igennem igen.

Dødsattesten er systemets officielle verificering af en persons død. Den udfyldes af Styrelsen for Patientsikkerhed og udleveres til de pårørende eller bedemanden som dokumenta­tion for, at han har ret til at afhente personen. Men manden kan ikke identificeres, og derfor findes der intet cpr-nummer. Dødsattesten er aldrig blevet udfærdiget.

– Er han så ikke blevet begravet?

»Det tror jeg ikke ... Det må betyde, at han stadig ligger på kapellet,« siger Tom Stysiek.

Jeg ringer først til kapellet i Slagelse for at høre, om det kan være rigtigt, at manden ikke er blevet begravet. Kapellet henviser til Region Sjælland, der henviser til Institut for Retsmedicin på Københavns Universitet. Her ønsker professor i retspatologi Jytte Banner ikke at udtale sig om en konkret sag, men bekræfter, at det kan være tilfældet.

»Helt generelt kan jeg oplyse, at det er muligt, at en afdød ligger længere tid i et kapel, hvis den afdøde ikke kan identificeres. Det er politiets afgørelse, hvor lang tid der skal gå, før liget kan frigives til begravelse og da som uidentificeret,« svarer hun.

Da Weekendavisen efterfølgende skriver tilbage til Tom Stysiek, har han undersøgt sagen. »Det er rigtigt. Vores afdøde er ikke blevet begravet endnu,« svarer han.

Pludselig bliver betydningen af et cpr-nummer tydelig. Manden er død, men ikke på papiret. Han mangler 10 cifre for at blive stedt til hvile, og derfor har han i halvandet år befundet sig på Retsmedicinsk Institut, strandet i det bureaukrati, det kræver at forlade denne verden. Man skal have papirer for at dø, og denne mand bar ingen. Han findes som et menneske i sin mest ubeskrevne form, uden officielle kendetegn til at placere, hvor og hvem han hørte til i samfundsmaskineriet.

Måske derfor er det lettere at få øje på den menneskelige tilstand i de få spor, han efterlod sig; ungdommens eufori, sindets indre kampe, trangen til at sætte sig spor, om så kun på sin egen krop, erkendelsen af sin egen uformåen.

Han frigjorde sig fra eksistensen og brugte det sidste greb om magten, et menneske besidder; magten over sit eget liv. Han kæmpede, til han ikke kunne kæmpe mere, og så forlod han denne verden lige så afklædt, som han kom ind i den.

Livet under radaren

Jeg har forsøgt at tegne en profil af den uidentificerede mand, og de få spor i sagen ser ud til at føre ned i en verden dybt under velfærdsstaten. Det anslås, at omkring 6.400 personer lever som hjemløse i Danmark, men det er kun dem, der kan registreres ved den årlige hjemløsetælling på gader, herberger eller hos venner og familie. Der findes også en underverden, hvor velfærdsstaten ikke ved, hvem du er. Et sted, som den altvidende offentlige sektor ikke monitorerer via udbetaling af ydelser, rejsekort og NemID. Her hæver man hverken kontanthjælp eller går til lægen, og man sætter sig ingen digitale fodspor. De, der når så langt ned, kan paradoksalt nok bedst beskrives som overlevere. De klarer sig så længe, de kan, på den eneste måde, de kan. Ved egen hjælp.

Dagen efter ulykken konstaterer et retslægeligt ligsyn, at den uidentificerede er en helt almindelig mand, i hvert fald af ydre. Lægen fra Styrelsen for Patientsikkerhed noterer følgende: Manden er 35-40 år, dansk af udseende, almindelig af bygning, 175-180 centimeter høj med mørkt, kort hår og mørke skægstubbe. Et nærmest gennemsnitligt menneske.

Politiets fotos af mandens tøj, som blev fundet i skoven. Skoene er størrelse 42 og beskidte af jord indvendig.
Politiets fotos af mandens tøj, som blev fundet i skoven. Skoene er størrelse 42 og beskidte af jord indvendig.

 

I skoven uden for skinnerne fandt politiet hans tøj på jorden, og også det er upåfaldende: en mørkeblå T-shirt påtrykt The Beatles, blå cowboybukser med et bælte og mørkeblå underbukser. En blå, sort og hvid hættetrøje af mærket Under Armour, en sort Nike-hættetrøje og blå Asics-løbesko med gule snørebånd, størrelse 42. Skoene er beskidte af jord indvendig. Der er ingen strømper, og der blev hverken fundet pung, sygesikringskort eller mobiltelefon.

De oplagte spor er for længst forfulgt. Dna og fingeraftryk er kørt igennem systemet i håb om, at manden engang er blevet anholdt for noget. Han kan ikke identificeres ud fra sit tandsæt, da der ikke findes et centralt register. Kun hvis politiet har en formodning om den afdødes identitet, kan de bede personens tandlæge bekræfte det. Der er søgt i databasen over savnede personer. Psykiatriske afdelinger og hjemløse-enheder er blevet kontaktet. Billeder af mandens tatoveringer er offentliggjort, og der kom også enkelte tip, men alle personerne viste sig at være i live.

Politiet fik også en henvendelse om en tatovør i Tyskland, men vedkommende kunne ikke genkende sit eget arbejde. Der er ingen overvågningsbilleder og kun ringe sandsynlighed for, at det er en udlænding, da mandens ene tatovering lyder »Lev dit liv«. Det er velkendt, at veteraner med PTSD er flygtet ind i de danske skove, men foreningen Danmarks Veteraner oplyser, at ingen er savnet i øjeblikket, og ifølge Veterancentret ligner tatoveringerne heller ikke en militærmands.

Det største indtryk, han gjorde, var tilsyneladende, da han satte den offentlige infrastruktur ud af funktion en mandag eftermiddag i myldretiden.

Kroppen er det eneste spor

Manden har fire tatoveringer. Den ene er et lille anker på ydersiden af venstre håndled. Den anden står i skråskrift ved højre kraveben: »Lev dit liv.« Den tredje står på engelsk med gotiske bogstaver: »I’m the hero of this story« og stammer fra en sang. Den fjerde og sidste er en rygtatovering, der er halvt løve, halvt ulv.

Jeg tager billeder af tatoveringerne med til Janni Roest Sørensen, der driver Fair Tattoo i Københavns indre stræder. Hun har sagt ja til at se, hvad tatoveringerne afslører om deres ejermand.

»Det må være en person fra bunden af samfundet,« siger hun som det første.

Tatoveringerne er dårligt håndværk. De er asymmetriske, stregerne er upræcise og farverne flydt ud, siger hun. Derfor er de sandsynligvis ikke lavet af en professionel, men formentlig af en såkaldt hjemmetatovør, der især er udbredt i provinsen. Tatoveringerne kan dermed være lavet hjemme i nogens køkken.

»De er også relativt små, og det er en måde at spare penge på. Jeg gætter på, at du leder efter en type, der ikke havde særligt mange penge,« siger hun.

– Får du indtryk af en bestemt type?

»Det er i hvert fald ikke en, der ville komme i min butik. Mest af alt minder det mig om nogle af de typer, jeg voksede op med på Vestegnen. Dem, der sad på bænken og drak og ikke blev til noget,« siger Janni Roest Sørensen.

Hun vurderer, at tatoveringerne er lavet i årene 2005-2010, hvor manden har været mellem 20 og 30 år.

Det stemmer med den periode, hvor ankeret og gotiske bogstaver blev en landeplage på de danske tatovørklinikker. Når tatoveringerne afspejler tidsånden, kan det ifølge Janni Roest Sørensen være tegn på, at manden har været mere en del af samfundet dengang. Hvad citaterne angår, er de som regel tegn på, at folk har været igennem en krise.

I politiets journal ligger fotos af den uidentificerede mands tatoveringer. Her med med skråskrift »Lev dit liv« og ovenover »I’m the hero of this story«.
I politiets journal ligger fotos af den uidentificerede mands tatoveringer. Her med med skråskrift »Lev dit liv« og ovenover »I’m the hero of this story«.

 

»Det kunne godt være en survivor-ting. Folk får tatoveret små livsfilosofier, når de har været igennem noget hårdt og vil minde sig selv om, at de ikke vil give op. Man vil leve sit liv, selv om man har været igennem en hård barndom eller skilsmisse eller en fyring,« siger Janni Roest Sørensen.

På forskellige hjemmesider på nettet findes den samme tatovering af løven og ulven. Begge dyr beskrives som stærke og loyale, men man kan også se det delte hoved som en splittelse. Løven er majestætisk tronende, ulven rastløst vandrende. Løven tilhører dagen og lyset, mens ulven hyler i mørke. Ifølge Janni Roest Sørensen adskiller den sidste tatovering sig fra de andre.

»Den er forholdsvist feminin. Mænd med løvetatoveringer vil normalt have en aggressiv løve, der brøler,« siger hun.

Manden har altså kæmpet imod noget, men hvad? Kom det udefra som toget, eller voksede det i hans eget sind? Var det et dødsfald hos hans nærmeste, knust kærlighed, stoffer? Eller var det et opgør mellem den, han ønskede, han kunne være, og den, han var?

Sangen »Hero«, som den gotiske tatovering stammer fra, er udgivet af den amerikanske pop-pianist Regina Spektor i 2006. Den er som skabt til at køre på repeat på værelser i ensomme byer, en melankolsk dans over tangenterne. Især omkvædet klinger af både sårbarhed og kampgejst:

 

I’m the hero of this story

Don’t need to be saved

 

En Facebook-ven, der er fan af sangerinden, skriver til mig, at omkvædet er dobbelttydigt.

»Det er et forsøg på at trække sig selv op. Sangerinden prøver at overbevise sig selv om, at folk ikke behøver bekymre sig om hende, selvom alle ved, at det ikke passer.«

Weekendavisen har bedt musikanmelder ved Jyllands-Posten Anders Houmøller Thomsen lytte til sangen, og han beskriver den som alvorsfuld og følsom. Musikalsk befinder den sig i universet omkring sangerinderne Tori Amos, Suzanne Vega og Angel Olsen.

»Man mærker en markant fremmedgørelse i det, en desillusion. Sangen er skrevet fra en utilpasset outsider-position, men omkvædet ender alligevel i en slags trodsighed,« siger Anders Houmøller Thomsen.

Han tilføjer, at de mennesker, han selv har kendt, som får tatoveret sangtekster, er lidenskabelige drømmere med en forkærlighed for det ekstraordinære.

»Det er sensitive mennesker, der har det med at lade følelserne styre mere, end hvad godt er. De slår sig ofte hårdt på virkeligheden, så måske har vi at gøre med en identitetssøgende ung mand, der har ladet sig slå ud af det, han ser som uretfærdighed. Måske en ensom ulv.«

Livet i skovene

Gitte Schandorph er i sit arbejde stødt på flere af den slags, der kæmper for sig selv. Hun er gademedarbejder i Det Opsøgende Team i Sorø Kommune, hvor manden gik ud foran toget. Hun bekræfter, at der findes danske hjemløse, der forlader velfærdssamfundet.

»Jeg har fundet flere, der har boet i årevis i skovområder. På et tidspunkt fandt jeg to mænd på 57 og 60 år, den ene var veteran. De havde ikke kontakt til nogen, heller ikke det offentlige. De levede om natten og tog ind til byen for at samle flasker og finde mad. De har typisk et misbrug og måske også social angst, som de får under kontrol ved at isolere sig. De laver en lille hytte eller bygger et shelter af grene eller sover under en presenning. Vi synes jo ikke, det er et godt liv, men for dem er isolation en overlevelsesstrategi,« siger Gitte Schandorph.

– Vil en hjemløs ikke være interesseret i at få penge af det offentlige?

»Du skal leve op til nogle krav for at få kontanthjælp, og det er ikke alle, der kan det. Nogle har også brændt deres broer for mange år siden, og så føler de, at de ikke har noget tilbage. Andre har dårlig samvittighed over for deres familie og tænker, at familien ikke skal opleve dem sådan.«

– Mange borgere mener, at staten registrerer alt for meget om dem. Hvordan kan man dø, uden at velfærdsstaten opdager det?

»Det kan man sagtens. Man er i sin gode ret som borger til ikke at informere nogen om noget. Kommunen går jo ikke rundt og banker på alle døre eller tjekker, om du har hævet penge. Vi opretter kun en sag, hvis vi får en henvendelse, og hvis man ikke gør sig bemærket, hvordan skulle kommunen så vide, at du var der? Og hvis din familie så heller ikke vil have mere med dig at gøre, så er der måske ingen, der tænker på dig.«

Har man én gang tjekket ud af velfærdsstaten, kan det være svært at komme tilbage. Flere danske hjemløse, der har levet under radaren i en periode, har fået afslag på kontanthjælp, fordi de ikke kan bevise, at de har været i Danmark de seneste ni af ti år. I stedet får de den lave integrationsydelse beregnet på flygtninge. Det fik for nylig Folketingets Ombudsmand til at slå i bordet og kræve, at alle sagerne genoptages.

Døden på skinnerne

Skinnerne på Sorø Station er omgivet af dyb, dramatisk skov.

Stilheden er tyk som sommervarmen, en kvist knækker pludselig i skovbunden, og en hjort fryser. Toget fra København synger metallisk i skinnerne, og hjorten springer afsted, som var den til gymnastikopvisning. I noget, der ligner en forladt industribygning, er der spor efter mennesker; dåser af det billige kopimærke Cola, sølvpapir, kopnudler, en plastikgaffel, en æske Cheerios, pizzabakker, McDonald’s-poser, torskerogn. Nogen har været her.

Stationen ligger på den togstrækning, hvor flest begår selvmord på skinnerne; ruten mellem København og Fredericia/Esbjerg. Her kan fjern- og regionaltogene komme op på 140-180 kilometer i timen, og i modsætning til, hvad der ofte gælder for de såkaldte panodilpiger, er selvmord på skinnerne ikke et råb om hjælp.

De, der træder ud foran et tog, vil være sikre på ikke at leve videre. Syv af ti er psykisk syge og lider af angst, depression, skizofreni eller misbrug. Tre af fire er mænd, de fleste er mellem 35 og 44 år og dermed jævnaldrende med den uidentificerede mand, der var 35-40 år. Det viser rapporten Karakteristik af personer, der har begået selvmord ved personpåkørsel på skinnerne.

Ofte træder de ud på skinnerne efter et sving, hvor lokomotivføreren har begrænset udsigt. Det var netop efter sådan et sving, at lokomotivføreren fik øje på den uidentificerede mand.

Få hundrede meter fra findestedet – som politiet kalder det – ligger en gammel villa. Fluerne summer allerede ved havelågen. Der er stillet rådne meloner ud til vejen, så folk kan tage dem. Der står også gamle toiletbørster og visne persillepotter til de forbipasserende. En hund kommer farende ud, da jeg banker på den åbne hoveddør. På trappen summer flere fluer over en plastikbakke i den bagende sol, et par gifler er kastet sammen med stykker af røget makrel. En dame med små, nysgerrige øjne bag brillerne og det hvide hår sat op kommer ud og taler så blødt til hunden, at den straks slår et indladende blik op.

»Jeg har godt hørt om ham, men jeg ved ikke, hvem han er. Han kan ikke have været i Sorø længe,« siger Mor Inger og trækker et par stole ud ved havebordet.

Hun er 78 år og kendt som et enkvindes socialvæsen. Når en hjemløs kommer til byen, opdager hun det sandsynligvis, for hun går med sin hund på stationen hver dag og stiller eksistentielle spørgsmål, uanset om folk har bedt om det eller ej. Hvad er kærlighed for dig? spørger hun. Eller: Siger du altid, hvad du mener? Hun kommer også i Brugsen, hvor hun får de varer, der er over dato. Ofte tager hun hjemløse og alkoholikere med hjem for at give dem mad og husly, og nogle af dem bliver hængende som lejere i flere år.

»Jeg prøver at snakke med dem, men nogle af dem ruser sig så meget, at de ikke ved, hvor de er. Han kan være kommet med toget fra Aarhus af, men måske samme dag eller dagen før. Ellers havde nogen vidst det. Jeg samler skodder, for jeg får to en halv krone for hver.«

Mor Inger kigger afventende på mig.

– Hvordan det?

»Endelig en voksen, der gider spørge! Det er, fordi jeg ikke selv har betalt for dem. HA! Jeg hverken ryger eller drikker. Jeg kan samle op for 50 kroner hver dag. Jeg tog engang en med hjem fra stationen, der boede hos mig i ti år. Han er syg af gas og heroin og metadon. Jeg har lånt ham over 100.000 kroner igennem tiden. En dag havde han lånt penge af min datter, og da jeg sagde til hende, at jeg havde lånt ham penge samme dag, sagde hun det til ham, og så var jeg pludselig den værste sladderrøv. Jeg har aldrig kendt andet end sådan nogle banditter. Men han har planlagt det godt.«

– Hvad mener du?

»Normalt går man jo med de papirer i lommen. Man har sit bankkort og sin taske. Jeg kender heller ikke nogen, der ikke har en telefon. Jeg tror, han har smidt det i en skraldespand. Han ville ikke opdages.«

Mor Inger er en sær blanding af nåde og skældud. Hun kalder de subsistensløse for børn med en forkert alder, men hun er ikke den sentimentale type.

»Når de bliver narkomaniserede, skal de bruge penge, og når de ikke får deres vilje, råber og skriger de ad deres familie, lige meget hvor meget familien har været der for dem. De er så syge, at de ikke kan holde sig selv ud. Så kasserer familien dem, og så kommer de derud, hvor tæskene hænger. Så kommer der nogen og vil tæve dem, jeg har stoppet mange af dem her ved havelågen. Jeg fortæller dem, at det er din egen skyld, at de skylder dig noget. Flere er røget lige i hovedet på mig, og jeg har fået smadret døre og vinduer. DET RAGER MIG EN SKID!«

Så henter hun en kande rød saftevand.

– Synes du, det er trist, at ingen savner ham?

»Nej. Vi ejer os selv. Jeg ejer mig. Hvis du vælger at blive såret af noget, har du selv valgt det. Jeg siger til folk: ’Hvorfor stjæler du dit eget humør?’ Man skal leve sit liv. De eneste, man ikke må være utro over for, er børn og de dyr, man har taget til sig.«

Uden varsel hamrer hun en næve i havebordet.

»DEM SKAL MAN PASSE! Men kærlighed er at være god ved sig selv. Nogle lever så hårdt et liv, at de ikke magter det. Man har også gjort en fejl over for andre, og så har man lukket sig selv ude af det sociale menneskeliv. Så er der ikke mere. Så er det godt, hvis låget på kisten bliver lukket. Jeg ønsker ham at have det godt og blive til jord og komme igen i form af blomster. Jeg skal snart selv krepere, og det frygter jeg ikke. Døden er fred.«

Mor Inger flytter et skærebræt med rugbrødsskiver med grønne pletter fra et sted i haven til et andet. Der kommer en mand og henter det til sin orne, siger hun. En midaldrende mand i poloshirt lukker sig ind af havelågen.

»Puha, hvor der lugter,« siger han.

»Af hvad?« spørger Mor Inger.

Manden hedder hr. Mortensen og har boet her engang. Han snuser lidt rundt i haven, men kan tilsyneladende ikke finde ud af det. Han lader sig dumpe ned i en stol og fortæller, at han har hørt om andre, der har forladt velfærdsstaten.

»Jeg ved, at der bor et par stykker hist og pist i skoven for at få ro. Det bliver for meget for dem med alle de mennesker. Mange misbrugere er jo traumatiserede. Der var en, der hed Kim, der kom hernede. Han var forhutlet og boede ude i skoven. Han døde, men af stoffer, tror jeg.«

En tidlig død er ikke noget særsyn på bunden. Tina, der bor hos Mor Inger nu, mistede sin kæreste for kort tid siden. Han blev 43. Til sidst spørger jeg Mor Inger, om det er det navn, jeg skal bruge i artiklen.

»Det er i hvert fald det, jeg bliver kaldt,« siger hun.

»Eller dumme kælling,« siger Tina med henvisning til de skældsord, der har regnet ned over Mor Inger igennem årene.

»Men for mig er du en heks,« tilføjer Tina kærligt.

»Og du er min troldeunge,« svarer mor Inger.

Intet cpr-nummer

Vi ved altså, at manden er født i årene 1979-1984. Han kommer næppe fra Sorø, men snarere ud af det subsistensløse Danmark, der bruger tognettet til at bevæge sig rundt. Han efterlod intet afskedsbrev. Måske troede han, at toget ville gøre ham uigenkendelig.

Inden artiklens deadline vender jeg tilbage til politikommissær Tom Stysiek, der oplyser, at politiet har taget stilling til mandens begravelse. »Vi har besluttet at afvente, om den seneste presseomtale giver noget, og så er vi klar til at iværksætte begravelsen, sandsynligvis i efteråret,« siger han.

Hvis ingen fortsat melder sig, vil manden blive lagt i jorden med et erstatnings-cpr-nummer konstrueret til formålet. Det består af ti tegn som almindelige cpr-numre, men vil være en blanding af tal og bogstaver for visuelt at understrege, at der er tale om et uidentificeret menneske.

I velfærdsstaten går ingen uregistreret i graven. Det nummer, alle tildeles ved fødslen, er systemets eneste mulighed for at følge sine borgere, på godt og ondt. Måske er udstedelsen af et sidste nummer statens eneste mulighed for at anerkende, at her var et menneske. Vi kender ikke dit navn, men du er stadig en af os.

Sagen lukket. Læs anden del af historien.

 

Artiklen blev bragt første gang i august 2020

Side 4