De har reddet økonomien fra kriser gentagne gange. Snart vil verdens største centralbanker også beskytte den mod klimaforandringer. Grønne aktivister er begejstrede, men langtfra alle hylder udviklingen: Kritiske røster advarer mod at politisere vogterne af pengenes verden og bryde med deres hellige uafhængighed.
Intet sted er det så udtalt som i Europa, hvor Christine Lagarde, chefen for Den Europæiske Centralbank (ECB), ønsker at udvide bankens beføjelser. Når ECB således melder sig ind i klimakampen, hører man et ekko af de tre berømte ord, der reddede Europas økonomi efter finanskrisen: »Whatever it takes«. I 2012 kom ordene fra Mario Draghi, ECBs daværende chef, som lovede at gøre alt, hvad der var i hans magt, for at vende skuden. Siden har centralbanken spillet den afgørende rolle i styringen af Europas økonomi, mens nationale regeringer hverken har haft viljen eller styrken til at løse problemerne selv.
Det samme billede tegner sig nu i kampen mod klimaforandringerne. Folkevalgte politikere ytrer store grønne visioner, men nægter at ofre velstand eller hæve skatter for at realisere dem. Igen står ECB på spring til at hjælpe med billige penge. Lagarde, der kalder den grønne omstilling en »kritisk mission« for centralbanken, lancerede i slutningen af januar et større eftersyn af ECBs politik med henblik på at støtte EUs planlagte Green Deal, der skal gøre kontinentet klimaneutralt i 2050.
Fortalerne for ideen om aktivistiske, grønne centralbanker drømmer om at kunne beskytte økonomien mod større omvæltninger som for eksempel naturkatastrofer og finansiere overgangen til en ny og mere bæredygtig kapitalisme. Men hvorfor skal en respekteret institution, der i årtier har fungeret glimrende som en uafhængig og neutral instans, nu til at opfylde politikernes ønsker og derved risikere at sætte tre årtiers ro og orden over styr?
Ifølge Mark Blyth, professor i international politisk økonomi ved amerikanske Brown University, er det den naturlige konsekvens af udviklingen i de seneste årtier: »Hvorfor er det, at regeringerne ikke låner penge som gale for at finansiere den grønne omstilling, når klimaet er i en nødsituation, og de endda kan gøre det helt gratis på grund af de lave renter? Det er, fordi de er rædselsslagne for gæld, for vælgernes reaktioner, for finansmarkederne, for at tage nogen som helst form for risiko. Og fordi valgsystemet med valg hver fjerde år modarbejder langsigtet planlægning.«
Derfor står vi nu, mener Blyth, i en situation, hvor »de eneste, der er tilbage til at tænke langsigtet, er centralbankerne, og hvor den gamle orden med en streng uafhængighed simpelt hen ikke giver mening længere«.
De moderne centralbanker blev født i 1980erne. I det forgangne årti var inflationen kommet ud af kontrol, og man havde brug for et pålideligt værn mod sygdommen. Centralbankerne blev den uafhængige myndighed, der skulle holde styr på inflationen, så politikere med fikse ideer ikke kunne printe penge og bruge dem efter lyst.
1970ernes periode med »stagflation« affødte samtidig en ny forståelse: Tidligere tænkte folkevalgte primært på at sikre fuld beskæftigelse, men med den såkaldt monetaristiske bølge begyndte man at se lav inflation som det vigtigste mål.
»I en sådan verden er den økonomiske styrmands fremmeste opgave at kontrollere inflationen,« siger Mark Blyth. »Det er derfor, centralbankerne blev så afgørende. I dag er de the only game in town, frem for alt fordi staterne er svage, og folk ikke længere tror på, at politikerne kan styre økonomien.«
Den seneste finanskrise cementerede teknokraternes magt. Det var især tilfældet i Europa, hvor ECB med uhørt lave renter og enorme opkøbsprogrammer, kendt som Quantitative Easing (QE), tog ansvar for at stimulere økonomien, mens de nationale regeringer sparede på udgifterne.
Forløbet efter krisen røbede også to hemmeligheder: Dels viste det, at ECB er villig til at gøre alt for at redde finansmarkederne. Og dels afslørede de ukonventionelle midler én gang for alle, at forestillingen om den apolitiske centralbank er en illusion. ECBs politik er aldrig neutral, fordi alle tiltag uundgåeligt gavner nogle mere end andre.
»Pengepolitik har altid fordelingsmæssige konsekvenser, men de er typisk godt skjulte,« siger Mark Blyth, som mener, at det sidste årti har blotlagt centralbankernes sårbarhed:
»Centralbankerne vil gerne fremstå, som om de er hævet over politik. Men hvis folk rent faktisk vidste, hvad de gjorde, ville de begynde at spørge, hvorfor bankerne får tilført milliarder, mens der ikke er penge til skoler og hospitaler. Når den slags bliver synligt, truer det centralbankernes troværdighed.«
NØDVENDIG GLIDEBANE?
I dag er klimaforandringer en af de største trusler mod stabiliteten på finansmarkederne. Investorer er især bange for to scenarier. Det ene, at hyppigere og større naturkatastrofer vil overvælde forsikringsselskaber med tab, de ikke kan bære. Det andet, at vi er på vej mod et såkaldt Minsky moment, et pludseligt vendepunkt, hvor alle flygter fra værdierne i den gamle økonomi, for eksempel olie og gas, som dermed bliver »strandede aktiver«, ingen vil eje. Begge scenarier kan skabe nye finanskriser, og derfor ser erhvervslivet nu mod centralbankerne i håb om en redningskrans.
I Europa vil fortalerne først og fremmest have ECB til at sikre den finansielle stabilitet i overgangen til en grønnere økonomi, for eksempel ved at kompensere taberne, når katastrofer rammer, eller hvis markedet for »brune investeringer« kollapser. At mindske usikkerheden i økonomien er klart det vigtigste rationale bag de nye krav, siger Waltraud Schelkle, professor i international politisk økonomi med speciale i centralbanker ved London School of Economics:
»Alle finansielle selskaber har brune, kultunge industrier i deres aktieporteføljer, og hvis lovgivningen pludselig ændrer sig, eller vi hurtigt må skære ned på udledningen af CO₂, så er de aktiver værdiløse. Jeg tror ikke, det har så meget at gøre med, at teknokraterne pludselig er blevet grønne aktivister. De vil bare leve op til deres mandat,« siger hun og vurderer, at de nævnte forslag falder inden for rammerne af centralbankernes virksomhed allerede i dag.
Den største udfordring er at afgøre, hvordan man stempler investeringer som enten grønne eller brune. De mest konservative i branchen, heriblandt chefen for den tyske centralbank, Jens Weidmann, mener slet ikke, at teknokrater bør deltage i de gættelege. Men ideerne finder bred opbakning hos erhvervslivet, som synes ramt af en nyfunden samfundsbevidsthed.
Mere kontroversielt er en række forslag om at gå skridtet videre og favorisere klimavenlige selskaber eller ligefrem finansiere den grønne omstilling med centralbankernes bundløse pengekasser. Sidstnævnte idé, kendt som »grøn QE«, har skabt stor debat siden november, hvor interesseorganisationen Positive Money Europe sammen med en række velansete akademikere sendte et åbent brev til Christine Lagarde, der tilskyndede til investeringer fra ECB.
Gruppens chef, Stan Jourdan, understreger over for Weekendavisen, hvorfor centralbankerne ikke kan fritages for værnepligt i klimakampen: »Det er et problem, som vedrører alle, og der er ingen nemme løsninger. Vi har brug for penge til at bekæmpe klimaforandringerne, men regeringerne kan ikke gøre det alene, og markederne kan ikke klare det selv,« siger han.
Lagarde har forholdt sig åbent, men afventende til forslaget. Skeptikerne, anført af tyske Jens Weidmann, angriber det derimod i skarpe vendinger. De mener, at det er folkevalgte politikere, ikke teknokrater, som har ansvaret for klimapolitik. Centralbankerne bør være markedsneutrale og har ingen demokratisk legitimitet til at favorisere nogle politiske mål frem for andre. Derudover er det en farlig glidebane at politisere institutionen: Næste skridt kan meget vel være at bekæmpe fattigdom eller ulighed, andre områder som folkevalgte bør tage sig af, lyder argumentationen.
Debatten rejser et grundlæggende spørgsmål om klimaets status i politik: Er emnet fortsat politisk omtvistet, eller har det udviklet sig til et fælles mål, som alle kan blive enige om, på linje med vækst og lav arbejdsløshed?
Stan Jourdan peger på sidstnævnte og mener derfor, at forslaget falder fint inden for rammerne for, hvad ECB må foretage sig: »Ifølge traktaten skal ECB assistere den overordnede politik i EU, og i dag er klimaet altså det vigtigste på dagsordenen,« siger han.
Den brede enighed om at bekæmpe klimaforandringer i EU gør en vigtig forskel, medgiver Waltraud Schelkle. Alle medlemslande har underskrevet Paris-aftalen, og den er en del af unionens officielle politik. Schelkle kalder det dog et »åbent spørgsmål«, om den politiske konsensus også legitimerer yderligtgående tiltag som grøn QE.
UAFHÆNGIGHEDEN SMULDRER
På et dybere plan er det centralbankernes uafhængighed, som er på spil. Teknokrater er ikke folkevalgte, og med mere magt følger kritik. Det ses allerede i dag, specielt i USA, hvor præsident Trump i slutningen af januar kaldte chefen for den amerikanske centralbank, The Federal Reserve, en »fjende« og længe har forsøgt at trække pengepolitikken i sin retning. En grøn drejning vil gøre centralbankerne endnu mere sårbare ved at tydeliggøre, at deres valg har fordelingspolitiske konsekvenser.
Ifølge Waltraud Schelkle hænger vi fast i gamle ideer, hvis vi tror, at centralbankerne stadig er helt uafhængige: »Uafhængigheden er ikke, hvad den har været,« siger hun og forklarer:
»Centralbankerne har ikke længere kun fokus rettet mod inflation, og når målet også er at sikre finansiel stabilitet, kan den komplette adskillelse fra regeringens arbejde simpelt hen ikke lade sig gøre. I dag anerkender begge parter, at samarbejde er nødvendigt, når der opstår en krise.«
Skiftet skyldes, at økonomien har forandret sig siden 1980erne. Særligt to ændringer har givet centralbankerne nye spilleregler og mere magt: Den finansielle sektor er langt større i dag. Og globaliseringen har medvirket til at sænke inflationen, endda så markant, at centralbankerne nu ikke længere evner at bringe inflationen op på omkring to procent, hvad der længe har været set som det ideelle.
Fundamentet, som centralbankerne blev skabt på, smuldrer – og det tvinger os til at gentænke deres rolle, mener Mark Blyth:
»Centralbankerne får legitimitet ved at bekæmpe inflation, men i en verden uden inflation må de finde deres berettigelse andetsteds. Det rejser spørgsmålet: Skal centralbankerne igen blive en del af finansministerierne, så de kan føre politik gennem den demokratiske proces?«
Den seneste udvikling peger netop mod et tættere samarbejde mellem regeringer og teknokrater, et samarbejde, som rækker ud over centralbankernes vanlige rammer. Det bekymrer vogterne af den gamle orden: Uafhængigheden har været kilde til stabilitet i tre årtier. Nu varsler forslaget om grønne centralbanker en ny æra. Teknokraterne fremstår stærkere og stærkere – men deres magt er kun et spejlbillede af politikernes afmagt.
