De er den diametrale modsætning til kulørte personager som Donald Trump og Boris Johnson. De vejer hvert et ord på en guldvægt, holder sig altid til fakta og fremstår gravalvorlige, når de taler i offentligheden. Men i samme periode som den nye Trump-generation af statsledere har indtaget regeringskontorer verden over, er centralbankernes forsigtige chefer blevet mere magtfulde end nogensinde før.

De beherskede teknokrater har længe dirigeret økonomien ved at justere renterne og mængden af penge i omløb, men deres indflydelse har nået nye højder efter finanskrisen i 2008. Det var økonomer som Ben Bernanke i den amerikanske centralbank, The Federal Reserve, der reddede globale markeder fra kollaps, da fremtiden så sortest ud. Siden har modige ledere som Mario Draghi i Den Europæiske Centralbank og Mark Carney fra Bank of England bekæmpet nye nedture med arme og ben. Når vi i dag bekymrer os om næste krise, skæver vi mod dem og deres efterkommere i håb om, at de kan forhindre faldet mod afgrunden.