Da MeToo ramte Danmark i 2017, fik bevægelsen ikke de konsekvenser, dens tilhængere havde håbet på. Det nærmeste man kom på en dansk Harvey Weinstein, var Zentropa-bossen Peter Aalbæk Jensen, hvis adfærd over for kvindelige medarbejdere blev kritiseret, men ikke fik synderlige konsekvenser. »Aalen« mistede ikke sin position i den offentlige debat, som han fortsat deltager i med rank ryg, nærmest stolt af at være, hvad han kalder »et sjofelt svin«.
Det samme kan man ikke sige om MeToos anden bølge, som ramte Danmark med Sofie Lindes tale til Zulu Comedy Galla sidst i august. Hvor den første bølge gik i sig selv, har den anden bølge vokset sig stærkere for hver dag. Som en snebold på vej ned ad bakken har MeToos anden bølge opsamlet energi og momentum fra det virvar af små og store beretninger, den har udløst, og udgør nu en reel trussel for alle mænd, der på et eller andet tidspunkt i deres liv har overskredet en kvindes grænser.
Læs også om Frank Jensens fald i »Frank og fri«
Det har tre mænd allerede måttet sande. Radioværten Mads Aagaard Danielsen er blevet fyret fra DR som konsekvens af krænkelsessager. De Radikales nu tidligere formand Morten Østergaard måtte for to uger siden trække sig som konsekvens af sin adfærd over for kvinder og sin håndtering af sagerne. Sidst, men ikke mindst, har Københavns nu tidligere overborgmester Frank Jensen måttet erkende, at hans tid i politik er slut, ligeledes på grund af sager om grænseoverskridende adfærd. Det er desuden kommet frem, at en række borgere har anmeldt udenrigsminister Jeppe Kofod (S) for voldtægt af den 15-årige pige, han er notorisk kendt for at have haft sex med ved et DSU-arrangement for 12 år siden. En sag, som ikke falder uden for forældelsesfristen, eftersom denne i 2017 blev ophævet i sager om seksuelle overgreb mod personer under 18 år.
MeToos anden bølge og dens konsekvenser rejser mange spørgsmål. Hvor går grænserne, er der nogen udløbsdato, og hvem er dommer? På statsminister Mette Frederiksens Facebook tegner der sig i kommentarsporene et billede af, at befolkningen er delt i disse spørgsmål, men ikke på køn, som man måske kunne tro. Forbavsende mange kvinder skriver hos statsministeren, at de »skammer sig over deres eget køn«, at »det er gået for vidt«, og at der er tale om »en heksejagt«. Nogle meddeler endda, at de som konsekvens af den seneste tids udvikling »aldrig mere vil stemme på en kvinde«. Nej, det synes at være langs andre akser som alder, uddannelsesniveau og geografi, at uenigheden er størst. De kvinder, der hos statsministeren »væmmes« ved MeToos anden bølge, er ikke 21-årige litteraturvidenskabsstuderende, der bor på Nørrebro og dyrker yoga, veganske madopskrifter og klimaaktivisme i deres fritid. De er ufaglærte og faglærte provinskvinder i en moden alder, der bager franskbrød af hvedemel og mener, at kvinder har et ansvar for at sige fra, når mænd gør tilnærmelser, og at det er en uskik at komme med historier om en hånd på låret med ti års forsinkelse. Hvis MeToos anden bølge er en revolution, er den ikke deres.
Politisk er disse skillelinjer interessante. Mette Frederiksen står i en vanskelig situation, hvor hun på den ene side skal tage afstand fra sexisme og seksuelle overgreb og på den anden skal tale til de tilsyneladende ganske mange vælgere, der ikke identificerer sig med den igangværende »revolution«. Det er to positioner, som er svære at forene, og øvelsen bliver ikke lettere af Socialdemokratiets egne sager om sexisme og seksuelle krænkelser. Men det skal gøres, og Mette Frederiksens håndtering i de kommende uger bliver afgørende. Ikke kun for socialdemokraterne, men også for MeToo-sneboldens fortsatte færd. Vælger Mette Frederiksen bakgearet, kan hun udløse en åben konflikt mellem MeToo-tilhængerne og dem, der har fået nok. Altså en konflikt mellem unge og gamle, akademikere og ikke-akademikere, land og by.
Ligestillingspolitisk er MeToos anden bølge også spændende at følge. De feministiske aktivister har ikke i nyere tid kunnet fejre større sejre end i disse uger, og rundtomkring er de allerede i fuld gang med at diskutere, hvad den nyvundne magt skal bruges til. Et kvalificeret gæt er, at der meget snart vil blive fremsat krav om politisk handlen til fordel for kvinder. Det kan blandt andet være politikker, der skal få flere kvinder ind på en række af de attraktive områder, hvor der i dag er færre kvinder end mænd. Måske vil nogen ligefrem genfremsætte ideen om kvindekvoter i bestyrelser, som ellers altid har været upopulær i Danmark. Man skal smede, mens jernet er varmt, og jernet har ikke været varmere i årtier.
Socialdemokratiets linje kommer i høj grad til at bestemme, hvor stor succes de feministiske aktivister får. I forhold til Frank Jensen indså Mette Frederiksen ret hurtigt, at skibet havde taget så meget vand ind, at det ikke stod til at redde. I forhold til Jeppe Kofod har statsministeren foreløbig været mere stædig. Men tonedøv er Mette Frederiksen ikke, og det virker helt usandsynligt, at MeToos anden bølge ikke kommer til at påvirke regeringens politik. Det kan blandt andre videnscentret KVINFO glæde sig over.
I regeringens finanslovsforslag står KVINFO til at miste to millioner af sin bevilling, men i lyset af den seneste tids udvikling er det svært at forestille sig, at KVINFO kommer til at miste så meget som en 50-øre.
Nogen radikal forandring skal de feministiske aktivister dog næppe drømme om.
Som meget andet i det feministiske univers har den feministiske tilgang til seksuelle krænkelser en legitim kerne og en illegitim overbygning, og det kan de fleste danskere godt gennemskue. Selvfølgelig skal man kunne gå på arbejde uden at risikere at blive gramset på, men det betyder ikke, at der skal indføres flere særordninger for kvinder på universiteter eller kvoter for kvinder i bestyrelser. Den danske befolkning kan godt skelne pærer fra bananer, og det kan Mette Frederiksen også. Noget vil hun gøre, det er sikkert. Lige så sikkert er det, at det for nogle ikke vil være nok.
