Førstemand. Lars Løkke Rasmussen var bedst som nogens nummer to eller tre, som statsminister imponerede han aldrig. Søren Mørch fælder dom.

Suverænen

Hvad er det mon ved jobbet som politiker, der er så fascinerende, at så mange mennesker kappes om at blive politiker, selv om det at være politiker er vanskeligt definerbart, ekstremt usikkert og relativt dårligere betalt end alt andet arbejde med tilsvarende udfordringer?

Som politiker kan man, hvis man er meget dygtig, meget flittig og meget heldig, opnå at få magt. Større magt og mere magt end gennem nogen anden form for beskæftigelse. Der er ingen øvre grænse for, hvor stor magt man teoretisk og praktisk kan opnå som politiker.

Der er ingen som helst forudsætninger, der skal udfyldes, og der gives ingen form for uddannelse for den, der beslutter sig for at blive politiker. Man kan kun blive politiker ved at beslutte sig for at ville være det! Det er umuligt at sige, hvad der skal til for at få succes som politiker – der gives ingen anden mulighed for at få det at vide end at forsøge at blive politiker.

Muligheden står til gengæld åben for enhver til hver en tid. Enhver politiker er i teori og praksis suveræn. Det er samtidig den eneste mulighed, noget menneske har for at blive suveræn.

En tysk jurist og meget omstridt statsteoretiker, Carl Schmitt (1888-1985), definerer suverænitet næsten ordsprogsagtigt ved at skrive, at den er suveræn, som råder over undtagelsestilstanden. Det er der selvfølgelig intet menneske, der gør, eftersom alle mennesker er dødelige, men definitionen er tankevækkende, fordi den kaster lys ind over, hvad politik i en eller anden yderste konsekvens kan siges at være, og derfor også, hvad det vil sige at have magt: Det er den eneste menneskelige måde, der gives for at kunne modstå dødens glemsel.

Lars Løkke som statsminister

Lars Løkke Rasmussen er uden sammenligning den mest professionelle politiker, den moderne danmarkshistorie kan fremvise. Ingen andre har i sin person på tilsvarende vis samlet erfaringer som folkevalgt i alle de sammenhænge, hvor politikere vælges: fra Venstres Ungdom, fra byrådet i Græsted-Gilleleje og fra amtsrådet i Frederiksborg Amt. Derefter var han i mange år chef for to af landets tungeste ministerier, først Indenrigs- og derefter Finansministeriet, inden han endte som statsminister i to perioder.

Ingen anden politiker siden J.C. Christensen (1856-1930) har som Lars Løkke Rasmussen, før han blev statsminister, ændret alle danskeres hverdag ved at få gennemført de mest omfattende ændringer i den danske lokaladministration i hundrede år og ved at få sat en reform af sundhedsvæsnet i gang, som ser ud til – langt om længe – at kunne hæve danskernes middellevetid fra Vesteuropas næstringeste til et niveau, der nærmer sig Finlands, Norges og Sveriges.

Lars Løkke Rasmussen ønskede at sætte sit præg på historien. Som afgangssalut leverede han i 2019 i valgkampens yderste afgørende øjeblik et overraskende forslag til en flertalsregering dannet af de største partier i midten af dansk politik. Det indbragte Venstre en gevinst på hele ni nye folketingsmandater, men ødelagde foreløbig muligheden for at etablere en samlet opposition til en socialdemokratisk mindretals­regering.

Alligevel og på trods af alt dette afsatte Venstre efter valget i 2019 både Lars Løkke Rasmussen som partiformand og Kristian Jensen som næstformand og kårede en ny, velanskrevet, men uprøvet formand, Jakob Ellemann-Jensen. Med i den nye ledelse kom to dygtige kvindelige politikere, Inger Støjberg som næstformand og Sophie Løhde som politisk ordfører, med forskellig mening om, hvad Venstre bør være.

Lars Løkke forsvandt ned ad en bagtrappe. Kristian Jensen stod frem og så bedrøvet ud.

Læs også om situationen internt i Venstre: »Kæft, trit og ingen retning«

Hvordan kunne det dog gå til? Hvorfor var offentligheden ikke i oprør? Ingen var særligt overraskede. Social­demokraterne dannede en mindretalsregering. Oppositionen var foreløbig reelt ikkeeksisterende. Ingen har indtryk af, at landet af den grund skulle stande i våde. Alle mener, at det skal da såmænd nok gå ganske pænt – som det plejer.

Hvad er forklaringen?

En sammenkrummet mand

Forklaringen er svær at give. I første omgang må vi nøjes med en beskrivelse af, hvad der førte frem til sommerens begivenheder.

Lars Løkke har godt nok været statsminister i to omgange (fra april 2009 til oktober 2011 og fra 28. juni 2015 til 27. juni 2019), men ud af dét var der i de knap syv år ikke kommet nogen særlige bedrifter. Indgrebet mod efterløn/dagpenge gav anledning til en del bølgegang – der hurtigt blev glemt. Ellers ingen bemærkelsesværdig lovgivning, men heller ingen særlige katastrofer. Hverken statsminister Lars Løkke eller nogen af hans ministre har udmærket sig, men ingen af dem er kommet i fængsel. Nogle af ministrene blev ikke genvalgt, men ingen af dem havde måttet gå af i vanære.

Sin statsministertid indledte Lars Løkke med at stå i spidsen for COP 15 – FNs stort anlagte klimakonference i København. Her optrådte han for første gang på den internationale scene – sjusket forberedt og jammerligt støttet af de ansatte i Statsministeriet, der forspildte kræfterne på internt fnidder i en bestræbelse på at hævde sig over for en kvindelig klimaminister, Connie Hedegaard, og hendes flamboyante, ledende embedsmand.

COP 15 var en langt større sag, end så lille en stat som Danmark havde mandskab til at kunne magte, så forløbet blev tåkrummende latterligt og pinligt. Ude af stand til at lede mødet slog Lars Løkke i bordet og råbte på udenlandsk (det var ment som engelsk): »I am banging! I am banging!« Hans ynkelige figur som mødeleder blev dokumenteret med et berømt foto, hvor man ser præsident Obama, kansler Merkel og de andre vestlige statsledere stående rundt om Lars Løkke, der sidder sammenkrummet og ligner noget, katten har slæbt ind.

USAs udenrigsminister Hillary Clinton mailede hjem, at hun ikke havde været ude for noget lignende, siden hun havde været elevrådsmedlem i 8. klasse. Angela Merkel orkede efter den oplevelse i lang tid ikke at modtage besøg af en så inkompetent amatør som Lars Løkke.

Stor taler

COP 15-mødet gik skævt, men herregud – det berørte ret beset uendelig få danske borgere. Landet fungerer før, i og efter Lars Løkkes tid godt – ganske som det plejer: en af verdens mindste og ubetydeligste stater, men samtidig en af de rigeste, mest egalitære og fredeligste. Meget få steder på Jorden kan næsten seks millioner mennesker forvente at leve bedre, mindre udsatte for overgreb og vold. Få steder har befolkningen gennem flere generationer haft tilsvarende tilbud om undervisning, sundhedspleje, social, økonomisk og politisk tryghed og forudsigelighed i deres tilværelse.

Ingen i Folketinget kommer op på siden af Lars Løkke Rasmussen som taler, og i sin egenskab af statsminister havde Lars Løkke på bedste vis holdt årenes radio- og tv-transmitterede nytårstaler. Ved folketingsvalget i 2011 vandt Venstre et enkelt mandat, og Lars Løkke satte rekord med 56.285 personlige stemmer, men Helle Thorning-Schmidt fik endelig langt om længe held til at blive statsminister.

Med møje og besvær dannede hun efter langvarige hemmeligheds­fulde forhandlinger i Det Sorte Tårn en haltende regering af Socialdemokratiet, SF og Det Radikale Venstre. Det blev den ringest ledede danske regering, siden Otto Liebe i 1920 på Christian 10.s personlige opfordring uden held i få dage havde forsøgt sig som statsminister.

Lars Løkke fik lejlighed til at prøve sig med endnu en periode som statsminister fra 2015 til 2019.

Kedede han sig?

Lars Løkke Rasmussen fungerede bedst som nogens nr. to, tre eller ringere. Han imponerede ikke, når han blev nummer ét, hvad enten det var, da han som ganske ung og umyndig var formand for Venstres Ungdom, eller da han senere blev amtsborgmester eller statsminister – hverken i første eller anden omgang. Han stræbte livet igennem af alle kræfter og med stor opfindsomhed og talent efter slutstillingerne, men når han opnåede dem, tabte han interessen. Det kom til at tage sig ud, som om jobbene i toppen kedede ham.

Han tog let på opgaven som førstemand, når han havde opnået at få den, og sjuskede med sit image. Dels ved at snakke om, at der da var andet i livet end at være det, han havde opnået at blive, selv når han var blevet statsminister. Dels ved at bruge flere »lommepenge« – penge til privatforbrug – end han havde til rådighed. Lars Løkke var ikke som for eksempel P.A. Alberti bedrager – slet ikke. Han blev heller ikke grebet i nepotisme og var slet ikke i egentlig forstand korrupt, men han sjuskede med de privatøkonomiske detaljer.

Trods mange år med statsministerløn et pænt stykke over millionen i årsindkomst er Lars Løkkes økonomi elendig. Hvordan det er gået til, er ikke godt at vide, men det er ikke usædvanligt, at danske toppolitikere har haft rod i deres privatøkonomi. Ingen af dem har dog været så langt ude, at de er faldet for fristelsen til at lade andre betale deres underbukser.

Vejen ud af et sådant uføre går over en højtlønnet toppost i det private erhvervsliv eller – bedre endnu – i en eller anden international organisation, hvor høje lønninger er næsten skattefri. Lars Løkke har formentlig sat udsigten til en international toppost over styr ved sin tragikomiske optræden under COP 15. Den næstbedste løsning – en velbetalt sinecure i det private næringsliv – har Lars Løkke tidligere valgt fra, måske fordi han helt realistisk forudså, at han i et sådant job hurtigt ville drikke sig ihjel.

»Jeg så Titanic synke«

Søren Pind, der uanset hvad de har haft at gøre med hinanden, kalder Lars Løkke sin gamle ven i sin erindringsbog Frie ord, funderer over, hvad han kalder »Løkkemysteriet«. Det har, som han skriver, »ikke nogen god forklaring, men erfaringen er sådan set også rigelig«.

Pinds første erfaringer med Lars Løkke skriver sig fra årene umiddelbart efter 1986, da han var 16 år og som den yngste deltog i VUs landsmøder. Her lærte han næstformanden, Lars Christian Lilleholt, at kende. Han imponerede ham, blandt andet ved at være to meter og et par centimeter høj og ved at være leder af »den sorte fraktion«, som Søren Pind tilhørte, og som stod i modsætning til »den røde fraktion«, som formanden Lars Løkke stod for.

Mens Lars Løkke var i Afghanistan i ungdomspolitisk ærinde, rejste Lilleholt land og rige rundt for at organisere et kup, der skulle vælte Lars Løkkes usædvanlige forsøg på at blive valgt som VU-formand for tredje gang. Den meget unge Pind lovede uanset hvad at stå last og brast med den sorte Lilleholt i kampen mod den røde Løkke.

Inden det landsstyrelsesmøde, der skulle afgøre, hvem der skulle være VU-formand, anmodede Løkke Lilleholt om en samtale. Den skulle finde sted en formiddag inden landsstyremødet uden for Odense Station, hvor den kæmpestore Lilleholt og den unge Pind ikke uden angst og bæven stod og ventede på Lars Løkkes ankomst.

En menneskealder senere husker Søren Pind tydeligt, hvordan Lilleholt og han selv på lang afstand så Lars Løkkes lille, tætte skikkelse komme hen imod dem fra stationen med raske skridt. Da han nåede hen til dem, meddelte Løkke kort og godt, at Søren Pind skulle smutte, for han skulle tale med Lilleholt.

»Jeg var ikke stærkere, end at jeg fulgte beskeden. Da jeg så Lilleholdt i øjnene, så jeg Titanic synke. Sådan virkede Løkkes autoritet. Det var ren og skær viljestyrke. Jeg tænkte over det længe efter, for jeg havde aldrig set det demonstreret så direkte og konkret – selv kunne jeg ikke drømme om at bede nogen forsvinde. Det var en lærestreg, jeg senere i mit politiske virke skulle få brug for. Med politik er det som med fodbold, hvorom Preben Elkjær engang bemærkede, at har man ikke fattet, at der er tale om en kontaktsport, skal man skynde sig hjem og spille ludo.«

På landsstævnet vandt Løkke over Lilleholt, og Pind blev slet ikke valgt. »Alligevel var det af alle Løkke, der kort tid efter tog fat i mig og sagde, at jeg ikke skulle forsvinde, og at VU havde brug for mig ...«

Læs også: Søren Pinds erindringer blotlægger det politiskes væv af magtstræb, idealisme, hævntørst og forfængelighed: »Magtdrømme«

Lars Løkke blev ramt af den af Parkinsons love, der fastslår, at betalingen af meget store beløb, for eksempel millioner eller milliarder, ikke giver anledning til særlig diskussion, mens alle har en mening om, hvorvidt det strider mod retfærd, anstændighed, rimelighed, sæder, skikke eller idealer at beslutte, om en kop kantinekaffe bør koste mere eller mindre end 4,75 kroner. Folkevalgte kan på rimelig kort tid hvert år vedtage, om finansloven skal koste 10 milliarder mere eller mindre, men kan aldrig nå til enighed om detaljerne.

Lars Løkke Rasmussen kunne gennem hele sin offentlige karriere fra sit formandskab for VU til statsministerposterne en menneskealder senere ustandselig gribes i rod med regnskabet over »lommepengene«. Det anfægtede opfattelsen af hans karakter og moralske habitus, at han ikke var god til at forklare, hvorfor han brugte andre menneskers penge til at betale for sine private telefonregninger, taxakørsel, underbukser, sko og jakkesæt. Bilagssagerne, sager om ferierejser, sommerhusophold med familien, hotelregninger med »underholdningsfilm« lydende for eksempel på Jensen i stedet for Rasmussen hobede sig op omkring ham i én uendelighed.

Alt i alt blev hans tid som statsminister i de to perioder samlet set én lang, sølle affære, præget af stribevis af »afsløringer« af småsnuskede fejltrin – alle sammen med afsæt i den kendsgerning, at han gennem hele sin karriere havde rod i sin privatøkonomi og var ude af stand til at få sine udgifter dækket af sine indtægter. Hans dispositioner var ikke korrupte, men præget af noget, der i betænkelig grad mindede om det.

Mellemgenerationen

Danske politikere forekommer i det 21. århundrede i tre generationer: den gamle: Jelved, Nyrup, Lykketoft, Fogh. Mellemgenerationen: Løkke, Lene Espersen, Margrethe Vestager, Helle Thorning, Thulesen Dahl, Morten Østergaard og den nye generation – foreløbig kun med to fremtrædende medlemmer i skikkelse af Mette Frederiksen og Jakob Ellemann-Jensen.

Mellemgenerationen adskiller sig fra de andre ved at opfatte politik journalistisk: som noget, der foregår i medierne. Her er to emner vigtigst: dels beskrivelsen af, hvordan dette og hint vil tage sig ud i fremtiden, dels hvem der laver hvilke intriger, og hvilke magtkampe der er eller nok vil komme i gang. Det kan være underholdende, men kun i et begrænset stykke tid.

For almindelige voksne mennesker, der har andet at tage sig til end at se & høre om de kendte og kongelige i tv og i de aviser, der er tilbage, er det vigtigere at overveje, hvem der bør have magten i samfundet. Det afgør, hvem de/vi stemmer på. Det er i det lange løb ikke nok, som Dansk Folkeparti har gjort, at fortælle overbevisende om, hvad man ikke vil have.

Lars Løkke var dygtig til at vinde magten, men ikke til at bruge den. Muligvis fordi han ikke havde store tanker om, hvad han skulle bruge den til? Omtrent som et barn, der har samlet et kompliceret byggesæt, men ikke gider lege med det, der kom ud af det.

Det bliver spændende at se, om den nye generation af socialdemokratiske ministre kan levere andet end den sædvanlige journalist­snak? Kan Lea Wermelin få afviklet brugen af Roundup i landbruget? Har Trine Bramsen kræfter til at få ryddet op i Forsvarsministeriet? Kan Morten Bødskov få styr på rodet i Skatteministeriet? Kan Mette Frederiksen og Peter Hummelgaard skaffe de nedslidte ufaglærte en rimelig pension, uden at ordningen bliver vandet ud af skrigeriet fra hæren af pædagoger, skolelærere, sygeplejersker og politi­betjente, der synes, at de har haft mindst lige så meget ondt i livet, som arbejdsmændene er blevet nedslidte?

Løkke ville formentlig gerne, men formåede ikke at komme ud af mellemgenerationens journalistiksnak, og så gik det ham, som det gamle ordsprog konstaterer: Det er en sen død at lade sig trampe ihjel af gæs.

 

Læs også artiklen fra september 2019 om, hvorfor Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen – der burde være det perfekte par – væltede: »Par nummer 0«