Begge var outsidere. Han sort inden for en genre, der var domineret af hvide, og hun kvinde i en branche, hvor mænd sad på det hele. Begge blev ikke desto mindre ikoner for 1960ernes modkultur. Begge afsøgte grænser, kunstnerisk som personligt. Begge satte en ny musikalsk standard. Og begge opnåede ustyrlig popularitet, solgte læssevis af plader og fyldte koncertsale i både USA og Europa. De var promiskuøse og tog godt for sig af retterne fra det store psykedeliske fad, hvad de også døde af begge to. De forlod denne verden for 50 år siden – Jimi Hendrix den 18. september 1970 og Janis Joplin lidt over to uger senere, den 4. oktober. Begge blev kun 27 år gamle.
De efterlod sig begge et beskedent livsværk, faktisk kun fire lp’er hver, til gengæld af en sådan kunstnerisk styrke, at deres eftermæle hviler derpå. Og de har inspireret til et hav af biografier og dokumentarfilm. Og så er deres bagkatalog efterfølgende eksploderet i utallige koncertindspilninger, demoer, outtakes, privatoptagelser, og hvad arvingerne nu ellers har kunnet støve op og udsende.
Endelig befandt de sig begge på det helt rette sted til helt rette tid: den legendariske Monterey International Pop Music Festival, som blev afholdt i weekenden 16.-18. juni 1967. Selvom det måske ikke var den første rockfestival, skulle den af flere årsager vise sig som den måske vigtigste nogensinde. Monterey – med mottoet »Be happy. Be free. Wear flowers. Bring bells« – blev startskuddet på rockepoken og var fra arrangørernes side et bevidst forsøg på at legitimere den stadig unge musik som en lødig kunstart på linje med jazz og folk. Hvad The Beatles’ Sergeant Pepper-lp allerede syntes at have bevist 14 dage forinden.
Og eftersom festivalen blev filmet af D.A. Pennebaker og vist i alverdens biografer som Monterey Pop året efter, kunne folk i selv den fjerneste afkrog få syn for sagen. For selvom titlens »pop« stadig dækkede tidens toner, stod »rock« på lur som konkurrent – og der skulle snart åbne sig et svælg mellem de to fænomener; pop blev et nedsættende udtryk for musik, der leflede, og rock ophøjet til en slags kunst, også selvom den faktisk var voldsomt populær og imødekommende over for sine proselytter.
At det kogte i San Francisco, var man klar over, men da kun de færreste af byens navnkundige grupper havde sikret sig en pladekontrakt, var det første gang, at et publikum uden for byen hørte eksotiske navne som Quicksilver Messenger Service, Jefferson Airplane, Grateful Dead, Moby Grape, Steve Miller Band, Country Joe & The Fish. Hver især søgte de nye veje for musikken og nye måder at leve på, ja, flere af orkestrene boede sammen i kollektiver, altså den rene kommunisme.
Det blev dog Big Brother & The Holding Company, der løb med opmærksomheden. For selvom det ikke var et synderligt velspillende orkester, havde bandet en orkan af en sangerinde: den 24-årige Janis Joplin, som trykkede den af, så de tilstedeværende aldrig havde set lignende. Modsat tidens norm, hvor kvindelige kunstnere stod ret op og ned og sang rent, klart og med tydelig diktion, kastede Joplin sig med krop, sjæl og dødsforagt over en hvilken som helst sang, som gjaldt det liv og død, og gav alt, hvad hun havde – hver gang. Uden filter. Og sexet som bare pokker, hvis man var til hendes facon.
Hun skreg og bønfaldt, hun hviskede, hvinede, tiggede, bad og charmede, og brugte uhæmmet og med stor musikalitet sin stemme som et instrument. Selv folk, der kendte til hendes sorte idoler fra Bessie Smith til Nina Simone, måtte indrømme, at hun besad personlighed og originalitet nok til at transcendere forbillederne. Showstopperen var bandets lange og dynamiske version af Big Mama Thorntons »Ball and Chain«, som er foreviget i filmen. Her gennembryder Joplin lydmuren med en så overbevisende præstation, at det gør mindre, at bandets guitarer stemmer så dårligt, at det knaser i hjernebarken.
Til stede var pladeselskabet Columbias kunstneriske chef Clive Davis, og han var hurtigt ude med en kontrakt, der året efter resulterede i det skramlede, men herlige Cheap Thrills, som tjept solgte en million. Alt burde have været hunky dory, men da Joplin endelig gav efter for omgivelsernes pres og sine egne ambitioner og fyrede Big Brother, mistede hun sin San Francisco-base. Nødsaget til at overtage styringen selv tog hendes alkohol- og heroinmisbrug fart og påvirkede ofte hendes liveoptrædener. Og når hun ikke havde styr på sine virkemidler, blev hun skinger og forceret at lytte til.
Hendes første solo-lp fra 1969, det soul-inspirerede I Got Dem Ol’ Kozmic Blues Again, Mama, er trods gode sange og en smooth produktion alt andet end helstøbt, og den delte samtiden i to. I løbet af 1970 fik hun samlet det tighte band Full Tilt Boogie og arbejdede intenst og fokuseret på det album, som skulle komme til at bære hendes kælenavn: Pearl, af mange regnet for hendes fineste. Men hun var allerede død, da det blev udsendt. Pladens sidste sang hed »Get It While You Can«.
Janis Lyn Joplin kom til verden 19. januar 1943 i byen Port Arthur i det sydøstlige Texas. Byen var præget af hardcore kristendom, institutionaliseret racisme og social kontrol. Det vigtigste var at indordne sig og blive accepteret. Janis havde dog en skingrende normal barndom i en socialt opadstræbende småborgerlig familie, der kun skilte sig ud ved farens ateisme – så tabu i ’50ernes Texas, at det ikke måtte nævnes uden for huset.
Janis var et videbegærligt, hyperaktivt og opmærksomhedssøgende barn, der som teenager var voldsomt plaget af dårlig hud og bumser – en katastrofe for hendes i forvejen vakkelvorne selvsikkerhed. I de sidste skoleår slog hendes oprørstrang ud i fuld lue, hun læste Jack Kerouacs dengang spritnye roman On the Road (dansk: Vejene), opdagede bluesmusikken og begyndte at opfatte sig selv som »beatnik«. Men det var, da hun forsagede byens grasserende racisme og ligefrem tog den sorte musik til sig, at hun for alvor blev udstødt.
Hendes sidste skoleår formede sig som et helvede, hvor ingen ville tale med hende. Et af de store nederlag i hendes karriere var, da hun ti år senere tog tilbage til en såkaldt High School Reunion, rig, berømt og feteret og måtte konstatere, at hendes gamle skolekammerater ikke havde ændret syn på hende.
Efter endt eksamen i 1960 kastede hun sig over den akustiske folk- og bluesmusik, hun rejste til San Francisco og New York, hvorfra hun vendte hjem til familien som udmarvet speedjunkie. Men det var først, da hun i sommeren 1966 endte i San Francisco og blev sanger i Big Brother, at hun fandt sig til rette i universet. Ifølge dem, der kendte hende, var det følgende år frem til og med gennembruddet på Monterey hendes livs lykkeligste. Blandt hippier og freaks fandt hun den accept og de venskaber, hun havde higet mod. Så længe det varede.
Joplin var dog ikke den eneste sensation til Monterey Pop. For både soulsangeren Otis Redding og det britiske band The Who betød det gennembrud af proportioner, hvad Redding nu ikke fik den store glæde af, da han døde i et flystyrt seks måneder senere. Men The Who, som var store hjemme i England, blev alligevel betænkelige, da de opdagede, at de skulle på samme aften som denne Jimi Hendrix. For selvom Hendrix var amerikaner, var han brudt igennem i England et halvt år tidligere med sangen »Hey Joe«, efterfulgt af »Purple Haze« og »The Wind Cries, Mary«, uden overhovedet at gøre indtryk hjemme i staterne. Det, der foruroligede medlemmerne af The Who, var hans scenekunst, som havde gjort ham til en sensation i Storbritannien. Hendrix besad uhørt karisma, og ikke mindst en sex appeal, som de fire blege nordlondonere ikke kunne matche. Så de afgjorde ved møntkast, hvem der skulle gå først på søndag aften. The Who vandt og kunne derfor afslutte deres sæt, som de plejede med anarki og ødelæggelse.
Hendrix gik så på i sit psykedeliske hippiekluns og leverede en kraftpræstation, hvor han benyttede alle tricks i bogen, inklusive noget nær samleje med sin guitar, som han også spillede på med tænderne og omme på ryggen. Showet kulminerede med en punket udgave af »Wild Thing«, hvor Hendrix satte trumf på ved afslutningsvist at sætte ild til sin guitar. Ikke synderlig subtilt, men pokkers effektivt gav det ham nærmest et øjeblikkeligt gennembrud i det USA, der prægedes af de racespændinger og generationskonflikter, som kort efter førte Nixon til præsidentposten.
Men det var allerede en tumultarisk verden, der mødte den venstrehåndede James Marshall Hendrix, da han blev født i november 1942 i Seattle i den nordvestlige delstat Washington. Med en far i hæren og en psykisk ustabil mor med et alkoholproblem cirkulerede han de første år af sit liv rundt mellem familie og venner. Livet blev ikke mere stabilt, da hans far sluttede sig til familien: Begge forældre drak og havde drabelige skænderier, hvilket førte til deres skilsmisse i 1951. Moren døde få år efter, og hans far tjente kun lige til dagen og vejen, pengene var små og livet surt.
Hendrix trak sig ind i sig selv, og det lykkedes ham at gøre sig usynlig i sin skoletid, fraset hans mani med at gå rundt med et kosteskaft som surrogat for den guitar, han så brændende ønskede sig, men som han først fik som 15-årig. Frem til sin død havde han altid en guitar inden for rækkevidde, den blev hans livs store kærlighed.
Småkriminalitet gav ham som 19-årig valget mellem spjældet og hæren. Han valgte hæren og kom ind i faldskærmskorpset, som han dog ikke tændte på. Kort tid efter blev han fyret fra hæren på grund af manglende engagement og tog hul på sine læreår som backingmusiker for forskellige kunstnere i det kredsløb af spillesteder i USA kaldet »the Chitlin’ Circuit«, hvor sorte musikere optrådte for et overvejende sort publikum i de forskellige storbyers sorte bydele. Her akkompagnerede han navne som The Isley Brothers, Little Richard og King Curtis og udstod sin læretid over for et uhyre kræsent publikum, som aldrig var sene til at give udtryk for misfornøjelse.
I 1966 havnede han i New York City med sit band Jimmy James and the Blue Flames, som briten Chas Chandler oplevede i en lille klub. Han så straks Hendrix’ potentiale, tilbød sig som manager og tog ham med til Storbritannnien, hvor han blev en øjeblikkelig sensation, der fik mange lokale guitarister til at overveje, om det måske var en bedre idé at få gjort uddannelsen færdig.
Det London, som Hendrix landede i, var stadig »swinging« som bare pokker, grupper som The Beatles, The Rolling Stones og The Kinks leverede en stadig strøm af indbydende og velspillede hits, men det var powertrioen Cream, der samme sommer med så stærke kræfter som trommeslager Ginger Baker, bassist Jack Bruce og guitarist Eric Clapton pegede fremad. Med deres instrumentale kunnen, sans for improvisation og evne til at strække enkle kompositioner til meget lange forløb var de den engelske version af San Francisco-lyden, der flyttede fokus fra singlepladen til lp’en.
Det var den model, som Chas Chandler byggede trioen The Jimi Hendrix Experience på – med den amerikanskimporterede solist som absolut midtpunkt, men med fornemmelse for vigtigheden af dynamikken mellem den Elvin Jones-inspirerede trommeslager Mitch Mitchell og bassisten Noel Redding, der egentlig var guitarist. Det er blevet diskuteret i det uendelige, om de to herrer var på niveau med Hendrix, og mange havde hellere set ham i selskab med den helt sikkert mere velspillende rytmegruppe fra Cream. Det får være, hvad det er, for de tre lp’er, han i årene 1967-68 indspillede med Experience-trioen, er og bliver de definitive Hendrix-skiver, uopslidelige, unikke og uundværlige.
Jimi Hendrix var en gudbenådet instrumentalist, der nysgerrigt udforskede den elektriske guitars klangmuligheder og førte den ud i egne, de færreste havde forestillet sig muligt. Han er, hvad virtuositet angår, siden blevet overgået af teknisk snildere guitarister, men hans glød, opfindsomhed og feeling er aldrig blevet overtrumfet. Han var også en fuldstændig forrygende sangskriver med en ordentlig håndfuld klassikere på samvittigheden. Og så var han en fin og underspillet sanger, hvad han måske aldrig rigtigt har fået anerkendelse for.
Men som med Joplin medførte den massive berømmelse mindst lige så mange problemer som velsignelser. Økonomisk, kunstnerisk og personligt kæmpede Hendrix sine sidste år på mange fronter, ikke mindst med sit management og det image, han selv havde opbygget, og de forventninger, hans publikum havde til ham som showman. Som sort musiker i en hvid verden blev han opfattet som en eksotisk skabning, mens de sorte brødre så ham som en overløber, der hellere skulle spille med musikere af sin egen hudfarve.
Modsat Joplin, der ikke brød sig om psykedeliske stoffer, men foretrak speed, sprut og heroin, var Hendrix ingen kostforagter. Hans død blev forårsaget af en voldsom dosis sovepiller, og hvad han ellers havde indtaget det døgn, idet han blev kvalt i sit eget opkast. Lige så trist som meningsløst. Få uger før sin død havde han forladt en koncert i Aarhus efter bare tre numre med afskedsreplikken: »I’ve been dead for a long time.«
