Følelsesbold. Brøndbys fans røg fredag helt op i det røde felt, fordi Kamil Wilczek skiftede fra Brøndby IF til FC København. Men hvad er det, der får voksne mennesker – og ministre – til at give los for deres primitive urfølelser?

Holdforræderi

Holdforræderi

»Han risikerer at blive slået ihjel! Sådan noget gør man bare ikke,« skrev en god ven, og i øvrigt glødende FCK-fan, til mig i fredags, da det stod klart, at Brøndbys tidligere topscorer og anfører, polske Kamil Wilczek, pludseligt og helt uventet skiftede til FC København. Jeg havde hørt rygterne allerede i dagene før og var, som min FCK-kammerat, lidt bekymret. Skiftet er en betændt sag for Brøndby-fans, fordi Wil­czek har været en vigtig spiller, og især fordi hans afskedssalut i klubben var »Én gang Brøndby, altid Brøndby«. De sociale medier flød over med rasende udfald, hvor Wilczek blev kaldt forræder, Judas og det, der var værre.

Den tidligere Brøndby-spiller Nicolai Boilesen, der senere skiftede til FCK, sagde noget lignende, da han stoppede i Brøndby, og da han vendte tilbage til stadion i den hvide trøje, blev der kastet døde rotter efter ham. Uappetitligt og uacceptabelt. Men følelsen af forræderi stod som så mange gange før i vejen for fornuften. Det mest alvorlige eksempel herhjemme var, da Jens Stage skiftede fra AGF til FCK. Hans lejlighed blev udsat for et brandattentat, der kunne være gået grueligt galt. Så galt går det forhåbentlig ikke med Kamil Wilzcek. Men fodbolden drives til dels fremad af de fjendebilleder, vi skaber i vores modstandere. Også selvom det er noget, vi opfinder. I virkeligheden har de fleste fodboldfans langt mere til fælles med hinanden end med enhver anden borger, der ikke ser fodbold.

Alle fodboldfans ved, at tilhørsforholdet kommer med en pris. Det vidner min FCK-vens besked også om. Hver eneste af os ved, hvor ondt det gør, når spillere skifter, eller kampe tabes. Derfor betyder spillernes loyalitet så ekstremt meget, selvom vi godt alle sammen inderst inde véd, de er en vare, der kan købes og sælges af de klubber, som vi bærer i vores hjerter.

Sammenholdet bliver ekstra tæt, og når jeg går ind på Sydsiden med mine kammerater, deler vi hinandens glæder og sorger. Også dem, der ikke handler om fodbold. Jeg har et ansvar for min sidemand, som han har et for mig. Men det udmønter sig også konkret. For eksempel samler vi ind til Mødrehjælpen, og ved juletid er der gaver til børn i vestegnsfamilier, der trænger til en hjælpende hånd. Brøndby IF bliver et prisme, hvorigennem verden opleves.

Netop derfor var Kamil Wilczeks forræderi først utænkeligt, derefter ubærligt. Især var natten inden, skiftet blev offentliggjort, væmmelig. Jungletrommerne havde lydt så voldsomt, at der ikke længere var tvivl. Jeg havde mareridt om kolonner af Brøndby-spillere i den forhadte hvide trøje, med vores tidligere anfører i spidsen. Det lyder som noget af statens propaganda i Orwells dystopi 1984, men det var det, jeg så i mit mareridt.

Hvis man vil forstå (ikke undskylde) de heftige udfald, som kom fra Brøndby-fans, da skiftet var en realitet, må man forstå det delikate og stærkt følelsesladede forhold til FCK. Og i endnu højere grad er man nødt til at fatte, hvad det vil sige at være en del af Brøndby IF.

Fodbolden flyder i mit blod og har gjort det hele mit liv. En ting er spillet på banen, som har skænket mig usigelige glæder (og enorm sorg) fra den spæde start i 1984 og EM i Frankrig til en udviklet, dyb og kompliceret relation til vestegnsklubben Brøndby IF. En genialitet på banen kan sende et elektrisk stød gennem min krop og efterlade mig med en orgasmelignende følelse. Lige ved siden af det flygtige øjeblik findes der en overbygning, der handler om kultur, historie og identitet. Måske læserne har oplevet det, eller i det mindste hørt om det, da Michael Laudrup lavede sit mål mod Uruguay i 1986? Dét mål kom til at definere en hel generations forhold til fodbold.

For Brøndby er der naturligvis mange af den slags øjeblikke. I denne sammenhæng er et godt eksempel Hany Mukhtars frisparksmål mod ærkerivalerne fra FC København i pokalfinalen i 2017. Den kamp, fornemmer vi, kan blive et vendepunkt. Og det vendepunkt har vi længtes efter. I så høj grad, at det er en del af sproget at sige »nu vender det«. Men lige nøjagtig denne gang var der faktisk grund til optimisme.

Rivaliseringen mellem Brøndby og FCK går helt tilbage til sidstnævntes fødsel i 1991. Selvom Brøndby var bedst det første årti, så satte FCK sig tungt på dansk fodbold op gennem 00erne og 10erne. Vi med den store og glorværdige historie måtte først se os slået, siden overhalet og distanceret med længder af fusionsklubben fra Østerbro. Faktisk var der kun reel rivalisering mellem ligeværdige modstandere i årene efter årtusindeskiftet. Derfra gik det ned ad bakke for os. Der var rod i vores egen butik, og ydmygelserne stod i kø. Både i form af nederlag og senere, fordi vi påførte os selv det ene banesår efter det andet i form af tvivlsomme dispositioner på transfermarkedet og forretningen Brøndby IF.

Når vi ikke længere kunne hamle op med FCK sportsligt, voksede fortællingen om, at fællesskabet er særligt stærkt i Brøndby. Hvis de tæver os på banen, må vi stå endnu stærkere sammen. Det blev en dyd at støtte holdet i modgang, og det gjorde os både hård- og tyndhudede på en gang. Uanset hvor i landet vi spiller, uanset vind og vejr, så vil man altid kunne både se og høre Brøndby-fans. Ofte flere end hjemmeholdet kan mønstre. Sådan noget er ekstremt vigtigt i fodbold. I en snart fjern fortid havde vi endda været tæt på en finaleplads i UEFA-cuppen, men det glippede i sidste øjeblik og lagde kimen til fortællingen om, at det altid er »lige ved og næsten« for Brøndby. Men vi står her endnu, sang vi. Hjerterne er gule, og sjælen, den er blå – og vi bryder os ikke om de hvide københavnere med deres »Football Club«, som har så mange penge, at de kan købe alle de dygtigste spillere. Og en kreativ (og til tider lidt for kreativ) ledelse, som formåede at lave god forretning, mens vi bare lavede skandaler og selvmål.

Aldrig havde jeg været mere stolt af holdet, selvom vi tabte.

Men i 2017 rykkede balancen lidt. Vi havde fået en sjov træner, som var benhård og forlangte disciplin og korpsånd af spillerne, og vi fans elskede det. Vi begyndte endda at vinde kampe. Kristi himmelfartsdag skulle vi møde FCK i pokalfinalen på deres hjemmebane, men til en finale fordeles billetterne, så der (potentielt) kan være lige mange af hver fangruppering. Vi ankom til stadion en times tid før kampstart, og stemningen var på kogepunktet på vores tribune. De fleste af os havde indstillet os på, at vi var oppe imod overmagten og formentlig ville tabe. Selvom vi sang og skreg, til lungerne hang ud af halsen på os, og jeg kunne mærke trykbølgerne i brystet, når det gjaldede »ALLEZ ALLEZ«, så kom FCK naturligvis foran. Vores overfaldsfodbold og hårde pres gjorde os sårbare bagude. På en eller anden måde var der noget poetisk sandt (måske endda smukt) over, at drømmen om succes i Brøndby var bundet op på en vilje til at fortsætte aggressivt fremad, selvom det gjorde vores defensiv ekstremt sårbar. Midt i anden halvleg fik vi et frispark langt foran FCKs felt. Alt for langt ude til et direkte spark. Alligevel kunne vi alle sammen se, at vores 10er, Hany Mukhtar, havde tænkt sig at forsøge. Og det kunne FCKerne også. De satte en mur op for at skærme den del af målet, som deres målmand, der hed Stephan Andersen, og som også har en fortid i Brøndby, ikke kunne. Mukhtar stillede sig klar til sit tilløb, og så gik alt i slowmotion. Røgskyerne fra romerlysene fejede langsomt over os, og de blå og gule flag strøg fra side til side. Alle stirrede på den lille mand langt nede på banen, da han begyndte at løbe mod bolden og holdt vejret. NU sparkede han, og bolden slog et perfekt slag et par meter bag muren og dykkede mod målet. Stephan Andersen sprang i et sekund, der varede i en evighed, mod sin venstre side, og så ramte bolden overliggeren. Et brøl fra bunden af vor hjerter. Al den opsparede smerte, frustration og mindreværd gennem tre årtier fik frit løb, for bolden slog lodret ned i stedet for at ryge tilbage eller op. Var den over stregen? Vores finske angriber og allround good guy Teemu Pukki stormede frem og fik den prikket det sidste stykke. Så brød helvede løs. I en regn af fadøl, trøjer og medfans væltede alting. Jeg ved ikke, hvad der skete. Jeg ved ikke, hvem jeg kastede mig i armene på, eller hvad det skulle gøre godt for, men i det sekund var jeg lykkelig, tryllebundet og endnu en gang knyttet til spillerne i gule trøjer. Jeg ved ikke, hvad jeg brølede de sidste tyve minutter. Og det er heller ikke vigtigt. For selvom vi tabte, fordi vores pres blev for højt, og vi lukkede to mål mere ind, blev forbindelsen først brudt, da dommeren havde fløjtet af, og vores spillere kom ud og klappede til os som tak for opbakningen.

Det var magi. Tilhørsforholdet var endnu en gang blevet understreget i nederlagets stund. Aldrig, aldrig kunne jeg forlade det, og aldrig havde jeg været mere stolt af holdet, selvom vi tabte. Sammen med gode venner måtte jeg efter kampen tale det hele igennem igen og igen, og der lagde vi endnu en sten af mange til det fællesskab, som er bygget op om Brøndby IF.

Kamil Wilczek, for det er jo ham, det handler om, startede inde i den kamp, og han var en vigtig del af det hold, som var snublende tæt på at vinde mesterskabet året efter, og som i øvrigt slog FCK fire ud af de fem gange, vi mødte dem, i den sæson. For en gangs skyld var vi de bedste. Men endnu en gang var det lige ved og næsten. Vi smed mesterskabet på gulvet i de sidste spillerunder, bølgen knækkede, trak sig tilbage og tog vores drømme med sig. Men Wilczek blev og blev anfører og tillige topscorer. Endda fravristede han legendariske Ebbe Sand titlen som den mest scorende Brøndby-spiller og har på den måde skrevet sig ind i vores historie for altid.

Alligevel var det svært for alvor at elske ham. En nødvendig diskussion om homofobi i fodbold begyndte, fordi en lille gruppe Brøndby-fans sang en ubehagelig sang rettet mod en FCK-spiller, som var nedgørende over for både spilleren og homoseksuelle. Klubben, DBU og langt størstedelen af Brøndby-fansene var hurtige til at sige fra, men det var svært for Wilczek, fordi han er katolik. Under protest bar Wilczek et regnbuefarvet anførerarmbind, noget han tidligere havde nægtet, og til polske medier sagde han virkelig dumme ting. Det var svært at sluge. Men han var en af de mest toneangivende spillere i de kaotiske år, som fulgte Zornigers afgang. Da han forlod Brøndby, gjorde han det, som skrevet med ordene »Én gang Brøndby, altid Brøndby! Klubben vil altid have en særlig plads i mit hjerte«, før han drog til Tyrkiet for at tjene de penge, som skulle sikre ham og familien et rimeligt otium. Men det gik dårligt i Göztepe, og flere af os tænkte, at han måske kunne vende tilbage til den klub, som han sagde betød noget helt særligt for ham? Og da klubben i samarbejde med fansene lancerede en særlig corona-støttetrøje med teksten »Aldrig Alene« på brystet, købte Wilczek fem af de næsten 39.000, der blev solgt.

Men han valgte altså vores ærkerivaler, og vreden handlede om, at han netop havde adresseret det særlige sammenhold på Vestegnen og i klubben for så at slutte sig til fjendens rækker. Nogle fans ville mødes ved stadion og brænde trøjer med Wilczeks navn af, men den aktion blev heldigvis droppet i sidste øjeblik. Wilczeks navn blev ridset af den »Wall of Fame«, der hænger over indgangen til Sydsiden, hvor alle, der debuterer for deres respektive landshold, mens de spiller i Brøndby, står. Forholdet mellem os og FCK har fået endnu en dimension, mens raseriet mod Wilczek nok skal finde et ordentligt leje. Som idehistorikeren og fodboldskribenten Oscar Rothstein sagde i Deadline i dagene efter: »Om et par måneder scorer Wilczek mål i den hvide trøje, mens Brøndby har fået en skurk. Og den slags har fodbolden også brug for.« Det er rigtigt, vi har fået en skurk. Jeg er sikker på, at Wilczek ikke bliver slået ihjel, og håber inderligt, at vores frustrationer kan få afløb på en fornuftig måde. Men jeg er overbevist om, at det bliver hedt, når vores tidligere topscorer skal spille på Brøndby Stadion i en hvid trøje.

Side 44