Bødler. Det er et sundhedstegn, at feminin ondskab fremstilles på film.

Frygtelige kvinder

Frygtelige kvinder Af Klaus Wivel

ENHVER VED, AT filmskurken er den mest underholdende at se på. Alle husker, hvem der spiller Jokeren, mens Batman-skuespilleren ofte fortoner sig i tågerne.

Stort set altid er det mænd, der får lov at udleve hele talentet for makaber ondskab, mens kvinder ofte er henvist til at spille forsømte og frustrerede hustruer. Evige ofre for deres stygge mænds handlinger. Det må være trættende. Sagt helt uden ironi: Hvis vi skal tale om misogyni i Hollywood, kan det undre, at der ikke for længst er rejst et krav om, at flere kvinder får lov at spille bødler på det store lærred.

Måske er det ved at ændre sig – i hvert tilfælde herhjemme. I 2017 fik instruktør Chris­tian Tafdrup overraskende succes med filmen, hvis budskab ligger helt ude i titlen: En frygtelig kvinde. Skønt det bestemt ikke var noget flatterende portræt af en skvattet mand, var det den dæmoniske kvinde, spillet suverænt giftigt af Amanda Collin, der løb med opmærksomheden. Endnu bedre var sidste års Dronningen af May el-Toukhy om en karrierekvinde, der får et forhold til sin mands 17-årige søn. Svært at finde et mere betændt plot i denne tid, og Trine Dyrholm spiller sit livs rolle.

Og for nogle uger siden fik Undtagelsen premiere, instrueret af Jesper W. Nielsen. Her fik hele fire kvinder lov at udtrykke alle de tænkelige former for subtil nedrighed, der kan foregå mellem kolleger på et ellers stillestående kontor. Alle tre film skildrer den for publikum uvante, men raffinerede og manipulerende perfiditet, der udspiller sig i forholdet mellem hovedpersonernes professionelle, artige fremtræden og deres skjulte, gemene opførsel. Toksisk feminitet, kunne det kaldes. I Undtagelsen foregår handlingen ligefrem blandt kvinder, der forsker i ondskab på et Center for Information om Folkedrab. Så er hykleriet mellem holdning og handling ligesom skåret ud i pap.

KUNSTEN SPEJLER SIG i den virkelige verden. Sidste års mest overrumplende danske svindler var Socialstyrelsens Britta Nielsen, en på overfladen upåfaldende kontorfuldmægtig, der kanaliserede næsten 117 millioner offentlige kroner ind på sin egen konto.

Forfatteren Susanne Staun portrætterede i sidste uges Bøger high society-kvinden Ghislaine Maxwell, Jeffrey Epsteins angivelige rufferske, med ordene om, at mens Epstein som type var »lidt kedelig« – »#metoo har vænnet os til rige, magtfulde mænd med lyster« – var Maxwell en langt mere »sjælden fugl«.

I denne måned udkommer på dansk journalist John Carreyrous Ondt blod om det purunge, karismatiske Silicon Valley-ikon Elizabeth Holmes, der bildte en lang række af landets mest hæderværdige tidsskrifter, investorer og politikere ind, at hun var en ny tids Steve Jobs. Hun hævdede at have fremstillet en revolutionerende maskine, der kan lave talrige test ud fra en dråbe blod, og fik milliarder i indskud. Nu risikerer hun at skulle tilbringe adskillige år i fængsel for svindel. Også hun er som type enestående eksotisk.

Skønt mænd stadig indtager langt de fleste fiktive og virkelige skurkeroller, er alt dette tegn på en stigende fascination af, hvordan kvinders private og professionelle magt gestaltes. Ikke mindst når den misbruges. Det er et sundhedstegn. Hvordan det? Mænds ondskab er skildret i talrige facetter. Men først når også kvindelig skurkagtighed afbildes i kunsten og pressen, er vi på vej mod egentlig ligestilling.

Side 2



Skribenternes avis

Leny Malacinski

Arne Hardis

Skribenternes avis

Hans Mortensen

Aske Munck