Humbug. Den ene forbereder sig på en opsigtsvækkende retssag i USA. Den anden menes at være på fri fod et sted i Europa, skjult bag plastikkirurgi og organiserede kriminelle. Sammen giver de to kvinders spektakulære svindelnumre et ubekvemt indblik i teknologiens røgslør og en særlig æra, som måske ender nu.

De digitale svindlerdronninger

De digitale svindlerdronninger Af Markus Bernsen

HVOR er Ruja Ignatova? Hvor er kvinden, der franarrede privatpersoner på seks kontinenter opsparinger for op mod 100 milliarder kroner, før hun pludselig forsvandt? Hvor i verden gemmer den Oxford-uddannede, McKinsey-ansatte stjerneiværksætter sig? Bulgarske Roooja med den dybrøde læbestift og de opulente kjoler, ophavskvinde til verdenshistoriens måske største svindelnummer?

Eftersøgningen af Ruja Ignatova er også en jagt på et større, dybere problem. Jo mere information der kommer frem om hendes bedrag, desto mere ligner det andre ulykker i 2010ernes overhalingsbane, forårsaget af det samme, ustabile krudt: sociale medier, opreklamerede opfindelser og en tilsyneladende endeløs strøm af penge. Samtidig med at Ignatova lancerede sit bluffnummer i Bulgarien, var en jævnaldrende kvinde i gang med at gøre noget lignende i Californien, 8.000 kilometer derfra.

Hende vender vi tilbage til.

For måske var journalisterne fra BBC faktisk tæt på at finde Ruja Ignatova, da de i efteråret optog den fremragende podcast-serie om sagen, The Missing Cryptoqueen. De fandt hendes lystyacht ved kajen i Sozopol, en bulgarsk ferieby ved Sortehavet, og besøgte de historiske ejendomme, som Ignatova har opkøbt i hovedstaden Sofia. På trods af de overvældende beviser mod hende myldrede det i samme by stadig med ansatte i hovedkvarteret for OneCoin, den falske kryptovaluta, som hun overbeviste tusindvis af privatpersoner til at investere i.

Egentlig er OneCoin et simpelt pyramidespil, men det blev præsenteret som en ny og revolutionerende teknologi, der ville give de fattige i Den Tredje Verden mulighed for at oprette deres første bankkonto, investere og spare op. »Banking the Unbanked«, var sloganet, og de kunne ikke have sagt det bedre ovre hos Bitcoin eller en af de andre nye digitale betalingsformer, der er kommet til verden i de seneste år.

Men OneCoin havde aldrig den såkaldte blockchain-teknologi, der får kryptovaluta til at fungere. Det var bare tal på en computer, som Ruja og hendes kumpaner stille og roligt skruede op for, så investorerne blev glade, og nye blev lokket til. De fik besked om at være tålmodige, for lige om lidt – meget snart! – ville de kunne veksle deres OneCoins til rigtige euro og dollars på en onlinebørs, som desværre blev ved med at blive forsinket af tekniske årsager. Mens man ventede, kunne man heldigvis tjene flere OneCoins ved også at overtale familie og venner til at investere.

Desto højere op i pyramidespillet BBC-journalisterne trænger, desto grimmere bliver det. De stemmer dørklokker i en velhaverforstad til Frankfurt, hvor den nu 39-årige Ruja måske gemmer sig med sin datter, og de er gæster i en bizar skønhedskonkurrence, »Miss OneCoin«, som ligner et dække for et hemmeligt møde i den østeuropæiske mafia. Måske har journalisterne endda siddet lige ved siden af Ignatova uden at ane det, fordi hendes ansigt er gjort ukendeligt ved hjælp af plastikkirurgi.

Det væltede ind med tips, da BBC lagde de første udsendelser i podcast-serien ud i efteråret. Ét var fra en troværdig kilde, som fortæller, at Frankfurt-forstaden var det rigtige sted at lede. »I skal nok finde hende,« lyder det i seriens sidste episode. »I er bare nødt til at grave dybere.«

Aspergers chic

Ruja Ignatova er stadig på fri fod, men i flere lande graver politi og myndigheder videre. I denne uge blev en anden bagmand sigtet i New York, og lillebroren Konstantin Ignatova sidder varetægtsfænglet i samme by, hvor han tilsyneladende har indgået en aftale med anklagemyndigheden. Hans sag kommer for retten til juni, og amerikanske medier spekulerer i, at han planlægger at vidne mod OneCoins øvrige bagmænd i bytte for en ny identitet og vidnebeskyttelse.

I USA er anklagere også i færd med at forberede en anden retssag, som på flere måder minder om Ignatova-affæren. Her er 36-årige Elizabeth Holmes anklaget for at have vildledt investorer og myndigheder i en speget sag, som involverer prominente politikere og erhvervsfolk.

Holmes var bare 22, da hun droppede ud af Stanford University for at stifte Theranos, der skulle revolutionere måden at tage blodprøver og teste for sygdomme. Apparatet lignede noget, som Steve Jobs kunne have vist frem i en af sine legendariske optrædener: en hvid kasse i minimalistisk design med en skærm, et par knapper og en internetforbindelse. Modsat konkurrenterne skulle Theranos kun bruge et par dråber blod for at stille diagnoser, og målet var at få kassen ud i alle amerikanske hjem og derefter resten af verdens, ligesom Apple havde gjort det med iPads.

Elizabeth Holmes var da også mere end almindeligt inspireret af guruen Steve Jobs. I bogen Bad Blood, der udkom sidste år, beskriver Wall Street Journal-journalisten John Carreyrou, hvordan hun ikke alene brugte en formue på at hyre Apples reklamebureau og designere, men også begyndte at klæde sig i sorte rullekravesweatre og tillægge sig Jobs-lignende tics og personlighedstræk. Hun gjorde sin stemme unaturligt dyb og udviklede en særlig evne til at holde øjenkontakt uden at blinke. Hun talte om at redde verden, arbejdede solen sort og krævede, at hendes ansatte gjorde det samme. Fænomenet har et navn i Silicon Valley og omegn: »Aspergers chic«; en ophøjelse af introvert og excentrisk opførsel, som ville virke aparte de fleste andre steder, men som netop her er attråværdigt og karrierefremmende.

Det virkede i hvert fald for Elizabeth Holmes. Hun hentede milliarder i investeringer, blandt andet fra mediemogulen Rupert Murdoch, og i bestyrelsen fik hun installeret folk som Henry Kissinger og James Mattis, der senere blev forsvarsminister i Trump-regeringen. I 2015 var Theranos 70 milliarder kroner værd, og Holmes var den yngste, rigeste og mest succesrige kvindelige iværksætter i USA.

Og det hele var bygget på en løgn. Der var ingen ny revolutionerende teknologi, som kunne teste for hundreder af sygdomme. Blodprøverne blev sneget om i baglokalet og kørt gennem konkurrenternes maskiner, mens investorer og senere patienter tålmodigt ventede på svar. Ligesom OneCoin gav Theranos sig af med et illusionsnummer af den mest lavteknologiske slags, pakket ind i hightech-sludder og løfter om sundhed og velstand til alle. Havde nogen taget sig tid til at åbne den magiske kasse – Murdoch, Kissinger, en af de mange journalister, der satte Holmes på forsiden og sammenlignede hende med Bill Gates og Steve Jobs – ville de have set, at den var tom.

X-Faktor

Det betyder ikke, at de ikke forsøgte at fylde noget i den. Både Elizabeth Holmes og Ruja Ignatova var i kapløb med tiden. OneCoin-pyramiden begyndte at slå revner, da en norsk blockchain-ekspert afslørede, at bulgarerne havde forsøgt at hyre ham til at levere den teknologi, som de havde lovet investorerne flere år forinden. Måske troede Ruja Ignatova oprigtigt, at programmørerne kunne nå at følge trop med de løfter, hun stak ud.

Elizabeth Holmes bruger angiveligt resterne af sin opsparing på at forberede den retssag, der er sat til at begynde i august. En anmodning om corona-udsættelse blev for nyligt afslået. Inden da nåede hun at futte syv milliarder kroner af andre folks penge af i det samme forsøg på at få hype og virkelighed til at mødes.

Men i det kapløb var begge kvinder bare ekstreme udgaver af noget, der har været særdeles udbredt overalt i teknologibranchen i de seneste ti år. Opstartsvirksomheder overdriver altid deres potentiale, sådan er spillets regler. Helt siden 1980erne har man talt om vaporware; de luftige forretningsidéer, som måske eller måske ikke bliver til noget, men sagtens kan handles for høje beløb alligevel.

Men at både OneCoin og Theranos kunne nå at akkumulere så voldsomme summer ud af det rene ingenting, fortæller også noget om en helt særlig periode, som måske er ved at være slut nu, hvor coronavirussen har udløst noget, der ligner en recession. Pengene har siddet usædvanligt løst i 2010erne, hvor nye virksomheder ofte blev værdisat efter stifterens X-faktor og nærhed til den seneste og hotteste teknologi. Inden for kunstig intelligens og dataanalyse er startups blevet afhændet for betydelige beløb, selv om de ikke har opfundet meget andet end en PowerPoint-præsentation. Varm luft er ingen ny opfindelse, men de seneste år har været hede.

Investorerne siger det selv i DR-programmet Løvens Hule: Det er personen og drømmen – »visionen« og »rejsen« – de kaster penge efter. For Holmes og Ignatova har deres køn også spillet ind. Da førstnævnte stod foran de amerikanske investorer med sit lyse hår og intense, blå øjne, så de noget, de længtes efter: en kvindelig udgave af dem selv. En nørd fra Stanford, der elskede vækst og effektivisering lige så højt, som de gjorde, og som var droppet ud af universitetet for at følge sin drøm om at ændre verden. Endelig! I den udskældte og mandsdominerede branche er det svært at undervurdere den iver, der har været efter at gøre Holmes til en succes.

I Europa kunne Ruja Ignatova samtidig bruge sin Oxford-uddannelse og erfaring fra konsulenthuset McKinsey til at flette private investorer med mindre imponerende karrierer og uddannelser om sin lillefinger. Hun optrådte på en konference arrangeret af tidskriftet The Economist og på forsiden af det anerkendte erhvervsmagasin Forbes. De magiske ord blev gentaget, hver gang hun valsede ind i sine kjoleskrud for at overtale nye ofre i den gamle verden til at punge ud: »Oxford«, »McKinsey«, »ph.d. i økonomi.«

Alt tyder på, at begge kvinder har svindlet og bedraget mod bedre vidende. Men de har også kunnet udnytte en pengestrøm, en iværksætterkult og nogle længsler, der har været særligt stærke i tiden. For slet ikke at tale om den sidste ingrediens, som for alvor gjorde Ruja Ignatovas svindel sprængfarlig. Måske i langt højere grad, end hun selv havde forestillet sig.

Viral smitte

På Facebook findes der også en dansk side for OneCoin-investorer. Investeringerne kom i bølger, efterhånden som fidusen spredte sig på sociale medier. Til Tyskland, Spanien og videre til England, hvor imamer havde blåstemplet OneCoin som tilladt efter sharia-loven. Derfra sprang den til andre muslimer i Pakistan, Indien og Afrika. I Uganda indspillede en lokal kunstner en sang om valutaen, som gik viralt, og snart var kristne fællesskaber med på bølgen. Et par indflydelsesrige kinesere anbefalede OneCoin, og så var Asiens sociale medier også inficeret.

Pyramidespillet kunne kun vokse sig så stort, så hurtigt, takket være internettet. Og pengene kunne kun blive ved med at strømme ind på Rujas bankkonti – også længe efter at hun gik under jorden, lillebroren blev anholdt, og FBI indledte en undersøgelse af dem – takket være de lukkede kredsløb på sociale medier. Selv i dag, hvor BBC og andre medier og myndigheder har endevendt miseren, fortsætter folk med at investere i OneCoin.

Facebook-grupperne giver et indblik i, hvordan det kan lade sig gøre. Her bliver kritikere kaldt for haters, og mediernes dækning påstås at være orkestreret af konkurrenterne hos Bitcoin. Der likes, deles og bakkes op i ekkokammeret, og jo mere officielle og saglige anklagerne bliver, desto mere er de iscenesat af »bankerne«, »finanssektoren« eller »systemet«. OneCoin viste, at sociale medier ikke kun egner sig til at sprede misinformation og konspirationsteorier, men også fungerer glimrende til økonomisk svindel.

Noget tyder på, at hovedpersonen blev skræmt over, hvor hurtigt det gik. Flere har fortalt, hvordan Ignatova virkede bange og ved siden af sig selv i dagene før sin forsvinden. Illusionsnummeret var endnu mere effektivt, end hun havde turdet drømme om.

I den danske Facebook-gruppe for OneCoin kan man stadig se spor af begejstringen. Kurver over valutaens hastige vækst bliver afløst af artikler om kryptovaluta og links til obskure medier, der tilsyneladende afviser anklagerne om svindel. Den lille håndfuld danskere, der har liket opslag om OneCoin, har også delt opslag om kvælstof i drikkevandet og nedsættende kommentarer om »politikere« og »politisk korrekthed«. En lægger et billede af en solnedgang op med visdomsordene: »Det eneste der står i vejen for dig og din drøm er viljen til at forsøge og troen på, at det faktisk er muligt.«

Det sidste opslag fra gruppens administrator er lavet kort efter anholdelsen af Konstantin Ignatov i USA. Det hævder endnu en gang, at anklagerne mod Onecoin er opspind, og at mediedækningen er bestilt af konkurrenterne. Opslaget har ikke fået et eneste like.

BBC: The Missing Cryptoqueen. Kan streames gratis på bbc.co.uk. John Carreyrou: Bad Blood – Secrets and Lies in a Silicon Valley Startup. Picador. 303 sider.

Side 5



Skribenternes avis

Leny Malacinski

Arne Hardis

Skribenternes avis

Hans Mortensen

Aske Munck