Siden Rafael González som 13-årig for første gang stillede sig over for en kamptyr, har dødsfaren været hans faste følgesvend. I dag er han 47 år gammel, men i disse måneder er det ikke tyrens horn, han frygter mest. Det er den dybe krise, der har ramt den spanske tyrefægtning i kølvandet på COVID-19.
»Coronaen har sat alt i stå. Vi kan ikke arbejde, og vi får ingen hjælp af myndighederne. Vi repræsenterer en levende kulturarv, men vi bliver tiet ihjel. Der er kræfter, der ønsker at lade os uddø,« fortæller González til Weekendavisen.
Mens den spanske regering har spændt et sikkerhedsnet ud for at redde både film-, musik- og teaterbranchen, har tyrefægtningen måttet se langt efter hjælpen. De mange aflyste festivaler har kostet branchen milliontab, og arbejdsløse tyrefægtere nægtes den understøttelse, der kommer andre kulturarbejdere til del.
Det fik i sidste måned de spanske taurinos – en samlebetegnelse for branchefolk og tyrefægtningstilhængere – til at gå på gaden i protest. Rafael González var blandt de mange tusinde, der i mere end 30 spanske byer gennemførte simultane demonstrationer under parolen »Vi er også kultur«.
Budskabet skulle forstås helt bogstaveligt. Flere hundrede tyrefægtere havde forinden fået afslag på deres ansøgning om statens ekstraordinære krisehjælp med henvisning til, at tyrefægtere ikke er »kunstnere« – på trods af at tyrefægtere i arbejdsmarkedsloven er omfattet af samme professionskategori som skuespillere og scenekunstnere, og at tyrefægtning i Spanien har status af national kulturarv.
»Der er tale om en systematisk diskrimination. Sagsbehandlerne på de enkelte jobcentre henviser til en instruks, der er udgået fra centralt hold. Det er uden hjemmel i loven, og det er åbenlyst politisk motiveret,« siger Antonio José Martinez Marcos, som er jurist i tyrefægterfagforbundet Unión de Banderilleros y Picadores, til Weekendavisen.
Det er ikke undsluppet manges opmærksomhed, at det ansvarlige ministerium ledes af Yolanda Díaz fra venstrefløjspartiet Podemos. Partiet, som i januar indgik regeringssamarbejde med socialistpartiet PSOE, har båret modstanden mod tyrefægtning helt ind i de spanske regeringskontorer. Partileder Pablo Iglesias har længe været fortaler for at afholde en folkeafstemning om tyrefægtningens fremtid, og i mange af de byer, hvor Podemos har vundet borgmesterposter, er den offentlige støtte til arenaer og tyrefægterskoler skåret væk.
Tyrefægtningen i Spanien gennemlever i disse år en eksistentiel omvæltning. For et halvt århundrede siden blev de store matadorer dyrket som folkehelte, og tyrefægtninger blev tv-transmitteret i den bedste sendetid. Med årene er den brede, folkelige interesse svundet ind, og tyrefægtning dyrkes i dag af en mindre, men dedikeret tilhængerskare. I de store byer trækker de traditionsrige ferias stadig fulde huse, men dyreværnsaktivisme og en stadig mere eksplicit politisk modstand har slået sprækker i tyrefægtningens fundament.
»De seneste år har vi været nødt til at organisere os for at forsvare vores profession, det har vi aldrig tidligere behøvet, men nu er det nødvendigt. Det er trist, at vi er havnet midt i denne politiske kamp,« siger Rafael González.
At tryk avler modtryk, er en gammel sandhed. Og tyrefægtningen har i skikkelse af det nye højrenationale parti Vox fået sig en tro allieret. Partiet har vundet mange vælgerhjerter på sit forsvar for det »autentiske« og »landlige« Spanien, hvor tyrefægtning sammen med jagt og landbrug er blandt de bærende søjler. Flere fremtrædende matadorer – herunder superstjernen Morante de la Puebla – er gået i tjeneste hos det fremstormende parti, der har gjort beskyttelsen af den århundredgamle tradition til en mærkesag.
Ifølge Pablo García-Mancha, der er kulturjournalist og i mange år har dækket tyrefægtning for en række nordspanske aviser, er tyrefægtningen de senere år blevet »ekstremt politiseret«.
»Vox prøver at tage patent på det særligt spanske, og de bruger tyrefægtningen i denne kamp. Det har været med til at skabe en association i befolkningen mellem tyrefægtning og det ekstreme højre,« siger García-Mancha. Dette, siger han, har forstærket venstrefløjens trang til at lægge afstand til fænomenet.
»Der har altid været modstand mod tyrefægtning i Spanien. Men den har ikke haft politisk slagside som i dag. Da jeg var ung og aktiv på venstrefløjen i 1980erne, var det ikke noget problem at være venstreorienteret og fan af tyrefægtning. I dag betragtes det nærmest som et forræderi. På samme måde som venstrefløjen har forsøgt at tage patent på emner som feminisme og økologi, har de nu også gjort modstand af tyrefægtning til ’deres’ sag,« siger García-Mancha.
Med Vox har tyrefægtningen fået et politisk talerør, men det er langtfra alle tyrefægtere, der klapper i hænderne over den nye alliance.
»Det er fint, at nogen vil beskytte os, men tyrefægtning er for alle, uanset partifarve. Jeg kender mange på venstrefløjen, som holder af tyrefægtning, de skal også føle sig hjemme. Vi vil ikke spændes for nogen politisk vogn, vi vil gerne bare have lov til at udøve vores hverv og bare være det, vi er, kultur og en naturlig del af samfundet,« siger Rafael González.
Det er muligvis lettere sagt end gjort. Ifølge González, der voksede op i en lille landsby i Toledo-provinsen, afspejler tyrefægtningens identitetskrise en bagvedliggende konflikt mellem land og by. Moderne bymennesker, siger han, har mistet kontakten til den landlige verden, hvor dyr og mennesker indgår i en lang række forskellige relationer, og hvor dét at slå dyr ihjel er en helt naturlig ting.
»Dyreretsbevægelsen forsøger at gøre alle dyr til kæledyr. Jeg holder meget af kæledyr, men hvert dyr skal behandles ud fra sin særlige natur, hvis man virkelig ønsker at vise det respekt. En kamptyr er ikke som en sød hund, man sidder med på skødet,« siger han.
Har man én gang oplevet en kamptyr på nær afstand, forstår man, hvad han taler om. En kamptyr – på spansk toro bravo – er så forskellig fra en malkeko som en kampvogn fra en familiebil. Dens fysiske fremtoning alene indgyder ærefrygt: muskuløs og tætbygget med et enormt nakkeparti og højt rejste horn, der uden problemer kan gennembore en menneskekrop. Et halvt ton utæmmet naturkraft, som nedstammer direkte fra den iberiske tyr, der frem til 1700-tallet levede vildt i Andalusiens marskland.
I dag foregår opdrættet på vidtstrakte farme, hvor tyrene lever i små flokke med minimal kontakt til mennesker i fire til fem år, inden de sendes af sted til arenaen. En kamptyr er kendetegnet ved bravura, der bedst kan oversættes med kompromisløs angrebsvilje. Denne egenskab danner basis for tyrefægtningen, hvor en mand – eller kvinde – med et klæde som eneste beskyttelse i løbet af 20 minutter undviger tyrens angreb for til sidst at komme tæt nok på den til at placere sig mellem hornene og dræbe den med et smalt sværd. Taurinos vil typisk fortælle, at de kommer for at opleve en person, der kan overvinde sin frygt for døden og besejre naturkraften med elegance, værdighed og måske tilmed skønhed.
At der overhovedet findes tyrefægtning i det 21. århundredes Europa, ligner ved første øjekast en umulighed. En forestilling, hvor seks store tyre dræbes foran et betalende publikum, var næppe blevet godkendt, hvis man var kommet på ideen i dag. Men tyrefægtning er en levende realitet, og dét på trods af, at stort set alt, der foregår i arenaen, synes at tilhøre en anden tid: de højtidelige ritualer, pasodoble-musikken, det særlige æreskodeks, guldet, der glimter i dragterne, duften af sort tobak og den iscenesatte død. At træde ind på en plaza de toros er som at træde ind i en levende tidslomme.
»Tyrefægtningens liturgi og værdisæt kan forekomme arkaisk, men det er på samme tid enormt sofistikeret. Det er et ritual, der rummer en stor symbolsk kompleksitet. Det handler ikke om en vilkårlig destruktion af en tyr. Det er det modsatte. Det er en ophøjelse af dyret,« siger García-Mancha.
Tyrens død i arenaen har været omdrejningspunkt for uendelige diskussioner om tyrefægtningens eksistensberettigelse. »Sandhedens øjeblik«, hvor matadoren med overkroppen blottet over tyrens horn skal placere sværdet mellem skulderbladene, er for taurinos en essentiel del af tyrefægtningens særlige etiske overenskomst. Kun ved at udsætte sig selv for den yderste livsfare, lyder argumentet, har han ret til at tage tyrens liv, og det skal foregå hurtigt og effektivt. Enhver forlængelse af tyrens lidelse bliver mødt med omgående protester fra publikum.
Samtidig er det netop denne del af ritualet, der gennem tiden har udløst den største kritik af tyrefægtningen. Mange henviser til, at der findes andre, mere »humane« modeller, som i Portugal, hvor tyren ikke dræbes foran publikum. I Spanien har blandt andre Valencias borgmester, Joan Ribó, gjort sig til talsmand for denne variant i forsøget på at mediere i den eskalerende konflikt mellem tilhængere og modstandere af tyrefægtning. På den måde, siger han, ville man kunne bevare traditionen og samtidig bringe ritualet i bedre samklang med nutidens sensibilitet.
Rafael González, der har været professionel tyrefægter i mere end 30 år, ser ikke nogen fremtid for en tyrefægtning, hvor drabet udelades. Han minder om, at tyren i den portugisiske variant alligevel slås ihjel efter forestillingen.
»Hvad ville vi vinde ved at fjerne døden fra ritualet? Publikum ville blive skånet for at skulle overvære dødsøjeblikket, men det ville ikke være for tyrens skyld. At en kamptyr får lov til at leve i frihed og dø i kamp, er den største respekt, man kan vise den,« siger González.
Heller ikke Pablo García-Mancha er overbevist. Døden, siger han, er essensen i forestillingen og bærer også et vigtigt budskab til det moderne menneske.
»Man taler om at udelade drabet fra forestillingen, som om døden var et onde i sig selv, der kunne forhindres. Vi lever i et samfund, hvor døden gemmes væk, hvor vi sjældent konfronteres med den. Vi opdrætter millioner af dyr for at slå dem ihjel, men det sker bag lukkede døre, og vi lader, som om det ikke foregår. I tyrefægtningen bliver man konfronteret med døden uden omsvøb. Tyrens død er i virkeligheden det, der giver ritualet sin indre logik. Da jeg begyndte at tage mine børn med på arenaen, oplevede de ikke døden som noget brutalt og forkert, men som noget logisk og i overensstemmelse med eksistensen,« siger García-Mancha.
Argumenter som disse vinder ikke megen genklang hos de aktivister, der kæmper for at få tyrefægtningen forbudt. En af dem er 36-årige Aïda Bosch, som leder den spanske afdeling af dyreretsbevægelsen AnimaNaturalis.
»Tyrefægtning er dyremishandling, og at tyrene bliver slået ihjel, gør det endnu værre. At der findes mennesker, som betaler for at komme ind og overvære et dyr blive dræbt, er uacceptabelt. Uanset hvor meget de pakker det ind i musik og æstetik, så handler det stadig dybest set om, at et dyr bliver tortureret i 20 minutter og derefter slået ihjel,« siger Bosch.
Hun besvarer opkaldet fra Weekendavisen fra den nordspanske by Pamplona, der hvert år i juli lægger gader til en af Spaniens mest ikoniske byfester: La Feria del Toro de San Fermín, der vandt international berømmelse med Hemingways roman Og solen går sin gang. De daglige encierros, hvor kamptyre flankeret af tusinder af vovehalse løber gennem byens gader, når ud til hver en afkrog af Spanien via stort opslåede live-transmissioner på den nationale tv-station TVE.
I år er der ingen tyre i Pamplona, men Bosch er alligevel rejst til byen for at demonstrere.
»Vi fejrer, at der ikke er tyrefægtning i Pamplona i år. Og sådan vil det forhåbentlig fortsætte lang tid fremover,« siger hun.
Hun fortæller, at hun, lige fra hun var barn, har fundet tyrefægtning afskyelig. Som studerende fik hun kontakt med andre, der havde det på samme måde. Og hun begyndte at demonstrere »for at skabe bevidsthed i befolkningen«.
De seneste år har der været stadig flere aktioner, hvor dyreværnsaktivister demonstrerer foran de spanske arenaer. Ofte klæder demonstranterne sig nøgne og lægger sig foran arenaen overhældt med rød maling. Bosch har deltaget i mange af disse aktioner.
»Vi gør det for at illustrere den lidelse, dyrene må udholde, kun for at vi skal underholdes. Nøgenheden skal symbolisere, at vi er forsvarsløse, ligesom tyren i arenaen.«
For Aïda Bosch er tyrefægtningen kun »toppen af isbjerget« i en verden, hvor dyr udbyttes af mennesker. Hun medgiver, at dyr i det industrielle landbrug lever under langt værre forhold end de spanske kamptyre, og at hun til hver en tid ville foretrække at kunne udrydde den industrielle kødproduktion. Men hun forventer ikke, at folk inden for en overskuelig fremtid vil holde op med at spise kød. Mange ved ikke, hvordan kødproduktionen foregår, siger hun, og derfor har tyrefægtningen en stærkere symbolværdi, da den foregår til offentligt skue. Hun håber, at kampagnerne mod tyrefægtning kan være med til at bevidstgøre folk om, at der er brug for handling.
»At tyrefægtning i Spanien omtales som ’la fiesta nacional’ – den nationale fest – er et kæmpe problem. Et samfund, som tolererer dette, er ikke i stand til at komme videre,« siger Bosch.
Sidste år blev der i Spanien afholdt 1.425 festejos taurinos, som er en samlebetegnelse for alle varianter af forestillinger med kamptyre på tyrefægterarenaer. Det er et fald på 38 procent siden 2012. Men trods nedgangen er pengene, der genereres, fortsat store. Ifølge det spanske økonomiske dagblad Expansión opretholder branchen 57.000 direkte og op mod 140.000 indirekte arbejdspladser. Sidste år blev der løst 4,6 millioner billetter til tyrefægtninger i Spanien – heraf knap en million på Las Ventas-arenaen i Madrid alene.
Undersøgelser viser, at kun hver fjerde spanier er positivt stemt over for tyrefægtning, mens omtrent hver anden er imod. Men nogen bredt forankret folkebevægelse mod tyrefægtningen har aldrig set dagens lys. I et land, som er uofficiel verdensmester i demonstrationer, og hvor man sjældent forspilder en lejlighed til at gå på gaden i protest, er det i sig selv opsigtsvækkende.
Ifølge Pablo García-Mancha vækker emnet, når det kommer til stykket, ganske enkelt ikke tilstrækkelig indignation i den brede befolkning.
»Dybest set tror jeg, at langt de fleste er ligeglade. Det betyder ikke, at de kan lide det, men der er stor forskel på ikke at kunne lide noget og at gå på barrikaderne for at kæmpe for et forbud. Der er heller ikke særligt mange, der går til opera, men folk prøver ikke af den grund at få det ulovliggjort.«
Om coronakrisen vil give tyrefægtningen aktiv dødshjælp, er endnu for tidligt at sige. Men skulle det ske, vil det ikke bare være en omstridt tradition, der uddør. Det vil også betyde et farvel til et ekstensivt dyreopdræt, som ikke har sin lige noget andet sted i Europa. Tyrefarmene i Spanien dækker et samlet areal på mere end 500.000 hektar land – det svarer til en ottendedel af Danmarks areal. Hver tyr har mellem én og tre hektarer at udfolde sig på, og de vidtstrakte farme er med til at opretholde et særligt økosystem med en stor variation af flora og fauna – en slags naturreservater, hvor udrydningstruede arter som los, grib og stork lever side om side med kamptyrene.
»Det er på sin vis ironisk. Opdræt af kamptyre repræsenterer på mange måder alt det, fortalerne for økologi og dyrevelfærd drømmer om,« siger García-Mancha.
At opdrætte en kamptyr koster ifølge Antonio Bañuelos, der er formand for brancheforeningen Unión de Criadores de Toros de Lidia, gennemsnitligt 4.500 euro. Uden tyrefægtning vil denne produktionsform ikke længere være rentabel, og racen ville efter alt at dømme uddø sammen med tyrefægtningen.
Lige nu står det hele stille som følge af COVID-19, og dyrene må lade livet på slagteriet i stedet for på arenaen. For en opdrætter som Antonio Bañuelos vækker det stor bekymring. Ikke alene lider branchen enorme økonomiske tab. Den rammes også på sin eksistensberettigelse.
»Det er meget trist at se disse dyr, som du har givet de optimale livsbetingelser gennem fire eller fem år for at gøre dem klar til en tyrefægtning, på ladet af en lastbil på vej mod slagteriet,« fortæller han til Weekendavisen.
Billedet er sigende for den situation, den spanske tyrefægtning befinder sig i. Kamptyre, der ikke kommer i kamp, mens arenaer overalt i Spanien står tomme hen, og arbejdsløse tyrefægtere med hatten i hånden får afslag på deres anmodninger om krisehjælp. Ikke siden borgerkrigen har den spanske tyrefægtning gennemlevet en tilsvarende krise.
Uanset hvilken skæbne der venter tyrefægtningen, vil den arv, den har efterladt i kulturhistorien, ikke kunne viskes ud. Talrige er de kunstnere, forfattere og intellektuelle, der gennem tiden har fundet en særlig sandhed eller kilde til inspiration i tyrefægtningen. Goya forevigede fænomenet i sin berømte værkserie La Tauromaquia, og i det 20. århundrede er det blevet omfavnet af navne som Federico García Lorca, Pablo Picasso, Salvador Dalí, Pablo Neruda og den mexicanske nobelpristager Octavio Paz, der beskrev tyrefægtning som »poesi i bevægelse«.
Også fra den angelsaksiske verden er listen over kunstnere, der har tabt deres hjerte til tyrefægtningen, lang. Blandt de mest berømte finder man Charlie Chaplin, Ernest Hemingway, Orson Welles og Ava Gardner, der i 1950erne dannede par med stjernematadoren Luis Miguel Dominguín. I dag er de internationale celebrities forsvundet fra arenaerne, men man kan stadig møde kulturpersonligheder som nobelpristageren Mario Vargas Llosa, filminstruktøren Pedro Almodóvar og sangeren Joaquín Sabina under de store ferias.
At skønånder til alle tider har ladet sig forføre af tyrefægtningen, er selvsagt ikke et argument for dens eksistensberettigelse. Men det kan måske være med til at forklare, at den i dag – trods vigende interesse i den brede befolkning – stadig kan trække fulde huse i kosmopolitiske storbyer som Madrid, Sevilla, Valencia og Bilbao. For ikke at tale om Sydfrankrig, hvor interessen for tyrefægtningen i byer som Nîmes, Arles og Bayonne de seneste årtier har været støt stigende. Her dyrker man uden komplekser den gamle tradition med en dedikation og højtidelighed, som er et operapublikum værdig.
Om tyrefægtning er barbari eller en ophøjet kunstform, er yderpolerne i en diskussion, der har stået på, lige så længe fænomenet har eksisteret. De fleste i Spanien vil formentlig placere sig et sted midtimellem, men lige nu blæser de politiske og folkelige vinde tyrefægtningen imod. I 2010 blev tyrefægtning forbudt i Catalonien, og selvom det spanske parlament i 2013 forsøgte at afværge lignende forbud ved at ophøje tyrefægtning til »national kulturarv«, er dens overlevelse stadig betinget af publikumsinteressen.
Muligvis ramte forfatteren Javier Cercas hovedet på sømmet, da han i forbindelse med debatten om det catalanske forbud forudså, at tyrefægtningen kunne synge på sidste vers. I avisen El País beskrev han sin fascination af matadoren José Tomás – de seneste årtiers absolut største stjerne – og konstaterede i samme åndedrag, at samfundets sensibilitet kunne befinde sig et helt andet sted.
»Jeg ved ikke, om tyrefægtning er kunst, men man behøver kun at se José Tomás, alene og ubevægelig midt i arenaen, mens han med sin kappe som eneste beskyttelse fører et vildt dyr på 500 kilo omkring sig, for at forstå, at hvis ikke dette er kunst, så minder det så meget om det, at det næsten er umuligt at skelne. Men måske er det også nødvendigt at anerkende, at det i så fald er en kunstform, der er alt for alvorsfuld for den tid, vi lever i.«
