EU-topmødet. Macron og Merkel fik vedtaget deres corona-camouflerede støttefond til euroen, som også Danmark skal betale til uden at være med i eurosystemet.

Lappeløsning

Lappeløsning

TIRSDAG morgen enedes de 27 EU-lande om EU-institutionernes langtidsbudget for årene 2021-27.

I alt bevilgede regeringscheferne 1074 milliarder euro fordelt over syv år. Det er noget mindre, end Kommissionen lagde op til, da den langvarige budgetproces begyndte for godt to år siden, men dog en stigning i forhold til den forløbne syvårsperiode.

Medlemslandene vedtager EUs langtidsbudget hvert syvende år, hvilket giver EU-institutionerne mulighed for at planlægge på længere sigt, end hvis der var tale om etårige finanslove.

Det specielle denne gang – ud over de meget langvarige forhandlinger – var, at langtidsbudgettet blev suppleret med en såkaldt genopretningsfond – Next Generation EU – på 750 milliarder euro i mangel på en finanspolitisk overførselsmekanisme i eurosystemet.

Det er ikke noget særlig stort beløb, når der skal sættes gang i hjulene i det gældsramte og stagnerende Sydeuropa, og slet ikke sammenlignet med de beløb, som Den Europæiske Centralbank har pumpet ud for at holde renten på et meget lavt niveau.

Men det er en principiel nyhed, der kan udvikle sig til mere, selv om det hedder sig, at det er en engangsbeslutning.

Af de 750 milliarder euro skal 390 milliarder euro gives som tilskud via forskellige programmer uden krav om tilbagebetaling.

70 procent skal være frigivet til brug i 2021 og 2022 fortrinsvis til de lande, der er hårdest ramte af coronakrisen, men i aftalen står alle lande til at få lidt. De største portioner var her sat af til Italien (63 milliarder euro), Spanien (62), Frankrig (32), Grækenland (18), Portugal (13) samt Polen (27), der er mindre ramt af coronaen end Danmark og i øvrigt ligesom Rumænien (14) ikke er med i euroen. Danmark er i forslaget udset til at modtage knap to milliarder euro i tilskud.

Resten af de 750 milliarder euro, altså 360 milliarder euro, gives som lån. Hele pakken finansieres, ved at EU-fællesskabet optager lån på det internationale kapitalmarked.

Hvad angår lånedelen, er det penge, som medlemslandene lige så godt kunne låne selv, hvis ikke enkelte medlemslande – især Italien – var så forgældede og økonomisk lammet af reglerne i den økonomiske og monetære union, at politikere og erhvervsliv i Tyskland er begyndt at frygte, at der kan komme et politisk flertal i Italien, der vil trække landet ud af euroen. Og måske få følgeskab af Spanien og ødelægge EU-samarbejdet på sigt. Der har ikke været nogen økonomisk vækst i Italien i 20 år.

Et nyt instrument

Derfor gav Kansler Merkel tilbage i maj grønt lys for ideen om genopretningsfonden sammen med Frankrigs Macron, der, siden han blev valgt som præsident i 2017, har forsøgt at presse Merkel til et dybere økonomi- og eurosamarbejde.

Merkel har ellers hidtil afvist at fylde tyske skatteborgeres penge i slunkne sydeuropæiske statskasser. Hun åbnede dog for to år siden for, at Tyskland kunne bidrage til en valutafond, der kunne ruste euroen til krisetider, men siden er intet sket. Indtil for to måneder siden.

EU-Kommissionen har ingen penge at gøre godt med konjunkturpolitisk. Det er eurozonens store svaghed. Kommissionen har hidtil fået godt én procent af medlemslandenes bruttonationalindkomst i årlig medlemsafgift, men det rækker langtfra til overførsler til lande, der har brug for hjælp til at få gang i hjulene, da næsten alle pengene på forhånd er bundet til faste udgifter som landbrugsstøtte og struktur- og regionalstøtte. Til sammenligning disponerer forbundsregeringen i Washington over skatteindtægter på omkring 20 procent af bruttonationalindkomsten, og derudover kan den med sin selvstændige valuta bare lade seddelpressen rulle.

Genopretningsfonden kan ses som en form for overnationalt, finanspolitisk instrument, som eurosystemet har manglet som modstykke til den fælles pengepolitik, som centralbanken ECB har ansvaret for.

Tilskudsdelen kan ses som en finanspolitisk overførselsmekanisme, der kan flytte penge fra stater med overskud til stater med budgetunderskud, uden at det er åbenlyst synligt for skatteborgerne i overskudslandene. (Se også artiklen Euroen igen igen, den 4. juni).

Genopretningsfonden skal nemlig ikke – i første omgang – finansieres af medlemsbidrag, men ved at Kommissionen optager lån på de internationale finansmarkeder med sikkerhed i EU-institutionernes indtægt fra medlemslandene. Men lånet skal forrentes og tilbagebetales af medlemslandene frem mod 2058. På den måde bidrager de alligevel. Og lande som Sverige og Danmark, der ikke er med i euroen, skal også bidrage.

Genopretningsfonden er af udenlandske kommentatorer blevet beskrevet som en maskeret hjælp til at redde eurosystemet ved at begrunde fonden med coronakrisen snarere end med eurosystemets egne problemer.

Den danske debat

Herhjemme er der ikke mange, der har peget på denne sammenhæng. Enhedslistens Søren Søndergaard er en af dem.

Et par andre er professor Thomas Barnebeck Andersen og økonomkollegaen Asker Voldsgaard, der mener, at genopretningsfonden er en uholdbar lappeløsning, som på lidt længere sigt vil forværre vækstkrisen i EU, og at Danmark som ikke-euroland burde have nedlagt veto mod at deltage i fondens finansiering for at signalere, at eurolandene skal løse deres selvskabte problemer.

At redningsplanen bygger på, at ikke-eurolande som Danmark skal forsyne eurozonen med euro, vidner om, at grundlæggende reformer af eurozonen ikke kan vente længere, mener de. Desuden er beslutningen om en fælles lånepakke et lille, men umiskendeligt skridt ind i euroen, selv om Danmark to gange har stemt nej.

For at sikre, at renter og afdrag ikke fremover presser EU-budgettets øvrige udgifter, blev der på topmødet enighed om, at EU skal have nye, såkaldte egne indtægter.

Blandt andet skal der allerede i 2021 indføres en afgift på plast, der ikke genanvendes.

Der er også planer om en digital skat samt en grænseafgift på CO₂-indholdet i import fra lande uden egen CO₂-afgift. Desuden skal flytrafik og skibsfart trækkes ind i CO₂-kvotehandlen. Og i aftalen tales der på ny om en skat på finanstransaktioner. Om det er nok, vil vise sig. Ellers må medlemslandene øge deres eksisterende bidrag.

For den danske statskasse betyder langtidsbudgettet – også kaldet den flerårige finansielle ramme, FFR – at bidraget til EU stiger med cirka 4,5 til 24,2 milliarder kroner om året i de kommende syv år mod 19,7 milliarder kroner hidtil.

De 24 milliarder kroner er statens årlige bidrag. En del af pengene kommer tilbage i form af diverse tilskud til Danmark, bl.a. landbrugsstøtte, så nettobidraget er noget mindre. Det er senest opgjort af Finansministeriet til ni milliarder kroner i 2018.

Ved siden af budgettet kommer så bidraget til genopretningsfonden, der fyldes op ved lån på de internationale lånemarkeder. Den vil resultere i en dansk, statslig udgift på omkring to milliarder kroner om året, når den forrentes og afdrages fra 2028 til 2058, har Finansministeriet beregnet. Men forrentningen af lånet begynder inden da og indgår i den årlige stigning på de omtalte 4,5 milliarder kroner indtil 2028.

De fire nærige

Forhandlingerne om budgettet blev denne gang lidt ekstra bøvlede, fordi Storbritannien er trådt ud af EU.

Dermed må så resten af landene bidrage noget mere. Det fik »de fire sparsommelige« – af andre kaldet »de fire fedtede« – Østrig, Holland, Sverige og Danmark, som betaler store nettobidrag til EU-budgettet, til at kræve besparelser, før der blev enighed om budgettets størrelse.

Tidligere har de ligget i ly af både Tyskland og Storbritannien, som har bremset Kommissionens og Parlamentets udgiftsønsker, men med Storbritannien ude af EU og efter Tysklands kovending måtte de selv tage kampen.

Under forhandlingerne blev det vedtaget, at af de penge, der under en eller anden form går tilbage fra Kommissionen til medlemslandene, skal andelen, som går til klimatiltag, som minimum være 30 procent – mod hidtil 20 procent – for at bidrage til implementering af Parisaftalen.

Noget, der, nok af praktiske grunde, vil forsinke effekten på økonomierne af genopretningsfonden. Det blev også – med sigte på især Ungarn og Polen – vedtaget, at medlemslandene skal overholde retsstatsprincippet i forbindelse med håndtering af EU-støtte.

En gammel historie

Faktisk er det den 9. februar næste år 50 år siden, de daværende seks medlemmer af Fællesmarkedet traf beslutning om at etablere en økonomisk og monetær union. Det skulle ske i tre faser.

Dengang blev det kaldt den måske vigtigste beslutning siden Fællesmarkedets oprettelse. Prisen for enigheden var, at man ikke ved den lejlighed traf beslutning om overnationale organer for henholdsvis fælles finanspolitik og fælles pengepolitik. Det gjorde man heller ikke, da man langt om længe nåede frem til at etablere ØMUen i 1999. Man nøjedes med en overnational fælles pengepolitik, men fastholdt en national finans- og konjunkturpolitik, i forventning om at landene ville opføre sig disciplineret og følge Kommissionens anbefalinger til den økonomiske politik. Det skete ikke. 19 af de 27 EU-lande har indført euroen som betalingsmiddel.

 

Læs også Anna Libaks leder om, at næste generation betaler EU-regningen. Det kan kun forsvares, hvis Sydeuropa tager sig sammen

Side 9



Skribenternes avis

Leny Malacinski

Arne Hardis

Skribenternes avis

Hans Mortensen

Aske Munck