Leder.

Vennepunkt

Vennepunkt Af Anna Libak

I sensommeren 2018 konkluderede en stor undersøgelse fra European Council on Foreign Relations, at Danmark var venneløs i EU. 700 centralt placerede embedsmænd, forskere og diplomater i de 28 EU-lande var blevet spurgt, hvem de betragtede som deres nærmeste allierede i EU. Foruroligende få kom i tanker om at svare Danmark. Selv mente vi dengang, at tyskerne, svenskerne og til en vis grad briterne var vores nærmeste forbundsfæller. Det var desværre ikke gået op for dem. Og det fik danske forskere og diplomater til at hævde, at Danmark var blevet et ligegyldigt, lille land i EU, som ville få det endnu sværere, når vi ikke længere kunne hænge os i briternes skørter.

I dag, to år senere, efter måneders forhandlinger om et nyt syvårigt budget og en genopretningsfond, er ingen længere i tvivl om, hvem der er Danmarks allierede i EU. Det er Østrig, Sverige, Holland og Finland. Sparebanden med finnerne på slæb. Danmark har efter mange år omsider fået en klar profil i EU-politikken. Uden falsk servilitet over for stormagter som Frankrig og Tyskland forsøger vi omsider at præge unionen politisk. Det er et kæmpe fremskridt.

Ikke desto mindre er der i debatten mange, der ikke bryder sig om den måde, som Danmark er trådt i karakter på. Og disse mange kommer absolut ikke kun fra Sydeuropa, hvor man naturligt nok gerne vil have flere penge foræret. Nej, de kommer såmænd også fra Danmark selv, hvor der ikke er mangel på forskere, diplomater og kommentatorer, som gerne så, at vi fremstod mere generøse og mindre sparsommelige.

Men det skulle undre, om der er bred folkelig opbakning til den holdning. For nok synes de fleste danskere, at vi skal hjælpe Sydeuropa. Det er klart for enhver, at de er så forgældede, at deres regeringer i modsætning til vores ikke har penge til store hjælpepakker og ej heller kan låne sig frem uden at skulle betale skyhøje renter. Og vi forstår godt, at det også er i vores egen interesse, at sydeuropæere får gang i væksten, så vores eksportvirksomheder har nogen at sælge til.

Men det kræver jo så bare, at de rent faktisk får gang i væksten. Og det gør de kun, hvis pengene – tilskud såvel som billige lån – tilfalder konkurrencedygtige virksomheder, der bruger pengene efter hensigten. Og med tanke på den udbredte korruption, bureaukratiet, skattesnyderiet og den generelle mistillid til staten, som hersker i ikke mindst Italien, der står til at få allerflest penge fra genopretningsfonden, er det overhovedet ikke nogen given sag.

Der har i dén grad været brug for EU-lande som Danmark til at insistere på skarpe kriterier for tildeling af tilskud, krav om strukturreformer, og på, at så mange penge som muligt skulle tilbagebetales af landene selv. For selv om alle virker til at have glemt det i disse coronatider, hvor statskasserne vælter penge ud i de kriseramte samfundsøkonomier, så skal regningen før eller siden betales. Af borgere og virksomheder, som så ikke kan bruge dem på noget andet. Lånene i genopretningsfonden skal først afdrages fra 2028, og det er derfor yderst passende, som en EU-parlamentariker bemærkede, at fonden lanceres under titlen »Next Generation EU«. For det er den, der kommer til at betale. Det kan kun forsvares, hvis Sydeuropa tager sig sammen til at gennemføre de arbejdsmarkedsreformer, som Nord- og Vesteuropa har været igennem, og som er grunden til, at nord og vest har penge i overskud. På sigt er det ikke holdbart, hvis nogle skal knokle, for at andre kan gå på pension.

Danskere, som de er flest, er hverken proeuropæere eller EU-skeptikere. Vi er EU-pragmatikere, som stemmer nej hver anden gang for en sikkerheds skyld. Regeringen fortjener ros for at have forstået, at en snusfornuftig EU-politik er forudsætningen for at bevare den folkelige opbakning til projektet.

 

Læs også artiklen om, at EUs coronapakke er et skridt ind i euroen, selv om Danmark to gange har stemt nej

 

Side 12



Skribenternes avis

Leny Malacinski

Arne Hardis

Marta Sørensen

Skribenternes avis

Anna Libak

Klaus Rothstein

Magnus Boding

Morten Beiter