Festivitas. Kristian Ditlev Jensen har 25-års jubilæum som litteraturkritiker i næste uge. I dette essay overvejer jubilaren, hvordan samfundet og med det kritikerrollen og litteraturdebatten har forandret sig gennem et kvart århundrede.

25 år i læsernes tjeneste

25 år i læsernes tjeneste

Jeg har altid været usædvanligt god til at læse – også når det gjaldt trafikken. Så uden at se mig tilbage flintrede jeg over Langebro. Jeg zigzaggede forbi de andre cyklister på den lyseblå cykelsti foran Christiansborg. Min gamle, grønne Raleigh-herrecykel gav sig mærkbart under mig, imens de nye, brune Doc Martens-sko hvirvlede rundt og rundt og rundt under mine indigoblå Levi’s 510. Jeg lagde mig rutineret ind i kurven ved krydset nær Gammel Strand.

Jeg havde travlt.

Deadline var klokken 11.00 – præcis. I inderlommen på min perfekt slidte, sorte læderjakke havde jeg mit uvurderlige dokument. Min første boganmeldelse.

Teksten var skrevet i det nye tekstbehandlings-program Word 5.1, og den lå på en floppydisk. Det var en af de dér hårde, flade kassetter, man stak ind i gabet på sin opretstående, stationære Macintosh Classic II-computer. Den lille plade kørte rundt, faktisk præcis som en lp i miniformat. Så gemte maskinen teksten på den. Det hele tog under et minut.

Og nu lå den altså dér, i inderlommen, bag en stak Go-Cards, jeg havde taget aftenen før på burgerbaren Chili ved Vandkunsten, hvor jeg og Jesper havde siddet og spist aftenen før. Nu skulle jeg bare finde nogle frimærker.

Jeg smed cyklen op ad muren uden for Politikens Hus og løb ind ad svingdøren og direkte op ad trappen til første sal, hvor receptionen var. Dengang var der ingen security af nogen art – overhovedet – det var ti år før Muhammedkrisen og dermed også ti år før nogen, selv i deres vildeste fantasi, kunne forestille sig et terrorangreb midt i København.

»Den her skal op til Bredal – nu!« kommanderede jeg myndigt og smed den lille blå tingest på disken.

Og så var jeg videre.

Den næste dag satte jeg mig på Floras Kaffebar ude på Blågårds Plads på Nørrebro med en café au lait. Jeg slog op i Politiken. Og der stod de så – de »60 centimeter«, som redaktøren havde bestilt.

Jeg var målløs.

Ordene stod der faktisk, lige dér, midt i avisen, trykt og udgivet og det hele. Mit navn stod nederst med VERSALER. Det var en realitet. Jeg kunne nu skrive stud.mag. & litteraturkritiker på mit visitkort. Og det skal jeg da lige love for, at jeg gjorde.

Artiklen var bragt med min egen smarte overskrift: everGreens. Dommen over Bo Green Jensens interview-samling Andre Stemmer, som var den første bog, jeg nogensinde anmeldte i en avis for penge, var nådig.

»Andre Stemmer fortjener læsere, fordi den er fagligt velfunderet og giver gode introduktioner til nogle af tidens bedste forfattere. Og læserne fortjener Andre Stemmer, fordi disse stemmer til gengæld tegner et skarpt portræt af en af tidens mest generøse kulturformidlere.«

Når jeg i dag ser tilbage på de 25 års virke som litteraturkritiker, der startede den dag, så er der flere ting, der slår mig.

I alt har jeg kritiseret cirka én bog om ugen i 25 år. Det vil sige, at jeg har produceret små 1300 stykker litterær kritik. Det vil også sige, at jeg har taget min del af skodlitteraturen – for når man er en helt grøn anmelder, så får man typisk de dårlige bøger. Man starter tilmed ofte nedefra i hierarkiet igen, når man skifter avis. Og jeg har skrevet for næsten dem alle sammen. Men der har også været de helt store og gode oplevelser. Som når det var mig, der havde skrevet en af de fem vigtigste anmeldelser af et stort, nyt hovedværk. Det var nemlig en af de ting, jeg lærte hurtigt. Man er egentlig ikke »noget« som litteraturkritiker, ikke i sig selv i hvert fald. Men man indgår i en sammenhæng, der udgør en vigtig stemme. Man er en del af et kor, som samtiden og debatten er nødt til at regne med.

Noget af det interessante ved at se tilbage på sådan et forløb er, at man får lov at se en samfundsmæssig udvikling over et lidt længere stræk. Der er virkelig sket noget fra dengang i 1995, hvor jeg kom halsende på cykel ind på Rådhuspladsen med anmeldelserne på floppydisk til Politikens spalter, og så til nu, hvor redaktøren på Weekendavisen sidder og svarer på mine mails fra sekund til sekund. I dag får man sommetider bøgerne som e-bøger, hvis det skal gå rigtig stærkt. Eller hvis postvæsenet, som tilsyneladende har bombet sit eget hovedkvarter, kikser for Gud ved hvilken gang.

Da jeg skrev min første anmeldelse, læste alle – som i alle – avisen på papir. De fleste af de store danske dagblade begyndte først at lægge dele af deres aviser på nettet i anden halvdel af halvfemserne. Aviserne levede af annonceindtægterne, og de levede godt. I dag er det vist kun midaldrende, halvsure mænd som mig selv, der læser aviser på papir.

Den store udvikling i de seneste 25 års pressehistorie har haft en enorm betydning for både anmeldelserne og for den litterære debat. Det har for eksempel ændret forfatternes møde med kritikken. I gamle dage stod forfatterne på spring ved aviskioskerne på Rådhuspladsen omkring midnat, hvis de havde skrevet en bog, der udkom dagen efter. Så købte de alle dagens friske aviser og gik hjem – eller på værtshus – for at læse anmeldelser. I dag klikker de bare ind på avisernes hjemmesider. Ja, de swiper vel egentlig bare på deres smarte mobiltelefoner.

Arbejdet som anmelder er dog på mange måder helt uforandret. Men vilkårene er ændret en del. I dag får jeg 400 procent mere for en anmeldelse, end jeg gjorde i 1995. Og ja – det er stadig så lidt, at hvis jeg skulle tjene en almindelig, fuld journalistløn ved kun at anmelde, så skulle jeg anmelde cirka 15-20 bøger – og ikke cirka fire – om måneden til den pris.

En anden interessant følge af avisernes omlægning fra døgnkadence til en permanent paniktilstand af breaking news er, at den litterære debat i avisen også er forvandlet. I gamle dage var der et hav af læserbreve fra vrede – eller begejstrede – læsere i avisen. Der var kommentarer og kronikker og så videre om litteratur næsten dagligt. Og det var vildt spændende at følge med i. Når Rifbjerg skrev en lang og harmdirrende klamamse i Weekendavisen om, at man den ondefløjteme aldrig kunne lære at skrive på en »forfatterskole« – aldrig! – så skulle han, og læserne, vente en hel uge, inden en ung og nok lige lovlig højrøvet forfatterskoleelev, nemlig mig selv, svarede Mesteren, at det var vi nu altså mange, der var levende beviser på, at man kunne. Indlæggene dengang var lange, velformulerede tirader af perfiditeter, som man gjorde sig virkelig umage med at finslibe. Og det var nærmest en slags intellektuel tennis. Debatterne kunne vare i uger, ja måneder, hvis man forstod at holde den gående, med bare ét slag hver uge.

I dag tror mange, at den litterære »debat« er flyttet over på de sociale medier. Det er den ikke. Den er forsvundet. I stedet har vi fået injurier ad libitum på Facebook. Sidste gang jeg endte i en shitstorm på grund af ét ord i en artikel, var jeg, lod man mig forstå, simpelthen en kæmpestor, klam, fed, ulækker idiot. Ud af 50 kommentarer var der vist én, der flottede sig og skrev et enkelt argument. Den første gang jeg selv fik ørerne i mediemaskinen, fordi jeg måske skrev liiige en tand for groft om en forfatter, fik jeg til sammenligning læst og påskrevet af redaktøren: »Her fægter vi med floret – ikke med sabel!«

Da jeg begyndte min karriere som kritiker, havde litterære debatter stadig stor vægt i sig selv. Når Niels Frank, digter og rektor på Forfatterskolen, i en eller anden litterær debat fik fyret af, at ordet »radiator« aldrig burde indgå i en litterær tekst, så blev dét ord titlen på Jan Sonnergaards debut – som en klar positionering i forhold til den temmelig dominerende uddannelsesinstitution.

Hvad læste man for 25 år siden? Hvad udkom der egentlig i 1995? Ja, jeg debuterede faktisk selv som skønlitterær forfatter i 1995 med en enkelt novelle, »Cykler«, i Borgens antologi Begyndelser – og jeg kan således også fejre 25-års jubilæum som skønlitterær forfatter i år, hvis man tæller helt fra det første spæde forsøg.

Men ellers læste vi – her i Danmark – de såkaldt minimalistiske forfattere. Vi læste Simon Fruelund, Christina Hesselholdt, Peter Adolphsen, Helle Helle, Solvej Balle, Kirsten Hammann. Og ude i den store verden læste mine kolleger – for eksempel kritikerne på The New York Times – Anne Rice, John Grisham og Nicholas Evans det år. Det var Evans, der skrev Hestehviskeren, som blev transformeret til tudefilm tre år senere.

I 1995 blev Nobelprisen i litteratur givet til den irske digter Seamus Heaney »for værker af lyrisk skønhed og etisk dybde, som ophøjer hverdagens mirakler og den levende fortid«. Og i min tid er prisen ellers gået til Wislawa Szymborska, Dario Fo, José Saramago, Günther Grass, Gao Xingjian, Sir Vidiadhar Surajprasad Naipaul, Imre Kértesz, John M. Coetzee, Elfriede Jelinek, Harold Pinter, Orhan Pamuk, Doris Lessing, Jean-Marie Gustave Le Clézio, Herta Müller, Mario Vargas Llosa, Tomas Tranströmer, Mo Yan, Alice Munro, Patrick Modiano, Svetlana Alexievich, Bob Dylan, Kazuo Ishiguro, Olga Tokarczuk og Peter Handke.

Alene den slags oplistninger kan jo give et vingesus af verdenshistorie, så man retter sig i lænestolen. Men vi kan også være med helt lokalt. I 1995 fik Peter Schepelern Weekendavisens Litteraturpris for sit Filmleksikon. Fem år senere, i 2000, fik Joakim Garff prisen for sin bog om Søren Kierkegaard, SAK. Fem år senere igen, i 2005, gik den til Jørgen Leth for Det uperfekte menneske. I 2010 fik Birgithe Kosovic prisen for Det dobbelte land. 2015-prisen modtog Pia Fris Laneth for bogen 1915 – da kvinder og tyende blev borgere. Og i år fik Jeanette Varberg prisen for sin bog Viking – Ran, ild og sværd. Sikke et spænd. Vi har læst i øst og vest, i syd og nord, om alle tider, i de seneste 25 år. Og hvis man har arbejdet professionelt med litteraturen, så har man læst det hele på en temmelig speciel måde.

Det, man oftest bliver spurgt om som efterhånden patineret litteraturkritiker, er, om man egentlig overhovedet læser bøgerne? Det svarer måske til at spørge en restaurantkritiker, om han overhovedet har smagt på maden? Svaret giver sig selv. Det, der ikke giver sig selv, er, hvordan man læser bøgerne. Min egen oplevelse af den faglige, professionelle læsning set over for det, man kunne kalde for hyggelæsningen, er, at man som professionel læser læser på mange forskellige måder, når man læser en bog, der skal anmeldes i avisen, mens man læser på én bestemt måde, når man læser i en bog for sin fornøjelses skyld.

Lige for tiden ligger der for eksempel en bog af Albert Camus på mit natbord. Det er ikke en, jeg skal læse, jeg fik bare lige pludselig lyst til at købe den og se nærmere på den. Jeg tror, at jeg indtil nu har læst to-tre sider i den. Og dét selv om jeg faktisk har læst i den hele to gange. Jeg har nemlig ladet hvert eneste ord synke ind. Jeg har gouteret oversættelsen. Jeg har taget mig tid. Og jeg har givet mig selv lov til at associere frit. Da jeg læste noget om en strand i Algeriet, kom jeg til at tænke på mine egne rejser i Afrika. Det sendte mig videre til en sjælden rejse alene med min far, faktisk netop i sommeren 1995, og fra det minde videre til smagen af græsk souvlaki og ouzo under en brændende sol. Det har egentlig ikke noget som helst med Camus’ Den fremmede at gøre. Men det var en virkelig dejlig, indre oplevelse – og den startede med læsning i en roman.

Det er bare noget helt, helt, helt andet, end når jeg læser, fordi jeg skal anmelde en bog. Så læser jeg snorlige, dybt koncentreret, ja, nærmest med hvide knoer, jeg ræser igennem bogen, jeg søger plottet, jeg opsniffer og afdækker litterære strategier, og jeg kan sagtens finde på at læse den sidste side i bogen først. Men jævnligt stopper jeg også op. Helt op. Helt. Og så læser jeg pludselig en længere passage højt, ja, JEG RÅBER MÅSKE EN ENKELT SÆTNING HØJT UD I STUEN, jeg genlæser den tavst, igen, igen, igen, indtil den giver sig. Og jeg bremser et nyt sted, jeg analyserer en landskabsbeskrivelse, jeg nærstuderer grammatikken, semiotikken, semantikken, jeg bemærker et enkelt udsøgt ordvalg, en strygekarpe. Jeg finder en anden bog i reolen, som jeg tidligere har læst af samme forfatter, jeg skimmer den hurtigt, jeg sammenligner. Jeg finder en bog i samme genre, men skrevet af en helt anden, skimmer, modstiller. Jeg slår op i litteraturhistorier, i ordbøger, i håndbøger, i fagbøger.

Og imens læser jeg videre – hvilket er noget, jeg også gør meget fysisk. At læse er at tage noter, som regel et sted i bogen, måske på bagsiden af flappen. At læse er at lave æselører, ofte 50 eller 100 i én bog. At læse er at folde en halv side sammen. At læse er at slå store streger i marginen, at læse er at strege ord eller passager under eller ud, at læse er at sætte dramatiske cirkler midt på siden – alt sammen med en tyk, sort kuglepen. At læse er at stikke små papirlapper ind, at læse er at klistre post-it-sedler i bogen, at læse er at skrive til teksten ude i siden. At læse er at notere, at teksten er FLOT! Genial! VÅS! At læse er at bemærke, at måske har forfatteren ret her, men hvad så med Shakespeares sonetter!?

Den rent fysiske læseoplevelse har faktisk ændret sig over tid. Jeg læste de første børnebøger uden briller, fra ottende klasse læste jeg med læsebriller, og siden med kraftigere og kraftigere af slagsen. Nu er jeg så kommet i den glidende overgangsalder, hvor jeg altid har læsestyrken indbygget i hornbrillen på næsen. Men jeg har nu altid læst bøger alle vegne. Jeg har læst bøger til anmeldelse i busser i Indien, i tog i USA, i fly over Stillehavet. Jeg har læst på sofaer hos venner, på græsset i Kongens Have, på bolværket ved Christianshavns Kanal, i sengen hele dage ad gangen, på toilettet i timevis, i køkkenet, stående, rørende i en lavaboblende pastasauce. Jeg har læst måske 400 bøger på café. For stik imod, hvad amatørerne tror, så er diffus baggrundsstøj perfekt, når man skal koncentrere sig dybt.

Og bagefter sætter man sig så til tasterne. Åh, Gud, er den allerede så mange? Uaaark, der er deadline om tyve minutter! Og sådan lærer man at skrive lynhurtigt. Min gamle læremester Poul Borum, der var kritiker på Ekstra Bladet, skrev simpelthen på tid. Han satte bare et stopur i gang og hamrede så ellers løs. En god anmeldelse kunne laves på tyve minutter, mente han. Han har helt ret. Selve skrivningen er nemlig det absolut mindste af det. Og en god anmelder kan, når det kræves, reagere med lynets hast. Jeg har set en litteraturkritiker komme daskende ind for at hente en tyk, engelsk kriminalroman i Det Berlingske Hus klokken 9.00 om morgenen. Samme dag, ved middagstid, kunne redaktionssekretæren begynde at sætte hans for længst afleverede anmeldelse op. Rigtige kritikere æder ikke bøger til morgenmad. Men de kan sagtens læse hundrede sider hen over den.

Kritikken selv har også udviklet sig. Fra patriarkernes dans, hvor Poul Borum og Klaus Rifbjerg sloges i spalterne, til en tid, hvor man muligvis ikke engang må anmelde en bog skrevet af en kvinde, hvis man ikke selv er fribløder. Der er kommet økolæsninger på skemaet på universitetet. Postkolonialismen er gone native, og vi har fået #MeToo og udskamning af anderledes tænkende i en grad, så man nærmest ikke længere tør skrive offentligt, at man faktisk i ramme alvor overvejer, om ikke det faktisk er Marianne Stidsen, der – i hvert fald også – har ret?

Så hvordan fejrer man 25 års arbejde som litteraturkritiker? Hm. Man kunne jo købe en dyr førsteudgave. Eller en ny og smuk læsekuglepen. Måske er det faktisk tid til at få købt den øreklapstol af læder, som jeg alle dage burde have siddet og læst bøgerne i? Skulle man købe en læsebrille af det pureste guld?

Næ.

Jeg gør noget helt andet. Jeg gør det samme, som jeg gør, når jeg holder ferie. Jeg går en lang tur, en lang tur langs havet sammen med min familie. Langt fra kulturen. Langt fra litteraturen. Faktisk så langt fra andre stemmer som overhovedet muligt. Med et helt afkoblet blik indstillet på uendeligt. Tanketom.

Tavs.

Kristian Ditlev Jensen har 25-års jubilæum som litteraturkritiker 9. juni 2020. Han ønsker sig bøger.

Side 26