Hvor er vores store leder? Da spørgsmålet for nylig blev stillet på sociale medier i Sydkorea, var det ikke Kim Jong-un, der blev hentydet til. Nok var Nordkoreas diktator forsvundet i nogle lange uger i april, men syd for grænsen mindede vittige afsendere om, at man her havde sin egen feltmarskal, som havde været savnet meget længere. Samsungs bestyrelsesformand har ikke været set siden 2014, hvor han blev indlagt med en blodprop på virksomhedens eget hospital i hovedstaden Seoul. Officielt ligger den 78-årige Lee Kun-hee der stadig. På en aflukket fløj af hospitalet, under massivt sikkerhedsopbud. Men rygtet siger, at han er død. At han døde som 72-årig, men ligger på køl, indtil familien har fundet ud af at fordele det vidtforgrenede forretningsimperium og undgå en svimlende arveafgift.
Bestyrelsesformandens tilstand er ikke Samsungs eneste mere eller mindre officielle hemmelighed. Familien Lee er vævet sammen med Sydkoreas moderne historie og har gennem tre generationer skabt et imperium, der ikke alene er verdens største teknologivirksomhed og producent af mobiltelefoner – herunder til det danske marked – men også storleverandør af skandaler og mystik.
Netop som en ny og længe ventet bog opruller hele den kulørte historie, har familien varslet et kursskifte. Bogen Samsung Rising sammenligner med Nordkoreas diktatur og beskriver ledelsen som et »Machiavelliansk magtspil med metoder, der mere minder om Game of Thrones end et Silicon Valley-startup«. Men i sidste uge indkaldte bestyrelsesformandens søn til et pressemøde, hvor han undskyldte for fortidens synder og lovede at forvandle Samsung til en mere åben og demokratisk virksomhed. Hans egne børn, sagde han, ville ikke få overdraget nøglerne til imperiet.
Jeg fulgte tilblivelsen af Samsung Rising på sidelinjen, da jeg boede i Sydkorea i tre år frem til sommeren 2017. Journalisten og antropologen Geoffrey Cain havde arbejdet på bogen i årevis, men fik aldrig lov til at sætte det sidste punktum. Nye, opsigtsvækkende begivenheder blev ved med at komme i vejen. En ny telefonmodel begyndte at selvantænde i brugernes lommer, og Samsungs hovedkvarter forsøgte at dysse det ned. Den nye leder, den 51-årige Jay Y. Lee, blev anklaget for at bruge en hemmelig fond til at smøre dommere og politikere med penge og dyre heste. Der var retssager og fængslinger, endda en rigsretssag, hvor Samsung spillede en nøglerolle. Samtidig blev virksomheden ved med at indtage nyt land – medicin, energi – og slå konkurrenternes rekorder.
Når jeg løb ind i forfatteren i pressecentret i centrum af Seoul, lod han nu ikke til at ærgre sig over de evige tilføjelser og omskrivninger. Snarere virkede han taknemmelig for de nye, saftige lag, som blev føjet til sagaen.
Cain havde allerede interviewet mere end 400 personer, langt størstedelen nuværende og forhenværende ansatte hos Samsung, og han gik til stoffet med antropologens blik, som studerede han en hidtil ubeskrevet indianerstamme, hvilket ikke ville være helt ved siden af.
Dengang var arbejdstitlen Republic of Samsung, »Republikken Samsung«, en betegnelse for den problematiske symbiose mellem Sydkoreas stat og virksomheder.
Landets afsindige vækst – »Miraklet på Han-floden«, som det kaldes i udlandet – har været drevet af familieejede konglomerater som Hyundai, LG og Samsung, og i Sydkorea er de svære at komme uden om. Gennem mere end 50 under- og datterselskaber med andre navne har Samsung en finger med i det meste, og man kan leve et helt liv uden at være kunde andre steder: parkere sin Samsung-bil under sin Samsung-lejlighed indrettet med Samsungs smart home-teknologi. Købe ind i Samsungs supermarkeder og stormagasiner, bo på deres luksushoteller, lade sig indlægge på deres hospitaler og betale for det hele med sit Samsung-kreditkort.
Familien Lee er også allestedsnærværende i Sydkorea, selvom medierne håndterer medlemmerne med fløjlshandsker og stort set aldrig skriver om deres privatliv.
Den forsvundne bestyrelsesformands villa lå tæt ved vores lejlighed i Seoul, på toppen af en bakke med udsigt over Han-floden. I overensstemmelse med konfucianske forskrifter er sønnens bolig lidt mindre og ligger længere nede ad bakken, og helt nede finder man Leum Samsung-museet, opkaldt efter bestyrelsesformandens første kone, der huser en af landets største samlinger af traditionel keramik.
Foran villaen på toppen af bakken var der tit opildnede demonstrationer. Ofte var det fagforeningsfolk med røde flag og megafoner, der protesterede mod Samsungs modvilje mod overenskomster. Men ofte blev de mødt af mod-demonstranter, der var endnu mere ophidsede. De viftede flag med Samsungs logo ved siden af Sydkoreas nationalflag og råbte skældsord ad de andre demonstranter. Et af de ord, der altid blev brugt om Samsungs kritikere, var »forrædere«.
Det hele begyndte i 1938, i provinsbyen Daegu, med en lille købmandsbutik, der solgte grøntsager og tørret fisk. Samsung Sanghoe betyder »Den trestjernede butik« (Sam sung betyder tre stjerner), men stifteren Lee Byung-chul havde større ambitioner. Han begyndte at sælge ris til Manchuriet og investerede i et lokalt bryggeri. Under Koreakrigen fik han lukrative forbindelser i det amerikanske militær, og bagefter udvidede han med et sukkerraffinaderi, en bank og et forsikringsselskab.
Da General Park Chung-hee tog magten ved et militærkup i 1961, kaldte han ejerne af de mest succesfulde virksomheder sammen. På det tidspunkt var Lee landets rigeste mand. Han boede i et palæ syd for Seoul med påfugle i haven og havde fået tilnavnet »Hr. 100 procent-uld« for sine tykke vinterfrakker. Sydkoreanerne var også så småt begyndt at bruge ordet Chaebol, »pengeklaner«, om de velhavende familier, der i de kommende år ville blive meget rigere.
Generalen gav Lee et valg: penge eller fængsel. Det var begyndelsen på en alliance, der stadig præger landet. Beder staten om hjælp, skal Samsung levere, og til gengæld har skiftende regeringer passet godt på virksomhederne, for eksempel ved at forhindre konkurrenter som Apple og Google i at få fodfæste i Sydkorea.
Det er et gensidigt afhængighedsforhold, som gør det svært at se, hvor Samsung ender, og den sydkoreanske stat begynder. For nogle år siden afslørede det uafhængige medie SisaIN, at Sydkoreas efterretningstjeneste havde aflyttet borgere på vegne af Samsung. Da jeg mødte chefredaktøren for SisaIN, fortalte han, at han også selv var blevet overvåget af virksomheden, som ville have ham til at droppe en kritisk artikel.
Samsung Rising viser, hvordan det kom dertil. Hvordan virksomheden voksede og blev det moderne Sydkoreas stolthed. Landets succes begyndte at afhænge af Samsungs succes, og det har skabt et intenst og noget særpræget arbejdsmiljø.
Når medarbejdere skal beskrive kulturen til Geoffrey Cain, taler de lige så meget om patriotisme og »hjerteblod« som om teknologi og forretning.
En ældre medarbejder får lys i øjnene, når han mindes en 64 kilometer lang march i bjergene, der skulle højne moralen før færdiggørelsen af et nyt produkt. Ingeniørerne gik hele dagen og natten med. Ved solopgang gik de ned ad bjerget og ind på Samsungs nye fabrik, hvor de fortsatte arbejdet til fyraften.
Cain studerer også Samsungs legendariske sommerfester med massegymnastik, der minder om Nordkoreas berygtede Arirang-festivaler. Samsung-rekrutter bruger måneder på at øve sig i at danne slogans og symboler magen til dem, man kan se på stadioner og offentlige pladser i Pyongyang: en knyttet næve, ordet »sejr«. Eller i ét tilfælde: tallet 10.000.000, årets mål for solgte mobiltelefoner.
Fjendebilledet skifter, efterhånden som Samsung stormer frem. Først er det japanske Sony, og da de er slået, bliver det amerikanske Apple. Hver morgen får et Samsung-kontor leveret kurve med æbler, så medarbejdere kan tage en bid af Apple. Internt bliver Samsungs næste Galaxy-telefon kaldet »iPhone-dræberen«.
Også internt bekriger koreanerne hinanden. I hovedkvarteret syd for Seoul bygger mobilafdelingen og tv-kontoret hvert sit højhus og bliver ved med at føje nye etager til for at blive højest. Tv føjer fire etager til, mobil forhøjer med fem, indtil ledelsen får nok.
Ligesom i Nordkorea er der også en ufejlbarlig leder i centrum af det hele. Cain bemærker, at medarbejdere husker dato og sted for Lee-patriarkernes skelsættende taler, og deres inspektioner er omgærdet af frygt. Røde løbere rulles ud. Samlebåndsarbejdere får udleveret mintpastiller og instrueres i at undgå øjenkontakt.
Alligevel lykkes det ikke altid at behage lederen. I foråret 1993 samlede Lee Kun-hee fabriksansatte om et bjerg af mobiltelefoner, faxmaskiner og andet udstyr med kvalitetsproblemer. På gaden ville bunken have en værdi af 300 millioner kr. eller mere, anslår Cain. Men Lee instruerede de ansatte i at hælde benzin på og satte ild til. Bagefter kørte en bulldozer over den rygende bunke af smeltet plastik og metal.
»Hvis I fortsætter med at producere lav kvalitet,« advarede formanden, »kommer jeg tilbage og gør det samme én gang til.«
Han havde overtaget ledelsen efter sin fars, grundlæggeren Lee Byung-chuls, død i 1988, og uden for Samsung blev Lee Kun-hee set som en forkælet playboy, der ville være mere optaget af at innovere sit harem end familievirksomheden. Rygtet ville vide, at han var far til 95 børn, et tal i Djengis Khan-ligaen. Da han tog over, var Samsung i fuld gang med at forvandle sig til en teknologivirksomhed (nye apparater blev lagt på stifterens grav i respekt), men der var lang vej igen. I USA blev produkter fra både konkurrenten LG (Lucky Goldstar) og Samsung placeret på de nederste og billigste hylder, og sidstnævnte var nedsættende kendt som Sam-suck.
Nogle af opfindelserne fra den periode er virkelig bizarre. Da jeg besøgte Samsungs museum en times kørsel syd for Seoul, stirrede jeg længe på en aflang himstregims med to skærme, før den unge kvinde, der viste rundt, forklarede, at der var tale om en kombineret mikroovn og fjernsyn. På den måde kunne man nå et par minutters underholdning, mens man holdt øje med opvarmningen af sin bibimbap.
Efterhånden fik Lee dog sat skik på foretagendet. I 1993 modtog alle medarbejdere et tegneseriehæfte, kendt som »Formand Lees lille Blå Bog«, der mindede om deres ansvar for nationen. Flere af striberne viser amerikanske, japanske, russiske og kinesiske forretningsfolk, der forfølger og ydmyger de renhjertede koreanske slipsemænd. »Hvilken elendighed at være et land, der er økonomisk underordnet andre lande,« står der under en tegning.
Også her minder Samsung om Nordkorea, hvis statsracisme er beregnet på at holde befolkningen i et evigt alarmberedskab, frygtsomme for alt u-koreansk, mener Geoffrey Cain. I begge lande finder man den samme form for nationalisme, som knytter sig til forestillingen om det koreanske folk som særligt ædelt og uskyldsrent.
Da Samsung endelig fik succes med sine telefoner og fjernsyn, var det nu til dels på grund af fremmed indblanding. Amerikanske designere og reklamefolk hjalp dem med at pakke produkterne ordentligt ind, og Apple blev aftager af Samsungs chips og skærme til den populære iPhone.
Samsung er før blevet sammenlignet med Nordkorea, men aldrig så systematisk og velunderbygget, som det gøres i Samsung Rising. Tidligere afsendere er heller ikke sluppet heldigt fra det.
Den forhenværende Guardian-korrespondent Michael Breen var æresborger i Seoul, da han i sin ugentlige klumme i Korea Times gjorde sig morsom på Lee-familiens bekostning. Denne jul, skrev Breen, kunne landets politikere, dommere og journalister forvente at modtage et Samsung-gavekort til en værdi af 250.000 kr., mens virksomhedens ansatte ville få indrammede fotos af Jay Y. Lee med instrukser om at hænge dem på væggen en anelse under portrætterne af hans far og bedstefar. Satiren var et vink til Nordkoreas strenge regler for afbildning af Kim-familien, men hos Samsung kunne man ikke se humoren. De sagsøgte skribent, chefredaktør og avis – og fulgte op med et kriminelt søgsmål mod Breen, der blev afhørt af politiet i fem timer. Avisen trak artiklen tilbage og trykkede en undskyldning på forsiden.
Også mere lødig kritik af Samsung har det med at give bagslag. Da et af stifterens børnebørn protesterede over sin andel af arven, blev han skrevet helt ud af testamentet og endte som subsistensløs i en lille fiskerby. Til besøgende journalister har han klaget over at mangle penge til bussen. De lokale kalder ham »Formanden«.
Kim Young-chul så heller ikke, hvad der var på vej. Han var Samsungs chefjurist, men blev træt af at vende ryggen til svindel og korruption og udgav i 2010 sine erindringer, Når jeg tænker på Samsung. Her beskylder han blandt andet Jay Y. Lee for at bruge en skjult konto til at bestikke politikere og offentligt ansatte – en anklage, der senere viste sig at være sand og var med til at styrte Sydkoreas præsident Park Geun-hye i 2017.
Men dengang ville ingen lytte til ham. Sydkoreas aviser kaldte ham »forrædder«, »gigolo« og »guldgraver«, men nægtede at anmelde bogen eller tage anklagerne alvorligt. Igen var der støttedemonstrationer for Samsung, hvor der blev sat ild til fotografier af juristens ansigt. Til New York Times afviste Samsung at beskæftige sig med deres tidligere topchef: »Når du ser en bunke ekskrement, så undgår du den, ikke fordi du frygter den, men fordi den er beskidt,« sagde en talsmand.
Bogen blev senere en bestseller takket være sociale medier, men forfatteren var brændemærket. Ingen ville ansætte ham. Til sidst flyttede han tilbage til sin fødeby og åbnede et bageri.
Hvad angår den største officielle hemmelighed, at Lee den Anden for længst er død, har kun få turdet sige det højt. Men måske har det heller ikke været nødvendigt.
Under retssagen mod Jay Y. Lee, der stadig er i gang, spurgte anklageren for nylig til hans far.
»Dengang formand Lee var i live ...« begyndte han, før han indså sin fejl og skyndte sig at korrigere, mens et latterbrøl rejste sig i retslokalet, måske et tegn om nye tider i relationen: »Dengang formand Lee var ved godt helbred.«
I modsætning til sin far og farfar, der begge fik en fængselsstraf, men straks blev benådet igen, nåede den yngste Lee faktisk også at sidde inde, mens han afventede den første del af retssagen. Det var en ydmygende oplevelse, som chaebol-familierne før er blevet sparet for. I cellen var der ikke andet end en madras på gulvet og et tv på væggen. Af mærket LG.
Geoffrey Cain: Samsung Rising – The Inside Story of the South Korean Giant That Set Out to Beat Apple and Conquer Tech. 383 sider. Currency.
Læs også tre kvinders afsked med techbranchen, dominerende mænd og drømmen om Californien.
Læs også, at de nyeste studier tyder på, at vi tænker fint, selvom vi konstant er online.
