Teknofobi. For ti år siden advarede flere om, at internettet kunne skade vores hukommelse og intellekt. Google-effekten blev skræmmescenariet kaldt. De nyeste studier tyder dog på, at vi tænker fint, selvom vi konstant er online.

Mobildemens

Mobildemens Af Anders Boas

Forestillingen om, at ny teknologi kan skade vores evne til at tænke, er langtfra ny. Allerede i Platons Faidros fortæller Sokrates historien om den ægyptiske kong Thamos’ modvilje mod skrivekunsten. Bogstaverne »vil skabe glemsomhed i sjælene hos dem, der lærer dem«, siger Thamos. Når vi nedfælder ting, stoler vi på teksten i stedet for at lagre dem i vores hoved, lyder kongens dom over den nye teknologi.

Den ældgamle bekymring over indflydelsen fra ny tekologi blev genaktualiseret i 2008, da den amerikanske forfatter Nicholas Carr i magasinet The Atlantic spurgte, om Google gør os dumme.

»I løbet af de seneste par år har jeg haft en ubehagelig fornemmelse af, at nogen eller noget har pillet ved min hjerne, omtrukket kablerne, genprogrammeret min hukommelse,« skrev Carr.

Hans mistanke fik hurtigt næring fra de første bekymrende studier. Særligt en artikel i Science i 2011 vakte opsigt. Her talte forskere om den såkaldte Google-effekt, hvor folk huskede informationer dårligere, når de forventede at kunne finde dem på nettet. Studiet er citeret mere end 1000 gange. Andre undersøgelser antydede også, at computere, telefoner og sociale medier kunne distrahere folk og gøre dem dårligere i skolen.

I disse år dukker der imidlertid en række videnskabelige forsøg op, som udfordrer de tidlige studiers bekymrende meldinger.

Ved Institut for adfærdsforskning på Radboud Universitet i Holland lægger Niklas Johannes netop nu sidste hånd på sin ph.d.-afhandling. Han satte sig for at teste nogle af teknologiprofetierne i laboratoriet, og resultaterne er overraskende.

Læs også advarslen fra den tyske sociolog Steffen Mau om, at vores liv bliver gjort op i tal og data: »Skæbne på autopilot«

Når forskere spørger folk, hvordan de tror, deres telefoner påvirker dem, er de ofte bekymrede for, at teknologien skal stjæle deres opmærksomhed. Det har været fremført som en mulig forklaring på sammenhængen mellem mobilbrug og faglige præstationer.

»Det passer jo godt med vores oplevelser i hverdagen. Man skal skrive et eller andet, men så vibrerer telefonen, og man kan ikke lade være med lige at tjekke, hvad der mon sker. Så jeg var ret sikker på, hvordan eksperimenterne ville falde ud, men jeg var nødt til at revidere min opfattelse, da jeg så resultaterne,« siger Niklas Johannes, der i laboratoriet ikke kunne se, at folk blev dårligere til at løse opgaver, når de blev distraheret af telefonen.

Man har talt om, at telefonerne får os til konstant at være på stikkerne, fordi vi aldrig ved, hvornår der igen sker noget spændende på det lille apparat.

»Men hvis telefonen er så fristende, som folk siger, burde vi kunne finde tegn på, at folk har svært ved at modstå trangen til at give deres telefon opmærksomhed, når den bipper: Er det den e-mail, jeg har ventet på? Er det mine venner, der skriver til mig?«

Niklas Johannes ville ikke bare vide, om vi oplever telefonerne som forstyrrende, men også om de reelt påvirker vores præstationer. Vores sanser udsættes hele tiden for en stormflod af indtryk, men heldigvis har en særlig del af vores tænkeapparat til opgave at sørge for, at vi ikke reagerer på alle de indtryk, der er ligegyldige for den opgave, vi skal klare.

Der findes test, der undersøger, hvor gode vi generelt er til at bremse vores automatiske reaktion på irrelevante indtryk, men Niklas Johannes ville vide, om man bliver dårligere til at klare de test, når man tilføjer endnu et forstyrrende element – den distraherende telefon.

Antagelsen var, at jo mere synlig telefonen var, jo mere kunne den potentielt forstyrre deltagerne. I nogle tilfælde var telefonen placeret i tasken i hjørnet af lokalet, mens den andre gange var på bordet ved siden af forsøgspersonerne. Fra tid til anden modtog de ligefrem en besked på telefonen under testen.

»Mange af deltagerne fortalte, at blot det, at telefonen lå på bordet, føltes forstyrrende, og de oplevede at blive endnu mere distraherede, når de modtog en notifikation, men i de faktiske test viste folk sig at være ret gode til at ignorere deres telefon,« siger Niklas Johannes.

Selvom mennesket er bygget til kun at fokusere på en brøkdel af vores sanseindtryk, kan telefonerne måske være særligt tiltrækkende for vores opmærksomhed, fordi de konstant lokker med social anerkendelse – et like, en ny ven eller spændende besked. Der eksisterer således en forestilling om, at telefonernes blinkende notifikationer er som spillemaskiner, der nærmest gør os afhængige af det næste dopaminfix med belønninger fra sociale medier og beskeder. Den idé besluttede Niklas Johannes sig også for at teste:

»Hvis telefonen virkelig er den her enarmede tyveknægt, hvor man konstant venter på en uforudsigelig belønning fra den, burde vi kunne se det, når vi distraherer folk med notifikationer,« siger Niklas Johannes. »Der er forskere derude, som i ramme alvor sammenligner lyden fra en smartphone med et kokainrush, men hvis man viser et billede af narkotika til en narkoman eller af alkohol til en alkoholiker for den sags skyld, drager det automatisk deres opmærksomhed, selvom det ikke er relevant for den opgave, de skal udføre. I vores forsøg lod folk ikke til at være mere distraherede af notifikationer fra sociale medier som Instagram, Facebook og Snapchat end af notifikationer fra telefonens regnemaskine, som vel ikke kan siges at give den store sociale belønning.«

Det ville være naivt og arrogant helt at afvise, at telefonerne kan have negative effekter baseret på nogle få forsøg i laboratoriet. Det er Niklas Johannes den første til at påpege. Men hvis teknologien fundamentalt forandrer vores tankevirksomhed, burde man kunne aflæse det i forsøgene.

Læs også om fire opbyggelige bøger om at genfinde børn og voksnes værdighed, frihed og fred foran de evindelige skærme: »De afhængige«

Desuden står Niklas Johannes ikke alene. En række andre forskere udfordrer også for tiden de bekymrende teknologiprofetier. Mange af de tidligere studier af teknologiens indflydelse på vores tænkning har nemlig blot sammenholdt folks teknologiforbrug med deres præstationer i forskellige målinger og test. Den slags undersøgelser fortæller os ikke, om teknologien i sig selv påvirker folks præstationer, eller om sammenhængene mellem teknologi og kognition kan skyldes en forskel mellem personerne i undersøgelserne. At det måske er tilfældet, antydes af et nyt studie publiceret i det videnskabelige tidsskrift Applied Cognitive Psychology.

»Vi begyndte med at gøre, som mange forskere før os har gjort: Vi så passivt på sammenhængen mellem folks telefonbrug og deres kognitive evner,« forklarer Peter Frost, der er professor i psykologi ved Southern New Hampshire University i USA og leder af studiet.

Her kunne de genfinde nogle af sammenhængene fra tidligere studier. For eksempel var storforbrugerne af telefoner dårligere til at løse problemer sammen med andre og klarede sig dårligere i en test af evnen til at udskyde belønning. Til forskernes overraskelse var de omvendt lidt bedre til at tænke kritisk og forstå den dybere mening med en tekst.

Frost og kollegerne kunne have stoppet her og fortalt vidt og bredt om telefoners indflydelse på vores tænkning. I stedet satte de gang i et eksperiment.

I det første studie havde de registreret deltagernes mobilbrug ved hjælp af en app installeret på deres telefon, og derfor vidste de, at folk gennemsnitligt brugte deres telefon 5,5 timer om dagen. Derfor besluttede forskerne sig for ved lodtrækning at inddele folk i en lav- og højforbrugsgruppe, der henholdsvis skulle bruge deres telefon under to timer eller mindst 5,5 timer om dagen. Hvad ville der ske med folks præstationer i testene, hvis en gruppe deltagere skar voldomt ned på deres telefonforbrug?

»Vi målte nogle af de samme ting som i det første studie, men de fleste af de sammenhænge, vi tidligere havde set, kunne vi ikke bekræfte i forsøget. Den eneste forskel var, at folk i højforbrugsgruppen efter en uge var dårligere til forstå den dybere mening med en tekst, og det var lidt overraskende, fordi vi ellers havde set en positiv sammenhæng i det første studie,« siger Peter Frost.

Resultaterne antyder ifølge Peter Frost, at de mennesker, der bruger deres telefoner særligt meget, ofte også har andre særlige karaktertræk, der kan forklare mange af de tidligere studiers resultater. En mulighed er, at folk, der har svært ved at lade deres telefon være i fred, også generelt har dårligere selvkontrol. Forskningen peger på en sammenhæng mellem selvkontrol og faglige præstationer, og det kan måske i virkeligheden forklare, at tidligere studier har fundet en forbindelse mellem højt mobilforbrug og dårlige karakterer.

Den tese rejses også af økonomer fra Københavns Universitet i et nyt arbejdspapir, hvor de gennem to år har fulgt 458 DTU-studerendes telefonbrug ved hjælp af en app installeret på deres telefon.

Økonomerne må endnu ikke udtale sig om studiet, da det er under fagfællebedømmelse ved et tidsskrift, men arbejdspapiret antyder, at de hidtidige studier har overvurderet, hvor meget mobilbrug påvirker skoleresultater.

Tidligere studier har kun haft en enkel måling af deltagernes mobilforbrug og præstationer, og derfor er det meget svært at afvise, at en helt tredje ting – som eksempelvis selvkontrol – påvirker begge dele.

Det danske studie genfinder faktisk sammenhængen, når de bruger samme metode som de internationale undersøgelser, men fordi de har registreret de studerendes forbrug over en toårig periode, kan de langt bedre kontrollere for alle de usynlige forskelle, der kan være mellem studerende med højt og lavt mobilforbrug. Når de tager højde for dem, ser telefonforbruget pludselig ikke ud til at forklare så meget af de studerendes skolepræstationer, som man ellers får indtryk af.

Der er imidlertid enkelte forsøg, der finder tegn på, at vores teknologibrug virkelig påvirker vores tænkning. Men førnævnte psykologiprofessor Peter Frost advarer mod at tro, at effekterne fra de ofte kortvarige laboratorieforsøg nødvendigvis fortæller os om de langsigtede effekter af teknologibrugen. Da Frost og kollegerne eksempelvis bad forsøgsdeltagerne om at ændre deres mobilforbrug i en hel måned i stedet for blot en uge, fandt de ingen forskel mellem grupperne. Nu var de lige så gode til at fortolke den dybere mening med en tekst.

Men hvad så med det legendariske Google-effekt-studie trykt i Science i 2011? Spørgsmålet er, om den effekt er meget anderledes end kong Thamos’ ældgamle bekymring for skrivekunstens effekt på vores hukommelse. Efter alt at dømme er effekten et udtryk for det, som hukommelsesforskere kalder »kognitiv aflastning«. Det er velkendt, at vi ikke lagrer oplysninger lige så effektivt i vores hukommelse, når vi forventer at have adgang til dem et sted uden for vores hoved.

Men den effekt finder man imidlertid, uanset om folk tror, de kan finde oplysningerne på nettet, eller om de tror, de har noteret dem ned på et ganske almindeligt stykke papir.

»Vi tror ikke, at det er selve skriveprocessen, der får os til at lagre oplysningerne mindre effektivt. Vi ved fra anden forskning, at det hjælper på hukommelsen at skrive ting ned, hvis bare man ved, at man ikke har adgang til det senere. Det handler nok snarere om, at man ikke lagrer information så godt, hvis man regner med at kunne støtte sig til et stykke papir eller en internetside, når man får brug for informationen senere,« forklarer Evan Risko, der er lektor ved institut for psykologi ved University of Waterloo i Canada og ekspert i hukommelse.

Måske bliver vi mere tilbøjelige til at aflaste vores hukommelse, når vi hele tiden har en telefon ved hånden, og det er der ifølge Evan Risko åbenlyse fordele ved. For eksempel har andre forskere vist, at vi bliver bedre til at lære ny information, når vi ikke behøver at fylde vores hoved med det, vi lige har lært, og ifølge Evan Risko aflaster vi netop vores hukommelse ved for eksempel at skrive ting ned, fordi det fungerer:

»Problemet er, at det kun virker, så længe vi har adgang til vores noter, og ingen har manipuleret med dem,« siger Evan Risko.

Det sidste er ikke uvæsenligt. I et nyt studie undersøgte Risko og hans kolleger, hvor gode vi er til at opdage, når noget af det, vi har noteret, er blevet manipuleret.

»Når vi lagrer noget uden for os selv i stedet for inde i vores hoved, har andre mennesker i teorien mulighed for at manipulere det. I forsøget tilføjede vi et ekstra ord til folks huskelister, og her kunne vi se, at de, der troede, de kunne støtte sig til deres huskeliste, havde ret svært ved at opdage manipulationen,« siger Evan Risko.

Hvad vi til gengæld stadig ikke ved noget om, er langtidseffekterne af hele tiden at aflaste vores hukommelse med teknologi. Evan Risko er dog forholdsvis rolig:

»Jeg er ret skeptisk over for, om teknologien vil føre til meget store forandringer i måden, vores hukommelse fungerer på.«

»I vores forsøg lod folk ikke til at være mere distraherede af notifikationer fra sociale medier som Instagram, Facebook og Snapchat end af notifikationer fra telefonens regnemaskine, som vel ikke kan siges at give den store sociale belønning.«

 

Læs også om et totalt overvåget samfund, hvor allestedsnærværende kameraer ikke bare udspionerer folk, men direkte former deres adfærd: »Sjælens ingeniører«

Side 53