Berygtet. Forskere over hele verden ser mod Kina for at hente viden, der kan inddæmme den globale pandemi. Men den kinesiske forskning har et blakket ry, og landets statistikker er genstand for udbredt mistro.

Østens visdom

Østens visdom Af Peter Harmsen

I de seneste dage, mens coronavirussen har hærget i Philadelphia-området, har Gerard Criner, leder af Temple Universitetshospitals center for lungesygdomme, været i konstant forbindelse med kinesiske læger i Wuhan via Skype og e-mail. Deres bistand, baseret på dyrebart indhøstet viden fra COVID-19’s ground zero, har været uvurderlig.

Kineserne har givet ham praktiske anvisninger om, hvordan man tackler en pandemi i en millionby, og har beskrevet detaljerede procedurer for at teste patienter, isolere og behandle dem og til sidst forberede dem på hjemsendelse, alt sammen mens sundhedspersonalet beskytter sig selv så godt som muligt.

»Her på Temple har jeg opfordret alle til at gøre præcis, som man har gjort i Kina, og der er ingen tvivl om, at det har reddet liv. Sådan en pandemi kan man ikke bare klare ved at sjusse sig frem på egen hånd. Man skal lære af erfaringerne hos folk, der allerede har været igennem det,« siger Criner til Weekendavisen.

Blandt de konkrete kinesiske råd, som Criner følger, nævner han brug af CT-scanning. Det er en slags avanceret røntgen, der på kort tid kan fastslå, om patienter er blevet smittet med coronavirus. Alternativet er en slimprøve i næseregionen, men sandsynligheden for, at den metode vil føre til en korrekt diagnose tidligt i et sygdomsforløb, er kun omkring 60 procent.

»Kineserne brugte CT-scanning lige fra begyndelsen, og det samme gør vi,« siger Criner.

Det, der foregår lige nu på Temple Universitetshospital, er et ud af utallige eksempler på samarbejde mellem læger og forskere i Kina og Vesten om at udvikle nye metoder til at behandle patienter med COVID-19 og på lidt længere sigt arbejde hen imod en vaccine. På et tidspunkt, hvor international udveksling er lukket ned på mange andre områder, flyder den sundhedsvidenskabelige dialog på tværs af landegrænserne mere uhindret end måske nogen sinde før.

Politiseret forskning

Paradoksalt nok sker det samtidig med, at politikere i både øst og vest ofte har mere travlt med at skælde ud på hinanden og samtidig antyde, at de sagtens kan tackle virussen på egen hånd. »Vi har de bedste læger, de bedste laboratorier, de bedste laboranter, den bedste medicin og de klogeste hoveder i hele verden. Alle indrømmer det,« sagde Donald Trump ved en pressekonference tidligere på måneden.

Wei He, en biolog ved Xibei Universitet i storbyen Xian i det nordvestlige Kina, har mange års erfaring med samarbejde med kolleger i Vesten, og han er frustreret over den seneste tids politisering af videnskaben.

»Begge sider bør efter min mening lægge unødvendig ideologisk bias til side og opbygge gensidig tillid. Siden udbruddet af coronavirussen har vi set flere eksempler på mudderkastning. Det er fuldstændigt meningsløst. Kina er et udviklingsland og har stadig meget at lære af Vesten. Omvendt er der også mange områder, hvor Kina kan lære fra sig,« siger han.

Kina er alene i kraft af sin størrelse og sin centrale placering som oprindelsesland for coronavirussen uomgængelig i ethvert forsøg på at inddæmme pandemien. Kinesiske videnskabsfolk er involveret i en lang række internationale projekter, som på den ene eller anden måde handler om at bringe COVID-19 under kontrol. Vi kan ikke klare os uden Kina, ifølge Joy Zhang, der er sociolog ved University of Kent og fokuserer på tværnationalt videnskabeligt samarbejde.

»Kineserne har kæmpet med virussen længere end nogen andre, og hvis man oveni lægger antallet af patienter, som de har haft, råder de nok over verdens største samling data om virussen. Desuden er der en enorm mængde forskning, som finder sted på kinesiske universiteter, og det ville være uklogt ikke at benytte sig af den ressource,« siger hun.

Deborah Seligsohn, en politolog med speciale i blandt andet kinesisk videnskab ved Villanova University i Pennsylvania, kalder kinesisk deltagelse i en global indsats mod coronavirus for »kritisk vigtig«.

»Kinesiske forskere udgiver en strøm af videnskabelige artikler om coronavirus. Meget af forskningen er godt nok baseret på begrænset empiri, men det giver allerede en idé om, hvad der virker, og hvad der ikke virker. Taler vi om vaccine, kommer Kina også til at spille en rolle. Kina er storproducent af vacciner, og Kina er naturligvis et af de steder, hvor vacciner også vil blive anvendt i stor stil,« siger hun.

Men spørgsmålet rejser sig uundgåeligt: Kan vi stole på kinesisk videnskab?

Usunde incitamenter

Kinesiske videnskabsfolk har stået i centrum for flere skandaler i de senere år, og i den offentlige debat har kinesisk forskning et noget blakket ry. David Cyranoski, der er Shanghai-korrespondent for Nature, et af verdens førende videnskabelige tidsskrifter, opregner de mange brister af professionel og også moralsk karakter, som plager kinesisk forskning:

»Kina lider af mangel på gennemsigtighed, ligesom statsmagten blander sig i videnskab. Jeg tror for eksempel ikke, at den såkaldte videnskab bag publikationer om traditionelle kinesiske behandlinger af COVID-19 er særlig robust, og regeringen bakker her op om en masse pseudovidenskab,« siger han.

Et af de områder, hvor der hidtil har hersket nærmest lovløse tilstande, er produktion af videnskabelige artikler. For at begynde i den milde ende er kinesiske forskere blevet taget i at fagfællebedømme deres egne artikler, eller de har fået deres venner til at gøre det for dem.

Men det stopper ikke her. Det har også været en udbredt praksis blandt fortravlede forskere at outsource akademiske artikler til specialiserede firmaer, som samtidig har været leveringsdygtige i de data, der skal understøtte artiklerne empirisk. At firmaerne så bruger de samme data igen og igen i andre artikler, gør naturligvis kun sagen værre.

I Kina som i andre lande er det afgørende for en akademisk karriere at blive udgivet regelmæssigt og helst i anerkendte tidsskrifter. »Publish or perish« er et grundvilkår alle steder. Men der har været endnu et incitament i Kina, hvor universiteterne indtil for nylig udlovede pengepræmier for publiceret forskning, fortæller Ivan Oransky, der er uddannet læge og gennem sin anerkendte blog Retraction Watch holder øje med uærlighed inden for akademisk udgivelsesvirksomhed.

»Det stod på længe, og der var tale om meget store bonusser. Det var ikke bare et par hundrede dollars eller noget i den stil. Hvis du havde held med at blive udgivet i et af de store tidsskrifter, kunne du fordoble din årsløn. Regeringen har på det seneste forbudt den praksis, men vi må vente og se, om det har nogen virkning,« siger han.

»På den anden side skal man ikke bare gå efter Kina. Nogle gange bliver retorikken meget forsimplet: Kina er dårligt, alle andre er åbenbart gode. Men hvis du ser på noget af den problematiske forskning, der er blevet offentliggjort omkring coronavirussen, så er det langtfra alt, der kommer fra Kina.«

Som et eksempel på det sidstnævnte fremhæver han en fransk artikel, offentliggjort i sidste måned i det ellers respekterede tidsskrift International Journal of Antimicrobial Agents. Dens forfattere hævder, at stoffet klorokin, der egentlig er beregnet på malaria, også er effektivt mod COVID-19. Men det videnskabelige grundlag har vist sig skrøbeligt, og kritikken er haglet ned.

Tvivl om data

Videnskabeligt sløseri eller ligefrem fusk er altså ikke nogen kinesisk specialitet, og de forskere og iagttagere, som Weekendavisen har talt med, siger samstemmende, at den forskning, der foregår på de bedste af Kinas universiteter, er i verdensklasse og udgør et essentielt bidrag til den globale kamp mod coronavirussen.

Med de data, som Kina udsender om virussens spredning, forholder det sig anderledes. Politikere og fagfolk har udtrykt skepsis over for de officielle tal om situationen i Kina. Med godt 3300 døde placerer Kina sig nu på en niendeplads over listen med lande, hvor der er sat flest menneskeliv til, mellem Tyskland og Holland.

Er det et resultat af et effektivt sundhedsvæsen eller en effektiv propaganda? Der er meget, vi endnu ikke ved, siger Scott Romaniuk en Kina-ekspert ved University of Alberta, som blandt andet har skrevet om kinesisk brug af statistik, men han kunne godt forestille sig, at Kina kunne finde på at massere data af politiske hensyn.

»Jeg spekulerer her, men lad os nu antage, at 10.000 mennesker, som er døde af COVID-19, også har andre underliggende helbredsproblemer. Så er der en gråzone, hvor der er plads til at gemme sin statistik, og selv om vi ikke kan sige med sikkerhed, at disse dødsfald var direkte coronarelaterede, så kan det heller ikke udelukkes,« siger han.

Skidt og kanel

De potentielle konsekvenser af statistisk fusk er betydelige, fordi manipulerede tal fra Kina kan gøre det vanskeligere at danne sig et realistisk billede af virussens spredningsmønstre. Seligsohn fra Villanova University er enig i, at kinesiske tal er dårlige, men mener, at det ikke er noget særligt for kineserne.

»Alle har elendige data. New Yorks data er elendige. Amerikanske data er i det hele taget elendige. Italienske data er elendige. Så jeg synes, at der i hele denne her sag om kinesisk statistik ikke rigtig er noget at komme efter,« siger hun.

»Det er helt indlysende, at der var mange tilfælde af smittede, som ikke blev talt med i Wuhan, men det var på et tidspunkt, hvor de ikke engang vidste, hvad det var for en sygdom, de stod over for. Det ved vi så nu, men alligevel ser vi, at det samme er sket i New York.«

Kinesisk forskning er altså en blandet bolsjepose, og der er både skurke og helte. Men i praksis er det ikke vanskeligt for vestlige forskere at finde de rette samarbejdspartnere i Kina, for de har kendt de relevante fagmiljøer i årevis.

De har studeret på de samme universiteter, typisk i USA og ofte på de mest velrenommerede universiteter, og de er mødtes igen og igen til internationale konferencer. Det har givet forskere fra Vesten en fin fornemmelse for, hvilke af de kinesiske videnskabsfolk og institutioner der står for de mest troværdige resultater.

Gerard Criner fra Temple Universitetshospital fik for eksempel kontakt til lægerne i Wuhan gennem en kinesisk ekspert i lungesygdomme, der tidligere havde opholdt sig i Philadelphia et helt år og var blevet ikke alene kollega med sine amerikanske værter, men også venner.

»Han blev sendt til Wuhan tidligt på året for at arbejde med et hold af læger dér, og vi har opretholdt kontakten i hele perioden,« siger Criner. »Vi taler sammen hver dag.«

Side 52