Leder.

Døden og friheden

Døden og friheden Af Martin Krasnik

DØDEN er kommet tilbage. Alt er udsat eller aflyst: Folkemødet, alle taler om, festivalerne, alle skal til, studenterfesterne, alle mener noget om, bryllupperne, fødselsdagene, sommerfesterne, alt det skønneste i livet, er suspenderet. Vi studerer dødstal i stedet for forårstemperaturer, de dystre meddelelser fra statsministeren i stedet for sommerrevyer og fodboldlandskampe. Det er antallet af syge og døde, der definerer, hvordan vi lever. Statsministeren åbner det danske samfund afhængigt af tallene fra hospitalerne. Denne uge, lyder det fra cheflægen i Det Hvide Hus, bliver den værste i alle nulevende amerikaneres levetid, værre end både Pearl Harbor og 9/11. De døde køres væk i lastbiler, bedemændene har planlagt begravelserne en måned frem. Det sker på forskellig måde og i forskellig grad fra land til land, men det sker overalt: Folk forskanser sig og håber, at de og deres familier ikke bliver ramt. Kloge folk og eksperter forklarer og forudsiger, der stilles krav om klare strategier, men sandheden er, at ingen ved, hvordan de næste måneder, ja, hele det næste år, vil udspille sig. Lige bortset fra det eneste sikre: Et stort antal mennesker vil dø af denne nederdrægtige sygdom.

GØR covid-19 snart det ene, snart det andet tydeligt, er virussen mest af alt et gigantisk, kollektivt memento mori, en påmindelse om døden: Påskens gudstjenester er blevet aflyst. Her plejer præsterne at minde os om noget, vi som samfund havde glemt: at døden er et grundlæggende livsvilkår. Vi havde overvundet pest, tyfus, kolera, kopper, polio, mæslinger, difteri, skoldkopper, alle de store dræbere, og nu var tiden kommet til at kurere os for alderdommen. I ramme alvor var vi begyndt at diskutere, om vi kan bearbejde celler og gener, som var det software, der blot skal opdateres. Kan vi leve i 120 år, 150 år, uendeligt? Der udkom artikler i ét væk om den fjerde alder, den femte alder og bøger med titler som Afskaf alderdommen. »Det grå guld« kaldte vi den økonomiske side af udødeligheden, for pensionisterne var de nye teenagere med friværdien på kreditkortene.

OS kan ingen slå ihjel, var den udbredte holdning. Døden forsvandt ud af regnskabet, og i samfundet blev sygdom og død derfor til tabu. De gamle var evige forbrugere, og var de ikke det, var det bedst at gemme dem lidt væk. Enten klarede de sig selv, eller også måtte det offentlige tage sig af dem. Var de ikke gråt guld, var de ældrebyrde – under alle omstændigheder kunne de opgøres i kroner og øre. Livets kilde flyder åbenbart med penge, for det er nu engang sådan, at knoglerne svækkes, blodårerne forsnævres, cellerne muterer, og udødelighed kræver implantater, bypassoperationer og kræftmedicin. Og mens vi brugte stadig flere penge på at livsforlænge, blev der færre og færre penge til de rigtig gamle, slet og ret, til dem, der har brug for hjælp, mad, personlig pleje og rengøring, for menneskelig kontakt overhovedet, fordi de er alene og ikke kan klare sig selv.

LEVENDE er mindet om denne nære fortid knap nok længere. Nu er den fjerde alder livsfarlig. Gennemsnitsalderen på dem, der dør af covid-19, er cirka 80. Er man over 70, er man i risikogruppen. Alder er den fælles »underliggende tilstand« hos de døde. Derfor er de ældste borgere – uanset hvordan det går i de næste måneder – i en kategori for sig selv. De må blive hjemme, mere eller mindre isolerede. Det er et faktum, der er svært at overskue: Der kan gå mange måneder, før man kan se, omfavne og kysse forældre, bedsteforældre og oldeforældre igen. De gamle er nu – virkelig – blevet til gråt guld.

OG hvad betyder det så? Hvis denne elendige situation skal give mening, må den være, at døden er kommet tilbage som et fælles, kollektivt vilkår. Når døden så selvfølgeligt tager de gamle først, må det befri os for den mærkelige illusion, at vi har kunnet undgå det mest menneskelige vilkår af alle; at vi ældes og dør. Og derfor er det vigtigt at huske på, hvad de ville have sagt i kirkerne i de kommende dage: at døden er det eksistentielt menneskelige, at vi ikke kan kontrollere alt, men ikke må miste håbet. Kan de næste mange måneders anstrengelser i det mindste føre til noget positivt, må det være dét: at vi forstår, at vi bliver gamle og skal dø, og derfor vil indlemme de ældre – også de svage, de skrantende, de syge og de døende – i familierne og i samfundet igen. I gaderne og parkerne i de kommende dage og uger er der langt færre mennesker, end der plejer, men dog er der mennesker, børn med deres forældre, unge med deres venner, kærester med hinanden. Men de gamle er væk, og det er uhyggeligt. Den distance, vi nu skal have til de ældste og svage i en uoverskuelig periode, er så sørgelig og ubehagelig, at den minder om, at de er en del af samfundet. Det er paradokset: Først nu, når vi ikke må nærme os de udsatte, bliver vi bevidst om, hvor essentielle de er i vores liv. Tvungen afstand har skabt længslen efter nærvær.

FRIHEDEN er ikke kun suspende­ret for påskens kirkegængere og frokostspisere, nej, nedlukningen gælder alle: I denne påske falder den kristne og jødiske kalender sammen, præcis som i år 33, hvor Jesus på skærtorsdag samlede sine disciple til årets påskemåltid – den sidste nadver. I år er det onsdag, at jødiske familier – unge og gamle – mødes, det vil sige, skulle have mødtes. I Israel har de sefardiske rabbinere givet dispensation til, at ældre familiemedlemmer må være med på Facetime eller Zoom, men ellers foregår det adskilt.

TIL påske læser jøderne historien om Exodus og udgangen fra Egypten. Historien handler om jødernes trængsler i fangenskab hos egypterne, som blev straffet med ti plager, herunder pest, bylder og død, hvilket nok vil få en del virtuelle middagsselskaber til at diskutere, hvor den aktuelle plage passer ind. Men hvor den kristne påske handler om døden og håbet som livets vilkår, drejer det sig hos jøderne om menneskets higen efter frihed. Budskabet er, at friheden aldrig kommer af sig selv. »I er frie,« sagde Moses til sit folk, hvorefter han førte det ud på 40 års ørkenvandring. Det tog en hel generation at nå frem, selv Moses døde lige inden ankomsten. Tanken er, at ingen, der læser historien, må tage friheden for givet; den skal altid forsvares, også når ufriheden kommer fra uventet kant og i uventede former.

MENNESKER over hele verden giver lige nu afkald på den frihed, de indtil for få uger siden tog for givet, og det føles klaustrofobisk og kvælende. Alle vegne lyder det, at vi må opgive frihed for igen at kunne leve normalt. Danmark har placeret sig fornuftigt med en pragmatisk strategi, der ligger mellem yderpunkterne, som sædvanlig, midt imellem det, de gør i Tyskland, og det, de gør i Sverige. Men statsministeren gjorde på sit pressemøde mandag undtagelsestilstanden ubestemt og sagde, at vi »for altid må leve anderledes«. Det er et ildevarslende budskab. Overalt indføres mere kontrol som den pris, borgerne må betale for at få deres bevægelsesfrihed igen. De lande, der fremhæves som succeser, herunder Sydkorea, har gennemført overvågning, der absolut må afvises herhjemme. Men også i Danmark er myndighederne parat med teknologi, der kan overvåge os. Selv om krisen er akut, må vi allerede nu rette opmærksomheden mod det samfund, vi ønsker at leve i bagefter. Når vi nu retter ind efter regeringens formaninger, må vi insistere på, at de næste måneder ikke fører til en indskrænkelse af friheden, der meget hurtigt bliver permanent. Lad det være denne højtids vigtige budskaber: døden som vilkår, håbet som udvej, og friheden som det, vi stræber efter. God påske – trods alt.

 

Læs også, at genåbningen af samfundet tvinger statsministeren til at gøre forskel på stærke og svage danskere: »De smalleste skuldre«

Læs også: I undtagelsens tid er vi mentalt rykket tilbage til 1950erne og videre bagud til Besættelsen »Hemmelig sti tur/retur«

Læs også om, at den bratte digitale transformation vil ændre danskernes arbejdsliv: »Afsmittende virkning«

Læs også om, at nettet er et farligere sted end nogensinde, når medarbejderne arbejder hjemmefra: »Cybervirus«

Læs interview med to præster om påsken, der ikke er blevet aflyst, og om kirken, der er flyttet ud af kirken: »Tiden er løftet af hængsel«

Læs også om forskeren, der advarer mod at lade smitten sprede sig i samfundet: »Pandemi-generalen«

Side 12