Hvad skal der ske med de sårbare danskere, når samfundet så småt slår dørene op efter påskeferien? Den såkaldte risikogruppe bliver ofte nævnt i statsministerens taler, og ud over sygehuskapaciteten er de den primære grund til, at regeringen igen og igen opfordrer befolkningen til at vise samfundssind. Men efter flere ugers nedlukning af samfundsøkonomien gav statsministeren intet svar på, hvilken rolle risikogruppen spiller i genåbningsplanen, på sit pressemøde mandag aften.

»Når vi beder folk om ikke at mødes i påsken, er det for at skærme de sårbare i den her svære situation. Det hensyn skal vi blive ved med at tage. Derfor er det helt afgørende, at alle bliver ved med at løfte deres ansvar. Vi skal tage særligt hensyn til de sårbare,« sagde Mette Frederiksen på pressemødet.