Af Kaare Dybvad (S), boligminister:
Det årti, vi snart bevæger os ud af, har vist sig skæbnesvanger for en lang række af de socialdemokratiske partier, der i Vesteuropa har været dominerende igennem flere generationer. Ved indgangen til årtiet var der socialdemokratiske regeringer ved magten i mange og væsentlige europæiske lande, herunder Storbritannien, Norge, Spanien og Østrig. Vi var langt fra den bjergtop, som 1990erne udgjorde, men dog på niveau med de øvrige årtier efter krigen.
Ved udgangen af årtiet ser det værre ud. Spanien er det eneste større land, hvor en socialdemokratisk regeringsleder holder stand. I de øvrige lande skal man være optimist, grænsende til det naive, for at tro på et regeringsskifte i socialdemokratisk retning.
Men hvor Socialdemokratiets krise er velbeskrevet og erkendt, er årtiets nybrud den monumentale nedtur, der overgik alternativerne til venstre for de socialdemokratiske bevægelser. Den venstrefløj, der omsider mentalt havde opgjort boet og var kommet på fode efter kommunismens konkurs, måtte i 2019 se en række europæiske ledestjerner falde tungt og hårdt.
Først snublede det græske venstrefløjsikon Alexis Tsipras, der i sommerens parlamentsvalg måtte overlade tronen til de borgerlige og samtidig måtte se sit eget parti næsten halveret. Den enorme øretæve kom efter en valgperiode, hvor man havde lovet vælgerne at rive den økonomiske aftale med EU i stykker, hæve lønningerne og forbedre pensionsforholdene. I stedet gjorde man det modsatte, hvilket stod klarest i indgåelsen af en gældsaftale med EU, der var endnu strammere end den, man gik til valg på at afskaffe. Den charmerende Tsipras og hans bevægelse ligner nu efter alt at dømme en parentes i græsk politik.
I den anden ende af Sydeuropa blev 2019 også et hårdt år for det spanske venstrefløjsparti Podemos. Partiets karismatiske leder, Pablo Iglesias, vandt mange tilhængere i 2014 ved det erklærede mål at sætte de spanske socialdemokrater PSOE uden for indflydelse. En ambition, der blev styrket af rekordhøje målinger og parlamentsvalget i 2016, hvor man bevægede sig tæt på socialdemokraterne i størrelse.
Ved dette års to valg er mandattallet halveret, og de seneste tab ved novembervalget var selvpåført som følge af Podemos’ afvisning af en fælles regering med PSOE. Efter de to valgnederlag har man nu indgået aftale med de socialdemokrater, man for få år siden så som sin hovedfjende, og dermed slået ind på den mere resultatorienterede kurs, som vi kender fra de skandinaviske venstrefløjspartier.
Senest, og måske væsentligst, blev 2019 endestationen for den venstrelinje, som Jeremy Corbyn har ført det britiske Labour-parti i retning af. Netop Corbyn har ellers ofte været det centrale samlingspunkt ved møder for de europæiske socialdemokratier, hvis kriseramte medlemmer har set til den aldrende marxist efter en vej ud af krisen. Også i den hjemlige debat har såvel redaktører som politikere søgt inspiration i det åbenlyse paradoks, at en erfaren politiker formår at tiltrække yngre vælgere.
Dem, der gik længst i hyldesten af Corbyn, må sidde tilbage med en flad fornemmelse: For at vinde de unge kastede han arbejder- og middelklassen over bord. Valget blev det dårligste for Labour siden 1935, selvom Corbyn gik til valg på et program af velfærdsforbedringer, som i sig selv havde en bred appel.
Problemet for Corbyn er imidlertid det samme som for Iglesias og Tsipras. Deres valgkampagner baserer sig på en særlig politisk logik, som først blev introduceret i Skandinavien af den norske venstrefløjsforfatter Magnus Marsdal. I 2007 udgav han bogen Frp-koden, som først og fremmest var et tiltrængt opgør med den nedladenhed, som hans meningsfæller udviste over for de arbejder- og middelklassenordmænd, der i årtierne forud var begyndt at stemme på Fremskridtspartiet i stedet for de røde partier.
Marsdal bad sin venstrefløj glemme arbejderklassens i deres øjne vulgære og smagløse forkærlighed for amerikanerbiler, kolonihaver og spaghetti med kødsovs og undgå konstant at hævde deres egen kulturelle overlegenhed over de lavere uddannede. Hvis man ville vinde folk tilbage, krævede det økonomiske forandringer.
Ifølge logikken er arbejdervælgerne blevet blå i en kombination af venstrefløjens nedladenhed og socialdemokratiernes manglende evne til økonomisk omfordeling. Når det er tilbuddet fra rød side, accepterer vælgerne borgerlig politik, fordi højrefløjens politikere bedre forstår dem. Ifølge Marsdal kan de røde partier vinde folk tilbage, hvis man lover langt større økonomisk omfordeling. Hvis man først lykkes med det, vil temaer som centralisering, udlændingepolitik og livsstil langsomt glide ud af den politiske dagsorden.
Den marsdalske logik er fællesnævneren for Corbyn, Tsipras og Iglesias. Men med den historiske lussing ved det britiske parlamentsvalg har logikken nu i hele det indeværende årti bragt nederlag på nederlag til progressive kræfter i Europa. Vores egen Fair løsning fra 2010 var blandt de første forsøg: Her blev der lovet velfærdsløfte og beskatning af de rigeste, mens de værdipolitiske spørgsmål var nedtonet. Programmet blev en vælgermæssig succes, men desværre en resultatmæssig fiasko. Mange løfter blev ikke gennemført, og i nogle tilfælde gik det endda direkte modsat.
2010erne har vist, at det er reglen snarere end undtagelsen, når det kommer til valgkampe bygget på Marsdals logik. I nogle tilfælde er de omfattende løfter ikke nok til at overbevise de afgørende vælgere i arbejder- og middelklassen. I de tilfælde, hvor det lykkes, er det næsten umuligt at få dem gennemført efter et valg.
Logikken mangler den grundlæggende erkendelse, at diskussioner om værdipolitik, livsstil, centralisering og særligt udlændinge- og integrationspolitik ikke er en flue, der skal viftes væk. Det er en del af den politiske debat, som Socialdemokratiet og venstrefløjen skal kunne være komfortabel i på en måde, der er i samklang med de arbejder- og middelklassevælgere, som altid har været vores udgangspunkt. Det fordrer som minimum en selvstændig position, som adskiller sig fra nationalkonservative og liberalt sindede til venstre og højre.
Det gælder i centraliseringsdiskussionen, hvor udgangspunktet må være betoningen af stærke lokale fællesskaber, hvor man møder hinanden på tværs af sociale og etniske skel, og alle børn får de samme muligheder uanset baggrund. Velfærdsinstitutioner og det frivillige foreningsliv skal være omdrejningspunkt snarere end markedet. Det gælder i integrationsspørgsmål, hvor religiøse hensyn må udvise ubetinget vigepligt for folkestyrets hensyn, fordi det er den eneste måde at give den enkelte borger frihed.
Og det gælder i spørgsmålet om indvandring, hvor overvejelserne må bygge på den præmis, at det er de ringest lønnede, der i deres boligområder og på deres arbejdspladser først og hårdest mærker konsekvenserne af en liberal indvandringspolitik.
Læser man Corbyns 105 sider lange valgprogram (det såkaldte »Manifesto«), er standpunktet fraværende. Der er ingen bekymringer for de etnisk opdelte boligområder og skoler, som er dominerende i mange britiske storbyer. I afsnittet om flygtninge er der ingen overvejelser om, hvor mange mennesker det britiske samfund rimeligvis kan integrere. Blot en erklæring om, at man ønsker sikre flugtveje fra Middelhavet til Storbritannien og fuld adgang til sociale ydelser og arbejdsmarkedet: En de facto fri indvandring, som på et ureguleret arbejdsmarked som det britiske vil føre til endnu værre vilkår for de lavest lønnede. Kombineret med en vægelsindet holdning til den frie bevægelighed for arbejdskraft ender Labour med at stå på et liberalt standpunkt, hvor migranters adgang til arbejdsmarkedet vægtes højere end den eksisterende arbejdskrafts vilkår, uanset deres herkomst i øvrigt. Og i forholdet til religion lancerede partiet op til valget en hyldestvideo med en burkaklædt kvinde, der skælder ud på en konservativ kandidat under overskriften »Det er tid til reel forandring«. Om ikke andet opnåede man den forandring, at arbejderklassen ikke længere stemte på Labour.
Årtiet, der startede med fair løsning, slutter således med Corbyns fiasko i forsøget på at forfægte samme logik. Gennem nederlag på nederlag har det vist sig, at Magnus Marsdals Frp-kode ikke var en kode til at vinde vælgere tilbage fra Fremskridtspartiet og dets søsterpartier rundtom på kontinentet. Tværtimod var det de venstreorienterede superstjerner i Spanien, Grækenland og Storbritannien, der snublede i forsøget.
I stedet for at insistere på et fokusskift til velfærdspolitik ved vi nu, at problemet er det politiske indhold: Vil man være regeringsbærende – og dermed forandringsskabende – skal man være i samklang med de bekymringer, vores kernevælgere har, hvad enten det drejer sig om indvandring, centralisering eller livsstilsspørgsmål. Et årti er spildt med at forsøge at kompensere gennem større velfærdsløfter, end man kan levere. Mit håb for 20erne er, at Europas socialdemokratier og venstrefløje nu reelt er klar til at træffe de valg, der bringer os i vater med den middel- og arbejderklasse, som vi er skabt til at skabe forbedringer for. Tør vi ikke det, kan det næste årti blive det sidste.
Dette er en kronik og udtrykker derfor alene skribentens holdning. Forslag til kronik sendes til opinion@weekendavisen.dk.
