Storbritannien forlader Den Europæiske Union. At det har taget en folkeafstemning og to parlamentsvalg at træffe den beslutning, viser kun, hvor historisk, det er. Fra 2021 er briterne ikke længere med i EU. Det er skelsættende. Torsdagens overvældende sejr til Boris Johnson angår selvfølgelig først og fremmest briterne. Men vi andre europæere er godt naive, hvis vi tror, at det ikke har noget med os at gøre.
Boris Johnson er den første konservative partileder, der har sejret på spørgsmålet om EU. Han er også den første, der så klart har ønsket at forlade Unionen. På den måde er resultatet logisk. Man kan anklage både den britiske presse, Cambridge Analytica og al mulig dårligdom for at have manipuleret briterne til resultatet, men sagen er, at store dele af det konservative parti har ønsket dette resultat i årtier, og at især de engelske vælgere har været enige. Som DRs Ole Ryborg skrev i en fremragende historisk gennemgang i går, har de sidste fem konservative partiformænd tabt magten på grund af EU. Ikke Boris Johnson. Han fulgte EU-modstanderne i sit parti. Og langt de fleste af dem, der stemte Leave i 2016, satte torsdag krydset ved de konservative. 45 procent af vælgerne endte med at sætte et blåt kryds, den største andel af vælgerne siden 1987. Det betyder, at områder i det nordlige England, der hidtil har været Labours domæne, har skiftet farve. Det er virkelig skelsættende.
Vi kan sagtens dvæle ved detaljerne i de politiske slagsmål de sidste tre år. Skælde ud på det britiske valgsystem. Men valgresultatet er og bliver en konsekvens af 30 års britisk selvopgør. Det er en banalitet, som er værd at minde om: Briterne forlader EU, fordi briterne ønsker at forlade EU. Den del af befolkningen, der vil forblive i EU, har tabt en politisk kamp, der har varet i en hel generation.
Labour-lederen Jeremy Corbyn brokkede sig i sin nederlagstale over, at valget handlede for meget om Brexit. Hvad havde han regnet med? At det netop skulle blive Corbyn, der stod i spidsen for Labour i disse år, er ufatteligt deprimerende. Tænk engang: Ikke engang i valgkampens sidste dage kunne han presses til at udtrykke partiets holdning til EU klart. Tænk, hvis Labour havde haft en partiformand, der havde kunne samle i stedet for at skræmme folk væk. Én ting er det manglende opgør med venstrefløjens antisemitisme, der nok ikke har haft afgørende indflydelse på valgresultatet. Noget andet var hans radikale økonomiske visioner for landet, der fuldkommen har misforstået britiske Labour-vælgeres holdninger.
På den yderste venstrefløj, også her i landet, forklarer man nederlaget med diverse konspirationer om smædekampagne mod Corbyn. Men han og Labour har kun sig selv at takke for, at partiet ikke har stået så svagt på noget tidspunkt siden Anden Verdenskrig.
Men også det har sin egen logik. Labour har aldrig været i stand til at overbevise egne vælgere om EU-medlemsskabets lyksagligheder. De eneste, der virkelig har ønsket at forblive i EU, har været skotterne. Også her er resultatet klargørende. De skotske nationalister i SNP ryddede bordet i Skotland, og den første besked fra partileder Nicola Sturgeon var, at skotterne har valgt deres egen vej – væk fra Storbritannien. Det bliver ikke næste år eller næste år igen, men Skotland er på vej ud af Storbritannien.
Når røgen har lagt sig fra de sidste års politiske kamp, er det dét, der vil stå tilbage i historiebøgerne: Folkeafstemningen i 2016 fik det resultat, vælgerne stemte for. De politiske ledere, der blev ofret undervejs – Cameron, May og Corbyn – vil hurtigt blive glemt.
I resten af Europa har vi haft en tendens til at affeje det britiske slagsmål som en sag for briterne alene. Og hvis det voldsomme spektakel på den anden side af Kanalen har betydet noget, ja, så har det været at svække EU-modstanderne på kontinentet. Et lettelsens suk har bredt sig i hele Europa – og i Danmark. Se selv: Dansk Folkeparti og Enhedslisten har ikke kunnet tale rent om EU, Folkebevægelsen mod EU er nærmest afgået ved døden.
Men også det er en farlig dvælen ved detaljerne. Det britiske parlamentsvalg bekræftede en historisk beslutning: Et stort, vigtigt medlemsland vælger at forlade EU. For første gang. Det er virkelig dumt, hvis man læner sig tilbage og tror, at dét kapitel nu er endegyldigt afsluttet i EUs historie. Hurtigt vil det, der lignede et politisk sammenbrud i Storbritannien, være glemt. Boris Johnsons mandat til at forhandle en handelsaftale med EU er stærkt, og der er ingen opposition. Tilbage vil stå, at det gjorde ondt, men at det kunne lade sig gøre at forlade Unionen.
De sidste tre år har ganske rigtigt svækket EU-modstanden på kontinentet. For nu. Den kommer utvivlsomt tilbage fra både venstre- og fra højrefløjen, også i Danmark. Unionen har brug for politisk lederskab, der forstår, hvad modstanden handler om og forstår behovet for seriøs selvransagelse. For politiske ledere, der kan håndtere en ny økonomisk krise, beskytte Unionens grænser og give europæerne en positiv tro på værdien af det europæiske samarbejde, som ikke blot peger fingre af briterne. For selvfølgelig vil vi i Europa blive ramt af nye kriser, der sætter samarbejdet under pres.
De britiske vælgere har talt meget klart og tydeligt. Man må håbe, at vi i resten af Europa forstår budskabet.
Læs også: Den britiske historiker Sir Simon Schama er mindre end begejstret over det politiske klima i sit hjemland: »Det er et forfærdeligt, infantilt tilbageslag at være vidne til«
