Michelangelo Merisi, bedre kendt som Caravaggio, var en drukkenbolt, en slagsbror og dertil en koldblodig morder.
Han var også en af de største malere, der nogensinde har levet. Men det var ikke talentet, som i starten af 1600-tallet fik ham til i hast at forlade Rom og slå sig ned i først Napoli, så på Malta og til sidst i Palermo, hvor han malede løs for at tjene til livets ophold. Han var ganske simpelt på flugt fra politiet og senere fra en regulær dødsdom, afsagt af paven selv.
Til sidst blev han benådet, men blev syg og døde kort efter, kun 38 år gammel, og tilbage langs flugtruten efterlod han en stribe af mesterværker som gådefulde manifestationer af en af malerkunstens mest komplekse skikkelser. Og forunderligt er det at tænke på, at han i afstumpethed og voldelig adfærd nok ikke var så meget forskellig fra de mafiosi, som over tre århundreder senere med en skalpel skar et af hans mesterværker ud af rammen i en kirke i Palermo, rullede det sammen og kørte det væk på en trehjulet kabinescooter, så det aldrig siden er blevet fundet, og måske er gået tabt for stedse.
De ville have haft en vis forståelse for hinanden. Og Caravaggio ville sandsynligvis have slået dem til spillemænd og nydt hvert et sekund.
Det var i 1969, for halvtreds år siden, at Caravaggios Kristi fødsel blev stjålet fra San Lorenzo-kapellet i hjertet af den sicilianske hovedstads gamle bydel. Med en melankolsk Jomfru Maria, der måske aner sin nyfødte søns skæbne, en meget ung Josef, der vender ryg og ansigt til beskueren, omkring dem helgenerne Laurentius og Frans samt det løse, en flyvende engel og det hele badet i Caravaggios sublime leg med lys og mørke.
»Historiens største kunsttyveri« eller »verdens mest eftersøgte kunstværk« er det siden blevet kaldt, og man husker på det, hver gang der bliver begået et nyt, stort kunsttyveri, som senest det store smykketyveri i Grünes Gewölbe i Dresden. Men hvor tyvene i Dresden benyttede sig af ild og hamre for at komme ind og ud på få minutter, inden politiet nåede frem, havde tyvene i Palermo al den tid, de kunne ønske sig, og en lille kniv var nok. Kapellet var ikke tyverisikret, og det var en smal sag for dem at lirke et vindue op og krybe ind.
Desuden trak et uvejr hen over byen den oktobernat. Ingen opdagede noget, inden præstens hushjælp, som passede kapellet, låste sig ind næste morgen og så det store hul på 268 x 197 centimeter over alteret, hvor maleriet havde hængt siden 1609.
Her begyndte en efterforskning, som i realiteten har varet lige siden, men hvor alle spor indtil videre har vist sig at ende blindt, og det er en udbredt opfattelse, at maleriet er blevet destrueret. Weekendavisen har været i kontakt med Gaspare Mutolo, afhoppet mafiaboss fra Palermo. I midten af 1970erne, en håndfuld år efter tyveriet, så han det med sine egne øjne, fortæller han, det lå på et støvet gulv i en lagerbygning på et landsted uden for Palermo. En stor mafiaboss var flyttet ind uden at spørge ejerne om lov, og det fungerede i en årrække som fast tilholdssted for mafiaen.
»Det var rullet sammen, og da vi forsøgte at brede det ud, nåede vi ikke længere end to-tre omgange, så begyndte malingen at drysse ned fra lærredet. Maleriet var tydeligvis ikke blevet opbevaret tørt og havde fået fugt. Vi lod det være, og jeg ved ikke, hvad der siden skete med det. Men det er mit indtryk, at det blev destrueret eller måske skåret op og solgt i mindre stykker, som man dengang gjorde med mange af de større malerier, der blev stjålet,« siger Gaspare Mutolo til Weekendavisen.
Han forklarer videre, at Caravaggio-maleriet var blevet stjålet af nogle andre medlemmer af mafiaen, sandsynligvis på bestilling af en udenlandsk, muligvis amerikansk samler, men at noget må være gået galt efter tyveriet, så man ikke kunne komme af med det med det samme, men var nødt til at gemme det af vejen.
»Og da disse mafiosi helt sikkert havde mere forstand på at opbevare kasser med cigaretter end kunst, så var det nok gået galt, og til sidst var maleriet i en så dårlig stand, at køberen ikke længere var interesseret. Da jeg så det, var det i hvert fald tydeligt, at ingen længere bekymrede sig om det. Det var jo bare smidt på gulvet i et rum, man ellers brugte til opbevaring af citroner og mandariner,« siger den gamle eksmafioso.
Som i starten af 1990erne forlod mafiaens rækker, har udstået sin straf og i dag lever som en fri mand med et nyt navn et sted i Italien, i øvrigt som kunstmaler, da han i fængslet lærte at male. Han understreger, at han ikke selv havde noget med tyveriet at gøre, men ikke desto mindre gennem tiden er blevet afhørt om det fire-fem gange.
Et mesterværk, som var blevet så ringe, at det var usælgeligt, og cirkulerede som en slags hadegave mellem de forskellige familier. Det er det billede, som træder frem af de mange fortællinger af mere eller mindre troværdig karakter.
En af de seneste afhoppere, som har talt med politiet om Caravaggioen, er Gaspare Spatuzza, som i 2009 i en retssal fortalte, at han i fængslet havde fået fortalt af en anden mafiaboss, at maleriet var blevet brændt engang i 1980erne, efter at det havde været opbevaret i en stald, hvor rotter og svin havde spist af det. Men der var ikke tale om det samme sted, hvor Mutolo var stødt ind i det.
Og sådan dukker det op andre steder også, som regel i elendig tilstand, afskallet og elendig som en zombie-udgave af det, der engang var julebilledet over dem alle. I én fortælling bliver det hængt op ved særlige lejligheder for at kaste glans over mafiaens topmøder.
I en anden version forsvinder det sporløst i en politirazzia mod en mafiarede.
Afhoppernes udlægninger passer et stykke hen ad vejen til efterforskernes teori. At Kristi fødsel blev stjålet på bestilling, og at det var mafiaen, der gjorde det. Men hvorvidt maleriet blev brændt eller på anden måde destrueret eller solgt i småbidder, er der i de senere år sået tvivl om.
Senest i bogen La Tela dei Boss, »Bossernes lærred«, hvor Riccardo Lo Verso, en palermitansk journalist med speciale i mafia, i anledning af det triste jubilæum for tyveriet forsøger at sandsynliggøre, at rygterne om destruktionen blot var et røgslør, som skulle dække over, at maleriet blev smuglet ud af Italien ad samme illegale kanaler, mafiaen benyttede sig af til transport af sorte penge, og i dag således måske hænger i en hemmelig samling i Schweiz.
»Det er i Schweiz, man skal lede efter Kristi fødsel. Det er her, maleriet kan være havnet for at ende på væggen hos en rigmand, som nyder det i fulde private og sygelige drag,« skriver forfatteren.
Beviser er der dog ingen af. Kun påstande og løse teorier. Og opklaringsarbejdet bliver ikke nemmere af, at mange af de mennesker, der kunne have haft maleriet i hænderne, er døde, enten på fredelig vis eller i den store mafiakrig, der badede Siciliens gader i blod i starten af 1980erne. Og som betød, at den »gamle« mafia, som blandt andre Gaspare Mutolo tilhørte, blev udraderet eller jaget på flugt og erstattet med en ny og meget mere blodtørstig udkantsmafia, corleoneserne.
Vidnerne er ganske enkelt forsvundet. Eller næsten. Og alligevel holdes sagen åben hos det særlige italienske kunstpoliti, Carabinieri Tutela Patrimonio Artistico, som var blevet oprettet, få måneder før Caravaggio-maleriet forsvandt, og som siden har opklaret tusindvis af tyverier, men ikke det første og det største. Tanken om, at Kristi fødsel er væk for evigt, er ganske simpelt ubærlig.
Sagen tog en ny drejning for to et halvt år siden, da en tredje afhopper, Francesco Marino Mannoia, efter 28 år pludselig ændrede forklaring.
Da han første gang blev afhørt om maleriet i 1989, sagde han ligeud, at det var spild af tid at lede mere efter det, fordi det var blevet brændt af. Den milanesiske opkøber, som skulle sørge for, at det blev solgt videre, havde ifølge Mannoia simpelthen nægtet at aftage det, da han så, i hvor dårlig forfatning det var.
»Da vi rullede maleriet ud for at vise ham det og fik tændt for lyset, så han bedre kunne se, blev han helt hvidglødende, og han græd og græd over det, han så. Han kaldte os mordere og overdængede os med andre fornærmelser og var i det hele taget så grov, at det virkede, som om han var gået fuldstændig fra forstanden, at han var blevet en stakkels tosse, der både var ynkelig og aggressiv på samme tid. Maleriet var ganske rigtigt temmelig ødelagt med store afskalninger og manglende dele.
Efter dette optrin meddelte milaneseren, at maleriet ikke var til at redde, og at han derfor ikke længere var interesseret,« lød Mannoias første forklaring, som han gentog under en senere afhøring i 1996.
Og dér stod man så, med et usælgeligt maleri, en lang næse og en hæler, som hikstende var på vej hjem til Milano, og som måske i sit raseri ville gå til politiet. Så hvad gjorde mafiabossen, som på det tidspunkt havde kommandoen og var godt træt af det hele?
Han beordrede det brændt af, og Mannoia og hans kumpaner tog sig af det.
»Vi skar det i stykker med knive, hældte benzin over og brændte det af ved bredden af floden Oreto,« fortæller Mannoia. Og asken blev bagefter smidt i floden, som skyllede det ud i havet.
I 28 år var denne en af de mest troværdige udlægninger. Lige indtil en ny afhøring af Mannoia i 2017, hvor han overraskende ændrede forklaring og nu sagde, at maleriet alligevel ikke var blevet brændt af, men at bossen havde bukket maleriet sammen og taget det med sig. Når Mannoia ikke havde fortalt efterforskerne det med det samme, var det for at undgå yderligere afhøringer, bøvl og ballade, forklarede han sig.
Og hvorfor skulle dette ikke også bare være en løgn, kan man med rette spørge.
Det er det måske også, på trods af at både Mannoia, Spatuzza og Mutolo regnes for særdeles troværdige vidner, og at alt det, de ellers har sagt, har vist sig at holde stik. Ikke desto mindre er det svært at finde to afhoppere, der fortæller den samme historie om Caravaggio-maleriet. Det hele kan umuligt være sandheden. Det er, som om der er gået sport i at fortælle sin egen personlige historie om det, måske for at tilføre sig selv mere betydning.
Således også en legetøjshandler i den syditalienske region Puglia, som kunstpolitiet afhørte i 1996. Han var ikke en helt almindelig legetøjshandler, for oprindelig var han fra Palermo og involveret med mafiaen, men senere af myndighederne sendt på tvunget ophold uden for Sicilien, hvor han altså havde slået rødder i afdelingen for plasticdinosaurer og legoklodser.
Til den officielle afhøringsprotokol havde han intet at berette. Men i den uofficielle snak bagefter åbnede han for posen og fortalte, at tyveriet var en bestilling, som var udgået fra den sicilianske mafias øverste top, og at det for et beskedent beløb var blevet udført af to håndlangere, som i første omgang fragtede det til en lejlighed tæt på Palermos banegård, hvor legetøjshandleren selv så det med sine egne øjne, og at det ti dage senere blev afleveret til en boss.
Også i denne fortælling lider maleriet en krank skæbne. Det bliver dog ikke brændt, men enten smidt i en dyb brønd eller kulet ned på en kirkegård og ædt af ormene.
Når man tænker på, at mafiosi er opdraget til at lyde tavshedens lov, bliver der sludret påfaldende meget i hele denne historie. Men det er alt sammen chiacchiere, løs snak, som der spises af med. Og pludselig forstår man, hvorfor der også eksisterer en kage, der hedder chiacchiere, en slags klejne med puddersukker på, som spises ved karneval, når alle giver sig ud for noget, de ikke er.
De forskellige stemmer, der siger alt og ingenting i kor eller i munden på hinanden, er som i Kubricks film om Spartacus, hvor alle de loyale mænd træder frem og én for én erklærer, at de er Spartacus, så ingen er det. Og i dette tilfælde er det en gratis omgang. Selve forbrydelsen er for længst forældet, og ingen kan længere straffes for tyveriet. Og der er kun én boss, der stadig er levende fra dengang, livstidsfangen Petro Vernengo, som ifølge Mannoia beordrede maleriet brændt af. Men han er en meget ordknap mand, der hverken har be- eller afkræftet noget som helst.
Men håbet er som bekendt det sidste, der dør. Og måske af samme grund er der opstået en parallel fortælling om, at det stjålne maleri stadig eksisterer, enten i hel form eller skåret op i bidder. På et meget tidligt tidspunkt i sin omflakkende tilværelse skulle det være havnet i hænderne på en forstadsboss ved navn Gaetano Badalamenti, også kaldet »Siddende Tano«, som havde held med at komme af med det til en schweizisk opkøber og fragtede det fra Sicilien til Schweiz gemt i en lastbil.
Det påstod i hvert fald endnu en afhopper, Gaetano Grado, som i 2017, samme år som Mannoia ændrede sin forklaring, fortalte efterforskerne, at Badalamenti havde fortalt ham, at tårerne var trillet ned ad kinderne på schweizeren, da han havde set maleriet.
»Han var virkelig passioneret,« skulle Badalamenti have sagt. Men alligevel ikke mere, end at han efter at have tørret øjnene sagde, at det nok var nødvendigt at skære det op og sælge det i bidder. Om det skete, melder historien ikke noget om. Men ifølge Grados forklaring fandt handlen sted, og han fik selv en pose med schweiziske kontanter ud af det. Grado var også i stand til at identificere opkøberen, som han havde set i Palermo. Han var dog for længst død.
De nye oplysninger fik sidste år rygter til at svirre om, at maleriet måske snart ville kunne indtage sin gamle plads. Det ville være det ultimative julemirakel. Men intet skete, og i efteråret blev 50-året for tyveriet markeret med opfordring til myndighederne om ikke at opgive jagten på Kristi fødsel.
Det sande mirakel, for det skal der efterhånden til, har vi stadig til gode.
