Kronik. Du behøver ikke at gennemgå den helt store renovation hver gang, du bliver forladt. Du behøver ikke lære en afgørende lektie, og du behøver ikke at føle, at den tid, du tilbragte sammen med en kæreste, trods alt bragte mange gode og lærerige ting med sig. Men man kan godt lære lidt: Indrøm nederlaget. Vær sårbar. Vær ærlig. Vær alene. Det er ikke så farligt.

Tab og vind med samme sind

Tab og vind med samme sind

 

Af Marie Dyre Odbjerg (f. 1990), folkeskolelærer i 3. og 4. klasse i religion, engelsk, billedkunst og historie på Pilegårdsskolen i Tårnby.

I årevis har jeg haft to gipsskulpturer, købt som souvenirs på en tur til Grækenland med mine forældre, da jeg var barn. Den ene skulptur forestiller den græske gudinde Athene. Athene er græsk gudinde for visdom. Hun er iklædt brynje og hjelm og bærer spyd. Hun er altid klar til kamp og poserer med ret ryg som en soldat.

Den anden skulptur forestiller gudinden Afrodite, som er den græske kærlighedsgudinde. Hun står i kontrapoststilling, hun er nøgen og poserer sensuelt med en vandkrukke på skulderen.

Når jeg kigger på de to figurer, minder de mig om den altid eksisterende indre konflikt, jeg føler, når jeg indgår i romantiske relationer. Jeg er i årenes løb, og efter mange skuffelser, blevet utroligt optaget af at passe på mig selv. Jeg beskytter mig selv med hjelm og brynje og tør aldrig være sårbar. Men fordrer denne overvægt af selvbeskyttelse virkelig den bedste grobund for et vellykket forhold?

Der synes at eksistere et hierarki, når et parforhold, langvarigt eller ikke-langvarigt, afsluttes. Det er måske kynisk af mig at fremsætte denne tese, men der er altid, i hvert fald i mine øjne, en vinder og en taber.

»Vinderen« ses oftest som værende den, der kommer hurtigst videre, og som udviser den størst mulige følelsesmæssige afklaring (læs: ligegyldighed) i forbindelse med bruddet.

Hvorimod den part, som sørger længst tid, og som bruger længst tid på at komme videre, oftest ses som værende »taberen« (jeg anerkender, at dette er et hårdt postulat). Denne skal, i bedste Bridget Jones-stil, helst gennemgå en omsiggribende indre og ydre ombygning, og sorgen, den såkaldte kærestesorg, skal helst medføre en positiv udvikling og i sig selv lære den sårede en vigtig livslektie.

Det er videre ikke særligt populært at indrømme, at man er blevet forladt. Jeg oplever, at mange mennesker gør sig uendeligt mange krumspring for at undgå at indrømme, at man er blevet forladt.

Måske indrømmer man modvilligt, at det var den anden part, som traf beslutningen først, men man skal helst stive sig selv af med, at det »nok også var for det bedste«, og at man nok selv ville have endt forholdet, hvis ikke den anden part havde gjort det først.

Jeg er begyndt at undre mig over, om det i virkeligheden er et symptom på en perfektionskultur, eller om det blot er rent menneskeligt ikke at ville indrømme nederlag.

Ligeledes synes den forladtes nærmeste at understøtte en forestilling om, at bruddet på ingen tænkelig måde kan have haft noget at gøre med den forladte. Det er ikke dig, det er den anden, der er komplet idiot. Du er vidunderlig, den anden er et fjols.

Medmindre der er direkte tale om, at den forladte har været utro, voldelig eller på anden måde abnormt svær at være sammen med, så er det aldrig, ifølge den omsorgsfulde vennekreds/familie, den forladtes skyld, og denne er en fuldstændig og absolut perfekt og uimodståelig stjerne.

Jeg er blevet fravalgt mange gange. Jeg er blevet droppet på tidspunkter, hvor jeg selv har været allermest forelsket, og min overordnede virkelighed er, at det at blive forladt mere eller mindre er blevet reglen fremfor undtagelsen.

Læs også Pernille Stensgaards artikel om at planlægge og udføre uforglemmelige minder: »Bed tiden om at stå stille«

Jeg har i mange tilfælde ikke været den, der har truffet beslutningen om at afslutte forholdet. Jeg er blevet afvist på så utroligt mange forskellige faconer efterhånden, at det forbløffer mig, at jeg stadig kan svinge mig op til en omgang hjertesorg, når det sker. Det lyder måske lidt hårdt, og det er det måske også. Jeg er en kvinde på snart 30, som aldrig har haft et længerevarende forhold. Jeg har aldrig fejret jul med en kæreste, jeg har aldrig fejret fødselsdag med en kæreste, og jeg har aldrig boet sammen med en kæreste.

Man kan gisne om uendelig mange grunde til, at dette har været min skæbne, men jeg er på det seneste blevet opmærksom på, at det i mange af mine mest hjerteknuste øjeblikke set i bakspejlet egentlig mere var det faktum at være blevet forladt, der gjorde ondt, og ikke afskeden med den specifikke person.

Jeg har selv nogle utroligt velmenende venner og familiemedlemmer, som i årevis har gjort, hvad de kunne, for at afværge, at jeg skulle have den følelse, at det skulle være min egen skyld, at jeg ofte bliver forladt, og jeg elsker dem for det. Det er jo rart at blive trøstet, når man er virkelig ked af det.

Problemet med denne slags omsorg er bare, at den ikke altid er lige konstruktiv og ikke medfører megen selvrefleksion eller reel udvikling. Ja, det er skønt at tylle rosé med sine veninder, imens Beyoncé synger om ufejlbarlighed og kvindemagt i baggrunden. Der er faktisk ikke noget, jeg hellere vil, selv når jeg ikke har kærestesorger.

Dog er jeg begyndt at føle, at der i denne desperate afstivning af mit eget ego og min egen formåede ufejlbarlighed ligger en frygt for rent faktisk at reflektere over min egen andel i bruddet. Det handler egentlig ikke nødvendigvis om, hvad jeg kunne have gjort for ikke at blive forladt. Det handler mere om en refleksion over kvaliteten af det egentlige forhold, samt en undersøgelse af, hvor jeg ikke var i stand til at trække stikket som den første.

Men hvorfor er det så vigtigt for mig at kunne afslutte et forhold før den anden? Det er ærligt talt, fordi jeg ikke vil »tabe«. Jeg er træt af at være den »svage«; den der altid elsker mest, den der altid græder længst tid, og den hvis selvværd altid får tæsk. Når jeg bliver forladt, føles det som et nederlag, jeg ikke har fortjent efter alt mit hårde arbejde.

Er jeg blot tomhjernet optimist? Er det, fordi jeg alt for brændende ønsker mig ægte kærlighed, at jeg er i stand til at lukke øjnene for alskens mindre charmerende personkarakteristika?

Jeg føler mig som offer for denne konkurrence mellem de to parter i en romantisk relation. Jeg ser alting som et spil, der skal vindes. Det hele er en magtkamp: Hvem skriver først? Hvem foreslår først, om man skal ses igen?

For ikke at tale om, hvem der efter bruddet hurtigst finder en ny (det er aldrig mig, og jeg er stadig single). Det er udmattende og ydmygende at føle, at man altid er den, der fravælges. Derfor føler jeg, at det efterhånden er min forbandede tur til at »vinde«. Jeg er en febrilsk kriger på kærlighedens slagmark, som bliver mere og mere følelsesmæssigt amputeret.

Jeg har ikke været forelsket i en, der også var forelsket i mig, i nu syv år, og den endelige selvrefleksion ligger måske i at indse, at det da for fanden også må være svært at blive forelsket i et menneske, som garderer sit hjerte med brynje og hjelm som en anden Athene. Jeg er altid klar til kamp, ikke overgivelse. Jeg er på krigsstien, men ømhed og tilknytning kan ikke vokse på en slagmark.

Der ligger en styrke i overgivelsen, gør der ikke? Og der ligger vel også en styrke i at indrømme, at man er svag, fortabt, forladt, afvist og fyldt med fejl, gør der ikke? Jeg tror i virkeligheden, at mange singler kunne have gavn af mere overgivelse, mere naivitet, mindre kampgejst og mere accept af, at man ikke altid kan »vinde«.

Videre så behøver man ikke nødvendigvis at gennemgå den helt store renovation, hver eneste gang man bliver forladt. Du behøver ikke lære en lektie, og du behøver ikke at føle, at den tid I tilbragte sammen trods alt bragte mange gode og lærerige ting med sig.

Nogle gange var et forhold bare spild af tid, og nogle gange, ja, så blev du valgt fra til fordel for en, der sikkert i forhold til skønhedsidealerne var pænere end dig, havde mere spændende at sige om Camus, og som spiste sundere og mere vegansk end dig. Eller måske blev du bare forladt til fordel for en, der turde være mere sårbar og åben, og som ikke hele tiden »spillede spillet«.

Sandheden er ofte ilde hørt. Det er ikke, fordi jeg opfordrer til at tale sig selv ned, og jeg opfordrer ikke til, at man påtager sig hele skylden for, hvorfor et romantisk forhold ikke lykkedes. Det slog mig bare forleden, at man nok i virkeligheden i større eller mindre grad selv er med til at sabotere relationer, også selvom man måske ikke med det første opdager, at det er det, man har gang i.

Ligesom Dolly Alderton skriver i sin bog Alt hvad jeg ved om kærlighed, så bærer man altid selv en del af skylden for, at et forhold går i stykker, altså lige medmindre, at den anden part dør (mord undtaget, naturligvis). Der ligger for mig både en stor fortvivlelse og en stor lettelse i dette udsagn, og som med så mange andre ting i livet, så er det en sandhed, som i værste tilfælde holder dig tilbage og i bedste tilfælde skubber dig videre.

Jeg ved endnu ikke, hvad jeg vælger. For tiden er jeg udmattet og afsværger kærligheden for evigt. Man kan vel sige, at jeg har indrømmet mit totale nederlag. Men det føles ikke som et nederlag. Det føles som en styrke. I det sekund, man træder uden for spillet, kommer der et kæmpe overskud af energi, som man kan bruge på alle mulige andre ting.

Så her er mit råd: Træd ud af spillet. Indrøm nederlaget. Vær sårbar. Vær ærlig. Vær alene. Det er ikke så farligt.

Dette er en kronik og udtrykker derfor alene skribentens holdning. De kan indsende forslag til kronik på opinion@weekendavisen.dk.

 

Læs også Pernille Stensgaards artikler om mikroeventyr, for eksempel den om »At lade tungen hvile«

Side 15