Jeg vågner til smukt vejr, en blændende efterårssol, og er opsat på at vinde en historisk sejr over glemslen. Noget skal ske her tirsdag formiddag 9-12, som jeg vil huske mange år frem i tiden, helst altid. Som kan trækkes frem, vendes og drejes i tanken og fylde mig med lykke. Pakker en klapsammen med ost, fylder vanddunken, lader mobilen op (til fotodokumentation og styrkelse af hukommelsen) og cykler afsted til en ukendt ø i nabolaget. En for mig ukendt ø. Og det skal den være, ellers virker minde-opbygning ikke optimalt.

»Når vores sanser bliver stimuleret, når vi udnytter den kraft, der ligger i førstegangsoplevelser, og når vi er bevidste om vores sindsstemning og følelser, er der større sandsynlighed for, at vi bevarer vores lykkelige minder,« skriver lykkeforsker Meik Wiking i sin nye bog Kunsten at skabe minder.