Debat. Kunstnere kritiserer Socialdemokratiets flygtningepolitik. Ønsker de virkelig samme situation som i Sverige?

Modellandet

Modellandet

 

Morten Agervold bor i Göteborg

Under overskriften »Asylansøgere« besværer Fanny Sif Pedersen, performance-kunstner, og Nynne Roberta Pedersen, teaterinstruktør, sig over Betty Nansen Teatrets seneste stykke og dets »racistiske og nationalistiske« bagtæppe, som det eksemplificeres af teatrets egen omtale af stykket på Facebook: »De asylsøgende kvinder er skrevet for 2500 år siden og er et af verdens ældste dramaer – og mest aktuelle dilemmaer. For hvordan vælger man mellem at hjælpe et menneske i nød og beskytte sit eget land?«

Efter en lettere kritisk gennemgang af stykket (man må bl.a. forstå, at der er for mange hvide på scenen) kaster de damer sig i bastante vendinger over Socialdemokratiet i resten af læserbrevet, foranlediget af, at teatret har formastet sig til at lade en kommunalpolitiker fra netop det parti introducere stykket; og, især, at Socialdemokratriet har formastet sig til at skifte kurs på migrant- og udlændingespørgsmålet. Masser af kritik for den beslutning, ingen konstruktive løsningsforslag; som det kan forventes fra den »kreative og progressive« venstrefløj.

I modellandet Sverige rammes man af daglige skyderier, hver anden dag af eksplosioner – og hospitalsindlæggelser af sårede/døende (døde) som konsekvens. I det københavnske hovedstadsområde har man været ramt af 13 eksplosioner i år indtil videre. Er det ikke nok? På begge sider af Sundet forårsaget af afstumpede indvandrerbanders hærgen. Ansvaret ligger, som altid, hos samfundet. De samfunds regeringer, som kerede sig mere om egen postuleret humanistiske selvforståelse og poseren udadtil, mindre (hvis overhovedet) om integrationspotentialet, hverken hos de tilflyttede eller samfundet. Men endelig mere af samme skuffe, må man forstå på de kreative og progressive. Så kan man altid i den sidste ende stå som den svenske statsminister Löfven, hændervridende og med hundeøjne: Jo, vi har nok været naive (men, underforstået, gode, noget så gode; og de bedste hensigter, dem kan ingen tage fra os).

Realiteten er, at venstrefløjen igen alt for længe har vendt ryggen til virkeligheden. Som man i årtier vendte ryggen til rædslerne, der pågik bag Jerntæppet i efterkrigstiden, for så i firserne – da skællene endelig faldt fra øjnene, og det ene (i venstrefløjsoptik) nirvana efter det andet og til sidst selv Berlinmuren styrtede i grus – bekvemt at udse sig en ny blind ideologi: den reelt ubegrænsede tilvandring fra tredjeverdenslande, i størst muligt omfang fra »failed states« (mestendels kleptokratier og lande ledet af religiøst og kulturelt formørkede diktatorer), dvs. med typisk uoplyste og efter vestlige standarder bogligt dårligt uddannede befolkninger (som diktatoriske styrer nu engang foretrækker det). Hvor Østeuropa blev overgivet som legeplads for den første ideologiske vildfarelse, var det nu Vesteuropas tur.

Læs også om, at i en lille svensk forstad går adskillige hjemvendte syrienskrigere frit omkring: »Velkommen hjem«

Nordkorea og Venezuela står tilbage som det 20. århundredes første store venstrefløjsideologis kuriøse efterladenskaber. Måtte venstrefløjens selvindsigt komme tidligere og ramme dybere denne gang og udkommet blive noget bedre, når støvet lægger sig efter udlevelsen af den anden store blinde ideologi. Socialdemokratiets (og tilsyneladende SFs) omvendelse op til det nylige valg tyder trods alt på det. Så kan den resterende venstrefløj (Det Radikale Venstre, Enhedslisten og De Alternative) bekvemt lægge sig lunt i læ, fortsat vifte lidt med den ideologiske fane og lade andre bekymre sig om virkeligheden.

Konklusion: Politikerne svigtede eklatant. Både skatteyderne, som betaler for hele eksperimentet (og det ikke bare opgjort i penge), og de tilflyttede, som ender i betonslum og åndeligt armod på evige overførsler eller i kriminalitet, i samfund, de ikke føler sig hjemme i eller decideret afskyr. Vist, der er tale om et mindretal trods alt (så drop bare den automatiske generaliseringsstråmand), men et alt for stort mindretal. Statistikkerne taler deres tydelige sprog, på begge sider af Øresund. Svenske tilstande er ikke at efterstræbe.

Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribentens holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk.

 

Læs også om Sveriges eneste integrationsbetjent, som vil genindføre demokratiet i områder med mange indvandrere: »I byens sprækker«

Side 14