Queer. Man skal anerkende bestemte ord for at repræsentere LGBT Danmark. Blev en transmand offer for den begrebspolitiske linje efter at være blevet interviewet i Weekendavisen?

Binær eller ikke-binær

Binær eller ikke-binær Af Marta Sørensen og Søren K. Villemoes

I løbet af de seneste par år er der i Danmark kommet større fokus på transpersoner – mennesker, hvis kønsidentitet stikker ud fra normen – og hvilke begreber man skal bruge, når man omtaler dem. Hvad det sidste angår, er politikken klar i landets største og ældste organisation for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner, LGBT Danmark: Hvis man ønsker at repræsentere organisationen udadtil, skal man tænke intersektionelt og normkritisk – og dermed anerkende bestemte ord, eksempelvis »non-binær«.

Den linje blev Simon Gjerløv, transkønnet mand og mangeårigt aktivt medlem af LGBT Danmark, ifølge eget udsagn selv offer for, da han for tre uger siden fortalte Weekendavisen, at han ikke bryder sig om hverken ordet »non-binær« eller »ciskønnet«.

»Udtrykket (non-binær, red.) giver hverken mening, afklaring eller accept. Man gør sig bare speciel, uden at nogen kan finde hoved eller hale i det,« sagde han i interviewet og tilføjede, at han foretrækker ordet »ikke-transkønnet« frem for »ciskønnet«. »Ordet (ciskønnet, red.) bliver ofte brugt negativt som begrundelse for, at man må hånes eller hades, hvis man er det. Jeg vil ikke tvinges til at bruge et vokabularium, som nogle fanatikere har opfundet.«

Det skabte røre i LGBT-miljøet. Den følgende mandag tog LGBT Danmark officielt afstand fra Gjerløvs udtalelser og skrev i et opslag på deres Facebook-side, at de anerkender »alle transpersoner, trans-oplevelser og kønsidentiteter« og »alle termer den enkelte person måtte bruge til bedst at beskrive deres køn og kønsidentitet«. Organisationen opfordrede alle, der var blevet sårede eller frustrerede over artiklens indhold, til at skrive til Susanne Branner Jespersen, der er generalsekretær for LGBT Danmark. Opslaget fik både ros for at inkludere transpersoner og kritik for at ekskludere personer med andre synspunkter.

Efter at Weekendavisen bragte interviewet, blev Simon Gjerløv bedt af Susanne Branner Jespersen om ikke længere at medvirke ved møder med eksterne parter, eksempelvis Sundhedsstyrelsen. Hun understreger dog, at denne udelukkelse ikke skyldes artiklen, hvilket Gjerløv bestrider.

Gjerløv fortæller til Weekendavisen, at han i artiklen ingen steder gør sig til talsperson for LGBT Danmark, at han ikke har benægtet, at der findes non-binære personer, og at han primært stillede op til interviewet for at skabe fokus på transkønnede mænds problemer i det danske sundhedsvæsen. På Facebook har han udtalt, at non-binære personer har ret til deres verdensopfattelse, men at han har en anden holdning.

Læs også artiklen om Simon Gjerløv »Kønnet er en konstruktion«

»Jeg er hverken normkritisk eller ikke-binær og betragter ikke mit køn og kønsidentitet som et politisk statement. Derfor benytter jeg ikke queerteoretiske termer, men anerkender fuldt ud andres ret til at opfatte verdenen på en anden måde,« lød det i en kommentar.

Til Weekendavisen uddyber han: »Den normkritiske queerideologi vil nedbryde alt normativt, inklusive køn, indefra for at skabe et normløst anarkistisk samfund, hvilket intet har med transkønnethed, køn eller kønsidentitet at gøre, lige så lidt som ens partipolitiske, religiøse eller ideologiske tilhørsforhold definerer ens køn. Den offerrolledyrkende queer-retorik skaber modvilje og forvirring og drejer fokus væk fra de store udfordringer, som transkønnede har i det danske behandlingssystem.«

Den slags holdninger er ifølge Branner Jespersen ikke i orden, hvis man skal repræsentere organisationen.

»Hvis man skal repræsentere vores politik og arbejde eksternt, kan man ikke mene, at begreber som ‘non-binær’ eller ‘ciskønnet’ er meningsløse eller fjollede. Det bliver svært at løfte vores arbejde, hvis man ikke kan tænke intersektionelt og normkritisk. Vi skal kunne se de strukturer, der gør, at LGBT-personer ikke trives,« siger hun.

Teoretisk forhold til virkeligheden

Lidt begrebsafklaring: at tænke intersektionelt handler om at fokusere på flere former for undertrykkelse og diskrimination samtidig og forstå, hvordan de hænger sammen. En intersektionel feminist vil derfor ikke kun se på vilkårene for kvinder som samlet gruppe, men også påpege, hvordan man kan være undertrykt som for eksempel lesbisk, sort eller transkvinde. Det normkritiske henviser til, at man eksempelvis er kritisk over for idéer om, hvad en »rigtig« mand eller kvinde er. Blandt intersektionelle akademikere og aktivister anvender man ofte ordene »non-binær« om mennesker, der ikke opfatter køn som udelukkende mandligt eller kvindeligt, og »ciskønnet« om personer, der identificerer sig med det køn, de blev tildelt ved fødslen. LGBT Danmarks afstandtagen fra Gjerløvs udtalelser er ikke første eksempel på, at organisationen bevæger sig mod et intersektionelt ståsted. Allerede i 2016 dukkede begrebet intersektionalitet op på et landsmøde, da medlemmerne diskuterede sexarbejde. Ved samme lejlighed blev et forslag om at fokusere på non-binære personer vedtaget.

Omtrent tre år senere, i maj 2019, blev store dele af landsledelsen udskiftet ved en dramatisk ekstraordinær generalforsamling, hvor Information kunne fortælle om en opsplitning af medlemmerne i ældre hvide homoseksuelle mænd – »cisbøsserne«, som de blev kaldt af Susanne Branner Jespersen – og alle andre: kvinder, yngre mennesker, transkønnede, queers, non-binære og så videre. Den sidste gruppe ønskede større repræsentation: Landsledelsen skulle bestå af andet end hvide homoseksuelle ciskønnede mænd.

Gjerløv mener ikke, at han har fremstillet sig selv som en bedre eller »rigtig« transkønnet. Foto: Mie Brinkmann
Gjerløv mener ikke, at han har fremstillet sig selv som en bedre eller »rigtig« transkønnet. Foto: Mie Brinkmann

En række medlemmer stillede et mistillidsvotum til ledelsen – herunder til daværende forperson Peder Holk Svendsen – som blev stemt igennem, hvorefter en ny ledelse blev valgt. Den inkluderede fire kvinder (ud af ni medlemmer), hvoraf en beskriver sig selv som »bi-racial«, og en person, der betegner sig som en ciskønnet, biseksuel og/eller panseksuel mand med en genderqueer/non-binær barndom.

»Der blev talt meget om repræsentativitet til generalforsamlingen, og i LGBT Danmark betyder det, at man skal være som dem, man repræsenterer. Det er ikke ubetinget positivt,« siger Peder Holk Svendsen, der kort efter generalforsamlingen meldte sig ud af LGBT Danmark efter 30 år i organisationen.

Læs også om filosof, forfatter og Søren Kierkegaard-ekspert Peter Tudvads »sindssygt personlige« årsag til, at han som 28-årig forlod sin højgravide kæreste: »Det skal ikke være for let«

»I mine øjne kan en person, der ikke er transkønnet, men har sat sig grundigt ind i området, bedre repræsentere transkønnede end en transkønnet, der har knap så meget viden. Da jeg var tillidsrepræsentant på mit gamle arbejde, førte jeg sager om barsel, selvom jeg ikke selv har børn. Hvis man skal inkludere alle grupper fra LGBTQIA+ og så videre, bliver det en meget stor ledelse. Skal man så også vægte antallet af for eksempel bøsser, heteroseksuelle, transkønnede eller ikke-hvide procentuelt? Det bliver absurd.« Ifølge Out & About, et onlinemedie for LGBT-miljøet, fulgte 30 andre medlemmer hans eksempel i tiden omkring generalforsamlingen og meldte sig ud.

Holk Svendsen beskriver den nyere, intersektionelt inspirerede gruppe i organisationen som overvejende unge, meget akademiske folk, måske med en baggrund inden for kønsstudier og med et meget teoretisk forhold til virkeligheden.

»Det er fint, at vi på de interne linjer har styr på det intellektuelle gods, men vi skal også have min far på 79 med. Hvis jeg tager til Thyborøn og skal holde et oplæg for 14 fiskere, begynder jeg heller ikke at tale om normkritik,« siger han.

Så vidt er generalsekretær Susanne Branner Jespersen enig. »Det tjener ikke vores interesser at bruge snørklede elitære begreber, når vi taler til almindelige mennesker. Der skal vi bruge et andet sprog om, hvilke vilkår vi møder i vores dagligdag.«

– Skal man være eksempelvis transkønnet for at kunne arbejde for transkønnede?

»Nej. Men det hjælper. Man skal som minimum have sit mandat i orden. Repræsentationen var vigtig til generalforsamlingen i maj, fordi vi skulle genvinde en legitimitet, som mange mente, at vi havde mistet. Store dele af transmiljøet havde ikke villet samarbejde med LGBT Danmark, og mange af de unge havde meldt sig ud i frustration over ikke at blive taget alvorligt,« siger hun.

Historieløst at påstå andet

Susanne Branner Jespersen nævner også dårligt arbejdsmijø og manglende samarbejdsvillighed fra landsledelsen som årsager til magtskiftet i maj. Organisationen havde brug for en professionalisering, mener hun, og når folk meldte sig ud, skyldtes det ikke ideologi.

»Det var en reaktion på den måde, vi førte diskussionen på. Vi gik offentligt ud og påpegede problemerne, og jeg kan godt forstå, at de syntes, det skete på en grim måde, men det var altså det håndtag, vi trak i,« siger hun.

Peder Holk Svendsen siger, at professionaliseringen allerede var i gang under hans ledelse, hvor man desuden arbejdede med repræsentativitet.

Læs også debatten om tiltaleformen på KUA: »Gode råd er dyre«

»Det er historieløst at påstå andet. Opgøret handlede om at få nye folk ind og om uenigheder i forhold til, hvordan organisationen skulle se ud,« siger han og tilføjer, at han opfattede stemningen inden og under generalforsamlingen som ubehagelig og giftig, og at hans udmelding ikke primært havde med ideologiske forskelle at gøre.

Niels Jansen, intersektionel transaktivist, deltog ikke ved den ekstraordinære generalforsamling, da han forinden havde meldt sig ud på grund af LGBT Danmarks transpolitik. Efter at den nye landsledelse kom til, vendte han tilbage. Jansen anerkender, at Peder Holk Svendsen prøvede at ændre kulturen i organisationen. Men det var for lidt og for sent.

»Vi er gået fra at være en frivillig organisation til at få økonomisk støtte, og det kræver en mere professionel struktur, hvor man ikke bare kan forvente, at folk arbejder ulønnet,« siger Jansen, der selv er transmand og betragter udviklingen i LGBT Danmark som et naturligt generationsskifte, der har været på trapperne i mange år.

Selvom 31 personer meldte sig ud af organisationen i forbindelse med generalforsamlingen i maj, meldte 101 sig ind ifølge Out & About (Peder Holk Svendsen siger dog, at en del af de indmeldte støttede ham).

Bestemt ikke mainstream

Niels Jansen mener, at Gjerløvs personlige historie er vigtig, men at det er uheldigt, at han ifølge Jansen udtaler sig om andre transkønnede på en negativ måde.

»Der har altid været en opdeling i rigtige og forkerte transkønnede. I sundhedssystemet har transkønnede skullet leve op til bestemte kriterier for at få behandling, og nogle transkønnede har taget det til sig. Men hvis man, som Simon Gjerløv og jeg, er binær transkønnet, vinder man intet ved at gøre sig selv til ‘rigtig’ transkønnet og andre til ‘forkerte’. Man tegner en streg i sandet og siger, at man står på den rigtige side, men andre kan også trække en streg, så det går ud over én selv. Den taktik gavner ingen,« siger han.

Gjerløv mener dog ikke, at han har fremstillet sig selv som en bedre eller »rigtig« transkønnet.

»Jeg har i LGBT Danmarks regi arbejdet for, at der skal være plads til alle mulige variationer af transpersoner. Men jeg har meget imod den queerteoretiske revolutionære og ideologiske terminologi og dens anklagende retorik, der udnævner transpersoner til ofre og alle andre til krænkere, og som bestemt ikke er mainstream blandt LGBT Danmarks medlemmer.«

 

Læs også om den heftige vækst i gruppen af danskere, som definerer sig selv som transkønnede: »Transformation«

Side 9