Leder.

Klimatale

Klimatale Af Martin Krasnik

DET lyder ofte, at kunstnerne blander sig for lidt i den politiske debat. Nu har to markante forfattere meldt sig i klimadebatten – på to meget forskellige måder. Den ene er amerikanske Jonathan Franzen, der i The New Yorker har skrevet et vildt omdiskuteret essay med titlen: What If We Stopped Pretending? Her skriver han, at vi bør holde op med at lade, som om vi kan forhindre »klima-apokalypsen«. Vi har talt om det i 30 år, vi kender målene og midlerne, men vi er grundlæggende ikke kommet nærmere. Måske skal vi derfor prøve noget nyt: Stoppe med at tale om klimaet i dystopiske vendinger grænsende til det religiøse og anerkende det åbenlyse. At det er teoretisk muligt, at vi kan holde temperaturstigningen under to grader, men netop teoretisk. I virkeligheden vil det ikke ske.

KLOGE og indsigtsfulde klimaeksperter har fordømt Franzen, som havde han foreslået at bygge en million brunkulkraftværker bemandet med børnearbejdere. Men Franzen påpeger noget åbenlyst: at samtalen om klimaforandringerne er blevet nærmest apolitisk, at påstanden om, at vi skal »redde kloden« har fået et religiøst præg – og at det åbenlyst ikke virker. Politik er og bliver det muliges kunst, og det er umuligt, at verdens ledere kan eller vil gøre det nødvendige for at holde temperaturstigningen under to grader. Når man spørger eksperterne, om de virkelig tror på det, lyder svaret ofte: »Vi skal jo«; som en besværgelse. Virkeligheden er, at kloden bliver markant varmere, og det burde være det fornuftige udgangspunkt: at gøre det mulige i stedet for at fantasere om det umulige.

ER Jonathan Franzen nu udråbt som kætter, er det modsatte sket for hans danske forfatterkollega Kaspar Colling Nielsen. Han har meldt sig under fanerne som taleskriver for klimaminister Dan Jørgensen. Det har været en stor historie, og det er da også lidt af et scoop for ministeren. Men er det også et scoop for forfatteren? Det ligger jo i kunsten, at den skal søge sandheden. Og sandheden er nok en anden end den, regeringen fører sig frem med: at Danmark virkelig kan nedbringe CO-udslippet med 70 procent inden 2030, og at Danmark i »grøn førertrøje« vil redde kloden. Her følger derfor nogle noter som forslag til Kaspar Colling Nielsens første taleudkast.

IKKE om vi så fremmaner det mest katastrofale fremtidsscenario med smeltende indlandsis, stigende verdenshave, brændende skove, klimakrige og klimaflygtninge, vil vi for alvor vende op og ned på vores levevis. Vi er mennesker. Det er vores natur. Vi tænker og handler kortsigtet, og vi vil ikke frivilligt forringe vores levestandard. På den måde er politikere meget menneskelige: De vil ikke gøre noget, som skubber vælgere væk. Ét er at love at redde planeten, noget andet er at indføre heftige afgifter, der rammer deres kernevælgere. Folk indvender ofte, at netop de dystopiske fremtidsudsigter skal få os til at gå i panik og handle hurtigt, men panikløsninger er aldrig fornuftige. I en situation, hvor verden forandrer sig hurtigt, skal vi tænke os godt om.

SÅ skal vi bare give op? Naturligvis ikke. Sandt er det, at klimaforandringerne får alvorlige konsekvenser. Lige så sandt er det, at menneskets forbrug og produktion ødelægger naturen. Men klimaet får det ikke bedre af, at vi opgiver det forkætrede vækstparadigme. Vækst udrydder sygdom og fattigdom og skaber velstand. En hurtig grøn omstilling koster ubegribeligt mange penge, og må økonomien ikke vokse, skal de logisk nok tages andre steder – fra velfærden. Hvordan vil det mon gå?

POETISK er det ikke at minde om det fornuftige, og særligt denne pointe bør understreges i Kaspar Collings første store tale: Lad os gøre op med den indadvendte, selvcentrerede klimadebat. Selv hvis Danmark bliver 100 procent grønt og bæredygtigt i morgen, vil det ikke kunne mærkes på klodens klima. Lukker vi landbruget (20 procent af det samlede danske udslip), Mærsk (samme udslip som hele Danmark), Aalborg Portland (meget forurenende virksomhed) og indfører tvungen kollektiv trafik og forbud mod oksekød, vil det ikke »redde kloden«. Beslutningerne ligger i de store, befolkningstunge lande, som – helt forståeligt – ønsker både økonomisk vækst og samme levestandard som os andre. Og da der – også i økonomien – er begrænsede ressourcer, skal vi sætte ind der, hvor vi bedst kan hjælpe. Vi kan ikke forhindre klimaforandringerne. Men vi kan bruge vores penge og energi fornuftigt og investere dem klogest: i forskning og grøn udvikling i Kina, Indien og særligt i Afrika. Og i tiltag, der kan gøre de mest sårbare steder i verden parate til at håndtere de klimaforandringer, der faktisk kommer.

 

Læs også kronikken i Ideer om, at vi er nødt til at finde ud af, hvordan det enkelte menneske bliver bæredygtigt: »Overtræk på klimabudgettet«

Læs også Klaus Rothsteins kommentar om Jonathan Franzen og Kaspar Colling: »Det sorte hul«

Side 14