Kronik. Skal det lykkes os at bremse de globale klimaforandringer, er det ikke nok at fokusere på, hvor mange portioner havregryn der går på en flyrejse. Vi er nødt til at finde ud af, hvordan det enkelte menneske bliver bæredygtigt i absolut forstand.

Overtræk på klima­budgettet

Overtræk på klima­budgettet

 

Af Martin Marchman Andersen, Anjila CW Hjalsted, Morten Ryberg og Michael Hauschild, Quantitative Sustainability Assessment, DTU

Vi taler om bæredygtighed som aldrig før, især klimamæssig bæredygtighed, og det er der rigtig god grund til. Hvis vi skal undgå en global temperaturstigning på mere end 1,5 grader, har vi nemlig travlt med at reducere vores udledning af drivhusgasser. Det ved vi alle sammen.

Der er imidlertid stor tvivl og uklarhed omkring, hvad det overhovedet vil sige, at noget eller nogen er klimamæssigt bæredygtig. Derfor er det også muligt som nu, at de fleste virksomheder gør et stort nummer ud af at fortælle, at deres produkter er bæredygtige, mens vi alle sammen ved, at vores levevis i den vestlige verden bestemt ikke er det, klimamæssigt set. Vi aner nemlig ikke, hvordan vi skal teste, endsige hvad det overhovedet betyder, at et produkt, en service, en virksomhed eller institution er klimamæssigt bæredygtig.

Indimellem får vi ganske vist syn for sagn; fagkyndige tester, og medier formidler, jævnligt, hvilket måltid og hvilken flyrejse der er mest klimavenlig. Vi får at vide, at per et eller andet kvantum, for eksempel vægt, så er grøntsager bedre end fisk, fisk er bedre end kød, svinekød er bedre end oksekød og så videre. Men sådanne målinger udtrykker blot produkternes relative klimapåvirkning. Ofte ønsker vi ikke bare at vide, om noget påvirker klimaet mere eller mindre end noget andet. Vi ønsker at vide, om det er bæredygtigt! I absolut og ikke relativ forstand. Hende, der flyver til London en gang om ugen, er mere klimavenlig end ham, der flyver til New York en gang om ugen. Men med største sandsynlighed er ingen af dem klimamæssigt bæredygtige.

Den mest udbredte definition på bæredygtig udvikling stammer fra Brundtlandrapporten og er en udvikling, som »... opfylder de nuværende generationers behov uden at bringe fremtidige generationers mulighed for at opfylde deres behov i fare«. Det giver sig selv, at et produkt eller en aktivitets klimamæssige bæredygtighed ikke bare er et spørgsmål om dets klimapåvirkning, men om hvor meget behovstilfredsstillelse vi får for denne klimapåvirkning. Klimapåvirkningen af cirka 2400 portioner havregryn med mælk(!) er den samme som en flyrejse fra København til London og retur. Men det er behovstilfredsstillelsen selvfølgelig ikke. For så vidt er relative bæredygtighedssammenligninger slet ikke sammenligninger af bæredygtighed. De er blot sammenligninger af klimapåvirkninger.

Overgangen fra relativ til absolut bæredygtighed er dog vanskelig. Når det således også handler om behovstilfredsstillelse, kræver absolut bæredygtighed ikke kun svar på videnskabelige spørgsmål om, hvilke aktiviteter der udleder hvor mange CO2-ækvivalenter, men også på grundlæggende spørgsmål om retfærdighed.

Læs også den norske klimapsykolog Per Espen Stoknes' status over det såkaldte klimaår: »Var det bare en bølge?«

Først og fremmest må vi have en fælles overligger, for eksempel Paris-aftalen. Ifølge denne må vi fra 2020 og frem til år 2100 ikke udlede mere end omkring 830 gigaton CO2-ækvivalenter for at undgå en temperaturstigning på mere end 1,5 grader. En udledning på mere end dette er således vores fælles skæringspunkt for absolut klimamæssig bæredygtighed. Men hvad betyder det for det enkelte menneskes klimamæssige bæredygtighed?

Det afhænger af, hvordan vi deler retten til at udlede drivhusgasser. Hvis hende, der flyver til London en gang om ugen, er klimamæssigt ubæredygtig, er det således, fordi hendes udledning af CO2-ækvivalenter er større end hendes ret til at udlede dem. Men hvad er hendes ret?

Det første spørgsmål, vi må stille os, er derfor, hvem det ultimativt er, der har ret til at udlede drivhusgasser, og svaret er selvfølgelig, at det ultimativt er mennesker og ikke produkter og institutioner. Mennesker har ret til at udlede drivhusgasser, men hvis vi skal være klimamæssigt bæredygtige, skal vores ret begrænses, så summen af vores alle sammens ret ikke er større, end hvad Paris-aftalen tillader. Dette betyder, at når vi skal undersøge, om for eksempel et måltid eller en flyrejse er klimamæssigt bæredygtig, må det bero på, hvordan disse aktiviteter indgår i tilfredsstillelsen af menneskers behov og efterspørgsel.

Mere uklart er det, hvordan vi skal dele retten til at udlede drivhusgasser mellem mennesker. Der er imidlertid ingen vej udenom, hvis vi vil tale om absolut, og ikke kun relativ, bæredygtighed. Vi må huske på, at spørgsmål om bæredygtighed i sig selv er spørgsmål om fordelingsretfærdighed mellem generationer af mennesker.

Sandsynligvis bør vi dele retten lige mellem alle de mennesker, der til enhver tid eksisterer. Som det hedder i den franske menneskerettighedserklæring: »Menneskene fødes frie og lige i rettigheder og således forblive de. Forskelle må alene være begrundet i den almindelige nytte.« Mens der på andre områder kan være gode grunde til at afvige fra lighed på grund af almindelig nytte, er det sværere at finde en sådan begrundelse her. På indkomst, for eksempel, kan der være stærke grunde til at afvige fra en helt lige fordeling, fordi en indkomstskat på 100 procent ville lede til notorisk ineffektivitet. Afvigelse fra en helt lige fordeling kan således begrundes i en forstørrelse af den samlede kage, vi skal fordele. Tilsvarende er det dog sværere at se, hvad der kan begrunde en ulige fordeling af retten til at udlede drivhusgasser, men spørgsmålet er naturligvis åbent.

Læs også om, at forskere frygter, at Klodens klima snart tipper ud af vores kontrol: »Væltepunktet« 

Under alle rimelige omstændigheder betyder det, at vi ikke kan sige, at det partout er ubæredygtigt at spise en T-bonesteak eller flyve en tur til London, da det helt kommer an på, hvad den, der spiser og rejser, i øvrigt spiser og foretager sig. Det er værd at minde om, når man hidser sig op på Facebook. Fordi det er mennesker, og ikke ting og institutioner, der har ret til at udlede drivhusgasser, er en flyrejse eller en T-bonesteak bæredygtig eller ubæredygtig alt efter, hvordan den indgår i et menneskes totale årlige ret til at udlede CO2-ækvivalenter. Om disse produkter er bæredygtige, afhænger af budgettet, de indgår i. Klimabudgettet er dermed ikke anderledes end et økonomisk budget. Det kan godt være, at købet af en flaske champagne til 5000 kroner gør et stort indhug i et råderum på 10.000 kroner, men teknisk set er det et økonomisk bæredygtigt køb, hvis det øvrige forbrug ikke overstiger resten.

Det er værd at minde om, at målet med et sådant »CO2-budget« hverken er oprettelsen af et »CO2-klippekort« hos borger.dk, eller at udskamme dem, der har overtræk. Et sted mellem ganske få og ingen danskere lever i dag op til det. Målet er absolutte målinger af produkters, aktiviteters, virksomheders og institutioners klimamæssige (eller endnu bedre: totale miljømæssige) bæredygtighed. Sigtet er således en målingsmæssig baseline. Hvis vi skal overholde Paris-aftalen, har vi brug for ikke bare at ændre adfærd og opfinde ny teknologi, men også at kunne måle bæredygtigheden af mindre entiteter som for eksempel virksomheder, institutioner og produkter. Produkter og aktiviteters miljømæssige bæredygtighed må bero på, hvordan disse aktiviteter indgår i tilfredsstillelsen af menneskers behov eller bæredygtige efterspørgsel. Og institutioners og virksomheders klimamæssige bæredygtighed må opgøres ved at sammenligne deres klimapåvirkning med, hvad den ville have været, hvis borgerne og kunderne var tvunget til at overholde deres »CO2-budget«. Igen, ikke for at skælde nogen ud, men for at give dem et perspektiv på, hvad det vil sige at være en klimamæssigt bæredygtig virksomhed eller institution. For at have noget at måle dem på, noget at holde dem op på, og for at få dem til at konkurrere! Ikke om bæredygtighedsbranding, men om, hvem der rent faktisk er mest bæredygtig og har de mest bæredygtige produkter i absolut forstand.

Dette er en kronik og udtrykker derfor alene skribentens holdning. Du kan indsende forslag til en kronik på opinion@weekendavisen.dk.

 

Læs også om »verdens farligste usikkerhed« i klimaspørgsmålet: »Isens lune« 

Side 65