Ustyrligt. Isen smelter, regnskove skrumper. Forskere frygter, at Klodens klima snart tipper ud af vores kontrol. Men hvornår sker det?

Væltepunktet

De seneste uger har dramatiske billeder af skovbrande i Amazonas givet næring til folks bange anelser om regnskovens forestående død. Brandene er ikke så usædvanlige, som nogle overskrifter giver indtryk af, men frygten er reel: Træerne i Amazonas fældes med en foruroligende hast i disse måneder, og klimaforskere advarer mod, at vi er på vej ud over en kløft, som vi ikke kan kravle op ad igen. En dag vil det måske ikke længere være muligt at redde skoven, selv hvis vi holder op med at fælde og afbrænde træer.

Forskerne frygter, at træfældningen vil forandre selve områdets klima, så dét, der er tilbage af regnskoven, langsomt vil tørre ud og gradvist forsvinde. Færre træer vil betyde mindre regn og højere temperaturer – ændringer, som vil få skoven til at skrumpe yderligere. Eksperterne er uenige om, hvornår vi krydser et uigenkaldeligt vendepunkt: Nogle mener, det sker, når 20 procent af Amazonas’ træer er væk, andre, at det først sker ved en afskovning på 40 procent. Over de sidste 50 år har vi nedlagt 17 procent af træerne.

rasmus.foss
er journalist og skriver om politisk økonomi, videnskab og tennis. Rasmus har en M.A. Global Thought fra Columbia University og en bachelorgrad i International Business and Politics fra Copenhagen Business School.