Topjob. Politikere, der er ude efter et lukrativt job i det private, vil typisk ændre adfærd op til deres karriereskifte. Det viser ny dansk forskning baseret på amerikanske data. Det er godt for deres fremtidige arbejdsgivere – og måske også for samfundet.

Den politiske svingdør

Den politiske svingdør

Da Brian Mikkelsen, Johanne Schmidt-Nielsen og Lars Chr. Lilleholt for nyligt skiftede deres tjans som toppolitiker ud med store stillinger uden for Christiansborgs tykke mure, fik det flere medier og politiske modstandere til at spekulere på, om der kunne være tale om urent trav: Var det lukrative job mon landet udelukkende på baggrund af kvalifikationer, eller var der et element af »noget for noget« med i ligningen?

Sådanne mistanker har i de seneste år fået flere til at kræve indførelse af regler for, hvilke job især tidligere ministre må tage efter livet i politik slutter, og hvornår de må tage dem.

Læ også Martin Krasniks leder om krisen i Venstre: »Kongens fald«

I USA har man sådanne karensregler, der begrænser politikeres jobsøgning: For føderale politikere er der en ét til to års »afkølingsperiode«, afhængigt af hvilke af de to lovgivende kamre politikeren har siddet i. I de år må en tidligere politiker ikke arbejde som såkaldt »kontraktlobbyist«, der hjælper flere forskellige virksomheder med at få politisk indflydelse, men man kan godt ansættes som medarbejder eller bestyrelsesmedlem i en enkelt virksomhed, hvilket amerikanske politikere benytter sig af i stor stil. Derfor diskuterer man også her politikernes karrierer uden for politik. For hvilke interesser har politikerne varetaget, mens de har været på tinge: vælgernes eller deres fremtidige arbejdsgivers?

Nu har en dansk ph.d.-studerende som den første undersøgt, hvilken indflydelse muligheden for et job uden for politik har på folkevalgtes politiske adfærd, mens de stadig er politikere. Og konklusionen er klar: Politikere ændrer markant adfærd for at fremme deres fremtidige ikke-folkevalgte karriere, i hvert fald på den anden side af Atlanten.

»Politikere, der står på tærsklen til at afslutte deres politiske liv, opfører sig meget anderledes end tidligere i deres politiske karriere,« fastslår Benjamin C.K. Egerod, der netop har indleveret ph.d.-afhandlingen Career Incentives and Legislative Behavior på Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet.

»De stemmer mere moderat og mere i overensstemmelse med deres fremtidige arbejdsgivers interesser, og så arbejder de i gennemsnit mere, end de tidligere gjorde,« opsummerer han afhandlingens vigtigste resultater.

I sin afhandling undersøger Egerod adfærden blandt medlemmer af Senatet, det magtfulde andetkammer i det amerikanske parlamentariske system, i perioden 1991-2013.

»Når jeg sammenligner, hvilke forslag senatorer – der i dag arbejder i det private – stemte på tidligt og sent i deres politiske karrierer, så finder jeg, at forslagene i de senere perioder er meget mere moderate end i de tidligere. Den samme adfærdsændring ser man ikke blandt senatorer, der bliver pensioneret efter Senatet. At det er udsigterne til et job uden for politik, der forårsager den dramatiske ændring i stemmeadfærden, bakkes op af, at ændringerne sker relativt tæt på, at senatorerne går gennem den politiske svingdør,« forklarer Egerod.

For at måle, hvor »moderat« en politiker opfører sig, bruger han en avanceret statistisk metode kaldet maskinlæring:

»Man starter med at fortælle en computer, at en bestemt senator er relativt venstreorienteret, og at en anden er relativt højreorienteret. Det kaldes de to ankerpunkter og består af informationer om de to senatorers stemmeadfærd. Bagefter fodrer man computeren med, hvordan alle de andre senatorer stemmer. På baggrund af det lærer computeren selv, hvordan de andre senatorers stemmeadfærd relaterer sig til de to oprindelige senatorers, og sådan kan man finde ud af, hvad der er ekstrem, og hvad der er moderat stemmeadfærd.«

Senatorer stemmer ikke bare mere moderat på vej gennem svingdøren, de får også bragt mere midtersøgende lovgivning til afstemning, viser Egerods analyse.

Læs også Per H. Hansens artikel om svingdøren mellem politik og erhvervsliv: »Kammerateri og kapitalisme«

I USA er mere moderat og midtersøgende politik i overvejende grad erhvervsvenlig politik, fordi den gennemsnitlige amerikanske politiker har mere ekstreme holdninger end det samlede erhvervsliv. Bare tænk på præsident Donald Trumps optrapning af diverse handelskrige i øjeblikket, der måske kommer enkelte sektorer til gode, men påvirker det generelle amerikanske erhvervsliv negativt på grund af usikkerheden på verdensmarkedet. Ifølge Egerod er mere moderate holdninger udtrykt gennem stemmeadfærden altså en måde at signalere til mulige fremtidige arbejdsgivere uden for politik, at man er klar til at arbejde for dem.

I afhandlingen ser Egerod også på, hvordan aktiekurserne i de virksomheder, hvor senatorerne ender med at få job, udvikler sig de sidste to år inden skiftet:

»Hvis du ser på en senator, der nu eksempelvis arbejder hos flyproducenten Boeing, og hendes sidste to år i Senatet, så kan man se, at værdien af en Boeing-aktie stiger, hver gang senatoren er med til at introducere ny lovgivning. Det viser, at de lovforslag, som svingdørspolitikeren stiller, før hun forlader politik, ville komme hendes fremtidige arbejdsgiver til gode, hvis de blev gennemført.«

Politikere med karriereambitioner uden for politik sender også et andet vigtigt signal til mulige arbejdsgivere uden for den politiske verden, inden de forlader den: De viser, at de er flittige.

»Generelt er det de mindst produktive politikere, der tiltrækkes af erhvervslivet, altså dem, der laver relativt mindst klassisk lovgivningsarbejde,« siger Egerod og forklarer, hvordan disse dovne politikere gør sig attraktive på arbejdsmarkedet uden for Senatet:

»Men man kan se et kraftigt skifte i svingdørspolitikernes lovgivningsproduktivitet, i perioden op til at de skifter job. De arbejder simpelthen mere, end de tidligere har gjort. De får så at sige lidt mere på CVet.«

Det ekstra arbejde kan betale sig: I gennemsnit tjener en senator, der går gennem svingdøren og ud i et job som bestyrelsesmedlem i en virksomhed, i omegnen af 450.000 dollars om året, hvad der svarer til en årsløn på cirka tre millioner danske kroner.

Med så fyrstelige lønninger er det naturligt at antage, at virksomhederne får meget ud af at ansætte tidligere politikere. Imidlertid er det ikke undersøgt særligt nøje. I anden del af afhandlingen undersøger Egerod derfor, hvor stor en værdi en tidligere politiker faktisk har for en virksomhed.

Resultaterne er her mere tvetydige. Egerod analyserer alle børsnoterede virksomheder i USA, der i perioden 2004-2015 hyrede en tidligere senator eller et medlem af Repræsentanternes Hus, det parlamentariske førstekammer i USA. Generelt opnår virksomhederne ikke større profit, efter at de får en tidligere politiker på lønningslisten. Til gengæld oplever de at blive beskattet mildere, end før politikeren blev ansat:

»Når en virksomhed ansætter en tidligere politiker, så betaler de en lavere andel af deres indkomst i skat. Det gælder helt generelt. Men reduktionen i skattebilletten er kraftigst, hvis politikeren har siddet med skattelovgivning som område. Derudover får virksomheder med tidligere politikere ansat færre uanmeldte kontrolbesøg af skattemyndighederne end tidligere. Derfor kan de måske tage lidt flere chancer med deres skatteindberetninger, fordi sandsynligheden for at blive taget i at være lidt for kreative med bogføringen alt andet lige bliver mindre.«

Selvom undersøgelsen baserer sig på amerikanske data, kan afhandlingens kerneresultater også informere den danske offentlighed, mener Egerod:

»Man kan sagtens forestille sig, at danske politikere også opfører sig på en særlig måde for at få et lukrativt ikke-folkevalgt job. For den grundlæggende karrieredynamik, jeg har påvist i det amerikanske system, er også til stede i Danmark.«

Da danske politikere sjældent stemmer uden for partidisciplinen, kan det imidlertid være sværere at observere på konkret stemmeadfærd, forklarer han. Det er også tvivlsomt, hvor stærk effekten er for det gennemsnitlige folketingsmedlem, der ikke er særligt magtfuldt sammenlignet med en amerikansk senator. Karrieredynamikken findes nok i højere grad blandt de danske politikere, der har været ministre, eller som har ledende poster i partierne:

»Ministre har som chefer for bureaukratiet mulighed for at påvirke implementeringen eller håndhævelsen af lovgivning. De behøver derfor ikke stemme anderledes end deres parti for at påvirke lovgivningen for at stille sig bedre efter livet i politik,« forklarer han og understreger, at han ikke har lavet en formel analyse af den danske kontekst, hvor svingdørsfænomenet ellers er meget udtalt:

»Særligt de meget højtstående politikere går i meget stor stil igennem svingdøren i Danmark.«

Ph.d.-afhandlingens resultater vil måske forarge nogle. For er det ikke problematisk, hvis politikere arbejder på at fremme egne snævre karriereambitioner frem for at stemme ud fra, hvad de mener, er til samfundets og vælgernes bedste?

Selvom Egerod er enig i, at svingdørspolitikere kan problematiseres, så fremmer deres egennyttemaksimerende karriereambitioner ifølge ham faktisk også samfundskagen: De får de mest dovne senatorer til at skifte job og giver dermed plads til nye og potentielt mere flittige kræfter. Og det får dem også til at levere mere politik for skattepengene, de sidste par år de repræsenterer folket.

Benjamin C.K. Egerod: Career Incentives and Legislative Behavior – How and why the Revolving Door Shapes Legislative Behavior in the US Congress. Ph.d.-afhandling indleveret på Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet. Afhandlingen forsvares i november.

 

Læs også Jørgen Grønnegaard Christensens artikel om, at Brian Mikkelsens skift til direktørposten i Dansk Erhverv fejlagtigt er udlagt som et demokratisk problem: »Miles lov gælder også for Mikkelsen«

Side 56