Leder.

Kongens fald

Kongens fald Af Martin Krasnik

LARS Løkke er ikke en pukkel­rygget mand med slæbende ben, sådan som Shakespeares Richard III oftest spilles på teatret. Alligevel er det netop denne magtsyge konge, der illustrerer situationen i Venstre. Almindelige politiske analyser kan ikke helt forklare, hvad der foregår, så det er nærliggende at række ud efter en af de mest dramatiske fortællinger om magt, der findes: den store bardes fortælling om den engelske konge fra 1400-tallet: Richard, der stræbte så lidenskabeligt efter tronen, kongen, der ryddede al modstand væk, herunder et fuldtonet oprør, tyrannen, der til sidst måtte se sig besejret, omringet af sine fjender.

ER det langt ude? Nej, det er lige i øjet. »Er kronen så for svær for mig at få?/Hvor højt den end må hænge, kan jeg nå,« siger Richard, mens han endnu er hertug og drømmer om tronen. Magten er hans ilt, intrigerne hans daglige føde. Da han har brug for Hertugen af Buckingham, lover han ham magt og indflydelse for senere at skille sig brutalt af med ham, præcis som det går mange andre ambitiøse mænd på slottet. Da han skal bruge den stakkels Lady Anne, hvis forlovede han koldblodigt har myrdet, indsmigrer han sig hos hende, indtil han, efter ægteskabet, vender hende ryggen.

Læs også om, at Jakob Ellemann-Jensen er den perfekte formand, hvis han tør: »Ud i det blå«

KONG Richard manipulerer med virkeligheden, så den altid passer til hans behov. I opsætningen af Richard III på Kronborg i år er han haltende og krumrygget, men kun når han selv har brug for det. Analogien kræver ikke yderligere forklaring: Lars Løkke Rasmussen har stræbt efter magten, siden han var ung venstremand. Han har flyttet rundt på sine omgivelser uden skelen til et større hensyn end sin egen overlevelse. Det har været magten for magtens skyld. Sine reformer har han altid været parat til at skrotte, hvis det passede bedre. Ideologi og visioner kan altid skæres til. Det afgørende er magten.

RICHARD går det naturligvis ikke godt. I august 1485 lander Henrik Tudor i det sydlige Wales og marcherer gennem landet, mens han rekrutterer utilfredse folk undervejs. Til sidst indhenter de Richard i en sump i Leicestershire og hugger hans ganger ned: »En hest, en hest, mit kongerige for en hest,« råber Richard, der helt frem til sidste sekund er parat til at slås. Richard III er et af de mest underholdende Shakespeare-stykker overhovedet og åbenbart også ganske tæt på virkeligheden. For syv år siden fandt man under en parkeringsplads – mener man – Richards skelet, bagbundet og myrdet med talrige huller i hovedet. Og med skader efter sværdstik i bagdelen.

FØR vi giver os til at citere yderligere fra Shakespeare, vil Lars Løkke Rasmussen naturligvis minde os om de gældende regler for afsættelsen af Venstres partiformand, præcis som han allerede har gjort det flere gange: Det foregår under civiliserede forhold på landsmødet. Men magtkampe – særligt med Løkke som deltager – sker sjældent civiliseret. Det er helt forståeligt, at Jakob Ellemann-Jensen ikke har lyst til at udfordre kongen, idet han kan se, hvor mange hoveder der ligger i kurven ved skafottet. Men det er risikabelt, at Løkkes modstandere har forberedt kuppet så dårligt, ja, den slags tøven ville Shakespeare nok have straffet hårdt.

HENRETTELSEN af kong Richard var et spørgsmål om tid. Det samme gælder Lars Is endeligt; partiet vil fælde ham nu eller på et andet tidspunkt før næste folketingsvalg. Men også her er historien om Richard III afslørende: Hans kongerige var så plaget af magtkampe, at de forundrede undersåtter ikke kunne tale om andet. Lars Løkke Rasmussen er konge af det borgerlige kongerige, som han nu igen vil ofre for selv at blive på tronen, og alle omkring ham taler ikke om andet end Lars. Han kunne ikke samle det borgerlige Danmark i sin regeringstid, og han splintrede det til atomer, da han i sidste øjeblik foreslog at danne regering med fjenderne i Socialdemokratiet. Nu insisterer han på, at det skam handler om politik, ja, hvor skal Venstre, landets største borgerlige parti, ligge? Det er på sin vis rigtigt nok: Den dybe splittelse i det borgerlige Danmark er for længst rykket helt ind i Venstres indre: Hvad vil partiet? Hvad er borgerlig, liberal EU-politik, klimapolitik, udlændingepolitik? Hvad er visionen for kongeriget? Ja, hvordan skal modstanderne overhovedet besejres? Det er politik, men politik føres af politikere, der nyder tillid blandt dem, de repræsenterer, og her står Lars Løkke allerede langt ude i sumpen uden sin hest. Han har haft alle muligheder for at samle landets borgerlige kræfter omkring sig, men han har været mere optaget af at blive siddende på tronen. Der er noget tiltalende ved Jakob Ellemann-Jensens tøvende, modstræbende tilgang til magt, men også noget sært overfladisk, nærmest ironiserende. Han kunne nok lære lidt af Shakespeare om at tage magten rigtigt alvorligt. Og så selv finde ud af, hvad den skal bruges til.

 

Læs også om, at Venstres bagland og Løkke udkæmper en tyve år gammel kamp om partiets sjæl: »Befrielsens øjeblik«

Side 12