Mål. Danske Frederik Andersen fik skøjter på som et-årig og begyndte at stå på mål, da han var ti. I dag er han en af verdens bedste ishockeymålmænd.

Nummer 31

Nummer 31 Af Jane Benarroch

Ved første øjekast ligner det en helt almindelig torsdag formiddag på Herning Isstadion. Byens ishockeyhold er i gang med dagens træning, og spillerne skøjter rundt i høj fart og sender den ene puck efter den anden mod mål.

Nogle gange redder målmanden med staven, gribehandsken eller de enorme benskinner, som målmænd altid har på i ishockey for at beskytte sig og fylde godt i målet. Andre gange suser puckene forbi og gungrer med høje klonk ind i den gennemsigtige plexiglasvæg bag mål. Kun et par gange lykkes det spillerne at sætte pucken i nettet bag målmanden.

At det alligevel ikke er en helt almindelig torsdag, afslører de mange tilskuere i hallen. En gruppe børn er stukket af fra deres egen ishockey-camp og har taget opstilling bag mål og på langsiderne. For den store målmand med nummer 31 på ryggen er en særlig gæst, der bare må ses.

Frederik Andersen hedder han. Eller bare Freddy, som han bliver kaldt i både hjembyen Herning og Toronto i Canada, hvor han står på mål for verdens største ishockeyklub, Toronto Maple Leaf, i verdens bedste ishockeyliga, NHL. Hver sommer holder han ferie i barndomsbyen og træner derfor med byens hold, Herning Blue Fox.

»Det er altid dejligt at være hjemme i sommerpausen. Især i sådan en uge, hvor der er masser af børn i hallen, som lige fanger én ved døren og skal have et billede eller en autograf,« siger Frederik Andersen, da Faktisk møder ham efter træningen. Det var i denne hal, han selv fik skøjterne på første gang som et-årig, da han lige havde lært at gå.

»Min far var selv ishockeymålmand, og han ville have, at jeg skulle lære at spille ishockey, før jeg måtte stå på mål. Jeg skulle blive god til at skøjte og få lidt forståelse for spillet, mente han. Jeg kan huske, at jeg bare gerne ville ind at stå på mål med det samme, men jeg fik først lov, da jeg var ti år. I dag er jeg glad for, at han ikke gav mig lov, for det har givet mig bedre forudsætninger for at blive en god målmand,« fortæller han.

Skyld og ære

Frederik Andersen regnes i dag for en af verdens allerbedste ishockeymålmænd. Hvert år udråbes han som kandidat til Vezina-trofæet, som gives til NHLs bedste målmand. Hans hold nævnes også altid som en kandidat til at vinde NHL og den store Stanley Cup.

Han betegner selv det at være ishockeymålmand som lidt af »en sport i sporten«. Selvfølgelig kæmper man for at vinde med sit hold. Men man har også hele tiden en konkurrence kørende med de andre målmænd i ligaen om at redde flere skud end dem. De måler især hinanden på den såkaldte redningsprocent. Den viser antallet af redninger i forhold til antallet af skud, der er blevet sendt mod målet. Og her ligger Frederik Andersen helt i top.

»Vi er 30 målmænd i ligaen og 60, hvis vi tæller holdenes anden-målmænd med. Det kan indimellem godt være lidt ensomt at være målmand, for vi træner jo meget alene. Men jeg har altid følt mig godt tilpas på de hold, jeg har spillet på.«

Som målmand er man udsat for et stort pres, fordi man er den, der meget direkte har til opgave at forhindre modstanderen i at score. Frederik Andersen synes dog, at man nogle gange får for meget af skylden, når det går skidt, men også for meget af æren, når det går godt.

»Nogle gange kan man redde en masse svage skud og få en masse ros for det, og andre gange går der mål ind, som man ikke havde en chance for at forhindre. Og så får man skældud af fansene for det. Men om man har en god eller dårlig dag, afhænger ikke kun af én selv, men også af, hvordan spillerne gør det på banen.«

Ishockeystjernen har holdt sommerferie i Danmark og besøgt hallen, hvor han spillede som barn. Til venstre ses Frederik Andersen foran målet til en NHL-kamp for Toronto Maple Leaf tilbage i februar. Fotos: Martin Sylvest og Claus Andersen/Ritzau Scanpix
Ishockeystjernen har holdt sommerferie i Danmark og besøgt hallen, hvor han spillede som barn. Til venstre ses Frederik Andersen foran målet til en NHL-kamp for Toronto Maple Leaf tilbage i februar. Fotos: Martin Sylvest og Claus Andersen/Ritzau Scanpix

Tre kampe om ugen

Ishockey er verdens hurtigste holdspil. Selvom pucken er nede i den anden ende af banen, og ens holdkammerater er ved at skifte ud, kan der komme en puck flyvende mod mål på et splitsekund. Det stiller store krav til målmanden om at være helt skarp i de 60 minutter, kampen varer. For der er aldrig ro omkring et ishockeymål, som der for eksempel er omkring et fodboldmål.

»Spillerne er delt ind i fire kæder, der skiftes til at være på isen. Så de får tid til at sunde sig på bænken i løbet af kampen. Men som målmand står man typisk hele kampen. Det er derfor meget vigtigt at kunne koncentrere sig 100 procent i lang tid,« siger Frederik Andersen.

Når først sæsonen er i gang, træner han ikke så meget – det er der ikke tid til.

»Alle hold i NHL spiller mindst 82 kampe gennem en sæson, hvilket svarer til cirka tre om ugen. Det betyder, at det er i kampene, man skal dygtiggøre sig. Selvfølgelig skal man også træne, men det er i kampene, man øver koncentration og fokus og bliver rigtig presset på skøjterne.«

Som ishockeyspiller skal man øve sig i at løbe hurtigt fremad og bagud og i cirkler. Som målmand træner man derimod mere løb og spring fra side til side, da man ofte skal bevæge sig sidelæns inden for to-tre meter. Men en målmånd skal stadig være en god skøjteløber.

»Det er i hvert fald længe siden, at man mente, at man bare kunne stille den dårligste skøjteløber ind på mål. Jeg skal selvfølgelig ikke kunne løbe og dreje og vende i høj fart som spillerne, men jeg skal kunne bevæge mig lynhurtigt i alle retninger – venstre, højre, op, ned, på tværs og fremad – på et meget lille område, og det kræver, at jeg har fuldstændig styr på mit skøjteløb.«

Frederik Andersen: »Min far var selv ishockeymålmand, og han ville have, at jeg skulle lære at spille ishockey, før jeg måtte stå på mål.« Foto: Martin Sylvest/RitzauScanpix
Frederik Andersen: »Min far var selv ishockeymålmand, og han ville have, at jeg skulle lære at spille ishockey, før jeg måtte stå på mål.« Foto: Martin Sylvest/RitzauScanpix

Ligesom en badmintonspiller

Det er også vigtigt at træne balance, fordi man skal kunne holde sig i den rigtige position i målet og samtidig fylde så meget som muligt.

»En ishockeymålmand skal først og fremmest lære at holde sig vinkelret på skytten. Hvis man ikke står rigtigt, skal man ud i spektakulære TV-redninger hele tiden, og det er ikke holdbart. Så man skal også kunne læse spillet,« siger han og fortsætter:

»Man kan nok bedst sammenligne vores træning med en badmintonspillers. Vi træner også meget snævre bevægelser, er meget nede i knæ. Det giver stor belastning på knæ, hofte og lyske, men jeg har været heldig at undgå store skader.«

Det kræver også en afsindig god reaktionsevne at være ishockeymålmand på topplan. Denne sommer har Frederik Andersen igen været i Californien, hvor han får reaktionstræning hos en øjenlæge, der også træner amerikanske baseballspillere. Måske kan det hjælpe ham til at opnå det, han stadig drømmer om, nemlig at vinde NHL og Stanley Cup-trofæet.

»Jeg håber selvfølgelig, at det bliver i år, vi tager sejren og Stanley Cup. Vi har et godt hold, så det bør være muligt.«

NHL-sæsonen starter den 2. oktober.

 

Dyr sport

Det er meget dyrt at klæde en ishockeymålmand i NHL på. Udstyret er ofte skræddersyet, og i kamp har hver målmænd altid udstyr på for op imod 60.000 kr. Udstyret skal også udskiftes jævnligt. Eksempelvis kan Frederik Andersen bruge tre sæt benskinner og mere end 30 stave i løbet af en sæson.

 

Vil du være ishockeymålmand?

Så skal du bruge dette udstyr, der beskytter mod den hårde puck og får målmanden til at fylde godt i målet:

– En hjelm med gitter for ansigtet, som på ishockeysprog kaldes en maske

– Polstrede benskinner

– Brystpanser

– Bukser

– Handsker, hvoraf den ene er en gribehandske

– En særlig stav og særlige skøjter, der er højere end spillernes

 

Læs også om brødrene Marius og Andreas, som er kæmpestore fans af Tour de France: »Slutspurt i sofaen«

Side 69