Underarmene er let brunede af den danske sommer. Men ved stofkanterne på Marius og Andreas Hobolths korte ærmer kan man skimte vinterhvid hud. Det er det, man kalder cykelrytter-arme, hvor de stramme cykeltrøjer har nægtet at give solen adgang til overarmene.
13-årige Marius og hans lillebror Andreas på 10 er cykelryttere. Hvis ikke deres blege overarme havde afsløret dem, ville deres mange bøger om cykling måske have gjort det. Eller den bugnende vasketøjspose med svedigt cykeltøj. Eller måske bare de to blå racercykler på terrassen. De seneste par uger har det dog ikke været brødrenes egen cykling, der har optaget dem mest. Det har til gengæld verdens største cykelløb: Tour de France.
Det prestigefyldte cykelløb er en tilbagevendende begivenhed hver sommer. Sådan har det været siden første Tour de France i 1903, kun med undtagelse af årene omkring Første og Anden Verdenskrig. Løbet er blevet en sand sommertradition, der følges af millioner af mere eller mindre dedikerede cykelfans rundtomkring i verden. I år startede Touren 6. juli i den belgiske hovedstad, Bruxelles. 176 ryttere kørte fra start og tog hul på de i alt 3480 kilometers cykelløb fordelt på 21 etaper. Den sidste etape afsluttes nu på søndag, når de udmattede ryttere endelig passerer målstregen på Paris’ mest berømte gade, Avenue des Champs-Élysées.
Da Faktisk møder de cykelglade brødre, er det søndag, og der er præcis en uge – og seks etaper – tilbage af årets Tour de France. Marius og Andreas ser troligt hver eneste etape.
»På den måde går vi ikke glip af noget, og vi får hele oplevelsen med,« forklarer Marius.
Brødrene er i sommerhus med deres forældre Lars og Rikke i Fårevejle i Nordvestsjælland, og drengene har som sædvanlig indtaget sofaen indenfor. Udenfor laver mor og far havearbejde, mens drengene sidder tæt sammen med en computer placeret foran sig og venter. Om lidt går dagens etape i gang, og de to cykelfans forudser et spændende løb, da det er en bjergetape. Det er nemlig ikke alle dage, som er lige spændende. Ofte strækker etaperne sig fra formiddag til sen eftermiddag, og timerne kan føles lange. Men brødrene falder aldrig i søvn, forsikrer de. Hver en detalje skal med.
»Vi føler, der mangler noget, når Touren er ovre,« siger Marius. »Det er ligesom en ferie, der slutter. Man når lige at nyde det, og så er det væk.«
»Ja, eller når man har åbnet sine julegaver, og det hele bare er slut,« indskyder Andreas.
Interessen smitter
Marius husker, hvordan hans interesse for Tour de France startede. Det var, da han som lille så cykelløbet med sin far. Når der var godt sommervejr, hængte de et fladskærms-tv op på en krog i gården ved deres lejlighed på Frederiksberg i København og så cykelløbet sammen med nogle af naboerne. Dengang heppede Marius altid på de samme ryttere som sin far.
»Siden har jeg jo så fået mine egne meninger. Jeg er også den i familien, der ved mest om cykling nu,« siger Marius.
Lillebror Andreas har arvet interessen fra en anden end deres far.
»Jeg ser Tour de France, fordi Marius gør det,« siger han.
»Ja, du ser vist lidt op til din storebror,« driller Marius ham kærligt.
Begge brødre startede med at gå til cykling i klub, da de var ni år gamle, og siden da er interessen for Tour de France kun blevet større for dem begge. For Marius har hans egen cykling gjort det nemmere for ham at sætte sig ind i de udfordringer, rytterne gennemgår på de tre uger, Tour de France varer. For eksempel hvis kommentatorerne fortæller, at der er en bjergstigning på 10 procent i fem kilometer.
»Så prøver jeg selv at køre med 10 procents stigning i bare 100 meter. Og så er jeg bare sådan: Wow, det er hårdt! Prøv så lige at gøre det i fem kilometer,« siger han.
»Eller hvis jeg selv har kørt etapeløb og er helt smadret efter to etaper. Så skal de lige køre 19 mere.«
Tæt på
Mens drengene sidder i sofaen og venter på etapens start, lytter de til eksperterne i tv-studiet, der fortæller om dagens løb.
»Den er hård. Den er rigtig hård, dagens etape,« siger værten Thomas Kristensen. »Den sidste dag i Pyrenæerne er skabt til kamp i klassementet.«
Drengene er helt med på de særlige sportsudtryk.
Optakten byder også på interviews med ryttere. Nogle af de danske ryttere fortæller om, hvem der er Tourens sjoveste, og det får Marius og Andreas til at grine. Brødrene føler nærmest, at de lærer rytterne at kende i løbet af sommeren.
»Det fascinerer mig, hvor tæt man kommer på rytterne,« siger Marius. »Når de kommer i mål, går der fem sekunder, før der er en journalist, der stiller dem spørgsmål. Og du kan jo stå og røre dem, når de cykler forbi. Ikke at man må – men man kan. Du er så tæt på, og det gør det virkelig specielt. Jeg kender ingen andre sportsgrene, hvor det er sådan.«
Længden på årets Tour de France svarer til at køre fra Aarhus til Paris knap tre gange. På cykel. Det har rytterne i alt 23 dage til at klare. Undervejs har de to hviledage. Men i sommerhuset i Nordvestsjælland er der umiddelbart ikke noget, der hedder hviledag.
»De dage har vi bare mere tid til at sætte os ind i den næste etape. For eksempel hvilke stigninger der kommer,« siger Andreas, og Marius supplerer:
»Ja, og så bliver der jo alligevel sendt noget om Touren i tv. Første hviledag blev der for eksempel fokuseret på doping.«
Doping er en betegnelse for forskellige stoffer, som kan få sportsfolk til at præstere bedre. Det kan gøre dem hurtigere, stærkere eller mere udholdende. Men det er både farligt og ulovligt, og Marius vrider sig en smule, da snakken falder på doping.
»Der er jo nok nogle af rytterne, der er dopet. Men jeg tror altså ikke, det er så mange,« siger han efter at have tænkt sig lidt om.
Gennem årene er flere ryttere blevet afsløret i at bruge doping. Nogle har også tilstået selv. Det gælder blandt andre den danske Bjarne Riis, der som den eneste dansker nogensinde har vundet Tour de France. Titlen tog han i 1996, men i 2007 indrømmede han, at han havde brugt doping, da han sikrede sig sejren.
Fra computeren kommer der nu et emneskift. Eksperterne vurderer ikke den nuværende nummer fem, tyske Emanuel Buchmann, som en af favoritterne til dagens etape. Det får Marius og Andreas til i kor at udbryde et overrasket hvin.
»Hvorfor er han ikke det? Han har gjort det godt og har fortjent bedre,« konstaterer Andreas, mens Marius nikker enigt.
Med optakt og daglige etaper på omkring fem timer ender drengene med at bruge mange timer med øjnene klistret til en skærm. Men de to drenge cykler selv enten før eller efter hver etape. »Nogle gange siger vores forældre, at vi skal holde pause fra skærmene eller gå udenfor. Men ikke lige når der er Tour de France,« siger Andreas. »Heldigvis!«
Cykling i blodet
Gennem tiden har der været mange familiære bånd blandt store cykelryttere. Cykel-legenderne Bjarne Riis og Brian Holm har givet cykellysten videre til deres sønner Thomas Nybo Riis og Albert Holm.
Der er også mange brødre ligesom Marius og Andreas, der deler interessen for den benhårde sportsgren. Det danske brødrepar Chris Anker og Allan Bo Andresen har begge været en del af cykeleliten. Andy og Fränk Schleck er brødre fra Luxembourg, der gennem mange år var dominerende ryttere i Tour de France. Også deres far, Johny Schleck, var cykelrytter og med i verdens største cykelløb. I årets Tour deltager der endda et britisk tvillingepar, Simon og Adam Yates.
