Jeg registrerer med fryd, at hekse er kommet på mode. Endelig! Lige siden jeg var barn i 90erne, før internettet rigtigt slog rødder, hang jeg ud på biblioteket og uddannede mig i håndlæsning, drømmetydning, tarotkort og hedenske ritualer. Min vigtigste kilde var Heksens håndbog af Dannie Druehyld, heksen, som stadig bor i Rold Skov tæt på min landsby i Himmerland.
Det er en dybt flyvsk, uregerlig bog, med opskrifter på flyvesalver og kærlighedskager (tilsæt 1 sølvfingerbøl menstruationsblod), et kartotek over magiske urter, fuld af stregtegninger af troldtøj og hekse med strithår og hofteholdere. Det er ikke i nogen verden en børnebog, men jeg elskede den. Heksens håndbog indledes sådan her:
»At leve som heks er at leve med gudinderne, blomsterne og fuglenes kalden – at leve cyklisk. At opleve det, der sker, som en del af et magisk puslespil, hvor hver splint af virkeligheden, hvert menneske du møder, er en brik af dit livs puslespil. At leve som heks er at være opmærksom på, at hver tilfældighed danner et mønster, en port til et univers af farver og muligheder, der åbner veje, sandede spor, sumpede stier ved fugtige ellemoser, veje der bliver til, når du går. Den dunkle vej, som norner, vølver, runekastere, sandsigere, shamaner og andet søgende godtfolk gennem tiderne vandrede. Der er mange muligheder, og vejen gennem krattet er uendelig og dunkel, men det er dig, der vælger hvert trin, og dig, der danner det mønster, nornerne under askens skygge væver i din livsdug.«
Nu, som voksen, kan jeg aflæse teksten som frodig-dunkel new age-jargon, der freestyler over mytologisk stof og lover selvindsigt via naturoplevelser (og måske nogle hallucinogener), men som tiårig tog jeg Heksens håndbog dybt bogstaveligt, hver gang jeg troligt stavede mig igennem den.
Jeg elskede tanken om, at et hemmeligt fællesskab af magikere og overnaturlige væsner ventede på mig, hvis jeg bare fandt den rigtige vej gennem skoven. Jeg forestillede mig Rold Skov rumme en Ronja Røverdattersk rigdom af væsner fra folketroen: huldre, nøkker, elverpiger, alfer, hyldemor. Så skulle jeg med til sabbat i nymånens skær, danse, bade i kilder og springe jublende gennem bål (sammen med de medhekse, jeg akut manglede i min landsbys folkeskole, (hvor jeg fortalte mig selv, at jeg kun henslæbte min tid midlertidigt, mens jeg ventede på mit optagelsesbrev fra Hogwarts)).
Ærligt talt var jeg ikke særligt interesseret i kærlighedsmagi eller noget, jeg ville bare se nogle skovalfer. Jeg var meget optaget af de forskellige arter af overnaturlige væsner og forsøgte at gennemskue de subtile taksonomiske kategorier. Hvad var forskellen på en alf og en fe? Mit barnlige jeg kom frem til, at feer er mere aflange og forfinede, æteriske i det, mens alfer lever i små kollektiver i skovbunden, er lidt mere jordbundne og bruger klokkeblomster som hatte.
Magien har stadig en plads i mit voksne hjerte, men nu som en mere mental, praktisk magi. Magi i overført betydning. Magisk selvhjælp. Hvis jeg tænder et par sorte lys og brænder et foto af en træls ekskæreste, så kommer det forhåbentlig ikke til at forbande vedkommende i praksis, men det kan være ekstremt mentalhygiejnisk at rense ud i dårlige minder med ild.
Man kan tage et gyvelris og bruge som heksekost, ikke til at flyve på, men til at feje dårlig energi, arbejdsstress og onde ånder ud af huset med. Det behøver ikke at være effektiv rengøring, det er bare skønt at afreagere, stampe i gulvet og få røde kinder med en kost i hænderne.
Astrologi er hokuspokus, planeterne bestemmer ikke vores skæbne, men det kan alligevel være gunstigt at tage imod råd fra himmellegemerne. Mars (som står for aggression, handlekraft, big dick energy) er i retrograd indtil slutningen af august, det betyder, at det er tid til at have det mildt, ikke overanstrenge sig, se indad og holde solferie med god samvittighed. Det er jo gode nyheder uanset stjernernes stilling. Det hjælper på dårligt selvværd at have et trylleord, et mantra eller to klistret op på væggen: »Jeg er en lille heks, og jeg kan klare det hele,« for eksempel, eller: »Jeg er nervøs for alt, men jeg er ikke bange for noget.«
Jeg elsker at spå i mine tarotkort, men jeg tror ikke på, at de afslører fremtiden. Til gengæld afslører de, hvad det overhovedet er, jeg ønsker, der skal ske. Tarotkort er billeder af arketyper og scenarier, som fungerer som en blækklat-test; billederne trækker drømme og fortrængt angst frem fra underbevidstheden. Mine tarotkort er iskolde. Hvis jeg spørger, om mit parforhold fungerer, som det skal, svarer kortene: Måske skulle du i virkeligheden arbejde med din galoperende angst for at være alene? Tarot er en måde at tvinge sig selv til at være smertefuldt ærlig, at kigge sig selv i kortene.
Voksenmagi vil bare sige: at koncentrere sin energi, komme i kontakt med sin intuition, insistere på, at man er kraftfuld. Det betyder ikke, at jeg har opgivet drømmen om at se en skovalf en dag. Var der en ikke uanseelig del af mig, der håbede at få de underjordiske at se, da jeg første gang besøgte Island i 2017? Helt bestemt. Jeg mistænker stadig, at vætter, nisser og trolde primært er fordrevet fra Danmark på grund af det overdrevne landbrug. Jeg håber også stadig på at falde over en trylleformular, der virker. Var jeg en lille smule skuffet over at erfare, at der overhovedet ingen magi optrådte i den ellers strålende Et år med magisk tænkning af Joan Didion? Selvklart.
Heksekunsten virker især ærefrygtindgydende på kulturplanter som mig selv, fordi urtemedicin er en risikabel kundskab. Heksen samler lægende urter i skoven, brygger giftplanter om til euforiserende mikstur, smører flyvesalve på sit kosteskaft, inden hun rider det nøgen. Jeg efterhånden fremmedgjorte bymus skal ikke nyde noget af at fedte rundt med pigæble eller alrunerod, jeg tør ikke engang sanke ramsløg sammen med de andre neo-hippier i København, af frygt for at de viser sig at være giftige liljekonvaller. Men tænk, hvis man kunne vandre gennem skoven og ikke alene kunne benævne væksterne, men kendte deres egenskaber: Er de spiselige, giftige, lægende, magiske? Når jeg en skønne dag får overskud til en tidskrævende hobby, vil jeg lære at botanisere.
Man kan dog begynde i de uskyldige urter: »Hjulkrone er en mild glædesurt«, står der i Heksens håndbog om de himmelblå, stjerneformede blomster. »Indtages den som salat eller te, vil [den] få dig til at se lysere på livet, se fremad og ikke dvæle ved det forgangne.« Eller man kan sætte sig med et krus kamillete og føle sig magisk: »Kamille bruges i amuletter for at fremme velstand og lykke i familien, til at fremme ro og meditation.«
