Kære Katinka

Jeg havde hørt om dig, inden jeg overhovedet havde fået læst Ved Vejen. Jeg kendte din skæbne, som man kender historien om en venindes veninde. Jeg syntes, at du lød kedelig. Du var en del af Kulturministeriets litterære kanon. Begrundelsen var blandt andet, at Ved Vejen skildrede et miljø, som »virker så typisk dansk,« hvad det så end betyder? Men da jeg så nærmere på dig, kom det bag på mig, hvor indtagende du var. Hvor meget du havde at sige. Hvor meget du havde at sige til mig.

Din historie starter tungt. Med små mennesker på en lille station i en lille by i et lille land. Stationsforstanderen, Enkefruen og hendes døtre Ida-Yngst og Louise-Ældst, Præstefrøkenen og Kapellanen. De snakker og snakker og siger ingenting i en grad, så jeg begynder at springe sætningerne over. Det er nærmest, som om Herman Bang nyder at vække min utålmodighed. I hvert fald nyder han at udstille disse mennesker og deres ligegyldige tilværelse.

Men så endelig! På side 16! Er du alene! Alle de andre er gået hjem. Du sætter dig på bænken og ser ud over markerne med hænderne i skødet.

»Hun havde let ved saadan at blive siddende, Fru Bai, hvor der var en Stol eller en Bænk eller et Trappetrin,« skriver Bang. Som en kanariefugl hopper du fra den ene pind til den anden. Uden hverken at kunne flyve eller finde hvile. Dit bur er det indsnævrede provinsmiljø. Du har aldrig prøvet andet, og du ved ikke engang, at du har vinger. I stedet for at flyve sætter du dig for at se på dit gamle brudeslør.

»Det var begyndt at blive ganske gult, Brudesløret. Men Tiden gik ogsaa. Det var ti Aar siden allerede (...) Ja – hun var snart en gammel Kone. Hun var fyldt to og tredive Aar ...« siger du til dig selv.

Tremmerne udgør hele din horisont og har altid gjort det. Alligevel synger du så smukt, at din længsel bliver min.

Det er ikke bare dig, som Bang beskriver med få præcise sætninger. Til min overraskelse er Ved Vejen et fantastisk portræt af din mand: Stationsforstanderen Bai. Gennem hele bogen er det, som om Bang står i et hjørne med et spottende grin og betragter Bai i al hans mangel på finesse og finfølelse. Bang beskriver hans glæde ved pundkage og en »Fyldig Bondepige med Fløjelsliv«. Videregiver hans tåbelige meninger »om Giftermaal og Ægteskab. Han var noget af en Filosof i det emne.« Får mig til at væmmes ved hans buttede hænder med smilehuller ved knoerne og de næselyde, som han udstøder, når han sover.

Bang studerer den patriarkalske ægtemand som en fange, der betragter sin vogter. Han ser enhver svaghed, som kunne indikere mulighed for flugt. Alligevel har han overskud til at skildre Bai som andet end en nar, som er forvænt med sin lille tåbelige magtposition. Bang ser en mand, som også er spærret inde i sig selv og sin skæbne. Stationsforstander Bai burde have haft en kvinde med tunge bryster, som kunne give ham et regelmæssigt knald og en børneflok. Nu har han bare fået dig.

Din elskede Huus har Bang derimod nærmest ikke fremkaldt. Han er kun en bred brun nakke, en blid rytme i dansen, et beroligende klap på din arm, når du skræmmes af kirkegårdens mørke. Hverken du eller læseren ved, hvem Huus er, og alligevel får han dit hjerte til at hamre. Det er vel egentlig et realistisk portræt af forelskelsen. Tilstanden, hvor man blændes så stærkt af et andet menneskes lys, at man ikke længere kan se ham. Din forelskelse i Huus vidner mest om dit eget håb om forløsning.

Så bliv ikke vred, når jeg fortæller dig, at Huus nok er homo. Han udviser alle tegn på at være en mand, som elsker mænd. Han undviger Bais evige snakken om pigebørn. Han har været forlovet, fordi hans mor ville have det. Da han omsider kysser dig i lysthuset, flygter han alt for erfarent af sted. Jeg tror altid, at Huus’ kærlighed har flakket hjemløst omkring, og jeg spørger mig selv, om du i virkeligheden også er en mand? En skabsbøsse, som først i mødet med Huus opfyldes af et begær, som var så forbudt, at Bang ikke kunne skrive om det?

Men Katinka, når nu Bang ikke kunne skildre den kærlighed til mænd, som var hans egen, så er det godt, at han gjorde dig til kvinde. Det ville være en anakronisme at kalde Bang for feminist, men Bang har blik for kvinders kår. Han kan se din lille udslidte svigerinde, som har fået alt for mange børn. Han kan høre din veninde sukke over sine manglende muligheder: »De første fem og tyve Aar af vor Tilværelse danser vi rundt og venter paa at blive gift – og de sidste fem og tyve sidder vi hen og venter paa at blive begravet,« siger hun. Du svarer ikke, begynder bare stille at græde. Selv en homoseksuel mand i 1800-tallets Danmark havde flere flugtruter end dig.

Derfor har Ved Vejen ingen moderne morale om, at man ikke må gøre sig selv til offer og skal tage ansvaret for sit eget liv. Bang lader dig roligt dø af hoste, feber og knust hjerte. Hvad skulle han ellers stille op?

Otte år før Ved Vejens udgivelse udkom Tolstojs Anna Karenina, som også handler om en gift kvindes fatale forelskelse. I modsætning til dig går Anna fra hus og hjem for at følge sin elskede. Det skulle hun aldrig have gjort. De toge, som også går og kommer i Tolstojs roman, ender med at blive hendes eneste udvej. Hun lægger sig på jernbanesporet og lader sig køre midt over. Hverken Tolstoj eller Bang kan gøre andet end at tage livet af deres kvindelige hovedpersoner, men egentlig foretrækker jeg det russiske drama frem for den danske resignation. I det mindste får Anna lov til at udfolde sit begær.

Da jeg læste Ved Vejen kom jeg igen til at tænke på, at de fleste kulturkonservative kritikere er mænd. De skælder ud over skilsmisser, singlemødre, multikulturalisme og manglen på sammenhængskraft. De forlanger, at vi skal stå fast i stedet for hele tiden at ville videre.

Men Katinka, når jeg læser om dig, så husker jeg, at den gamle verdensorden bestod af kvinder i bur og bøsser i skabet. Hvordan kan man ønske sig tilbage til dengang? Hvordan kan man vrænge ad menneskets trang til at flytte sig? Til at sprede vingerne ud?

I dag var du forhåbentlig blevet skilt, men du kunne også være blevet langtidssygemeldt med stress. Også i dagens Danmark basker mennesker i et bur af boligudgifter og krav på arbejdsmarkedet, hvis de da ikke visner hen i et udrejsecenter. Det er en af tidens klicheer, at vi er normløse, individualistiske og frisatte, men jeg ved snart ikke. Dulmer vi ikke bare vores længsel med endnu en tv-serie?

Hver dag går jeg forbi en valgplakat, som proklamerer, at tiden ikke er til eksperimenter. Jeg gyser, når jeg læser denne undsigelse af menneskets bedste mulighed for at nå til nye erkendelser. Hvordan skal vi lære noget nyt, når vi ikke må gøre noget nyt? Mener de virkelig, at vi skal stivne i frygt og evige risikoberegninger? At vi skal dø så uforløste som dig?

Katinka, jeg læser ikke Ved Vejen, fordi den er »så typisk dansk«. Jeg læser den for den bøn om bevægelse, som Bang hvisker i hver anden sætning. Jeg læser den for dens blide rasen mod stilstand.

Katinka, jeg lover, at jeg flyver for dig.

Hør også Johannes Mygind i samtale med litteraturredaktør Johannes Baun om Ved vejen i podcastserien Indhentede klassikere:

{embedded type="node/custom_code_html" id="25630"}

Hør de øvrige episoder af »Indhentede klassikere« her på Weekendavisen.dk/podcast eller hvor De ellers lytter til podcast.

Indhentede klassikere

I litteraturens verden har man altid meget til gode. I denne serie indhenter Weekendavisens skribenter lidt af det, de har længtes efter at læse.

Læs også de øvrige artikler fra indhentetserien:

Martin Krasniks læsning af Karen Blixen »Fantastiske selvfortællinger«

Per Vinds læsning af Johann Wolfgang von Goethes storværk »Forsinket Faust«

Amalie Schroll Munks artikel om Herman Melvilles kæmperoman 'Moby Dick': »Under overfladen«

Heidi Lauras artikel om Thomas Manns bog 'Doktor Faustus': »Ned til de dunkle understrømme«

Mikkel Bruun Zangenbergs artikel om nigerianske Chinua Achebes debutroman fra 1958 'Things Fall Apart': »Folkene i Afrika«

Jørgen Herman Monrads artikel om 'Aladdin': »En Pomeranz i grams«

Linea Maja Ernsts artikel om Lolitas berygtede Humbert Humbert: »Det forfinede uhyre«

Anna Karlskov Skyggebjergs læsning af Astrid Lindgrens 'Rasmus på luffen': »Den femøreformuende«

Siri Ranva Hjelm Jacobsen om Pierre Choderlos de Laclos’ brevroman 'Farlige forbindelser': »Men størst af alt er selvbedraget«

Kristian Ditlev Jensens læsning af Hans Kirks 'Fiskerne': »Kan I rykke jer lidt sammen?«

Kathrine Tschemerinskys konfrontation med Hans Scherfigs 'Idealister': »Det idealistiske forår«

Johannes Bauns artikel om Emily Brontës 'Stormfulde højder': »Stormfulde fejder«

Lone Franks artikel om Albert Camus' 'Sisyfos-myten': »Som en rullesten«

Pernille Stensgaard om Hermann Hesses 'Steppeulven': »Syretrip og selvmord«

Sarah Von Essens læsning af Jane Austens 'Stolthed og fordom': »Lykkeligt trallende med tænder«

Ole Nyengs læsning af Johannes V. Jensens 'Kongens fald': »Kongen faldt«

Kasper Klochs læsning af Ernest Hhemingways 'Hvem ringer klokkerne for': »Den spanske død«

Tine Eiby om Jacob Paludans udviklingsroman 'Jørgen Stein': »Klassehadet sprøjter«

Anne Knudsen om Honoré de Balzacs roman 'Kurtisanerne': »Kurtisanerne sæson et til syv«

Asker Hedegaard Boye om Knut Hamsuns 'Sult': »Løgn og opkast«

Lisbeth Smedegaard Andersen om Henry David Thoreaus 'Livet i skovene': »Den oprindelige skovmand«

Klaus Rothsteins læsning af science fiction-langdigt 'Aniara. En Revy om Mennesket i Tid og Rum' af nobelprisforfatteren Harry Martinson: »En lille blære i Guds brilleglas«

Birte Weiss' om George Orwells '1984': »Manden der opfandt fake news«

Jakob Holms Læsning af Joseph Hellers 'Catch-22' »Bombetogter og badesæbe«

Anna Raaby Ravns læsning af William Faulkners 'I min sidste time' »I Herrens land«

Marta Sørensens læsning af den franske adelsmand Michel de Montaigne (1533-92) »Nyrestensessayisten«

Anne Jensen Sands læsning af Isabel Allendes 'Åndernes hus' »Kolossale kløfter«

Klaus Wivels læsning af Aleksandr Solsjenitsyns 'GULAG': »Sjæl og pigtråd«

Anne Stummanns læsning af Anton Tjekhovs skuespil 'Onkel Vanja': »Indtil livet holder op af sig selv«

Aske Muncks læsning af Anatole Frances 'Dronning Gåsefod': »Modgift til en nederdrægtig og svigefuld verden«

Louise Fogh Hansens læsning af 'Ringenes Herre': »Helte i køkkenhaven«

Arne Hardis læsning Siegfried Lenz’ 'Tysktime': »Tyske uger«

Joakim Jakobsens læsning af Wislawa Szymborskas digte: »En ven i Krakow«

Julie Moestups læsning af Mark Twains 'Huckleberry Finn': »Bandlyst og ophøjet«

Johanne Mygind

På pensum!