Det er, ligesom Peter Øvig er skrumpet. Han taler mindre og har færre klare svar. Vigtige begivenheder og årstal er helt forsvundet fra hans hukommelse. Slettet af de elektrochok, som viste sig at være den eneste kur mod hans hidtil alvorligste depression.

»Før i tiden kunne jeg ikke græde. Jeg har gået i terapi i over 20 år, bare for at få adgang til tårerne. Uden resultat. Nu skal der intet til, før mine øjne bliver fugtige. Det er svært at sige, om det er en følge af depressionen eller en bivirkning af elektrochokket,« siger Peter Øvig og ser ned på spisebordet, hvor omslaget til hans nyeste bog ligger. Ligesom mange af hans andre bøger er der et sort-hvidt foto på forsiden, som understreger bogens dokumentariske karakter. Men hvor omslagene på hans andre bøger har haft fotografier af myrdede stikkere, dansende hippiere eller BZere i gadekamp, så forestiller denne forside en ganske almindelig kvinde, som tager solbad med lukkede øjne. Det er Peter Øvigs mor: Ellen Knudsen.

»Da min depression var allerværst, fik jeg en vrang- forestilling om, at det var min mor, som styrede depressionen. At hun havde sendt sine sorte kræfter ud. Enten for at forhindre min bog i at blive skrevet eller simpelthen for at få mig til at tage mit eget liv.«

Peter Øvig leder igen efter ordene.

»Mange bøger handler om opgøret med en autoritær og brutal faderskikkelse, men der tales meget lidt om, hvordan moderen kan ødelægge sine børn. At en mor kan opleves som ubehagelig. Ja, nærmest ond. Det er et kulturelt tabu. Jeg har talt med andre forfattere om min mor, som siger: ’Sådan en bog vil jeg også skrive, men min mor skal fandme være død først.’«

– Når man læser bogen, fremstår din mor ikke ond. Hun lyder bare ret ... rædselsfuld.

»Jeg plejede at kalde min mor ’ucharmerende’, for når et menneske kryber ned i offerrollen, bliver selvoptaget og totalt mangler indsigt i sin egen situation, så er det meget lidt charmerende. Min far var stik modsat. Han holdt fester, han var interesseret i andre mennesker. Jeg husker ham som meget elsket og vellidt. Hvordan han kunne holde ud at leve sammen med min mor, er en gåde.«

– Hvem ligner du mest?

»I virkeligheden ligner jeg nok dem begge to, men jeg har altid haft min mor som antitesen til det menneske, som jeg gerne ville være. Det var først, da jeg selv blev indlagt på den psykiatriske afdeling, at jeg begyndte at spejle mig i min mor.«

Jeg har interviewet Peter Øvig flere gange. Sidste gang irriterede han mig lidt. Han havde lige udgivet bogen BZ og talte om sine slagsmål med de tidligere BZere, som forsøgte at forhindre ham i at skrive deres historie. Vi diskuterede længe, hvorvidt vi journalister nassede på andre mennesker, som havde modet til at handle i modsætning til os selv, som bare stod og kiggede på og så bagefter udstillede de andres svagheder i vores journalistik.

»Måske skal du smage din egen medicin. Hvad med at skrive en mere personlig bog?« sagde jeg efter interviewet. Peter Øvig rystede bestemt på hovedet. Det havde han gjort som ung. Den genre var han færdig med.

Men en måned efter at BZ-bogen udkom, skete der noget, som fik Peter Øvig til at ændre mening.

»Personalet ringede fra min mors plejehjem og sagde, at min mor var døende. Det havde de faktisk gjort i et stykke tid, men jeg havde ikke reageret. Jeg havde haft travlt med at promovere bogen om BZ, og så havde jeg det princip, at jeg IKKE kom, når min mor kaldte. Så hun var faktisk allerede død, da jeg endelig kom til Aarhus. Samme aften kunne jeg konstatere, at jeg kunne tale frit om min mor på en helt ny måde. At jeg kunne bruge ord som dæmoni og besættelse og sige, at min mor besad en form for ondskab. Det var der, jeg besluttede mig for, at min næste bog skulle undersøge min mors historie. Jeg havde allerede titlen: Min mor var besat.«

Med Min mor var besat har Peter Øvig ikke bare forsøgt at skrive sin mors historie. Han har også villet fortælle historien om en gruppe af helt almindelige mennesker, som sjældent optræder i den officielle danmarkshistorie.

»Jeg havde beskrevet frihedskæmperne, landsforræderne, Blekingegadebanden, hippierne og BZerne, og det var alle sammen de små grupper af mennesker, som gjorde dramatiske ting med historisk betydning. Historien om min mor og hendes generation er en historie om en meget større gruppe af danskere, som ikke lod sig påvirke af 1968 og dets idealer om fri sex, åbenhed og autoritetskritik. Vi må have været over hundredtusindvis af børn som voksede op i de her parcelhuskvarterer, og selvom der i dag er en langt større følelsesmæssig åbenhed, så er der nok stadig mange børn, som vokser op i familier og tænker: ’Mine forældre er ulykkelige. Noget er galt. Jeg ved ikke hvad det er.’«

Umiddelbart er historien om Peter Øvigs mor, Ellen Knudsen, lille og udramatisk: En flittig og begavet pige, som mistede sin far tidligt og havde tendens til tungsind, men som også fik pigeskolens bedste realeksamen og en god elevplads på Aarhus Rådhus. Hun blev gift, fik to børn og var hjemmegående husmor, mens hendes mand arbejdede sig opad på Aarhus Amtssygehus. På overfladen et glimrende kvindeliv helt i tråd med tidens idealer.

»Det var ikke gået op for mig, at kvinderne i den generation, nærmest aldrig kom i gymnasiet. Min mor var skolens dygtigste elev, men det var utænkeligt, at hun skulle læse videre. Når hun og hendes veninder fik børn, så sagde de op for at gå derhjemme. De gjorde det med glæde, sagde hendes veninder, da jeg interviewede dem, men hvordan min mor egentlig havde det, ved jeg ikke. Jeg har aldrig interesseret mig for det. Jeg kan kun huske, at min mor brokkede sig over, at hun fik bedre karakterer i realskolen end min far, men at han blev hospitalsdirektør, mens hun bare blev sekretær.«

– Du siger, at din mor var selvoptaget, men i virkeligheden gik hele hendes liv med at tage sig af andre menneskers behov?

»Ja. Det er rigtigt! Min mor gik jo enormt op i sine børn, men det har alligevel ikke været nok indhold. Det var jo i årene, hvor hun havde helt små børn, at hun fik sine første depressioner. Allerede da jeg var fem år gammel, blev hun indlagt på Risskovs psykiatriske hospital.«

– Hvad var der sket med dig selv, hvis du bare skulle gå derhjemme og passe dine børn?

»Altså min egen vej ud af depressionen har været at arbejde. Som stor dreng tog jeg journalistrollen på mig, som en beskyttelseskappe. Jeg var meget genert, men når jeg ’legede’ journalist, så turde jeg godt sige noget eller stille spørgsmål. Den mulighed havde min mor ikke. Min psykiater har forklaret mig, at man selv skal gøre noget for at hive sig ud af depressionen. Så snart den slipper sit tag, så snart man mærker et glimt af glæde eller noget meningsfuldt, så skal man gøre alt for at holde fast i den følelse. Ellers bliver depressionen kronisk.«

Peter Øvigs stemme forvandler sig til en let snerren, da han udmaler, hvad hans mor kunne have gjort. Hun kunne have taget sig en uddannelse, læst til socialrådgiver, fået sig et ordentligt arbejde. Et eller andet, som havde været bedre end at forvandle sig til den klynkende kronisk deprimerede kvinde, som hans mor efterhånden blev.

»Jeg er forundret over, at min mor ikke så de muligheder, som hun trods alt havde. At hun ikke gjorde noget. Min søster siger så, at min far ikke ville have, at hun arbejdede. At han ikke støttede min mor. Men behøvede han det? Det er et af de spørgsmål, som optager mig meget. Hvornår er man ansvarlig for sig selv, når man lider af psykisk sygdom? Rent juridisk kan man ikke blive kendt skyldig, hvis man var sindssyg i gerningsøjeblikket, men gælder det altid?«

– Af alle de mennesker, som du har beskrevet i dine bøger, så er det nok din mor, som jeg mindst vil være.

»Ja, sådan har jeg det da også selv. Hellere være et medlem af Blekingegadebanden end min mor.«

Min mor var besat knækker over på midten. De første kapitler handler om Peter Øvigs mors triste livshistorie, men resten af bogen handler om den tunge depression, som ramte ham selv under arbejdet med bogen.

»Min kæreste Janne mener, at depressionen startede den dag, hvor jeg havde brugt hele eftermiddagen på at læse min mors psykiatriske journaler. De journaler skræmte mig meget. Ikke mindst fordi jeg kunne læse, at min mor fortalte sin psykiater, at hun ikke kunne klare at være mor for min søster og mig. At hun var bange for at være alene med os. Jeg har lige læst i avisen, at en psykotisk kvinde har slået sin datter ihjel. Måske var min mor bange for at gøre noget lignende. Efter den dag blev det bare værre og værre, indtil jeg til sidst måtte opgive at skrive min bog.«

– Hvordan føles en tung depression?

»Da jeg var deprimeret, kunne jeg ikke skelne de fysiske og psykiske symptomer fra hinanden. Jeg havde en knugen for brystet, ligesom en søjle af angst, som steg op gennem torsoen, og så havde jeg samtidig en følelse af, at der var sket en katastrofe. Som om alle i min familie var blevet dræbt. Men jeg vidste jo, at der ikke var sket noget, og det gjorde det kun endnu værre. At det føltes sådan, men at jeg ikke havde nogen grund til det. Jeg blev også bange for, at depressionen aldrig ville stoppe. At jeg ikke ville kunne tage mig af min kæreste og mine børn. En af mine værste scenarier var, at de til sidst ville flytte ud af huset, og jeg så ville sidde alene tilbage.«

– Du var bange for at blive til din mor?

»Ja, og jeg fik nogle psykotiske forestillinger om, at der var det, som min mor ønskede. At hun nu endelig fik mulighed for at gøre mig ondt. Som barn havde jeg set hende i dybeste depression. Et forvrænget monster-agtigt ansigt. Det blev ved med at forfølge mig.«

{embedded type="node/bondquotes" id="23972"}

Ligesom sin mor blev Peter Øvig indlagt på psykiatrisk afdeling og behandlet med elektrochok. En behandling, som han umiddelbart nægtede at gennemgå, men som til hans store overraskelse virkede. Efter to måneders indlæggelse blev han udskrevet og kunne langsomt genoptage sin tilværelse. I starten troede han aldrig, at han ville komme til at skrive igen, men da han endelig turde nærme sig bogen om moderen igen, skrev han den færdig på et par måneder.

»Min depression har da givet mig en større forståelse af min mor. Når jeg kigger i fotoalbums, fra da jeg var barn, er det jo slående, hvor store børnefødselsdage hun holdt for min søster og mig. Hun har forsøgt at give os en god barndom.«

– Hun kæmpede faktisk?

»Ja, man kan sige, at hun opretholdt facaden, men det er jo også lidt fordømmende. Hun opretholdt jo hverdagen og festerne. Men hvis der ikke strømmer kærlighed imod barnet, så er det jo lige meget.«

– Og det gjorde der ikke?

»Det er i hvert fald ikke det, som jeg husker. Jeg har ingen erindring om min mors kærlighed. Måske følte hun den ikke? Det er jo et kæmpe tabu, at en kvinde ikke elsker sine børn, men måske er det mere almindeligt, end man skulle tro? Jeg ved ikke … Hvordan læser du min bog? Beskriver jeg en kvinde, som var ude af stand til at elske?«

– Måske er det bedste bevismateriale i virkeligheden dig selv. Psykologerne er jo ret enige om, at ens evne til at indgå i kærlighedsrelationer grundlægges i samspillet mellem mor og barn, og i din bog beskrives dit eget liv som fyldt med kærlighed til venner, kæreste og børn.

»Det sagde min ekskone også altid, når jeg brokkede mig over min elendige mor. Hun sagde: ’Med din evne til at give kærlighed så må din mor altså have gjort et eller andet rigtigt.’«

– Det mest usædvanlige er måske, at du ikke selv giver udtryk for nogen kærlighed til din mor? De fleste svigtede børn bliver ved med at elske deres forældre, også langt ud over rimelighedens grænse?

»I forbindelse med bogen interviewede jeg blandt andet min mors psykolog, og hun roste mig, fordi jeg havde fået lagt distance til min mor. Det er meget svært. Mange børn af psykisk syge forældre får aldrig gjort det. I forbindelse med mine andre bøger har jeg set, hvordan mennesker ubevidst redigerer deres erindringer. Normalt sorterer de det negative fra, så deres historier fremstå i et mildere lys, men måske har jeg gjort det modsatte for at kunne frigøre mig. Måske har jeg pakket de gode erindringer væk om min mor i en grad, så jeg slet ikke har adgang til dem.«

Peter Øvig fortsætter lidt mere tøvende.

»Det var vigtigt for mig, at bogen ikke sluttede med happy end. Med at jeg bare tilgav min mor alt. Det gør jeg nemlig ikke. Men jeg er begyndt at føle små glimt af ømhed for hende. Når jeg tænker på, at hun både led af depressioner og af leddegigt. At hun slet ikke havde mulighed for at bruge sin krop. Det er jo noget af det, som virker, når jeg er deprimeret. At dyrke heftig motion. Min mor kunne knap nok gå en tur. Når jeg ser de billeder af børnefødselsdagene og ser, hvor mange boller hun har bagt. Hold kæft hvor har hun knoklet. Da jeg var deprimeret, neddroslede jeg selv min søns fødselsdag. Så jeg ved, hvor meget viljestyrke det har krævet at gennemføre. Men det er stadig kun pletter af ømhed. Ikke mere.«

– Er du bange for at have givet denne her dæmon videre til dine børn? At depressionen går i arv?

»Ja, det er jeg selvfølgelig. Vi ved ikke, hvad depressioner skyldes. Måske er det genetisk? Men selvom jeg måske har et anlæg for depression, så er jeg stadig taknemmelig for mit liv. Det er lykkedes mig at skabe en helt anden og langt bedre tilværelse end min mors. Det er måske noget af det, som jeg især forsøger at videregive til mine børn: at de ikke må gøre sig selv til ofre. De har selv ansvaret for at skabe et ordentligt liv.«

Læs også Johanne Myginds interview med Peter Øvig fra Weekendavisen #39, fredag 30. september 2016: »»Jeg plejer jo at blive hyldet««.

Læs også Kristian Ditlev Jensens anmeldelse af Peter Øvigs bog 'Min mor var besat' fra Weekendavisen #19, 10. maj 2019: »Nede i fru Knudsens kælder«

Johanne Mygind

Ses vi?